Complete Works of Henrik Ibsen (544 page)

FRØKEN HESSEL.
Løgner!

KONSUL BERNICK.
Ah –!

FRU BERNICK.
O Gud, o Gud!

JOHAN TØNNESEN
(imod ham med løftet arm)
.
Og det vover du –!

FRØKEN HESSEL
(afbødende)
Slå ham ikke, Johan!

ADJUNKT RØRLUND.
Jo, forgrib Dem kun på mig. Men sandheden skal frem; og det er sandhed; konsul Bernick har selv sagt det, og hele byen véd det. – Nu, Dina, nu kender De ham.
(Kort stilhed.)

JOHAN TØNNESEN
(sagte, griber Bernick om armen)
.
Karsten, Karsten, hvad har du gjort!

FRU BERNICK
(dæmpet og i gråd)
.
O, Karsten, at jeg skulde bringe dig ind i al denne skændsel.

KØBMAND SANDSTAD
(kommer hurtigt fra højre og råber med hånden på dørklinken)
:
Nu må De endelig komme, herr konsul! Hele jernbanen hænger i en tråd.

KONSUL BERNICK
(åndsfraværende)
.
Hvad er det? Hvad skal jeg –?

FRØKEN HESSEL
(alvorligt og med eftertryk)
.
Du skal op og støtte samfundet, svoger.

KØBMAND SANDSTAD.
Ja kom, kom; vi behøver al Deres moralske overvægt.

JOHAN TØNNESEN
(tæt ved ham)
.
Bernick, – vi to tales ved imorgen.
(Han går ud gennem haven; konsul Bernick går som viljeløs ud til højre med købmand Sandstad.)

TREDJE AKT

(Havesalen i konsul Bernicks hus.)
(Konsul Bernick, med et spanskrør i hånden, kommer i hæftig vrede ud fra det bagerste værelse til venstre og lader døren stå halvt åben efter sig.)

KONSUL BERNICK.
Se så; nu er der da endelig engang bleven alvor af det; den lusing tænker jeg han skal huske.
(til nogen inde i værelset.)
Hvad siger du? – Og jeg siger, du er en uforstandig moder! Du undskylder ham, gir ham medhold i alle hans slyngelstreger. – Ikke slyngelstreger? Hvad kalder du det da? At liste sig ud af huset ved nattetid, gå tilhavs med fiskerbåden, blive borte til langt ud på dagen og sætte mig i slig dødelig angst, mig, som har så meget andet at stå i. Og så vover den knægt at true med, at han vil løbe sin vej! Ja, lad ham prøve på det! – Du? Nej, det tror jeg nok; du bekymrer dig ikke stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne, at om han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg har en gerning at efterlade mig her i verden; jeg er ikke tjent med at blive barnløs. – Ingen indvendinger, Betty; det blir, som jeg har sagt; han har husarrest –
(lytter.)
Hys; lad ingen mærke noget.
(Fuldmægtig Krap kommer fra højre.)

FULDMÆGTIG KRAP.
Har De tid et øjeblik, herr konsul?

KONSUL BERNICK
(kaster spanskrøret fra sig)
.
Ja vel, ja vel. Kommer De fra værftet?

FULDMÆGTIG KRAP.
Nu netop. Hm –

KONSUL BERNICK.
Nå? Der er dog ikke noget ivejen med „Palmetræet”?

FULDMÆGTIG KRAP.
„Palmetræet” kan sejle imorgen, men –

KONSUL BERNICK.
„Indian Girl” altså? Aned det mig ikke, at den stivnakke –

FULDMÆGTIG KRAP.
„Indian Girl” kan også sejle imorgen; men – den kommer visst ikke langt.

KONSUL BERNICK.
Hvad mener De?

FULDMÆGTIG KRAP.
Undskyld, herr konsul; den dør står på klem og jeg tror, der er nogen derinde –

KONSUL BERNICK
(lukker døren)
.
Se så. Men hvad er det dog for noget, som ingen må høre?

FULDMÆGTIG KRAP.
Det er det, at bygmester Aune nok har isinde at lade „Indian Girl” gå tilbunds med mand og mus.

KONSUL BERNICK.
Men Gud forbarme sig, hvor kan De tro –?

FULDMÆGTIG KRAP.
Kan ikke forklare mig det på anden måde, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Nå, så sig mig dog i få ord –

FULDMÆGTIG KRAP.
Skal så. De véd selv, hvor sendrægtigt det er gåt på værftet, siden vi fik de nye maskiner og de nye uvante arbejdere.

KONSUL BERNICK.
Ja, ja.

FULDMÆGTIG KRAP.
Men imorges, da jeg kom derned, mærked jeg, at reparationen på Amerikaneren var skredet påfaldende vidt frem; det store spunds i bunden, – De véd, det pilrådne sted –

KONSUL BERNICK.
Ja, ja, hvad det?

