Complete Works of Henrik Ibsen (682 page)

RITA
(nikker takten)
.

„Kryk–ken fly–der”. „Kryk–ken fly–der”. Å, jeg synes da, du også må kunne høre det.

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Jeg hører ingenting. Og det er ingenting heller.

RITA.
Ja, ja, sig hvad du vil, du. Jeg hører det så tydeligt.

ALLMERS
(ser ud over rækværket)
.

Nu er de ombord, Rita. For nu går skibet indover til byen.

RITA.
Nej, at du ikke hører det! „Kryk–ken fly–der”. „Kryk–ken – –”

ALLMERS
(går fremover)
.

Du skal ikke stå og lytte efter noget, som ingenting er. Jeg siger, at nu er Asta og Borghejm ombord. Undervejs allerede. – Asta er borte.

RITA
(ser sky på ham)
.

Så er vel du også snart borte da, Alfred?

ALLMERS
(hurtig)
.

Hvad mener du med det?

RITA.
At du følger efter din søster.

ALLMERS.
Har Asta sagt noget?

RITA.
Nej. Men du sa’ selv, at det var for Astas skyld, at – at vi to kom sammen.

ALLMERS.
Ja, men du, du selv bandt mig. Ved samlivet.

RITA.
Å, for dit sind er jeg ikke – ikke sådan – fortærende dejlig længer.

ALLMERS.
Forvandlingens lov kunde kanske holde os sammen alligevel

RITA
(nikker langsomt)
.

Der er forvandling i mig nu. Det føler jeg så pinefuldt.

ALLMERS.
Pinefuldt?

RITA.
Ja, for der er som en slags fødsel i det også.

ALLMERS.
Det er det. Eller en opstandelse. Overgang til højere liv.

RITA
(ser forsagt hen for sig)
.

Ja, – med forlis af hele, hele livets lykke.

ALLMERS.
Det forlis, det er just vindingen, det.

RITA
(heftig)
.

Å, talemåder! Herregud, vi er da jordmennesker alligevel.

ALLMERS.
Vi er lidt i slægt med hav og himmel også, Rita

RITA.
Du kanske. Ikke jeg.

ALLMERS.
Å jo. Du mere, end du selv véd af.

RITA
(et skridt nærmere)
.

Hør, Alfred, – kunde du ikke tænke på at ta’ dit arbejde op igen.

ALLMERS.
Det arbejde, som du har hadet?

RITA.
Jeg er ble’t nøjsom nu. Jeg er villig til at dele dig med bogen.

ALLMERS.
Hvorfor?

RITA.
Bare for at få beholde dig her hos mig. Sådan i nærheden.

ALLMERS.
Å, jeg kan så lidet hjælpe dig, Rita.

RITA.
Men kanske jeg kunde hjælpe dig.

ALLMERS.
Med arbejdet, mener du?

RITA.
Nej. Med at leve livet.

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Jeg synes ikke, jeg har noget liv at leve.

RITA.
Nå, så med at bære livet da.

ALLMERS
(mørkt, hen for sig)
.

Jeg tror det var bedst for os begge, om vi skiltes.

RITA
(ser forskende på ham)
.

Hvor vilde du så ty hen? Kanske til Asta alligevel?

ALLMERS.
Nej. Aldrig til Asta herefter.

RITA.
Hvor hen da?

ALLMERS.
Op i ensomheden.

RITA.
Op mellem fjeldene? Er det det, du mener.

ALLMERS.
Ja.

RITA.
Men dette her er jo bare drømmerier, Alfred! Der oppe kunde du jo ikke leve.

ALLMERS.
Did op drages jeg alligevel nu.

RITA.
Hvorfor? Sig mig det!

ALLMERS.
Sæt dig. Så skal jeg fortælle dig noget.

RITA.
Noget, som er hændt dig deroppe?

ALLMERS.
Ja.

RITA.
Og som du fortied for Asta og mig?

ALLMERS.
Ja.

RITA.
Å, du går så stille med alting. Det skulde du ikke.

ALLMERS.
Sæt dig der. Så skal jeg fortælle dig det.

RITA.
Ja, ja, – lad mig høre!

(hun sætter sig på bænken ved lysthuset.)

ALLMERS.
Jeg var alene deroppe. Midt inde i højfjeldene. Så kom jeg til et stort, øde fjeldvand. Og det vandet måtte jeg over. Men det kunde jeg ikke. For der var hverken båd eller mennesker.

RITA.
Nå? Og så?

ALLMERS.
Så gik jeg på egen hånd ind i en sidedal. For der mente jeg, at jeg skulde komme frem over højderne og mellem tinderne. Og ned igen til den anden side af vandet.

RITA.
Å, så gik du dig visst vild, Alfred!

ALLMERS.
Ja; jeg tog fejl af retningen. For vej eller sti var der ikke. Og jeg gik hele dagen. Og hele den næste nat også. Og til slut trode jeg aldrig, jeg skulde komme frem til mennesker mere.

