Complete Works of Henrik Ibsen (616 page)

KROLL
(rejser sig)
.

Er dette at tale, som det sømmer sig en prest?

ROSMER.
Jeg er ingen prest længer.

KROLL.
Ja, men – din barnetro da –?

ROSMER.
Den har jeg ikke mere.

KROLL.
Du har ikke –!

ROSMER
(rejser sig)
.

Jeg har opgi’t den. Jeg måtte opgi’ den, Kroll.

KROLL
(rystet men behersket)
.

Ja så. – Ja, ja, ja. Det ene følger vel med det andet. – Var det kanske derfor, at du trådte ud af kirkens tjeneste?

ROSMER.
Ja. Da jeg blev klar over mig selv, – da jeg fik fuld visshed for, at det ikke bare var en forbigående anfægtelse, men at det var noget, som jeg aldrig mere kunde eller vilde komme ifra, – da gik jeg.

KROLL.
Så længe har det altså gæret i dig. Og vi, – dine venner, har ikke fåt noget at vide om det. Rosmer, Rosmer, – hvor kunde du dølge den sørgelige sandhed for os!

ROSMER.
Fordi jeg syntes, det var en sag, som kun vedkom mig selv. Og så vilde jeg da ikke volde dig og de andre vennerne nogen unødig sorg. Jeg tænkte, jeg kunde bli’ ved at leve her som hidtil, stille og glad og lykkelig. Jeg vilde læse og fordybe mig i alle de værker, som før havde været lukkede bøger for mig. Rigtig inderlig leve mig ind i den store sandhedens og frihedens verden, som nu er ble’t mig åbenbaret.

KROLL.
Frafalden. Hvert ord vidner om det. Men hvorfor bekender du så dette dit lønlige frafald alligevel? Og hvorfor just netop nu?

ROSMER.
Det har du selv tvunget mig til, Kroll.

KROLL.
Jeg? Har jeg tvunget dig –!

ROSMER.
Da jeg fik høre om din voldsomme færd ved møderne, – da jeg læste om al den ukærlige tale, du der førte, – alle dine hadefulde udfald mod dem, som står på den anden side, – din hånende fordømmelsesdom over modstanderne –. Å, Kroll, – at du, du, kunde bli’ sådan! Da stod pligten uafviselig for mig. Menneskene blir onde under den strid, som nu pågår. Her må komme fred og glæde og forsoning ind i sindene. Derfor er det, jeg nu træder frem og bekender mig åbent, som den jeg er. Og så vil jeg prøve mine kræfter, jeg også. Kunde ikke du – fra din side – være med på dette, Kroll?

KROLL.
Aldrig i dette liv slutter jeg forlig med de nedbrydende kræfter i samfundet.

ROSMER.
Så lad os da i det mindste kæmpe med adelige våben, – siden vi endelig må det.

KROLL.
Hvo som ikke er med mig i de afgørende livssager, ham kender jeg ikke mere. Og ham skylder jeg ingen hensyn.

ROSMER.
Gælder det også mig?

KROLL.
Du har selv brudt med mig, Rosmer.

ROSMER.
Men er da dette et brud!

KROLL.
Dette! Det er et brud med alle dem, som hidtil stod dig nær. Nu får du ta’ følgerne.

(Rebekka West kommer ind fra højre og slår døren vidt op.)

REBEKKA.
Se så; nu er han på vejen til sin store offerfest. Og nu kan vi gå til bords. Vær så god, herr rektor.

KROLL
(tar sin hat)
.

God nat, frøken West. Her har jeg ikke mere at gøre.

REBEKKA
(spændt)
.

Hvad er det?
(lukker døren og kommer nærmere.)
Har De talt –?

ROSMER.
Nu véd han det.

KROLL.
Vi slipper dig ikke ud af hænderne, Rosmer. Vi skal tvinge dig tilbage til os igen.

ROSMER.
Did kommer jeg aldrig mere.

KROLL.
Vi skal få se. Du er ikke den mand, der holder ud at stå ensom.

ROSMER.
Jeg blir ikke så helt ensom endda. – Vi er to om at bære ensomheden her.

KROLL.
Ah –!
(en mistanke skyder op i ham.)
Dette også! Beates ord –!

ROSMER.
Beate –?

KROLL
(afviser tanken)
.

Nej, nej, – det var stygt –. Tilgiv mig.

ROSMER.
Hvad? Hvilket?

KROLL.
Ikke videre om det. Fy! Tilgiv mig. Farvel!

(han går mod forstuedøren.)

ROSMER
(følger efter ham)
.

