Complete Works of Henrik Ibsen (548 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
10.69Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

FRØKEN HESSEL.
Ja, ret; så skal det være.

 

JOHAN TØNNESEN.
Godt; jeg venter og håber –

 

FRØKEN HESSEL.
– og vinder, gut! Men nu ombord!

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja, ombord! Ah, Lona, du kære søster, et ord; hør her –
(han fører hende op mod baggrunden og taler ilsomt med hende.)

 

FRØKEN BERNICK.
Dina, du lykkelige, – lad mig se på dig, kysse dig endnu en gang, – den sidste.

 

DINA.
Ikke den sidste; nej, kære elskede tante, vi ses nok igen.

 

FRØKEN BERNICK.
Aldrig! Lov mig det, Dina, kom aldrig tilbage.
(griber begge hendes hænder og ser på hende.)
Nu går du til lykken, du elskede barn; – over havet. O, hvor ofte har jeg ikke i skolestuen stundet didover! Derude må det være skønt; en større himmel; skyerne går højere end her, en friere luft svaler over menneskenes hoveder –

 

DINA.
O, tante Marta, engang følger du efter os.

 

FRØKEN BERNICK.
Jeg? Aldrig; aldrig. Her har jeg min lille livsgerning, og nu tror jeg nok, at jeg kan blive fuldt og helt, hvad jeg skal være.

 

DINA.
Jeg kan ikke tænke at skulle skilles fra dig.

 

FRØKEN BERNICK.
Ak, et menneske kan skilles fra meget, Dina.
(kysser hende.)
Men det får du aldrig prøve, søde barn. Lov mig at gøre ham lykkelig.

 

DINA.
Jeg vil ikke love noget; jeg hader det at love; alt må komme, som det kan.

 

FRØKEN BERNICK.
Ja, ja, det må det; du skal blot blive, som du er, – sand og tro imod dig selv.

 

DINA.
Det vil jeg, tante.

 

FRØKEN HESSEL
(gemmer i lommen nogle papirer, som Johan har givet hende)
.
Brav, brav, min kære gut. Men nu afsted.

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja, nu er der ingen tid at spilde. Farvel, Lona; tak for al din kærlighed. Farvel, Marta, og hav tak, du også, for dit trofaste venskab.

 

FRØKEN BERNICK.
Farvel, Johan! Farvel, Dina! Og lykke over alle eders dage!
(Hun og frøken Hessel trænger dem mod døren i baggrunden. Johan Tønnesen og Dina går hurtigt ned gennem haven. Frøken Hessel lukker døren og trækker forhænget for.)

 

FRØKEN HESSEL.
Nu er vi alene, Marta. Du har mistet hende og jeg ham.

 

FRØKEN BERNICK.
Du – ham?

 

FRØKEN HESSEL.
Å, jeg havde allerede halvvejs mistet ham derover. Gutten gik og længted efter at få stå på egne ben; derfor bildte jeg ham ind, at jeg led af hjemve.

 

FRØKEN BERNICK.
Derfor? Ja, så forstår jeg, at du kom. Men han vil kræve dig tilbage, Lona.

 

FRØKEN HESSEL.
En gammel halvsøster, – hvad skal han med hende nu? – Mændene river mangt og meget isønder omkring sig for at komme til lykken.

 

FRØKEN BERNICK.
Det hænder stundom.

 

FRØKEN HESSEL.
Men vi vil holde sammen, Marta.

 

FRØKEN BERNICK.
Kan jeg være noget for dig?

 

FRØKEN HESSEL.
Hvem mere? Vi to fostermødre, – har vi ikke begge mistet vore børn? Nu er vi alene.

 

FRØKEN BERNICK.
Ja, alene. Og derfor skal du også vide det, – jeg har elsket ham højere end alt i verden.

 

FRØKEN HESSEL.
Marta!
(griber hendes arm.)
Er dette sandhed?

 

FRØKEN BERNICK.
Hele mit livs indhold ligger i de ord. Jeg har elsket ham og ventet på ham. Hver sommer har jeg ventet, at han skulde komme. Og så kom han; – men han så mig ikke.

 

FRØKEN HESSEL.
Elsket ham! Og selv var du den, som gav ham lykken ihænde.

