Complete Works of Henrik Ibsen (618 page)

ROSMER.
Kommer du igen tilbage til det!

KROLL.
Nej. Møllefossens gåde får du se at løse efter din samvittighed, – hvis du endnu har noget af den slags i behold.

(Peder Mortensgård kommer sagte og stille ind gennem døren til venstre. Han er en liden spinkel mand med tyndt rødligt hår og skæg.)

KROLL
(med et hadefuldt øjekast)
.

Nå, „Blinkfyret” altså –. Tændt på Rosmersholm.
(knapper sin frakke.)
Ja, så kan jeg ikke være i tvil om, hvad kurs jeg skal styre.

MORTENSGÅRD
(spagfærdig)
.

„Blinkfyret” skal altid holdes tændt for at lyse rektoren hjem.

KROLL.
Ja, De har længe vist Deres gode vilje. Der er jo rigtignok et bud, som siger, at vi ikke skal aflægge falskt vidnesbyrd imod vor næste –

MORTENSGÅRD.
Rektoren behøver ikke at undervise mig om budene.

KROLL.
Ikke om det sjette heller?

ROSMER.
Kroll –!

MORTENSGÅRD.
Behøves det, så er vel pastoren den nærmeste mand.

KROLL
(med dulgt hån)
.

Pastoren? Ja, unægtelig er pastor Rosmer den nærmeste mand i det stykke. – Godt udbytte, mine herrer!

(han går og slår døren i efter sig.)

ROSMER
(blir ved at se mod døren og siger hen for sig)
.

Ja, ja, – det får så være da.
(vender sig.)
Vil De sige mig, herr Mortensgård, hvad der fører Dem her ud til mig?

MORTENSGÅRD.
Det var egentlig frøken West, jeg søgte. Jeg syntes, jeg måtte takke hende for det gode brev, jeg fik fra hende igår.

ROSMER.
Jeg véd, hun har skrevet Dem til. Fik De så tale med hende?

MORTENSGÅRD.
Ja, lidt.
(med et svagt smil.)
Jeg hører, synsmåderne har ændret sig i et og andet her ude på Rosmersholm.

ROSMER.
Mine synsmåder har ændret sig i mangt og meget. Jeg kan næsten sige – i alt.

MORTENSGÅRD.
Hun sa’ det, frøkenen. Og derfor så mente hun, jeg skulde gå op og snakke lidt med pastoren om dette her.

ROSMER.
Om hvad, herr Mortensgård?

MORTENSGÅRD.
Må jeg få lov til at fortælle i „Blinkfyret”, at De er kommet på andre tanker, – og at De slutter Dem til frisindets og fremskridtets sag?

ROSMER.
Det må De gerne gøre. Jeg be’r Dem endogså om at fortælle det.

MORTENSGÅRD.
Så skal det stå der imorgen tidlig. Det vil bli’ en stor og vigtig nyhed, det, at pastor Rosmer på Rosmersholm mener, at han kan stride for lysets sag i den betydning også.

ROSMER.
Jeg forstår Dem ikke rigtig.

MORTENSGÅRD.
Jeg siger som så, at det gir vort parti et stærkt moralsk rygstød hver gang vi vinder en alvorlig, kristeligt sindet tilhænger.

ROSMER
(noget forundret)
.

De véd altså ikke –? Har ikke frøken West sagt Dem det også?

MORTENSGÅRD.
Hvilket, herr pastor? Frøkenen havde nok svært hastværk. Hun sa’, jeg skulde gå ovenpå og få høre resten af Dem selv.

ROSMER.
Nå, så vil jeg da sige Dem, at jeg har frigjort mig fuldt ud. Til alle sider. Jeg står nu uden noget som helst forhold til kirkens læresætninger. De sager kommer mig ikke det ringeste ved herefterdags.

MORTENSGÅRD
(ser fortumlet på ham)
.

Nej, – om så månen faldt ende ned, kunde jeg ikke bli’ mere –! Selve pastoren siger sig løs –!