Kroll! Således må det ikke være slut imellem os. Imorgen kommer jeg ind til dig.

KROLL
(i forstuen, vender sig)
.

Ikke med din fod i mit hus!

(han tar sin stok og går.)

(Rosmer står en stund i den åbne dør; derpå lukker han den og går hen til bordet.)

ROSMER.
Det gør ikke noget, Rebekka. Vi skal nok holde det ud. Vi to trofaste venner. Du og jeg.

REBEKKA.
Hvad tror du, han mente, da han sa’: fy?

ROSMER.
Kære, bryd dig ikke om det. Han trode ikke selv, hvad han mente. Men imorgen vil jeg ind til ham. God nat!

REBEKKA.
Går du op så tidligt i aften også? Efter dette?

ROSMER.
I aften som ellers. Jeg føler mig så lettet nu, da det er over. Du ser det, – jeg er ganske rolig, kære Rebekka. Tag du det også med ro. God nat!

REBEKKA.
God nat, kære ven! Og sov vel.

(Rosmer går ud gennem forstuedøren; man hører ham derpå opad en trappe.)

(Rebekka går hen og trækker i en klokkestreng ved ovnen.)

(Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.)

REBEKKA.
De kan gerne ta’ af bordet igen, madam Helseth. For pastoren vil ikke ha’ noget, – og rektoren er gåt hjem.

MADAM HELSETH.
Er rektoren gåt? Hvad var der i vejen med rektoren da?

REBEKKA
(tar sit hækletøj)
.

Han spåde, at det vilde trække op til et svært uvejr –

MADAM HELSETH.
Det var da underligt. For ikke er der en skyflæk at se i kveld.

REBEKKA.
Bare han ikke møder den hvide hesten. For jeg er ræd, vi snart får høre fra slige nogen spøgelser nu.

MADAM HELSETH.
Gud forlade Dem, frøken! Snak da ikke så fælt.

REBEKKA.
Nå, nå, nå –

MADAM HELSETH
(sagtere)
.

Tror da rigtig frøkenen, at her er nogen, som snart skal gå bort?

REBEKKA.
Nej såmænd om jeg det tror. Men der er så mange slags hvide heste i denne verden, madam Helseth. – Ja, god nat da. Nu går jeg ind til mit.

MADAM HELSETH.
God nat, frøken.

(Rebekka går med hækletøjet ud til højre.)

MADAM HELSETH
(skruer lampen ned, ryster på hodet, og mumler med sig selv)
:

Jøsses, – Jøsses. Den frøken West. Slig, som hun kan snakke iblandt.

ANDEN AKT

(Johannes Rosmers arbejdsværelse. På væggen til venstre er indgangsdøren. I baggrunden en døråbning med fratrukket forhæng, som fører ind til soveværelset. Et vindu til højre, og foran samme skrivebordet, bedækket med bøger og papirer. Boghylder og skabe ved væggene. Tarvelige møbler. En gammeldags kanapé med bord foran til venstre.)

(Johannes Rosmer, i husfrakke, sidder i en højrygget stol ved skrivebordet. Han skærer op og blader i et hefteskrift og ser lidt i det hist og her.)

(Det banker på døren til venstre.)

ROSMER
(uden at vende sig)
.

Kom kun ind.

(Rebekka West, i morgenkjole, kommer ind.)

REBEKKA.
God morgen.

ROSMER
(slår efter i skriftet)
.

God morgen, kære. Er der noget du vil?

REBEKKA.
Jeg vilde bare høre, om du har fåt sove godt?

ROSMER.
Å, jeg har sovet så trygt og dejligt. Ingen drømme –.
(vender sig.)
Og du?

REBEKKA.
Jo tak. Så ud på morgenstunden –.

ROSMER.
Jeg véd ikke, jeg på lang tid har følt mig så let om hjerte som nu. Å, det var rigtignok godt, at jeg fik sagt det.

REBEKKA.
Ja, du skulde ikke ha’ tiet så længe, Rosmer.

ROSMER.
Jeg begriber ikke selv, at jeg kunde være så fejg.

REBEKKA.
Nå, det var da egentlig ikke af fejghed –

ROSMER.
Å jo, jo, du, – når jeg ser til bunds i det, så var der noget fejghed med.

REBEKKA.
Desto kækkere da at du brød overtvert. –
(sætter sig hos ham på en stol ved skrivebordet.)
Men nu vil jeg fortælle dig noget, som jeg har gjort, – og som du ikke må ta’ mig fortrydelig op.

ROSMER.
Fortrydelig? Kære, hvor kan du tro –?