FULDMÆGTIG KRAP.
Fuldstændig repareret, – tilsyneladende da; forhudet; så ganske ud som nyt; hørte, at Aune selv havde arbejdet med lys dernede hele natten.

KONSUL BERNICK.
Ja ja, og så –?

FULDMÆGTIG KRAP.
Gik og funderte på dette; folkene hvilte just til frokost, og så fandt jeg anledning til ubemærket at se mig om både udenbords og indenbords; havde svært for at komme ned i den lastede skude; men fik troen i hænderne. Der sker underfundigheder, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Jeg kan ikke tro Dem, herr Krap. Jeg kan ikke, jeg vil ikke tro sligt om Aune.

FULDMÆGTIG KRAP.
Gør mig ondt, – men er den skære sandhed. Sker underfundigheder, siger jeg. Intet nyt tømmer indsat, så vidt jeg kunde skønne; bare dyttet og drevet og overklinket med plader og pressenninger og sådant noget. Rent fusk! „Indian Girl” når aldrig New-York; går tilbunds som en sprukken gryde.

KONSUL BERNICK.
Dette er jo forfærdeligt! Men hvad tror De, han kan have til hensigt?

FULDMÆGTIG KRAP.
Vil rimeligvis bringe maskinerne i miskredit; vil hævne sig; vil have den gamle arbejdsstok tagen til nåde igen.

KONSUL BERNICK.
Og så ofrer han kanske alle de mange menneskeliv.

FULDMÆGTIG KRAP.
Han sagde nylig: der findes ikke mennesker ombord i „Indian Girl”, – bare udyr.

KONSUL BERNICK.
Ja, ja, lad så være; men agter han da ikke den store kapital, som går tabt?

FULDMÆGTIG KRAP.
Aune har ikke noget godt øje til den store kapital, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Sandt nok; han er en opvigler og en urostifter; men en så samvittighedsløs handling –. Hør, herr Krap; denne sag må undersøges to gange. Ikke et ord derom til nogen. Vort værft er blameret, hvis folk får sligt at vide.

FULDMÆGTIG KRAP.
Forstår sig, men –

KONSUL BERNICK.
Under middagshvilen må De se til at komme derned igen; fuld visshed må jeg have.

FULDMÆGTIG KRAP.
Skal få den, herr konsul; men tillad mig, hvad vil De så gøre?

KONSUL BERNICK.
Naturligvis anmelde sagen. Vi kan dog ikke gøre os til medskyldige i en ligefrem forbrydelse. Jeg må have min samvittighed ubelastet. Det vil desuden gøre et godt indtryk både i pressen og i samfundet idethele, når man ser, at jeg skyder alle personlige interesser tilside og lader retfærdigheden have sin gang.

FULDMÆGTIG KRAP.
Meget sandt, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Men først og fremst fuld visshed. Og taushed sålænge –

FULDMÆGTIG KRAP.
Ikke et ord, herr konsul; og vissheden, den skal De få.
(Han går ud gennem haven og nedad gaden.)

KONSUL BERNICK
(halvhøjt)
.
Oprørende! Men nej, det er jo umuligt, – utænkeligt!
(Idet han vil gå ind i sit værelse kommer Hilmar Tønnesen fra højre.)

HILMAR TØNNESEN.
Goddag, Bernick! Nå, jeg gratulerer med sejren i handelsforeningen igår.

KONSUL BERNICK.
Å tak.

HILMAR TØNNESEN.
Det var jo en glimrende sejr, hører jeg, det intelligente borgersinds sejr over egennytten og fordommen, – omtrent som en fransk razzia mod Kabylerne. Mærkeligt, at du efter de ubehagelige optrin her –

KONSUL BERNICK.
Ja, ja, lad det være.

HILMAR TØNNESEN.
Men hovedslaget er jo ikke slåt endnu.

KONSUL BERNICK.
I jernbanesagen, mener du?

HILMAR TØNNESEN.
Ja, du véd da vel, hvad redaktør Hammer går og brygger sammen?

KONSUL BERNICK
(spændt)
.
Nej! Hvad er det?

HILMAR TØNNESEN.
Han har jo hængt sig fast i det rygte, som går, og det vil han lave en avisartikel af.

KONSUL BERNICK.
Hvilket rygte?

HILMAR TØNNESEN.
Naturligvis det om de store ejendomskøb langs sidebanen.

KONSUL BERNICK.
Hvad siger du? Går her et sådant rygte?

HILMAR TØNNESEN.
Ja, det er over hele byen. Jeg hørte det i klubben, hvor jeg drev indom. En af vore sagførere skal i al stilhed per kommission have indkøbt alle skovejendommene, alle malmlejerne, alle vandfaldene –

KONSUL BERNICK.
Og siges der ikke, for hvem?