ROSMER.
Ja, jeg står nu der, hvor De selv har ståt i lange tider. Det kan De altså meddele i „Blinkfyret” imorgen.

MORTENSGÅRD.
Det også? Nej, kære herr pastor –. Undskyld mig, – men den side af sagen er det ikke værdt at røre ved.

ROSMER.
Ikke røre ved dette?

MORTENSGÅRD.
Ikke for det første, mener jeg.

ROSMER.
Men jeg begriber ikke –.

MORTENSGÅRD.
Jo, for ser De, herr pastor –. De er nu vel ikke sådan inde i alle forholdene som jeg, kan jeg tænke. Men når De nu altså er gåt over til den frisindede retning, – og når De, – som frøken West sa’, – vil ta’ del i bevægelsen, – så gør De det vel med det ønske at være både retningen og bevægelsen så nyttig, som De på nogen måde være kan.

ROSMER.
Ja, det vilde jeg så inderlig gerne.

MORTENSGÅRD.
Nå; men da vil jeg bare la’ Dem vide det, herr pastor, at træder De åbenlyst frem med dette her om Deres frafald fra kirken, så binder De Deres egne hænder lige straks på timen.

ROSMER.
Tror De det?

MORTENSGÅRD.
Ja, De kan være viss på, der blir ikke stort for Dem at udrette her på disse kanter da. Og desuden, – fritænkere har vi nok af i forvejen, herr pastor. Jeg havde nær sagt, – vi har altfor mange af den slags folk. Det, som partiet trænger til, det er kristelige elementer, – noget, som alle må respektere. Det er det, som det skorter os så svært på. Derfor er det rådeligst, at De holder tæt med alt sligt, som ikke kommer almenheden ved. Se, det er nu min mening.

ROSMER.
Ja så. De vover altså ikke at indlade Dem med mig, dersom jeg åbent bekender mit frafald?

MORTENSGÅRD
(ryster på hodet)
.

Jeg tør så nødig, herr pastor. I den senere tid har jeg gjort mig til regel, aldrig at støtte noget eller nogen, som vil de kirkelige ting til livs.

ROSMER.
Er De da selv i den senere tid vendt tilbage til det kirkelige?

MORTENSGÅRD.
Det får bli’ en sag for sig.

ROSMER.
Nå, således altså. Ja, da forstår jeg Dem.

MORTENSGÅRD.
Herr pastor, – De burde huske på, at jeg, – særlig jeg, – ikke har fuld handlefrihed.

ROSMER.
Hvad binder Dem da?

MORTENSGÅRD.
Der binder mig det, at jeg er en mærket mand.

ROSMER.
Ah, – ja så.

MORTENSGÅRD.
En mærket mand, herr pastor. Det burde særlig De huske på. For det var da først og fremst Dem, som fik sat mærket på mig.

ROSMER.
Havde jeg den gang ståt, hvor jeg nu står, så havde jeg ta’t på Deres forseelse med varsommere hænder.

MORTENSGÅRD.
Det tænker jeg med. Men nu er det for sent. De har mærket mig en gang for alle. Mærket mig for hele livet. Nå, De skønner vel ikke fuldt ud, hvad sligt noget har på sig. Men nu kan De kanske snart få føle den svien selv, herr pastor.

ROSMER.
Jeg?

MORTENSGÅRD.
Ja. For De tror da vel aldrig, at rektor Kroll og hans kreds har syndsforladelse for et sligt brud som Deres? Og „Amtstidenden” skal nok bli’ svært blodig nu, siges der. Det kan godt hænde, at De blir en mærket mand, De også.

ROSMER.
Jeg føler mig usårlig på alle personlige områder, herr Mortensgård. Min vandel lar sig ikke angribe.

MORTENSGÅRD
(med et lunt smil)
.

Det var et stort ord, det, herr pastor.

ROSMER.
Kan gerne være. Men jeg har ret til at bruge så stort et ord.

MORTENSGÅRD.
Også om De vilde ransage Deres vandel så grundigt, som De engang ransaged min?