REBEKKA.
Jo, for det var kanske lidt egenmægtigt af mig, men –

ROSMER.
Nå, så lad mig høre da.

REBEKKA.
Igår aftes, da denne Ulrik Brendel skulde til at gå, – så gav jeg ham en to-tre linjer med til Mortensgård.

ROSMER
(lidt betænkelig)
.

Men, kære Rebekka –. Nå, hvad skrev du da?

REBEKKA.
Jeg skrev, at han vilde vise dig en god tjeneste, dersom han tog sig lidt af det ulykkelige menneske og hjalp ham med hvad han kunde.

ROSMER.
Kære, det skulde du ikke ha’ gjort. Du har bare skadet Brendel ved det. Og Mortensgård er jo en mand, som jeg helst ønsker at holde mig fra livet. Du véd jo det udestående, jeg har havt med ham engang.

REBEKKA.
Men tror du da ikke, det nu kunde være ganske bra’, om du kom i godt forhold til ham igen?

ROSMER.
Jeg? Til Mortensgård? Hvorfor det, mener du?

REBEKKA.
Jo, for egentlig tryg kan du jo ikke være nu, – siden der er kommet dette imellem dig og vennerne.

ROSMER
(ser på hende og ryster på hodet)
.

Har du virkelig kunnet tro, at Kroll eller nogen af de andre skulde ville ta’ hævn –? At de kunde være istand til at –?

REBEKKA.
I den første hidsighed, kære –. Ingen kan vide det så sikkert. Jeg synes, – efter den måden, rektoren tog det på –

ROSMER.
Å, du burde dog kende ham bedre end som så. Kroll er en hædersmand ud og ind. I eftermiddag går jeg ind til byen og taler med ham. Jeg vil tale med dem alle sammen. Å, du skal bare se, hvor let det går –

(Madam Helseth kommer i døren til venstre.)

REBEKKA
(rejser sig)
.

Hvad er det, madam Helseth?

MADAM HELSETH.
Rektor Kroll står nede i forstuen.

ROSMER
(rejser sig hurtigt)
.

Kroll!

REBEKKA.
Rektoren! Nej, tænk –!

MADAM HELSETH.
Han spør’, om han kan få komme op og snakke med pastoren.

ROSMER
(til Rebekka)
.

Hvad sa’ jeg! – Ja visst kan han så.
(går til døren og råber ned af trappen.)
Kom du op, kære ven! Hjertelig velkommen skal du være!

(Rosmer står og holder døren åben. – Madam Helseth går. – Rebekka trækker forhænget til foran døråbningen. Så ordner hun et og andet.)

(Rektor Kroll, med hat i hånden, kommer ind.)

ROSMER
(stille, bevæget)
.

Jeg vidste nok, at det ikke blev sidste gang –

KROLL.
Idag ser jeg sagerne i et helt andet lys end igår.

ROSMER.
Ja, ikke sandt, Kroll? Gør du ikke det? Nu, da du har fåt tænkt dig om –

KROLL.
Du misforstår mig aldeles.
(lægger sin hat på bordet ved kanapéen.)
Det er mig magtpåliggende at få tale med dig under fire øjne.

ROSMER.
Hvorfor må ikke frøken West –?

REBEKKA.
Nej, nej, herr Rosmer. Jeg går.

KROLL
(ser nedad hende)
.

Og så må jeg be’ frøkenen undskylde, at jeg kommer her så tidlig på dagen. At jeg overrasker Dem, før De har fåt stunder til at –

REBEKKA
(studser)
.

Hvorledes det? Finder De, der er noget i vejen for, at jeg går her hjemme i morgenkjole?

KROLL.
Bevares vel! Jeg véd jo slet ikke, hvad der er ble’t skik og brug på Rosmersholm.

ROSMER.
Men Kroll, – du er jo rent som forvandlet idag!

REBEKKA.
Jeg anbefaler mig, herr rektor.

(hun går ud til venstre.)

KROLL.
Med din tilladelse –

(han sætter sig på kanapéen.)

ROSMER.
Ja, kære, lad os slå os fortroligt ned og tale sammen.

(han sætter sig i en stol lige over for rektoren.)

KROLL.
Jeg har ikke fåt lukket et øje siden igår. Jeg har ligget og tænkt og tænkt hele natten.

ROSMER.
Og hvad siger du så idag?

KROLL.
Det blir langt, Rosmer. Lad mig få begynde med en slags indledning. Jeg kan fortælle dig lidt om Ulrik Brendel.

ROSMER.
Har han været hos dig?