 

FRØKEN BERNICK.
Skulde jeg ikke give ham lykken ihænde, når jeg elsked ham? Ja, jeg har elsket ham. Hele mit liv har været et liv for ham, lige siden han rejste. Hvad grund jeg havde til at håbe, mener du? O, jeg tror dog, jeg havde nogen grund til det. Men da han så kom igen, – da var det, som om alt var udslettet af hans erindring. Han så mig ikke.

 

FRØKEN HESSEL.
Det var Dina, som skygged for dig, Marta.

 

FRØKEN BERNICK.
Vel, at hun gjorde det. Den tid, han rejste, var vi jævnaldrende; da jeg så ham igen, – o, den forfærdelige stund, – da gik det op for mig, at nu var jeg ti år ældre end han. Der havde han færdedes ude i det blanke dirrende solskin og suget ungdom og sundhed af hvert luftdrag; og herinde sad jeg imens og spandt og spandt –

 

FRØKEN HESSEL.
– hans lykkes tråd, Marta.

 

FRØKEN BERNICK.
Ja, det var guld, jeg spandt. Ingen bitterhed! Ikke sandt, Lona, vi har været ham to gode søstre?

 

FRØKEN HESSEL
(slår armene om hende)
.
Marta!
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)

 

KONSUL BERNICK
(til herrerne derinde)
.
Ja, ja, styr med det hele, som I vil. Når tiden kommer, skal jeg nok –
(lukker døren.)
Ah, er man der? Hør, Marta, du må klæde dig en smule om. Og sig Betty, at hun gør det samme. Jeg ønsker ingen pragt, naturligvis; blot et net husligt tilsnit. Men I må skynde jer.

 

FRØKEN HESSEL.
Og en lykkelig, oprømt mine, Marta; glade øjne må I sætte op.

 

KONSUL BERNICK.
Olaf skal også komme ned; jeg vil have ham ved siden af mig.

 

FRØKEN HESSEL.
Hm; Olaf –

 

FRØKEN BERNICK.
Jeg skal sige Betty besked.
(hun går ud gennem den øverste dør til venstre.)

 

FRØKEN HESSEL.
Ja, nu er altså den store højtidelige stund oprunden.

 

KONSUL BERNICK,
(der går urolig frem og tilbage)
.
Ja, den er så.

 

FRØKEN HESSEL.
I en slig stund må en mand føle sig stolt og lykkelig, kan jeg tænke.

 

KONSUL BERNICK
(ser på hende)
.
Hm!

 

FRØKEN HESSEL.
Hele byen skal jo illumineres, hører jeg.

 

KONSUL BERNICK.
Ja, de har faldet på noget sådant.

 

FRØKEN HESSEL.
Alle foreninger vil møde frem med sine faner. Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift. Inat vil der blive telegraferet til alle kanter af landet „Omgiven af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick sine medborgeres hyldest som en af samfundets støtter”.

 

KONSUL BERNICK.
Det vil ske; og der vil blive råbt hurra udenfor, og mængden vil juble mig frem i døren der, og jeg vil blive nødt til at bukke mig og takke.

 

FRØKEN HESSEL.
Å, nødt til det –

 

KONSUL BERNICK.
Tror du, jeg føler mig lykkelig i denne stund?

 

FRØKEN HESSEL.
Nej, jeg tror ikke, at du kan føle dig så ganske rigtig lykkelig.

 

KONSUL BERNICK.
Lona, du foragter mig.

 

FRØKEN HESSEL.
Endnu ikke.

 

KONSUL BERNICK.
Du har heller ikke ret til det. Ikke til at foragte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor usigelig ensom jeg står her i dette sammenknebne forkrøblede samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå af på min fordring til en hel udfyldende livsgerning. Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan synes? Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet, så var det ude med min magt. Véd du, hvad vi er, vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er samfundets redskaber, hverken mere eller mindre.

 

FRØKEN HESSEL.
Hvorfor ser du dette først nu?

 

KONSUL BERNICK.
Fordi jeg har tænkt meget i den sidste tid, – siden du kom igen, – og mest i denne aften. – Å, Lona, hvorfor kendte jeg dig ikke tilbunds dengang – i gamle dage.

 

FRØKEN HESSEL.
Hvad så?

 

KONSUL BERNICK.
Aldrig havde jeg da givet slip på dig; og havde jeg havt dig, da stod jeg ikke, hvor jeg nu står.

 

FRØKEN HESSEL.
Og tænker du ikke på, hvad hun kunde blevet for dig, hun, som du valgte i mit sted?

