Complete Works of Henrik Ibsen (615 page)

ROSMER.
Hvorledes –?

BRENDEL.
Jeg vil gribe ind i livet med en virksom hånd. Træde frem. Træde op. Det er en stormbevæget solhvervstid vi ånder i. – Nu vil jeg lægge min skærv på frigørelsens alter.

KROLL.
Vil De også –?

BRENDEL
(til dem alle)
.

Besidder almenheden her noget nøjere kendskab til mine spredte skrifter?

KROLL.
Nej, jeg må oprigtig tilstå, at –

REBEKKA.
Jeg har læst adskilligt. For min plejefar ejed dem.

BRENDEL.
Skønne husfrue, – da har De spildt Deres tid. Thi det er noget pøjt, skal jeg sige Dem.

REBEKKA.
Så?

BRENDEL.
Hvad De har læst, ja. Mine betydningsfulde værker kender hverken mand eller kvinde. Ingen – uden jeg selv.

REBEKKA.
Hvorledes går det til?

BRENDEL.
Fordi de ikke er skrevne.

ROSMER.
Men kære herr Brendel –

BRENDEL.
Du véd, min Johannes, at jeg er et stykke af en sybarit. En Feinschmecker. Har været så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold dobbelt. Ser du, – når gyldne drømme daled ned over mig, – omtåged mig, – når nye, svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig, – omvifted mig med bærende vinger, – da formed jeg det ud i digt, i syner, i billeder. Sådan i de store omrids, forstår du.

ROSMER.
Ja, ja.

BRENDEL.
Å, hvorledes jeg har nydt og svælget i mine dage, du! Udformningens gådefulde salighed, – sådan i de store omrids, som sagt, – bifaldet, takken, berømmelsen, laurbærkronen, – alt har jeg indkasseret med fulde, glædeskælvende hænder. Mættet mig i mine lønlige forestillinger med en fryd, – å, så svimlende stor –!

KROLL.
Hm –.

ROSMER.
Men aldrig skrevet det ned?

BRENDEL.
Ikke et ord. Dette platte skriverhåndværk har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og hvorfor skulde jeg også profanere mine egne idealer, når jeg kunde nyde dem i renhed og for mig selv? Men nu skal de offres. Sandelig, – jeg er tilmode ved det, som en mor, der lægger unge døtre i ægtemænds arme. Men jeg offrer dem alligevel, – offrer dem på frigørelsens alter. En række af vel udformede foredrag – hele landet over –!

REBEKKA
(livfuldt)
.

Dette er stort af Dem, herr Brendel! De gir det dyreste, De ejer.

ROSMER.
Det eneste.

REBEKKA
(ser betydningsfuldt på Rosmer)
.

Hvor mange er der vel, som gør det? Som tør det?

ROSMER
(gengælder blikket)
.

Hvem véd?

BRENDEL.
Forsamlingen er bevæget. Det kvæger mit hjerte – og styrker viljen. Og dermed så skrider jeg altså til handling. Dog én ting –.
(til rektoren.)
Kan De sige mig, herr præceptor, – findes der en afholdsforening i byen? En totalafholdsforening? Det gør der naturligvis.

KROLL.
Ja, til tjeneste. Jeg er selv formand.

BRENDEL.
Kunde jeg ikke se det på Dem! Nå, da er det ikke umuligt, at jeg kommer hjem til Dem og skriver mig ind for en uges tid.

KROLL.
Undskyld, – vi modtar ikke medlemmer på ugevis.

BRENDEL.
A la bonheur, herr pædagog. Ulrik Brendel har aldrig rendt den slags foreninger på dørene.
(vender sig.)
Men jeg tør ikke forlænge mit ophold i dette hus, så rigt på minder. Jeg må til byen og vælge mig et passende logis. Der findes dog vel et ordentligt hotel, vil jeg håbe.

REBEKKA.
Vil De ikke drikke lidt varmt, før De går?

BRENDEL.
Hvad slags varmt, min nådige?

REBEKKA.
En kop te eller –

BRENDEL.
Jeg takker husets rundhåndede værtinde. Men jeg lægger ikke gerne beslag på den private gæstfrihed.
(hilser med hånden.)
Lev vel, mine herskaber!
(Går mod døren men vender om.)
Å, det er s’gu sandt –. Johannes, – pastor Rosmer, – vil du gøre din fordums lærer en tjeneste for mangeårigt venskabs skyld?

ROSMER.
Ja, så inderlig gerne.

BRENDEL.
Godt. Så lån mig – for en dags tid eller to – en strøgen mansketskjorte.

ROSMER.
Ikke andet end det!

BRENDEL.
For, ser du, jeg rejser til fods – denne gang. Min kuffert blir sendt bagefter.

ROSMER.
Ja vel. Men er der så ikke noget andet?

BRENDEL.
Jo, véd du hvad, – du kunde kanske undvære en ældre, benyttet sommerfrakke?

ROSMER.
Ja, ja, det kan jeg så visst.

BRENDEL.
Og dersom der skulde høre et par anstændige støvler til den frakken –

ROSMER.
Det skal der nok bli’ råd for. Så snart vi får vide adressen, skal vi sende sagerne ind.

BRENDEL.
På ingen måde. Ikke nogen ulejlighed for min skyld! Jeg tar de bagateller med.

ROSMER.
Godt, godt. Vil De så følge med mig ovenpå.

REBEKKA.
Lad heller mig. Jeg og madam Helseth skal nok besørge det.

BRENDEL.
Aldrig tillader jeg, at denne distingverte dame –!

