Complete Works of Henrik Ibsen (612 page)

PERSONERNE

JOHANNES ROSMER, ejer af Rosmersholm, forhenværende sogneprest.

REBEKKA WEST, i huset hos Rosmer.

REKTOR KROLL, Rosmers svoger.

ULRIK BRENDEL.
PEDER MORTENSGÅRD.
MADAM HELSETH, husholderske på Rosmersholm.

(Handlingen foregår på Rosmersholm, en gammel herregård i omegnen af en liden fjordby i det vestlige Norge.)

FØRSTE AKT

(Dagligstuen på Rosmersholm; rummelig, gammeldags og hyggelig. Foran på væggen til højre en kakkelovn pyntet med friske birkegrene og markblomster. Længere tilbage1 en dør. På bagvæggen fløjdør til forstuen. På væggen til venstre et vindu og foran dette en opsats med blomster og planter. Ved ovnen et bord med sofa og lænestole. Rundt om på væggene hænger ældre og nyere portrætter af prester, officerer og embedsmænd i uniform. Vinduet står åbent. Ligeså forstuedøren og den ydre husdør. Udenfor ses store gamle trær i en allé, som fører til gården. Sommeraften. Solen er nede.)

1. fu: tilbagø

(Rebekka West sidder i en lænestol ved vinduet og hækler på et storthvidt uldsjal, som næsten er færdigt. Af og til kikker hun spejdende ud mellem blomsterne. Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.)

MADAM HELSETH.
Det er vel bedst, jeg begynder så småt at dække kveldsbordet, frøken?

REBEKKA WEST.
Ja, gør De det. Pastoren må vel snart komme.

MADAM HELSETH.
Trækker det ikke svært, der frøkenen sidder?

REBEKKA.
Jo, lidt. Vil De kanske lukke.

(Madam Helseth går hen og lukker forstuedøren; derefter går hun til vinduet.)

MADAM HELSETH
(vil lukke, ser ud)
.

Men er det ikke pastoren, som går der borte?

REBEKKA
(hurtigt)
.

Hvor?
(rejser sig.)
Jo, det er ham.
(bag forhænget.)
Gå til side. Lad ham ikke få øje på os.

MADAM HELSETH
(inde på gulvet)
.

Nej tænk, frøken, – han begynder at gå møllevejen igen.

REBEKKA.
Han gik møllevejen i forgårs også.
(kikker mellem forhænget og vindueskarmen.)
Men nu skal vi se –

MADAM HELSETH.
Våger han sig over kloppen?

REBEKKA.
Det er det, jeg vil se.
(lidt efter.)
Nej. Han vender om. Går ovenom idag også.
(går fra vinduet.)
Lang omvej.

MADAM HELSETH.
Herregud, ja. Det må vel falde tungt for pastoren at træ’ over den kloppen. Der, hvor sligt noget er sket, der –

REBEKKA
(lægger hækletøjet sammen)
.

De hænger længe ved sine døde her på Rosmersholm.

MADAM HELSETH.
Jeg tror nu det, jeg, frøken, at det er de døde, som hænger så længe ved Rosmersholm.

REBEKKA
(ser på hende)
.

De døde?

MADAM HELSETH.
Ja, det er næsten at sige, som om de ikke kunde komme sig helt bort ifra dem, som sidder igen.

REBEKKA.
Hvorledes falder De på det?

MADAM HELSETH.
Jo, for ellers kom vel ikke denne her hvide hesten, véd jeg.

REBEKKA.
Ja, hvad er det egentlig for noget, dette med den hvide hesten, madam Helseth?

MADAM HELSETH.
Å, det er ikke værdt at snakke om det. Sligt noget tror nu ikke De på heller.

REBEKKA.
Tror da De på det?

MADAM HELSETH
(går hen og lukker vinduet)
.

Å, jeg vil ikke være til nar for frøkenen.
(ser ud.)
Nej – men er ikke pastoren der borte på møllevejen nu igen –?

REBEKKA
(ser udad)
.

Den mand der?
(går til vinduet.)
Det er jo rektoren!

MADAM HELSETH.
Ja, rigtig er det rektoren.

REBEKKA.

Nej, det var da morsomt! For De skal se, han agter sig hid til os.

MADAM HELSETH.
Han går såmænd rakt over kloppen, han. Og det endda hun var hans kødelige søster. Nå, så går jeg ind og dækker kveldsbordet da, frøken.

(Hun går ud til højre.)

(Rebekka står en stund ved vinduet; så hilser hun, smiler og nikker ud.)

(Det begynder at mørknes.)

REBEKKA
(går hen og taler ud gennem døren til højre)
.

Å, snille madam Helseth, De sørger vel for lidt extra godt på bordet. De véd nok, hvad rektoren liker bedst.

MADAM HELSETH
(udenfor)
.

Ja vel, frøken. Skal så gøre.

REBEKKA

(åbner døren til forstuen)
.

Nå, endelig en gang –! Hjertelig velkommen, kære rektor!

REKTOR KROLL
(i forstuen, sætter sin stok fra sig)
.

Tak. Jeg kommer altså ikke til ulejlighed!

REBEKKA.
De? Fy skamme Dem –!

KROLL
(kommer ind)
.

Altid elskværdig.
(ser sig om.)
Er Rosmer kanske oppe på sit værelse?

REBEKKA.
Nej, han er ude og går. Han er ble’t lidt længere, end han plejer. Men nu kommer han visst på øjeblikket.
(viser mod sofaen.)
Vær så god at ta’ plads så længe.

KROLL
(lægger hatten fra sig)
.