KROLL.
Nej. Han slog sig ned i en sjofel knejpe. I det sjofleste selskab naturligvis. Drak og trakterte så længe han havde noget. Siden skældte han hele kompaniet ud for pak og pøbel. Det havde han nu for resten ret i. Men så fik han prygl og blev kastet i rendestenen.

ROSMER.
Så er han vel uforbederlig alligevel.

KROLL.
Frakken havde han også sat i pant. Men den skal være ble’t indløst for ham. Kan du gætte, af hvem?

ROSMER.
Af dig selv kanske?

KROLL.
Nej. Af denne noble herr Mortensgård.

ROSMER.
Ja så.

KROLL.
Jeg har ladt mig fortælle, at herr Brendels første visit galdt idioten og plebejeren.

ROSMER
Det var jo ret heldigt for ham –.

KROLL.
Visst var det så.
(læner sig over bordet, lidt nærmere mod Rosmer.)
Men nu er vi inde på en sag, som jeg for vort gamle – for vort fordums venskab skyld pligter at varsle dig om.

ROSMER.
Kære, hvad er da det?

KROLL.
Det er det, at der nok her i huset drives et og andet spil bag din ryg.

ROSMER.
Hvor kan du tro det? Er det Reb–. Er det frøken West, du sigter til?

KROLL.
Ja netop. Jeg kan så godt forstå det fra hendes side. Hun har jo nu så længe været vant til at være den rådende her. Men alligevel –

ROSMER.
Kære Kroll, du tar aldeles fejl i dette. Hun og jeg, – vi lægger ikke dølgsmål for hinanden på nogen verdens ting.

KROLL.
Har hun også tilståt for dig, at hun er trådt i brevveksling med redaktøren af „Blinkfyret”?

ROSMER.
Å, du sigter til et par linjer, som hun gav Ulrik Brendel med.

KROLL.
Du er altså kommen efter det. Og billiger du, at hun således indleder forbindelse med denne skandalskriver, som hver eneste uge søger at sætte mig i gabestokken både for min skolegerning og for min offentlige færd?

ROSMER.
Kære, den side af sagen har hun visst ikke tænkt på engang. Og for resten så har hun naturligvis sin fulde handlefrihed, ligesom jeg har min.

KROLL.
Så? Ja, det hører vel til den nye retning, du nu er kommen ind på. For der, hvor du står, der står vel frøken West også?

ROSMER.
Det gør hun. Vi to har trolig arbejdet os frem sammen.

KROLL
(ser på ham og ryster langsomt på hodet)
.

Å du blinde, besnærede mand!

ROSMER.
Jeg? Hvor kommer du på det?

KROLL.
Fordi jeg ikke vover – ikke vil tænke det værste. Nej, nej; lad mig få tale ud. – Du sætter jo virkelig pris på mit venskab, Rosmer? Og på min agtelse også? Gør du ikke det?

ROSMER.
Det spørsmål behøver jeg vel ikke at svare på.

KROLL.
Nå, men der er andre ting, som kræver svar, – en fuld forklaring fra din side. – Vil du finde dig i, at jeg holder et slags forhør –?

ROSMER.
Forhør?

KROLL.
Ja, at jeg spør’ dig ud om et og andet, som det kan falde dig pinligt at mindes om. Ser du, – dette med dit frafald, – nå, med din frigørelse, som du jo kalder det, – det hænger sammen med så meget andet, som du for din egen skyld må gøre mig rede for.

ROSMER.
Kære, spør’ du, om hvad du vil. Jeg har ingenting at lægge skjul på.

KROLL.
Så sig mig da, – hvad tror du egentlig var den dybeste grund til, at Beate gik hen og endte sit liv?

ROSMER.
Kan du være i tvil om det? Eller, rettere sagt, kan der spørges om grundene til det, som en ulykkelig, syg, utilregnelig foretar sig?

KROLL.
Er du viss på, at Beate var så aldeles utilregnelig? Lægerne mente i alle fald, at det kanske ikke var så ganske afgjort.

ROSMER.
Hvis lægerne nogensinde havde set hende således, som jeg så mangen gang har set hende både nætter og dage, da vilde de ikke ha’ tvilet.

KROLL.
Jeg tvilte heller ikke dengang.

ROSMER.
Å nej, det var nok desværre umuligt at tvile, du. Jeg har jo fortalt dig om hendes ustyrlige, vilde lidenskabelighed, – som hun forlangte, jeg skulde gengælde. Å, den rædsel, hun indgød mig! Og så hendes grundløse, fortærende selvbebrejdelser i de sidste år.

KROLL.
Ja, da hun havde fåt vide, at hun for hele sit liv vilde bli’ børnløs.