 

KONSUL BERNICK.
Jeg véd ialfald, at hun intet er blevet for mig af det, jeg trængte til.

 

FRØKEN HESSEL.
Fordi du aldrig har delt din livsgerning med hende; fordi du aldrig har stillet hende fri og sand i sit forhold til dig; fordi du lader hende gå her og segne under bebrejdelsen for den skam, du har væltet over på hendes nærmeste.

 

KONSUL BERNICK.
Ja, ja, ja; det kommer altsammen fra løgnen og hulheden.

 

FRØKEN HESSEL.
Og hvorfor bryder du så ikke med al denne løgn og hulhed?

 

KONSUL BERNICK.
Nu? Nu er det forsent, Lona.

 

FRØKEN HESSEL.
Karsten, sig mig, hvad tilfredsstillelse dette skin og bedrag bringer dig.

 

KONSUL BERNICK.
Mig bringer det ingen. Jeg må gå tilgrunde som hele dette forhutlede samfund. Men der vokser op en slægt efter os; det er min søn, jeg arbejder for; det er for ham jeg lægger et livsværk tilrette. Der vil komme en tid, da der sænker sig sandhed ned i samfundslivet, og på den skal han grunde en lykkeligere tilværelse end hans faders.

 

FRØKEN HESSEL.
Med en løgn til underlag? Betænk, hvad det er, du giver din søn i arv.

 

KONSUL BERNICK
(i undertrykt fortvivlelse)
.
Jeg giver ham tusende gange værre arv, end du véd. Men engang må dog forbandelsen vige. Og dog – alligevel –
(udbrydende.)
Hvor kunde I bringe alt dette over mit hoved! Men nu er det sket. Nu må jeg fremad. Det skal ikke lykkes jer at få knust mig!
(Hilmar Tønnesen, med en åben billet i hånden, kommer ilsomt og forstyrret fra højre.)

 

HILMAR TØNNESEN.
Men dette er jo –. Betty, Betty!

 

KONSUL BERNICK.
Hvad nu? Kommer de allerede?

 

HILMAR TØNNESEN.
Nej, nej; men jeg må nødvendig tale med nogen –
(han går ud gennem den øverste dør til venstre.)

 

FRØKEN HESSEL.
Karsten; du taler om, at vi kom for at knuse dig. Så lad mig da sige dig, hvad malm han er af, denne forlorne søn, som eders moralske samfund skyr lig en pestbefængt. Han kan undvære jer, for nu er han rejst.

 

KONSUL BERNICK.
Men han vilde komme igen –

 

FRØKEN HESSEL.
Johan kommer aldrig igen. Han er rejst for stedse, og Dina er rejst med ham.

 

KONSUL BERNICK.
Kommer ikke igen? Og Dina rejst med ham?

 

FRØKEN HESSEL.
Ja, for at blive hans hustru. Således slår de to eders dydsirede samfund i ansigtet, ligesom jeg engang – nå!

 

KONSUL BERNICK.
Rejst; – hun også – med „Indian Girl” –!

 

FRØKEN HESSEL.
Nej; så dyr en fragt turde han ikke betro til den ryggesløse bande. Johan og Dina er rejst med „Palmetræet”.

 

KONSUL BERNICK.
Ah! Og altså – forgæves –
(går hurtig hen, river op døren til sit værelse og råber ind.)
Krap, stands „Indian Girl”; den må ikke sejle iaften!

 

FULDMÆGTIG KRAP
(indenfor)
.
„Indian Girl” står alt tilhavs, herr konsul.

 

KONSUL BERNICK
(lukker døren og siger mat)
.
Forsent, – og uden nytte –

 

FRØKEN HESSEL.
Hvad mener du?

 

KONSUL BERNICK.
Intet, intet. Vig fra mig –!

 

FRØKEN HESSEL.
Hm; se her, Karsten. Johan lader dig sige, at han betror til mig det navn og rygte, han engang lånte dig, og ligeså det, du raned fra ham, da han var borte. Johan tier; og jeg kan gøre og lade i den sag, hvad jeg vil. Se, her holder jeg dine to breve i min hånd.

Other books

The Reluctant Earl by C.J. Chase
The Chinese Shawl by Wentworth, Patricia
Nell by Jeanette Baker
The Second Horror by R. L. Stine
Chasing the Sun by Warner, Kaki
This Is Gonna Hurt by Tito Ortiz
Deep by Linda Mooney
To Love and to Cherish by Kelly Irvin