Complete Works of Henrik Ibsen (649 page)

LØVBORG
(knuger hænderne)
.

Å, hvorfor gjorde De ikke alvor af det! Hvorfor skød De mig ikke ned, som De trued med!

HEDDA.
Så ræd er jeg for skandalen.

LØVBORG.
Ja, Hedda, De er fejg i grunden.

HEDDA.
Forfærdelig fejg.
(slår om.)
Men det var jo heldigt for Dem. Og nu har De jo trøstet Dem så dejligt oppe hos Elvsteds.

LØVBORG.
Jeg véd, hvad Thea har betrod Dem.

HEDDA.
Og De har kanske betrod hende noget om os to?

LØVBORG.
Ikke et ord. Sligt noget er hun for dum til at forstå.

HEDDA.
Dum?

LØVBORG.
I den slags ting er hun dum.

HEDDA.
Og jeg er feig.
(bøjer sig nærmere hen til ham, uden at se ham i øjnene, og siger sagtere:)
Men nu vil jeg betro Dem noget.

LØVBORG
(spændt)
.

Nå?

HEDDA.
Det, at jeg ikke turde skyde Dem ned –

LØVBORG.
Ja?!

HEDDA.
– det var ikke min argeste fejghed – den aften.

LØVBORG
(ser et øjeblik på hende, begriber, og hvisker lidenskabeligt)
:

Å, Hedda! Hedda Gabler! Nu skimter jeg en dulgt grund under kammeratskabet! Du og jeg –! Det var dog livskravet i dig –

HEDDA
(sagte, med et hvasst øjekast)
.

Vogt Dem! Tro ikke sligt noget.

(Det er begyndt at mørkne. Forstuedøren åbnes udefra af Berte.)

HEDDA
(klapper albumet sammen og råber smilende)
:

Nå, endelig! Kæreste Thea, – så kom dog ind.

(Fru Elvsted kommer fra forstuen. Hun er selskabsklædt. Døren lukkes efter hende.)

HEDDA
(i sofaen, strækker armene imod hende)
.

Søde Thea, – du kan ikke tænke dig, hvor jeg har ventet på dig.

(Fru Elvsted veksler i forbigående en let hilsen med herrerne i bagværelset, går så hen til bordet og rækker Hedda hånden. Ejlert Løvborg har rejst sig. Han og fru Elvsted hilser hinanden med et stumt nik.)

FRU ELVSTED.
Jeg skulde kanske gå ind og tale lidt med din mand?

HEDDA.
Å, langtfra. La’ de to sidde. De går snart sin vej.

FRU ELVSTED.
Går de?

HEDDA.
Ja, de skal ud i et svirelag.

FRU ELVSTED
(hurtigt, til Løvborg)
.

Ikke De vel?

LØVBORG.
Nej.

HEDDA.
Herr Løvborg – han blir her hos os.

FRU ELVSTED
(tager en stol og vil sætte sig ved siden af ham)
.

Å, hvor her er godt at være!

HEDDA.
Nej tak, min lille Thea! Ikke der! Du kommer pent her over til mig. Jeg vil være midt imellem.

FRU ELVSTED.
Ja, ganske som du vil ha’ det.

(hun går omkring bordet og sætter sig i sofaen på højre side af Hedda. Løvborg sætter sig på stolen igen.)

LØVBORG
(efter et kort ophold, til Hedda)
.

Er hun ikke dejlig at sidde og se på?

HEDDA
(stryger hende let over håret)
.

Bare til at se på?

LØVBORG.
Ja. For vi to, – hun og jeg, – vi er to rigtige kammerater. Vi tror ubetinget på hinanden. Og så kan vi sidde og tale så frejdigt sammen –

HEDDA.
Uden omsvøb, herr Løvborg?

LØVBORG.
Nå –

FRU ELVSTED
(sagte, klynger sig til Hedda)
.

Å, hvor jeg er lykkelig, Hedda! For, – tænk, – så siger han, at jeg har beåndet ham også.

HEDDA
(ser på hende med et smil)
.

Nej, siger han det, du?

LØVBORG.
Og så det handlingens mod, som hun har, fru Tesman!

FRU ELVSTED.
Å Gud, – jeg mod!

LØVBORG.
Umådeligt – når det gælder kammeraten.

HEDDA.
Ja, mod – ja! Den, som bare havde det.

LØVBORG.
Hvad så, mener De?

HEDDA.
Da kunde en kanske endda leve livet.
(slår pludselig om.)
Men nu, min kæreste Thea, – nu skal du såmæn drikke dig et godt glas kold punsch.

FRU ELVSTED.
Nej tak, – jeg drikker aldrig sådant.