RITA.
Ikke hjem til os? Å, da véd jeg visst, at dine tanker gik hid.

ALLMERS.
Nej, – de gjorde ikke det.

RITA.
Ikke?

ALLMERS.
Nej. Det var så besynderligt. Både du og Eyolf var kommet så langt, langt bort fra mig, syntes jeg. Og det var Asta også.

RITA.
Men hvad tænkte du da på?

ALLMERS.
Jeg tænkte ikke. Jeg gik der og slæbte mig frem langs styrtningerne, – og nød dødsfornemmelsens fred og velbehag.

RITA
(springer op)
.

Å, brug da ikke slige ord om det grufulde!

ALLMERS.
Jeg kendte det så. Slet ingen angst. Jeg syntes, at der gik jeg og døden som to gode rejsekammerater. Det var så rimeligt, – så ligetil, altsammen, syntes jeg dengang. I min slægt plejer jo ikke folk at bli’ gamle –

RITA.
Å, ti da bare stille med sligt, Alfred! For du kom jo altså godt fra det alligevel.

ALLMERS.
Ja; så med én gang var jeg fremme. På den anden side af vandet.

RITA.
Det har været en nat i rædsel for dig, Alfred. Men nu bagefter vil du ikke vedstå det for dig selv.

ALLMERS.
Den nat løfted mig til beslutning. Og så var det, at jeg vendte om og gik lige hjemover. Til Eyolf.

RITA
(sagte)
.

For sent.

ALLMERS.
Ja. Og da så – kammeraten kom og tog ham –. Så stod der gru af ham. Af det hele. Af alt det, – som vi ikke tør gå ifra alligevel. Så jordbundne er vi begge to, Rita.

RITA
(med et skær af glæde)
.

Ja, ikke sandt! Du også!
(nærmere.)
Å, lad os bare leve livet sammen så længe som muligt!

ALLMERS
(trækker på skuldren)
.

Leve livet, ja! Og ikke ha’ noget at fylde livet med. Øde og tomhed altsammen. Hvor hen jeg så ser.

RITA
(angst)
.

Å, sent eller tidlig går du fra mig, Alfred! Jeg føler det! Og jeg kan se det på dig også! Du går fra mig!

ALLMERS.
Med rejsekammeraten, mener du?

RITA.
Nej, jeg mener det, som værre er. Frivillig går du fra mig. For du synes, det er bare her, hos mig, at du ikke har noget at leve for. Svar mig! Er det ikke så du tænker?

ALLMERS
(ser fast på hende)
.

Og om jeg nu tænkte så –?

(Larm og skrål som af vrede, hidsige stemmer høres fjernt nedenunder Allmers går til rækværket.)

RITA.
Hvad er det for noget.
(udbrydende.)
Å, du skal se, de har fundet ham!

ALLMERS.
Han findes aldrig.

RITA.
Men hvad er det da?

ALLMERS
(går fremover)
.

Bare slagsmål, – som vanligt.

RITA.
Nede på stranden?

ALLMERS.
Ja. Hele strandstedet burde ryddes. Nu er mændene kommet hjem. Drukne, som de plejer. Prygler børnene. Hør, hvor gutterne skriger! Kvinderne hyler om hjælp for dem –

RITA.
Ja, skulde vi ikke få nogen ned og hjælpe dem?

ALLMERS
(hård og vred)
.

Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej, lad dem bare forgå, – ligesom de lod Eyolf forgå!

RITA.
Å6 , du må ikke tale så, Alfred! Ikke tænke så!

6. fu: A

ALLMERS.
Jeg kan ikke tænke anderledes. Alle de gamle rønnerne bør rives ned.

RITA.
Og hvad skal der så bli’ af de mange fattige mennesker?

ALLMERS.
De får ty andetsteds hen.

RITA.
Og børnene da?

ALLMERS.
Kan det ikke være så omtrent det samme, hvor de går til grunde?

RITA
(stille, bebrejdende)
.

Du tvinger dig selv til slig en hårdhed, Alfred.

ALLMERS
(heftig)
.

Det er min ret at være hård herefter! Min pligt også!

RITA.
Din pligt?

ALLMERS.
Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge uhævnet. Kort og godt, Rita! Som jeg siger dig! Tænk over den sag. Få hele stedet dernede jævnet med jorden, – når jeg er borte.

RITA
(ser dybt på ham)
.

Når du er borte?

ALLMERS.
Ja, for så har du da i alt fald noget at fylde livet ud med. Og det må du ha’.

RITA
(fast og bestemt)
.

Det har du ret i. Det må jeg. Men kan du gætte, hvad jeg vil ta’ mig til, – når du er borte?

ALLMERS.
Nå, hvad er det da?

RITA
(langsomt, besluttet)
.

Så snart du er rejst fra mig, går jeg ned til stranden og får alle de fattige, forkomne børn med mig her op til vort. Alle de uskikkelige gutterne –