Complete Works of Henrik Ibsen (543 page)

FRØKEN HESSEL.
Lad gå; men da så Betty kom hjem, smuk, opblomstrende, forgudet af alle, – og da det blev bekendt, at hun skulde arve alle pengene efter tante og at jeg ingenting vilde få –

KONSUL BERNICK.
Ja, der er vi ved sagen, Lona; og nu skal du høre det uden omsvøb. Jeg elsked ikke Betty dengang; jeg brød ikke med dig for nogen ny tilbøjelighed. Det var for pengenes skyld ligefrem; jeg var nødt til det; jeg måtte sikkre mig dem.

FRØKEN HESSEL.
Og det siger du mig lige i øjnene?

KONSUL BERNICK.
Ja, jeg gør. Hør mig, Lona –

FRØKEN HESSEL.
Og dog skrev du mig til, at en ubetvingelig kærlighed til Betty havde grebet dig, påkaldte min højmodighed, besvor mig for Bettys skyld at tie med det, som havde været imellem os –

KONSUL BERNICK.
Jeg måtte det, siger jeg.

FRØKEN HESSEL.
Nu, ved den levende Gud, da angrer jeg ikke på, at jeg dengang forløb mig, som jeg gjorde.

KONSUL BERNICK.
Lad mig koldt og rolig sige dig, hvorledes stillingen var i de dage. Min moder stod, som du husker, i spidsen for forretningen; men hun var aldeles uden forretningssans. Jeg blev skyndsomt kaldt hjem fra Paris; tiderne var kritiske; jeg skulde bringe affærerne påfode. Hvad fandt jeg? Jeg fandt, hvad der måtte holdes i den dybeste hemmelighed, et sågodtsom ruineret hus. Ja, det var sågodtsom ruineret, dette gamle ansete hus, der havde ståt i tre generationer. Hvad havde jeg, sønnen, den eneste søn, andet at gøre end at se mig om efter et redningsmiddel?

FRØKEN HESSEL.
Og så redded du huset Bernick på en kvindes bekostning.

KONSUL BERNICK.
Du véd godt, at Betty elsked mig.

FRØKEN HESSEL.
Men jeg?

KONSUL BERNICK.
Tro mig, Lona, – du var aldrig bleven lykkelig med mig.

FRØKEN HESSEL.
Var det af omsorg for min lykke, at du gav mig til pris?

KONSUL BERNICK.
Tror kanske du, at jeg af egennyttige bevæggrunde handled som jeg gjorde? Havde jeg dengang ståt alene, så skulde jeg med frejdigt mod begyndt forfra. Men du skønner ikke, hvorledes en forretningsmand vokser sammen, under et umådeligt ansvar, med den forretning, han tager i arv. Véd du, at hundreders, ja tusenders vel og ve afhænger af ham? Betænker du ikke, at hele det samfund, som både du og jeg kalder vort hjem, vilde på den føleligste måde være blevet berørt deraf, om huset Bernick havde gåt tilgrunde?

FRØKEN HESSEL.
Er det også for samfundets skyld, at du i disse femten år er bleven stående i løgnen?

KONSUL BERNICK.
I løgnen?

FRØKEN HESSEL.
Hvad véd Betty om alt det, som ligger under og forud for hendes forbindelse med dig?

KONSUL BERNICK.
Kan du tro, at jeg til ingen nytte vilde såre hende ved at blotte de ting?

FRØKEN HESSEL.
Til ingen nytte, siger du? Ja, ja, du er jo forretningsmand; du må jo forstå dig på det nyttige. – Men hør nu, Karsten, nu vil jeg også tale koldt og roligt. Sig mig, – er du nu også rigtig lykkelig?

KONSUL BERNICK.
I familjen, mener du?

FRØKEN HESSEL.
Ja vel.

KONSUL BERNICK.
Det er jeg, Lona. Å, du har ikke forgæves været en så opofrende veninde for mig. Jeg tør sige, at jeg er bleven lykkeligere år for år. Betty er både god og føjelig. Og hvorledes hun i årenes løb har lært at bøje sit væsen efter det, som er ejendommeligt hos mig –

FRØKEN HESSEL.
Hm.

