Complete Works of Henrik Ibsen (614 page)

KROLL.
Nå, – og det betragter du sådan uden videre som et gode! For resten tar du nok betydelig fejl, min ven. Forhør dig bare om, hvad det er for meninger, som har kurs blandt radikalerne, både her ude og inde i byen. Det er ikke en snus andet, end den visdom, som forkyndes i „Blinkfyret”.

REBEKKA.
Ja, Mortensgård har stor magt over mange her omkring.

KROLL.
Ja, tænke sig til! En mand med en så tilsmudset fortid. Et menneske, som for usædeligt forhold er dømt fra sin lærerbestilling –! Slig en gir sig til at agere folkeleder! Og det går! Det går virkelig! Nu vil han udvide sit blad, hører jeg. Jeg véd fra sikker kilde, at han søger efter en habil medarbejder.

REBEKKA.
Det er underligt, synes jeg, at ikke De og Deres venner stiller noget op imod ham.

KROLL.
Det er netop det, vi vil gøre nu. Idag har vi købt „Amtstidenden”. Pengespørsmålet frembød ingen vanskeligheder. Men –
(vender sig til Rosmer.)
Ja, nu er jeg inde på mit egentlige ærinde til dig. Det er ledelsen, – den journalistiske ledelse, som det kniber med, ser du. – Sig mig, Rosmer, – skulde ikke du for den gode sags skyld føle dig opfordret til at overta’ den?

ROSMER
(næsten forskrækket)
.

Jeg!

REBEKKA.
Nej, men hvor kan De da tænke Dem sligt!

KROLL.
At du har skræk for folkemøderne og ikke vil udsætte dig for den konfekt, som der vanker, det er jo nok så rimeligt. Men en redaktørs mere tilbagetrukne virksomhed, eller, rettere sagt –

ROSMER.
Nej, nej, kære ven, dette her må du ikke be’ mig om.

KROLL.
Jeg selv skulde så inderlig gerne forsøge mig i den retning også. Men det vilde bli’ aldeles uoverkommeligt for mig. Jeg er allerede i forvejen så bebyrdet med en utallighed af gøremål –. Du derimod, som nu ikke længer trykkes af nogen embedsgerning. – Vi andre vil naturligvis hjælpe dig så godt vi formår.

ROSMER.
Jeg kan ikke, Kroll. Jeg duer ikke til det.

KROLL.
Duer ikke? Det samme sa’ du, da din far skaffed dig kaldet –

ROSMER.
Jeg havde ret. Derfor gik jeg også min vej.

KROLL.
Å, bli’ du bare lige så flink redaktør som du var prest, så skal vi være fornøjet.

ROSMER.
Kære Kroll, – nu siger jeg dig én gang for alle, – jeg gør det ikke.

KROLL.
Nå, så låner du os da vel dit navn i alle fald.

ROSMER.
Mit navn?

KROLL.
Ja, allerede navnet Johannes Rosmer vil være en vinding for bladet. Vi andre går jo og gælder for udprægede partimænd. Jeg selv skal endog være udskreget som en arg fanatiker, hører jeg. Derfor kan vi ikke regne på, under eget navn, at skaffe bladet synderlig indgang hos de vildledte masser. Du derimod, – du har altid holdt dig udenfor striden. Dit milde redelige sindelag, – dit fine tænkesæt, – din uantastelige hæderlighed er kendt og skattet af alle her omkring. Og så den agtelse og respekt, som din tidligere prestelige stilling omgir dig med. Og så endelig familjenavnets ærværdighed, du!

ROSMER.
Å, familjenavnet –

KROLL
(peger mod portrætterne)
.

Rosmerne til Rosmersholm, – prester og officerer. Højt betroede embedsmænd. Korrekte hædersmænd alle sammen, – en æt, som nu snart i et par hundrede år har siddet her som den første i distriktet.
(lægger hånden på hans skulder.)
Rosmer, – du skylder dig selv og din slægts traditioner at være med og værne om alt det, som hidtil har været godkendt i vort samfund.
(vender sig.)
Ja, hvad siger De, frøken West?

REBEKKA
(med en let stille latter)
.

Kære rektor, – for mig er dette her så usigelig latterligt at høre på.

KROLL.
Hvad for noget! Latterligt?

REBEKKA.
Ja, for nu vil jeg sige Dem rent ud –

ROSMER
(hurtigt)
.

Nej, nej, – lad være! Ikke nu!

KROLL
(ser afvekslende på dem)
.

Men hvad i al verden, kære venner –?
(afbryder.)
Hm!

(Madam Helseth kommer i døren til højre.)

MADAM HELSETH.
Der er en mand ude i køkkengangen. Han si’er, at han vil hilse på pastoren.

ROSMER
(lettet)
.

Ah så. Ja, bed ham værs’god komme ind.

MADAM HELSETH.
Her ind i stuen?

ROSMER.
Ja vel.

MADAM HELSETH.
Men han ser nok ikke slig ud, at en kan slippe ham ind i stuen.

REBEKKA.
Hvorledes ser han da ud, madam Helseth?

MADAM HELSETH.
Å, det er nok ikke videre, det, frøken.

ROSMER.
Sa’ han ikke, hvad han heder?

MADAM HELSETH.
Jo, jeg synes han sa’, at han heder Hekman eller noget sligt.

ROSMER.
Jeg kender ingen af det navn.

MADAM HELSETH.
Og så sa’ han, at han hed Uldrik også.

ROSMER
(studser)
.

Ulrik-Hetman! Var det så?

MADAM HELSETH.
Ja, Hetman var det.

KROLL.
Det navn har jeg visst hørt før –

REBEKKA.
Det var jo det navn, som han brugte at skrive under, han, denne underlige –

ROSMER
(til Kroll)
.

