Complete Works of Henrik Ibsen (619 page)

MORTENSGÅRD.
Jeg har lovet, ikke at sige det. Det blev båret ind til mig en kveld i mørkningen.

ROSMER.
Havde De spurgt Dem for straks, så havde De fåt vide, at min stakkers ulykkelige hustru ikke var fuldt tilregnelig.

MORTENSGÅRD.
Jeg spurgte også, herr pastor. Men jeg må sige, jeg fik ikke rigtig det indtryk.

ROSMER.
Ikke det? – Men hvorfor oplyser De mig egentlig nu om dette gamle forvirrede brev?

MORTENSGÅRD.
For at gi’ Dem det råd at være yderlig forsigtig, pastor Rosmer.

ROSMER.
I mit liv, mener De?

MORTENSGÅRD.
Ja. De må huske på, De er ikke nogen fredlyst mand herefterdags.

ROSMER.
De holder således fast ved, at her er noget at lægge dølgsmål på?

MORTENSGÅRD.
Jeg véd ikke, hvorfor en frigjort mand skulde la’ være at leve livet så fuldt ud som muligt. Men vær, som sagt, bare forsigtig efter denne dag. Skulde der rygtes et eller andet, som er på tvers med fordommene, så kan De være viss på, at hele den fri åndsretning får høre ilde for det. – Farvel, pastor Rosmer.

ROSMER.
Farvel.

MORTENSGÅRD.
Og så går jeg lige i trykkeriet og sætter ind den store nyheden i „Blinkfyret”.

ROSMER.
Sæt alt ind.

MORTENSGÅRD.
Jeg sætter ind alt det, som godtfolk behøver at vide.

(Han hilser og går. Rosmer blir stående i døren, mens han går ned aftrappen. Man hører gadedøren lukkes.)

ROSMER
(i døren, kalder dæmpet)
.

Rebekka! Re–. Hm.
(højt.)
Madam Helseth, – er ikke frøken West dernede?

MADAM HELSETH
(høres nede i forstuen)
.

Nej, herr pastor, her er hun ikke.

(Forhænget i baggrunden drages til side. Rebekka kommer til syne i døråbningen.)

REBEKKA.
Rosmer!

ROSMER
(vender sig)
.

Hvad! Var du inde i mit sovekammer! Kære, hvad har du gjort der?

REBEKKA
(går hen til ham)
.

Jeg har lyttet.

ROSMER.
Nej men, Rebekka, hvor kunde du da det!

REBEKKA.
Jo, jeg kunde. Han sa’ det så stygt, – det om morgenkjolen –

ROSMER.
Ah, så du var også derinde da Kroll –?

REBEKKA.
Ja. Jeg vilde vide, hvad der stak under med ham.

ROSMER.
Jeg skulde nok ha’ fortalt dig det.

REBEKKA.
Du havde knapt fortalt mig alt. Og visst ikke med hans egne ord.

ROSMER.
Hørte du da alt?

REBEKKA.
Det meste, tænker jeg. Jeg måtte ned en stund, da Mortensgård kom.

ROSMER.
Og så op igen –

REBEKKA.
Tag det ikke fortrydeligt, kære ven.

ROSMER.
Gør du alt, hvad du selv finder ret og rigtigt. Du har jo din fulde frihed. – Men hvad siger du så, Rebekka –? Å, aldrig synes jeg, at jeg har trængt således til dig før.

REBEKKA.
Både du og jeg har jo været forberedt på, hvad engang vilde komme.

ROSMER.
Nej, nej, – ikke på dette.

REBEKKA.
Ikke på dette?

ROSMER.
Jeg tænkte mig nok, at sent eller tidligt kunde vort skønne rene venneforhold bli’ tilstænket og mistænkeliggjort. Ikke af Kroll. Af ham havde jeg aldrig kunnet tænke mig sligt. Men af alle disse mange med de rå sind og med de uædle øjne. Å jo, du – jeg havde nok god grund til det, når jeg så skinsygt la’ et slør over vort forbund. Det var en farlig hemmelighed.

