Complete Works of Henrik Ibsen (611 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
Å, det barn!
GINA.
Ja, hvad hun kan finde på!
GREGERS.
Hun vilde bare ha’ din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke hun kunde leve den foruden.
GINA
(kæmper med gråden)
.
Der kan du selv se, Ekdal.
HJALMAR.
Gina, hvor er hun henne?
GINA
(snøfter)
.
Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.
HJALMAR
(går hen, river køkkendøren op og siger)
.
Hedvig, – kom! Kom ind til mig!
(ser sig om.)
Nej, her er hun ikke.
GINA.
Så er hun i det lille kammerset sit da.
HJALMAR
(udenfor)
.
Nej, her er hun heller ikke.
(kommer ind.)
Hun må være gåt ud.
GINA.
Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.
HJALMAR.
Å, gid hun bare snart vilde komme hjem, – så jeg rigtig kan faa sagt hende –. Nu skal alt bli’ godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.
GREGERS
(stille)
.
Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.
(Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.)
HJALMAR
(forbauset)
.
Far! Er du der!
GINA.
Var det i kammerset far skød?
EKDAL
(harmfuld, nærmer sig)
.
Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?
HJALMAR
(spændt, forvirret)
.
Det var altså ikke dig, som skød på loftet?
EKDAL.
Skød jeg? Hm!
GREGERS
(råber til Hjalmar)
.
Hun har selv skudt vildanden, du!
HJALMAR.
Hvad er dette her!
(skynder sig til loftsdøren, river den tilside, ser ind og skriger højt.)
Hedvig!
GINA
(løber mod døren)
.
Jøss’, hvad er det!
HJALMAR
(går ind)
.
Hun ligger på gulvet!
GREGERS.
Ligger Hedvig!
(ind til Hjalmar.)
GINA
(samtidigt)
.
Hedvig!
(ind på loftet.)
Nej, nej, nej!
EKDAL.
Hå-hå; går hun også på skytteri!
(Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt mellem fingrene.)
HJALMAR
(forstyrret)
.
Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! Hjælp!
GINA
(løber ud på gangen og råber ned)
.
Relling! Relling! Doktor Relling; fly’ herop så fort De kan!
(Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen.)
EKDAL
(stille)
.
Skogen hævner.
HJALMAR
(på knæ ved hende)
.
Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig –; ja, ja, ja.
GINA
(som er kommen ind igen)
.
Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen –
(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.)
RELLING.
Hvad er her på færde?
GINA.
De siger, Hedvig har skudt sig.
HJALMAR.
Kom her og hjælp!
RELLING.
Skudt sig!
(han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.)
HJALMAR
(ligger og ser angstfuldt op på ham)
.
Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?
RELLING.
Hvorledes gik det til?
HJALMAR.
Å, hvad véd jeg –
GINA.
Hun vilde skyde vildanden.
RELLING.
Vildanden?
HJALMAR.
Pistolen må være gåt af.
RELLING.
Hm. Ja så.
EKDAL.
Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel.
(går ind på loftet og lukker efter sig.)
HJALMAR.
Nå, Relling, – hvorfor siger du ingen ting?
RELLING.
Kuglen er gåt ind i brystet.
HJALMAR.
Ja, men hun kommer sig da!
RELLING.
Du ser vel, at Hedvig ikke lever.
GINA
(brister i gråd)
.
Å, barnet, barnet!
GREGERS
(hæst)
.
På havsens bund –.
HJALMAR
(springer op)
.
Jo, jo, hun må leve! Å, Gud velsigne dig, Relling, – bare et øjeblik, – bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden!
RELLING.
Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet.
HJALMAR.
Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig.
(hulkende.)
Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige hende –!
(knytter hænderne og skriger opad:)
Å, du der oppe –! – Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!
GINA.
Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro.
MOLVIK.
Barnet er ikke dødt; det sover.
RELLING.
Sludder.
HJALMAR
(blir stille, går hen til sofaen og ser med korslagte arme på Hedvig)
.
Der ligger hun så stiv og stille.
RELLING
(søger at løse pistolen)
.
Den sidder så fast, så fast.
GINA.
Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la’ pigstolen sidde.
HJALMAR.
Hun skal få den med sig.
GINA.
Ja, la’ hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. Ta’ i med, Ekdal.
(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)
HJALMAR
(mens de bærer)
.
Å, Gina, Gina, holder du dette ud!
GINA.
Den ene får hjælpe den anden, For nu er vi da halvt om hende, véd jeg.
MOLVIK
(strækker armene ud og mumler)
.
Lovet være Herren; til jord skal du blive; til jord skal du blive –
RELLING
(hvisker)
.
Hold kæft, menneske; du er jo fuld.
(Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.)
RELLING
(går hen til Gregers og siger)
.
Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et vådeskud.
GREGERS
(som har ståt skrækslagen, i krampagtige rykninger)
.
Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.
RELLING.
Forladningen har svi’d kjolelivet. Hun må ha’ trykket pistolen lige imod brystet og fyret af.
GREGERS.
Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen frigjorde det storladne i ham?
RELLING.
Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?
GREGERS.
Skulde ikke den vare og vokse for livet!
RELLING.
Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema.
GREGERS.
Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!
RELLING.
Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om det „faderhjertet for tidligt frarevne barn”; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på!
GREGERS.
Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at leve.
RELLING.
Å, livet kunde være ganske bra’ alligevel, når vi bare måtte få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os fattigfolk på dørene med den ideale fordring.
GREGERS
(ser frem for sig)
.
I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.
RELLING.
Med forlov, – hvad er da Deres bestemmelse?
GREGERS
(i færd med at gå)
.
At være den trettende mand tilbords.
RELLING.
Å, fan’ tro det.