KONSUL BERNICK.
Før havde hun jo en hel del overspændte forestillinger om kærligheden; hun kunde ikke forlige sig med den tanke, at den lidt efter lidt skulde gå over til en mild venskabsflamme.

FRØKEN HESSEL.
Men nu finder hun sig tilrette i det?

KONSUL BERNICK.
Fuldstændig. Du kan vide, at den daglige omgang med mig ikke er bleven uden modnende indflydelse på hende. Menneskene må gensidig lære at nedstemme sine fordringer, hvis man skal gøre fyldest i det samfund, hvori man er sat. Det har Betty også efterhånden lært at indse, og derfor er vort hus nu et mønster for vore medborgere.

FRØKEN HESSEL.
Men disse medborgere véd ingenting om løgnen?

KONSUL BERNICK.
Om løgnen?

FRØKEN HESSEL.
Ja, om løgnen, som du nu i femten år har ståt i.

KONSUL BERNICK.
Og det kalder du –?

FRØKEN HESSEL.
Løgnen kalder jeg det. Den trefoldige løgn. Først løgnen mod mig; så løgnen mod Betty; så løgnen mod Johan.

KONSUL BERNICK.
Betty har aldrig krævet, at jeg skulde tale.

FRØKEN HESSEL.
Fordi hun ingenting har vidst.

KONSUL BERNICK.
Og du vil ikke kræve det; – af hensyn til hende vil du det ikke.

FRØKEN HESSEL.
Å nej, jeg skal nok vide at bære lattersalverne; jeg har en bred ryg.

KONSUL BERNICK.
Og Johan vil heller ikke kræve det; det har han tilsagt mig.

FRØKEN HESSEL.
Men du selv, Karsten? Er der ikke noget indeni dig, som kræver at komme ud af løgnen?

KONSUL BERNICK.
Jeg skulde frivilligt ofre min familjelykke og min stilling i samfundet!

FRØKEN HESSEL.
Hvad ret har du til at stå der du står?

KONSUL BERNICK.
I femten år har jeg daglig tilkøbt mig en smule ret – ved min vandel, og ved det, jeg har virket og fremmet.

FRØKEN HESSEL.
Ja, du har virket og fremmet meget, både for dig selv og for andre. Du er byens rigeste og mægtigste mand; under din vilje tør de ikke andet end bøje sig, alle, fordi du gælder for at være uden plet og lyde; dit hjem gælder for et mønsterhjem, din færd for en mønsterfærd. Men al denne herlighed, og du selv med, står som på en gyngende myr. Et øjeblik kan komme, et ord kan blive udtalt, – og både du og hele herligheden går tilbunds, hvis du ikke berger dig itide.

KONSUL BERNICK.
Lona, – hvad er det, du vil herover?

FRØKEN HESSEL.
Jeg vil hjælpe dig til fast grund under fødderne, Karsten.

KONSUL BERNICK.
Hævn! Du vil hævne dig? Jeg ante det nok. Men det lykkes dig ikke! Her er kun én, som kan tale med myndighed, og han er taus.

FRØKEN HESSEL.
Johan?

KONSUL BERNICK.
Ja, Johan. Vil nogen anden anklage mig, så nægter jeg alt. Vil man tilintetgøre mig, så strider jeg på livet. Men det skal aldrig lykkes dig, siger jeg! Han, som kunde fælde mig, han tier – og han rejser igen.
(Grosserer Rummel og købmand Vigeland kommer fra højre.)

GROSSERER RUMMEL.
Goddag, goddag, kære Bernick; du må komme med os op i handelsforeningen; vi har møde i jernbanesagen, véd du.

KONSUL BERNICK.
Jeg kan ikke. Umuligt nu.

KØBMAND VIGELAND.
De må sandeligen, herr konsul –

GROSSERER RUMMEL.
Du må, Bernick. Der er folk, som arbejder mod os. Redaktør Hammer og de andre, som holdt på kystlinjen, påstår, at der stikker private interesser bag det nye forslag.

KONSUL BERNICK.
Nå, så forklar dem da –

KØBMAND VIGELAND.
Det hjælper ikke, hvad vi forklarer, herr konsul –

GROSSERER RUMMEL.
Nej, nej, du må komme selv; dig vil jo naturligvis ingen vove at mistænke for sligt.

FRØKEN HESSEL.
Nej, det skulde jeg mene.