ROSMER.
De siger dette så besynderlig. Hvad er det for noget, De sigter til? Er det noget bestemt?

MORTENSGÅRD.
Ja, det er én bestemt sag. Bare en eneste en. Men den turde bli’ slem nok, om ondskabsfulde modstandere havde nys om den.

ROSMER.
Vil De så værs’god la’ mig høre, hvad det skulde være for noget.

MORTENSGÅRD.
Kan ikke pastoren gætte det selv?

ROSMER.
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.

MORTENSGÅRD.
Ja-ja, så får jeg vel rykke ud med det da. – Jeg har i mit værge et underligt brev, som er skrevet her på Rosmersholm.

ROSMER.
Frøken Wests brev, mener De? Er det så underligt?

MORTENSGÅRD.
Nej, det brevet er ikke underligt. Men jeg har en gang fåt et andet brev her fra gården.

ROSMER.
Også fra frøken West?

MORTENSGÅRD.
Nej, herr pastor.

ROSMER.
Nå, fra hvem da? Fra hvem?

MORTENSGÅRD.
Fra salig fruen.

ROSMER.
Fra min hustru! Har De fåt noget brev fra min hustru!

MORTENSGÅRD.
Ja, jeg har det.

ROSMER.
Når?

MORTENSGÅRD.
Det var i salig fruens sidste levetid. Det kan nu vel være så en halvandet år siden. Og det brevet er det, som er så underligt.

ROSMER.
De véd vel, at min hustru var syg på sindet i den tid.

MORTENSGÅRD.
Ja, jeg véd, der var mange, som trode det. Men jeg synes ikke, en kunde mærke sligt noget af brevet. Når jeg siger, at brevet er underligt, så mener jeg det på en anden måde.

ROSMER.
Og hvad i al verden har min stakkers hustru fundet på at skrive til Dem om?

MORTENSGÅRD.
Jeg har brevet hjemme. Hun begynder omtrent som så, at hun lever i stor skræk og gru. For der er her på disse kanter så mange onde mennesker, skriver hun. Og de mennesker tænker bare på at gøre Dem fortræd og skade.

ROSMER.
Mig?

MORTENSGÅRD.
Ja, så siger hun. Og så kommer det underligste. Skal jeg nævne det, herr pastor?

ROSMER.
Ja visst! Alt sammen. Uden forbehold.

MORTENSGÅRD.
Salig fruen be’r og bønfalder mig om at være højmodig. Hun véd, siger hun, at det var pastoren, som fik mig afsat fra min lærerbestilling. Og så be’r hun så inderlig om, at jeg ikke må ta’ hævn.

ROSMER.
Hvorledes tænkte hun sig da, at De kunde ta’ hævn?

MORTENSGÅRD.
Der står i brevet, at hvis jeg skulde få høre rygter om, at der gik syndige ting i svang på Rosmersholm, så måtte jeg ikke fæste lid til sligt noget; for det var bare slette mennesker, som spredte det ud for at gøre Dem ulykkelig.

ROSMER.
Står det i brevet!

MORTENSGÅRD.
Pastoren kan selv få læse det ved lejlighed.

ROSMER.
Men jeg begriber ikke –! Hvad bildte hun sig da ind, at de onde rygter gik ud på?

MORTENSGÅRD.
Først, at pastoren skulde være falden ifra sin barnetro. Det nægted nu fruen ganske bestemt – dengang. Og dernæst – hm –

ROSMER.
Dernæst?

MORTENSGÅRD.
Ja dernæst skriver hun, – og det er temmelig forvirret, – at hun ikke kender til noget syndigt forhold på Rosmersholm. At der aldrig er øvet nogen uret imod hende. Og hvis rygter af den slags skulde komme ud, så bønfalder hun mig om ikke at røre ved det i „Blinkfyret”.

ROSMER.
Nævnes ikke noget navn?

MORTENSGÅRD.
Nej.

ROSMER.
Hvem bragte Dem det brev?