HILMAR TØNNESEN.
I klubben mente man, det måtte være for et udenbys selskab, som havde fåt nys om, hvad du havde igære, og som havde skyndet sig før ejendomspriserne steg –. Er det ikke nederdrægtigt – uf!

KONSUL BERNICK.
Nederdrægtigt?

HILMAR TØNNESEN.
Ja, at fremmede således trænger sig ind på vore enemærker. Og at en af byens egne sagførere kan låne sig til sligt! Nu blir det altså udenbys folk, som går af med fordelen.

KONSUL BERNICK.
Men det er jo dog bare et løst rygte.

HILMAR TØNNESEN.
Det troes imidlertid, og imorgen eller iovermorgen vil naturligvis redaktør Hammer spigre det fast som et faktum. Der var allerede almindelig forbittrelse deroppe. Jeg hørte flere sige, at hvis det rygte bekræfter sig, så stryger de sig ud af listerne.

KONSUL BERNICK.
Umuligt!

HILMAR TØNNESEN.
Så? Hvorfor tror du disse kræmmersjæle var så villige til at gå med på dit foretagende? Tror du ikke de selv havde spidset sine næser på at –?

KONSUL BERNICK.
Umuligt, siger jeg; så meget borgersind er her dog i vort lille samfund –

HILMAR TØNNESEN.
Her? Ja, du er nu optimist, og så dømmer du andre efter dig selv. Men jeg, som er en temmelig øvet iagttager –. Her er ikke én, – ja naturligvis med undtagelse af os, – ikke én, siger jeg, som holder ideens fane højt.
(op mod baggrunden.)
Uf, der ser jeg dem!

KONSUL BERNICK.
Hvem?

HILMAR TØNNESEN.
De to amerikanske.
(ser ud til højre.)
Og hvem er det de går med? Ja, ved Gud, er det ikke kaptejnen på „Indian Girl”. Uf!

KONSUL BERNICK.
Hvad kan de ville ham?

HILMAR TØNNESEN.
Å, det er jo ret passende selskab. Han skal jo have været slavehandler eller sørøver; og hvem véd, hvad de andre har bedrevet i alle disse år.

KONSUL BERNICK.
Jeg siger dig, det er højst urigtigt at tænke således om dem.

HILMAR TØNNESEN.
Ja, du er nu optimist. Men nu har vi dem naturligvis på halsen igen; jeg vil derfor itide –
(går op mod døren til venstre.)

FRØKEN HESSEL.
Nå, Hilmar, er det mig, som jager dig af stuen?

HILMAR TØNNESEN.
Aldeles ikke; jeg stod her og havde hastværk; jeg skulde tale et ord med Betty.
(går ind i det bagerste værelse til venstre.)

KONSUL BERNICK
(efter en kort stilhed)
.
Nu, Lona?

FRØKEN HESSEL.
Ja.

KONSUL BERNICK.
Hvorledes står jeg idag for dig?

FRØKEN HESSEL.
Som igår. En løgn mere eller mindre –

KONSUL BERNICK.
Du må få lys i dette. Hvor blev Johan af?

FRØKEN HESSEL.
Han kommer; han havde noget at tale med en mand.

KONSUL BERNICK.
Efter det, du hørte igår, vil du begribe, at hele min tilværelse er ødelagt, hvis sandheden kommer for lyset.

FRØKEN HESSEL.
Jeg begriber det.

KONSUL BERNICK.
Det er naturligvis en selvfølge, at jeg ikke har gjort mig skyldig i den forbrydelse, som her har gåt rygte om.

FRØKEN HESSEL.
Det forstår sig af sig selv. Men hvem var tyven?

KONSUL BERNICK.
Der var ingen tyv. Der blev ingen penge stjålne; ikke en skilling er bleven borte.

FRØKEN HESSEL.
Hvorledes?

KONSUL BERNICK.
Ikke en skilling, siger jeg.

FRØKEN HESSEL.
Men rygtet? Hvorledes er det skammelige rygte kommet ud, at Johan –?

KONSUL BERNICK.
Lona, med dig synes jeg, at jeg kan tale, som med ingen anden; jeg vil intet fortie for dig. Jeg har min del i, at rygtet blev udspredt.

FRØKEN HESSEL.
Du? Og det kunde du gøre imod ham, som for din skyld –!

KONSUL BERNICK.
Du skal ikke dømme uden at huske på, hvorledes sagerne stod dengang. Jeg fortalte dig det jo igår. Jeg kom hjem og fandt min moder indviklet i en hel række af ukloge foretagender; uheld af forskellig slags stødte til; det var, som om alt ondt stormed ind på os; vort hus var lige ved at ruineres. Jeg var halvt letsindig og halvt fortvivlet. Lona, jeg tror det var mest for at døve tankerne, at jeg indlod mig i den forbindelse, som bragte Johan til at rejse.