REBEKKA.
Å hvad! Kom De bare, herr Brendel.

(hun går ud til højre.)

ROSMER
(holder ham tilbage)
.

Sig mig, – er der ikke ellers noget, jeg kunde tjene Dem med?

BRENDEL.
Jeg véd i sandhed ikke hvad det skulde være. Jo, død og helvede, – når jeg tænker mig om –! Johannes, – har du tilfældigvis otte kroner på dig?

ROSMER.
Nu skal vi se.
(åbner portemonnæen.)
Her har jeg to tikronesedler.

BRENDEL.
Ja, ja, det kan være det samme. Jeg kan ta’ dem. Får dem altid vekslet inde i hyen. Tak så længe. Husk på, det var to tiere jeg fik. God nat, du, min egen kære gut! God nat, min agtede herre!

(han går til højre, hvor Rosmer tar afsked og lukker døren efter ham.)

KROLL.
Forbarmende Gud, – det var altså den Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde bli noget stort af i verden.

ROSMER
(stille)
.

Han har i alle fald havt mod til at leve livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er så lidet endda.

KROLL.
Hvad nu? Et sligt liv som hans! Jeg tror så nær, at han var mand for at forvirre dine begreber endnu engang.

ROSMER.
Å nej, du. Nu er jeg kommen på det rene med mig selv i alle dele.

KROLL.
Gid det var så vel, kære Rosmer. For du er så svært modtagelig for indtryk udenfra.

ROSMER.
Lad os sætte os. Og så vil jeg tale med dig.

KROLL.
Ja lad os.

(de sætter sig i sofaen.)

ROSMER
(lidt efter)
.

Synes du ikke, vi har det godt og hyggeligt her?

KROLL.
Jo, nu er her ble’t godt og hyggeligt – og fredsomt. Ja, du har fåt dig et hjem, du, Rosmer. Og jeg har mistet mit.

ROSMER.
Kære, sig ikke så. Det, som nu er splittet, det vil nok heles igen.

KROLL.
Aldrig. Aldrig. Brodden vil bli siddende i. Det kan aldrig bli som før.

ROSMER.
Hør nu her, Kroll. Vi to har nu ståt hinanden nær i så mange, mange år. Synes du, det er tænkeligt, at vort venskab kunde gå overstyr?

KROLL.
Jeg véd ikke den ting i verden, som kunde bryde mellem os. Hvorledes falder du på sligt?

ROSMER.
Fordi du lægger en så afgørende vægt på enighed i meninger og synsmåder.

KROLL.
Nå ja; men vi to er da så omtrent enige. I de store kernespørsmål i alle fald.

ROSMER
(sagte)
.

Nej. Ikke nu længer.

KROLL
(vil springe op)
.

Hvad er dette her!

ROSMER
(holder på ham)
.

Nej, du må bli’ siddende. Jeg be’r dig, Kroll.

KROLL.
Hvad er det for noget? Jeg forstår dig ikke. Tal da rent ud!

ROSMER.
Der er kommet en ny sommer i mit sind. Et nyt ungdomssyn. Og derfor så står jeg nu der –

KROLL.
Hvor, – hvor står du?

ROSMER.
Der, hvor dine børn står.

KROLL.
Du? Du! Det er da vel umuligt! Hvor står du, siger du?

ROSMER.
På samme side som Laurits og Hilda.

KROLL
(sænker hodet)
.

Frafalden. Johannes Rosmer frafalden.

ROSMER.
Jeg skulde ha’ følt mig så glad, – så inderlig lykkelig ved det, som du kalder frafaldet. Men så led jeg pinligt alligevel. For jeg vidste jo nok, at det vilde volde dig en bitter sorg.

KROLL.
Rosmer, – Rosmer! Dette forvinder jeg aldrig.
(ser tungt på ham.)
Å, at også du kan ville være med og række hånd til fordærvelsens og forstyrrelsens værk i dette ulykkelige land.

ROSMER.
Det er frigørelsens værk, jeg vil være med på.

KROLL.
Ja, jeg véd det nok. Således kaldes det både af forførerne og af de vildledte. Men synes du da, at der er nogen frigørelse at vente af den ånd, som nu holder på at forgifte hele vort samfundsliv.

ROSMER.
Jeg slutter mig ikke til den ånd, som råder. Ikke til nogen af de stridende. Jeg vil prøve på at samle menneskene sammen fra alle sider. Så mange og så inderligt jeg bare formår det. Jeg vil leve og sætte alle mine livsens kræfter ind på dette ene, – at skabe det sande folkedømme i landet.

KROLL.
Så du synes ikke vi har folkedømme nok! Jeg for min part synes vi alle til hobe er på god vej til at drages ned i det mudder, hvor ellers kun almuen plejer at trives.

ROSMER.
Just derfor stiller jeg folkedømmets sande opgave.

KROLL.
Hvilken opgave?

ROSMER.
At gøre alle mennesker i landet til adelsmennesker.

KROLL.
Alle mennesker –!

ROSMER.
Så mange som muligt i alle fald.

KROLL.
Ved hvilke midler?

ROSMER.
Ved at frigøre sindene og luttre viljerne, tænker jeg.

KROLL.
Du er en drømmer, Rosmer. Vil du frigøre dem? Vil du luttre dem?

ROSMER.
Nej, kære, – jeg vil bare søge at vække dem til det. Gøre det, – det må de selv.

KROLL.
Og du tror, de kan?

ROSMER.
Ja.

KROLL.
Ved egen kraft altså?

ROSMER.
Ja, netop ved egen kraft. Der findes ikke nogen anden.