Mange tak.
(sætter sig og ser sig om.)
Nej, hvor De har fåt den gamle stuen pyntelig og pén. Blomster både højt og lavt.

REBEKKA.
Rosmer holder så svært af at ha’ friske levende blomster omkring sig.

KROLL.
Det gør nok De også, tror jeg.

REBEKKA.
Ja. Jeg synes, de bedøver så dejligt. Før måtte vi jo nægte os den fornøjelse.

KROLL
(nikker tungt)
.

Stakkers Beate tålte ikke duften.

REBEKKA.
Ikke farverne heller. Hun blev så rent fortumlet –

KROLL.
Jeg husker det nok.
(i lettere tone.)
Nå, hvorledes går det så her ude?

REBEKKA.
Jo, her går al ting sin stille, jævne gang. Den ene dag som den anden. – Og inde hos Dem? Deres hustru –?

KROLL.
Å, kære frøken West, lad os ikke tale om mit. I en familje er der altid et eller andet, som kommer på tvers. Især i slige tider, som de, vi lever i nu.

REBEKKA
(lidt efter, sætter sig i en lænestol ved sofaen)
.

Hvorfor har De ikke set ud til os en eneste gang i hele skoleferierne?

KROLL.
Nå, man bør da ikke sådan rende folk på dørene –

REBEKKA.
Dersom De vidste, hvor vi har savnet Dem –

KROLL.
– og så desuden har jeg jo været bortrejst –

REBEKKA.
Ja, de par ugers tid. De har jo været omkring på folkemøder?

KROLL
(nikker)
.

Og hvad siger De så til det? Havde De tænkt, at jeg på mine gamle dage skulde ble’t politisk agitator? Hvad?

REBEKKA
(smiler)
.

Lidt har De nu altid agiteret, rektor Kroll.

KROLL.
Nå ja, sådan for min private fornøjelse. Men herefterdags skal det sandelig bli’ alvor af. – Læser De nogensinde disse radikale bladene?

REBEKKA.
Ja, kære rektor, jeg vil ikke nægte for, at –

KROLL.
Kære frøken West, der er ikke noget at sige på det. Ikke for Deres vedkommende.

REBEKKA.
Nej, det synes jeg også. Jeg må da følge med. Vide besked –

KROLL.
Nå, under alle omstændigheder forlanger jeg jo ikke af Dem, som fruentimmer, at De skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – borgerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her. – Men De har altså læst, hvorledes disse herrer af „folket” har behaget at overfuse mig? Hvilke infame grovheder de har trodd at turde tillade sig?

REBEKKA.
Ja, men jeg synes, De har bidt ganske fyndigt fra Dem.

KROLL.
Det har jeg. Det tør jeg selv sige. For nu har jeg fåt blod på tand. Og de skal få føle, at jeg ikke er den mand, som godvillig lægger ryggen til rette –.
(afbryder.)
Nej, men hør nu, – lad os ikke komme ind på dette sørgelige og oprivende emne iaften.

REBEKKA.
Nej, lad os ikke det, kære rektor.

KROLL.
Sig mig heller, hvorledes De egentlig trives her på Rosmersholm nu, efter at De er ble’t alene? Efter at vor stakkers Beate –?

REBEKKA.
Jo tak; jeg trives nok så godt her. En stor tomhed er der jo efter hende i mange måder. Og savn og sorg også, – naturligvis. Men ellers så –

KROLL.
Tænker De at bli’ her? Sådan stadigt, mener jeg.

REBEKKA.
Å, kære rektor, jeg tænker såmænd hverken det ene eller det andet. Jeg er jo rigtignok ble’t så husvant nu, at jeg næsten synes jeg hører til her, jeg også.

KROLL.
Ja De. Det skulde jeg da vel mene.

REBEKKA.
Og så længe herr Rosmer finder, at jeg kan være til nogen hygge og nytte for ham, – ja så blir jeg her vel sagtens, kan jeg tro.

KROLL
(ser bevæget på hende)
.

Véd De hvad, – der er noget stort i dette, for en kvinde, således at la’ hele sin ungdom gå hen under opoffrelser for andre.

REBEKKA.
Å, hvad havde jeg ellers havt at leve for?

KROLL.
Først gik De her i dette evindelige stræv med Deres lamme, urimelige plejefar –

REBEKKA.
De må ikke tro, doktor West var så urimelig der oppe i Finmarken. Det var de forfærdelige sjørejser, som knækked ham. Men da vi så var flyttet her ned, – ja, da kom der jo et par svære år, inden han fik stridt ud.

KROLL.
Blev de ikke endda sværere for Dem, de år, som kom bagefter?

REBEKKA.
Nej, hvor kan De da tale så! Jeg, som holdt så inderlig af Beate –. Og så sørgeligt, som hun, stakker, trængte til pleje og skånsom omgang.

KROLL.
Tak og pris skal De ha’, fordi De mindes hende med overbærenhed.

REBEKKA
(flytter sig lidt nærmere)
.

Kære rektor, De siger dette så vakkert og hjerteligt, så jeg er viss på, der ikke ligger nogen misstemning under.

KROLL.
Misstemning? Hvad mener De med det?

REBEKKA.
Nå, det vilde jo slet ikke være så underligt, om De følte det som noget pinsomt at se mig fremmede menneske gå og skalte og valte her på Rosmersholm.

KROLL.
Nej men, hvor i al verden –!

REBEKKA.
Men det gør De altså ikke.
(rækker ham hånden.)
Tak, kære rektor! Tak, tak for det.

KROLL.
Men hvor i al verden har De kunnet falde på en sådan tanke?

REBEKKA.
Jeg begyndte at bli’ lidt ræd, siden De kom så sjelden ud til os.