Det er Ulrik Brendels forfatternavn, du.

KROLL.
Den forlorne Ulrik Brendel. Ganske rigtig.

REBEKKA.
Så han er i live endnu.

ROSMER.
Han rejste om med et teaterselskab, trode jeg.

KROLL.
Det sidste, jeg hørte om ham, var, at han sad i arbejdsanstalten.

ROSMER.
Bed ham komme ind, madam Helseth.

MADAM HELSETH.
Ja-ja.

(hun går.)

KROLL.
Vil du virkelig tåle det menneske i din stue?

ROSMER.
Å, du véd jo, at han var min lærer en tid.

KROLL.
Ja, jeg véd, at han gik her og propped dig hodet fuldt med oprørske meninger, og at din far så jog ham på porten med sin ridepidsk.

ROSMER
(lidt bittert)
.

Far var major her hjemme i sit hus også.

KROLL.
Tak du ham i hans grav for det, min kære Rosmer. Nå!

(Madam Helseth åbner døren til højre for Ulrik Brendel, går igen og lukker efter ham. Han er en stadselig, noget udtæret men rask og rørig skikkelse med gråt hår og skæg. For resten klædt som en almindelig landstryger. Tyndslidt frakke; dårligt skotøj; skjorte ses ikke. Gamle sorte handsker påtrukne; en blød smudsig hat sammenklappet under armen og en spadsérstok i hånden.)

ULRIK BRENDEL
(først usikker, går så raskt hen til rektoren og byder hånden frem)
.

God aften, Johannes!

KROLL.
Undskyld –

BRENDEL.
Havde du ventet, at du skulde få se mig igen? Og det indenfor disse forhadte mure?

KROLL.
Undskyld –.
(peger.)
Der –

BRENDEL
(vender sig)
.

Rigtig. Der har vi ham. Johannes, – min gut, – du, hvem jeg har elsket mest –!

ROSMER
(rækker ham hånden)
.

Min gamle lærer.

BRENDEL.
Trods visse erindringer så vilde jeg dog ikke passere Rosmersholm forbi uden at aflægge en flygtig visit.

ROSMER.
Her er De hjertelig velkommen nu. Vær sikker på det.

BRENDEL.
Ah, denne tiltrækkende dame –?
(bukker.)
Fru provstinden naturligvis.

ROSMER.
Frøken West.

BRENDEL.
Formentlig en nær pårørende. Og hin ubekendte –? En embedsbroder, kan jeg se.

ROSMER.
Rektor Kroll.

BRENDEL.
Kroll? Kroll? Bi lidt. Har De studeret filologi i Deres unge dage?

KROLL.
Ja selvfølgelig.

BRENDEL.
Men Donnerwetter, så har jeg jo kendt dig!

KROLL.
Undskyld –

BRENDEL.
Var ikke du –

KROLL.
Undskyld –

BRENDEL.
– en af hine dydens drabanter, som fik mig udstødt af diskussionsforeningen?

KROLL.
Det kan gerne være. Men jeg protesterer imod ethvert nærmere bekendtskab.

BRENDEL.
Nå-nå! Nach Belieben, herr doktor. Det kan komme mig ud på et. Ulrik Brendel blir den mand han er alligevel.

REBEKKA.
De agter Dem vel indover til byen, herr Brendel?

BRENDEL.
Fru pastorinden har truffet det. Med visse mellemrum er jeg nødt til at slå et slag for tilværelsen. Jeg gør det ikke gerne; men – enfin – den tvingende nødvendighed –

ROSMER.
Å, men kære herr Brendel, må da ikke jeg få lov til at hjælpe Dem med noget? På en eller anden måde, mener jeg –

BRENDEL.
Ha, et sådant forslag! Kunde du ville makulere det bånd, som sammenknytter os? Aldrig, Johannes, – aldrig!

ROSMER.
Men hvad tænker De da at ta’ Dem til i byen? De kan tro, det vil ikke falde Dem så let –

BRENDEL.
Lad mig om det, min gut. Tærningerne er kastede. Således, som jeg her står for dig, er jeg ude på en omfattende rejse. Mere omfattende, end alle mine tidligere strejftog tilsammen.
(til rektor Kroll.)
Turde jeg spørge herr professoren – unter uns –, findes der et nogenlunde anstændigt, respektabelt og rummeligt forsamlingslokale i Deres agtede by?

KROLL.
Det rummeligste er arbejderforeningens sal.

BRENDEL.
Har herr docenten nogen kvalificeret indflydelse i denne vistnok meget gavnlige forening?

KROLL.
Jeg har ikke noget med den at skaffe.

REBEKKA
(til Brendel)
.

De bør henvende Dem til Peder Mortensgård.

BRENDEL.
Pardon, madame, – hvad er det for en idiot?

ROSMER.
Hvorfor skal De nu just tro, han er en idiot?

BRENDEL.
Hører jeg ikke fluks på navnet, at det bæres af en plebejer?

KROLL.
Det svar havde jeg ikke ventet.

BRENDEL.
Men jeg vil overvinde mig. Der er ikke andet for. Når man, – således som jeg, – står på et vendepunkt i sit liv –. Det er afgjort. Jeg sætter mig i forbindelse med personen, – indleder direkte underhandlinger –

ROSMER.
Står De virkelig for alvor på et vendepunkt?

BRENDEL.
Véd ikke min egen gut, at hvor Ulrik Brendel står, der står han altid for alvor? – Jo, du, nu vil jeg iføre mig et nyt menneske. Træde ud af den reserverte tilbageholdenhed, som jeg hidtil har iagttaget.