REBEKKA.
Å, hvad er det at bry’ sig om, hvad alle disse andre dømmer! Vi véd jo med os selv, at vi er uden skyld.

ROSMER.
Jeg? Uden skyld? Ja, det trode jeg jo rigtignok – lige indtil idag. Men nu, – nu, Rebekka –

REBEKKA.
Ja, hvad nu?

ROSMER.
Hvorledes skal jeg forklare mig Beates forfærdelige anklage?

REBEKKA
(i udbrud)
.

Å, tal ikke om Beate! Tænk ikke på Beate mere! Nu var du jo kommet så godt bort fra hende, som er død.

ROSMER.
Siden jeg fik vide dette her, så er hun ble’t ligesom så uhyggelig levende igen.

REBEKKA.
Å nej, – du må ikke, Rosmer! Du må ikke!

ROSMER.
Jo, siger jeg dig. Vi får prøve på at komme til bunds i dette. Hvorledes kan hun ha’ forvildet sig ind på den usalige mistydning?

REBEKKA.
Du begynder da vel ikke selv at tvile på, at hun var så noget nær vanvittig?

ROSMER.
Å jo, du, – det er just netop det, som jeg ikke kan være så ganske viss på længer. Og desuden, – om så var –

REBEKKA.
Om så var? Ja, hvad da?

ROSMER.
Jeg mener, – hvor skal vi så søge den nærmeste grund til, at hendes sygelige sind gik over i vanvid?

REBEKKA.
Å, hvad kan det da nytte, at du går her og fortaber dig i slige grublerier!

ROSMER.
Jeg kan ikke andet, Rebekka. Jeg kan ikke la’ disse nagende tvil fare, om jeg end aldrig så gerne vilde det.

REBEKKA.
Å men det kan bli’ farligt – således bestandig at kredse om dette ene tunge.

ROSMER
(går urolig og tankefuld omkring)
.

Jeg må ha’ forrådt mig på en eller anden måde. Hun må ha’ lagt mærke til, hvor lykkelig jeg begyndte at føle mig fra den tid, da du kom til os.

REBEKKA.
Ja men, kære, om nu også så var –!

ROSMER.
Du skal se, – det har ikke undgåt hende, at vi læste de samme bøger. At vi søgte hinanden og talte sammen om alle de nye ting. Men jeg begriber det ikke! For jeg var da så omsorgsfuld for at skåne hende. Når jeg tænker tilbage, så synes jeg, jeg var som på mit liv for at holde hende udenfor alt vort. Eller var jeg ikke det, Rebekka?

REBEKKA.
Jo, jo, det var du så visst.

ROSMER.
Og du også. Og så alligevel –! Å, dette er forfærdeligt at tænke på! Så har hun altså gåt her, hun, – i sin syge kærlighed, – tiet og tiet, – passet på os, – lagt mærke til alt, og, – og mistydet alt.

REBEKKA
(knuger sine hænder)
.

Å, jeg skulde aldrig ha’ kommet til Rosmersholm.

ROSMER.
Å, tænke sig til, hvad hun har lidt i taushed! Alt det stygge, som hun i sin syge hjerne har troet at kunne bygge op og lægge sammen om os. – Talte hun aldrig til dig om noget, som kunde bringe dig på et slags spor?

REBEKKA
(ligesom opjaget)
.

Til mig! Tror du, at jeg da var ble’t her en dag længer?

ROSMER.
Nej, nej, det forstår sig. – Å, hvilken kamp hun må ha’ kæmpet. Og så kæmpet alene, Rebekka. Fortvilet og ganske alene. – Og så til slut denne gribende – anklagende sejr – i møllefossen.

(han kaster sig ned i stolen ved skrivebordet, støtter albuerne på bordet og dækker ansigtet med hænderne.)