KONSUL BERNICK.
Jeg kan ikke, siger jeg; jeg er uvel; – eller ialfald, bi – lad mig samle mig.
(Adjunkt Rørlund kommer fra højre.)

ADJUNKT RØRLUND.
Undskyld, herr konsul; De ser mig her i det heftigste oprør –

KONSUL BERNICK.
Ja, ja, hvad fejler Dem?

ADJUNKT RØRLUND.
Jeg må gøre Dem et spørgsmål, herr konsul. Er det med Deres minde, at den unge pige, som har fundet et asyl under Deres tag, viser sig på offentlig gade i selskab med et menneske, som –

FRØKEN HESSEL.
Hvilket menneske, herr pastor?

ADJUNKT RØRLUND.
Med det menneske, som hun, blandt alle mennesker i verden, burde holdes længst borte fra.

FRØKEN HESSEL.
Håhå!

ADJUNKT RØRLUND.
Er det med Deres minde, herr konsul?

KONSUL BERNICK
(der søger hat og handsker)
.
Jeg véd ikke af noget. Undskyld; jeg har hastværk; jeg skal op i handelsforeningen.

HILMAR TØNNESEN
(kommer fra haven og går hen til den øverste dør til venstre)
.
Betty, Betty, hør her!

FRU BERNICK
(i døren)
.
Hvad er det?

HILMAR TØNNESEN.
Du bør gå ned i haven og gøre en ende på det lefleri, som en viss person driver med denne Dina Dorf. Jeg er bleven ganske nervøs af at høre på det.

FRØKEN HESSEL.
Så? Hvad har da personen sagt?

HILMAR TØNNESEN.
Å, ikke andet end at han vil, hun skal følge med ham til Amerika. Uf!

ADJUNKT RØRLUND.
Kan sligt være muligt!

FRU BERNICK.
Hvad siger du?

FRØKEN HESSEL.
Men det vilde jo være prægtigt.

KONSUL BERNICK.
Umuligt! Du har hørt fejl.

HILMAR TØNNESEN.
Så spørg ham selv. Der kommer parret. Men lad bare mig blive udenfor.

KONSUL BERNICK
(til Rummel og Vigeland)
.
Jeg kommer efter, – om et øjeblik –
(Grosserer Rummel og købmand Vigeland går ud til højre. Johan Tønnesen og Dina kommer fra haven.)

JOHAN TØNNESEN.
Hurra, Lona, hun følger med os!

FRU BERNICK.
Men, Johan, – du ubesindige –!

ADJUNKT RØRLUND.
Er dette virkeligt! En så topmålt skandale! Ved hvilke forførelseskunster har De –

JOHAN TØNNESEN.
Nå nå, mand; hvad er det De siger?

ADJUNKT RØRLUND.
Svar mig, Dina; er dette Deres agt, – er det Deres fulde fri beslutning?

DINA.
Jeg må bort herfra.

ADJUNKT RØRLUND.
Men med ham – med ham!

DINA.
Nævn mig nogen anden her, som havde mod til at tage mig med.

ADJUNKT RØRLUND.
Nu, så skal De også få at vide, hvem han er.

JOHAN TØNNESEN.
Tal ikke!

KONSUL BERNICK.
Ikke et ord mere!

ADJUNKT RØRLUND.
Da tjente jeg dårligt det samfund, hvis moral og sæder jeg er sat til at være en vogter for; og uforsvarligt handled jeg mod denne unge pige, i hvis opdragelse også jeg har havt en væsentlig del og som er mig –

JOHAN TØNNESEN.
Vogt Dem for hvad De gør!

ADJUNKT RØRLUND.
Hun skal vide det! Dina, det er denne mand, som voldte al Deres moders ulykke og skam.

KONSUL BERNICK.
Herr adjunkt –!

DINA.
Han!
(til Johan Tønnesen.)
Er dette sandt?

JOHAN TØNNESEN.
Karsten, svar du.

KONSUL BERNICK.
Ikke et ord mere! Idag skal her ties.

DINA.
Sandt altså.

ADJUNKT RØRLUND.
Sandt, sandt. Og mere end det. Dette menneske, som De sætter lid til, løb ikke tomhændet hjemmefra; – enkefru Bernicks kasse –; konsulen kan bevidne det!