REBEKKA
(nærmer sig ham varsomt bag fra)
.

Hør nu her, Rosmer. Om det stod i din magt at kalde Beate tilbage – til dig – til Rosmersholm, – vilde du så gøre det?

ROSMER.
Å hvad véd jeg, hvad jeg vilde gøre eller ikke gøre. Jeg har ikke tanke for andet, end dette ene, – som er uigenkaldeligt.

REBEKKA.
Nu skulde du begyndt at leve, Rosmer. Du var alt begyndt. Du havde gjort dig fuldt fri – til alle sider. Du følte dig så glad og så let –

ROSMER.
Å ja, du, – det gjorde jeg rigtignok. – Og så kommer dette knugende tunge.

REBEKKA
(bag ham med armene på stolryggen)
.

Hvor dejligt det var, når vi sad der nede i stuen i mørkningen. Og vi så hjalp hinanden at lægge de nye livsplaner til rette. Du vilde gribe ind i det levende liv, – i dagens levende liv, – som du sa’. Du vilde gå som en frigørende gæst fra det ene hjem til det andet. Vinde sindene og viljerne for dig. Skabe adelsmennesker rundt omkring, – i videre og videre kredse. Adelsmennesker.

ROSMER.
Glade adelsmennesker.

REBEKKA.
Ja – glade.

ROSMER.
For det er glæden, som adler sindene, Rebekka.

REBEKKA.
Tror du ikke – smerten også? Den store smerte?

ROSMER.
Jo, – når en kunde komme igennem den. Over den. Ud over den.

REBEKKA.
Det er det, du må.

ROSMER
(ryster tungt på hodet)
.

Ud over dette kommer jeg aldrig – helt. Altid vil der bli’ siddende igen en tvil. Et spørsmål. Jeg vil aldrig mere komme til at svælge i det, som gør livet så vidunderlig dejligt at leve.

REBEKKA
(over stolryggen, sagtere)
.

Hvad er det for noget, du mener, Rosmer?

ROSMER
(ser op på hende)
.

Den stille, glade skyldfrihed.

REBEKKA
(et skridt tilbage)
.

Ja. Skyldfrihed.

(kort ophold.)

ROSMER
(med albuen på bordet, støtter hodet i hånden og ser frem for sig)
.

Og således, som hun har forståt at kombinere. Så systematisk, som hun har sat det sammen. Først begynder hun at nære tvil om min rettroenhed –. Hvorledes kunde hun falde på det dengang? Men hun faldt på det. Og så vokste det til visshed. Og så, – ja, da var det jo for hende så let at holde alt det andet for tænkeligt.
(retter sig op i stolen og farer med hænderne gennem håret.)
Å, alle disse vilde indbildninger! Jeg blir dem aldrig kvit. Jeg føler det så godt. Jeg véd det. Ret som det er, vil de komme jagende frem og minde om den døde.

REBEKKA.
Ligesom den hvide hesten på Rosmersholm.

ROSMER.
Ja slig. Susende frem i mørket. I stilheden.

REBEKKA.
Og for dette usalige hjernespinds skyld vil du slippe det levende liv, som du var begyndt at få tag i.

ROSMER.
Du har ret i, at det er tungt. Tungt, Rebekka. Men det står ikke til mig at træffe valg. Hvorledes skulde jeg vel kunne komme ud over dette!

REBEKKA
(bag stolen)
.

Ved at skabe dig nye forhold.

ROSMER
(studser, ser op)
.

Nye forhold!

REBEKKA.
Ja, nye forhold til verden udenfor. Leve, virke, handle. Ikke sidde her og gruble og ruge over uløselige gåder.

ROSMER
(rejser sig)
.

Nye forhold?
(går henover gulvet, standser ved døren og kommer så tilbage.)
Et spørsmål falder mig ind. Har ikke du også gjort dig det spørsmål, Rebekka?