HEDDA.
Nå, så De da, herr Løvborg.

LØVBORG.
Tak, ikke jeg heller.

FRU ELVSTED.
Nej, ikke han heller!

HEDDA
(ser fast på ham)
.

Men når jeg nu vil det?

LØVBORG.
Hjælper ikke.

HEDDA
(ler)
.

Har jeg altså slet ingen magt over Dem, jeg stakker?

LØVBORG.
Ikke på det område.

HEDDA.
Alvorlig talt, så synes jeg dog, De skulde gøre det alligevel. For Deres egen skyld.

FRU ELVSTED.
Nej men, Hedda –!

LØVBORG.
Hvorledes det?

HEDDA.
Eller for folks skyld, rettere sagt.

LØVBORG.
Så?

HEDDA.
Folk kunde jo ellers let falde på den tro, at De ikke – sådan i grunden – følte Dem rigtig frejdig, – rigtig tryg på Dem selv.

FRU ELVSTED
(sagte)
.

Å nej da, Hedda –!

LØVBORG.
Folk kan få lov til at tro, hvad de vil, – indtil videre.

FRU ELVSTED
(glad)
.

Ja, ikke sandt!

HEDDA.
Jeg så det så tydeligt på assessor Brack nu for nylig.

LØVBORG.
Hvad så De?

HEDDA.
Han smilte så hånligt, da De ikke turde gå med derind til bordet.

LØVBORG.
Turde jeg ikke! Jeg vilde naturligvis heller bli’ her og tale med Dem.

FRU ELVSTED.
Det var jo så rimeligt, Hedda!

HEDDA.
Men det kunde vel ikke assessoren ane. Og jeg så også, at han drog på smilet og skotted til Tesman, da De ikke turde gå med til dette stakkers lille gildet heller.

LØVBORG.
Turde! Siger De, at jeg ikke turde?

HEDDA.
Ikke jeg. Men således forstod assessor Brack det.

LØVBORG.
Lad ham bare det.

HEDDA.
De går altså ikke med?

LØVBORG.
Jeg blir her hos Dem og Thea.

FRU ELVSTED.
Ja, Hedda, – det kan du da vel tænke dig!

HEDDA
(smiler og nikker bifaldende til Løvborg)
.

Altså rigtig grundmuret. Principfast for alle tider. Se, det er som en mand skal være!
(vender sig til fru Elvsted og klapper hende.)
Nå, var det ikke det, jeg sa’, da du kom så rent forstyrret her ind imorges –

LØVBORG
(studsende)
.

Forstyrret!

FRU ELVSTED
(i skræk)
.

Hedda, – Hedda da –!

HEDDA.
Ser du nu bare selv! Det er jo slet ikke nødvendigt, at du går her i denne dødelige angst –
(afbrydende.)
Så! Nu kan vi alle tre være livlige!

LØVBORG
(er faret sammen)
.

Ah, – hvad er dette her for noget, fru Tesman!

FRU ELVSTED.
Å Gud, å Gud, Hedda! Hvad er det du siger! Hvad er det du gør!

HEDDA.
Vær bare stille! Den ækle assessoren sidder og holder øje med dig.

LØVBORG.
I dødsangst altså. For min skyld.

FRU ELVSTED
(sagte, jamrende)
.

Å, Hedda, – nu har du gjort mig så rent ulykkelig!

LØVBORG
(ser en stund ufravendt på hende. Hans ansigt er fortrukket)
.

Det var altså kammeratens frejdige tro på mig.

FRU ELVSTED
(bønligt)
.

Å, kæreste ven, – du må da først høre –!

LØVBORG
(tager det ene fyldte punschglas, løfter det og siger sagte med hæs stemme)
:

Din skål, Thea.

(han tømmer glasset, sætter det fra sig og tager det andet.)

FRU ELVSTED
(sagte)
.

Å, Hedda, Hedda, – at du kunde ville dette her!

HEDDA.
Ville! Jeg? Er du gal?

LØVBORG.
Og en skål for Dem også, fru Tesman. Tak for sandheden. Den leve.

(han drikker ud og vil fylde glasset påny.)

HEDDA
(lægger hånden på hans arm)
.

Så, så, – ikke mere for øjeblikket. Husk på, De skal til gilde.

FRU ELVSTED.
Nej, nej, nej!

HEDDA.
Hys! De sidder og ser på dig.

LØVBORG
(sætter glasset fra sig)
.

Du, Thea, – vær nu sandfærdig –

FRU ELVSTED.
Ja!

LØVBORG.
Vidste fogden besked om, at du rejste efter mig.

FRU ELVSTED
(vrider hænderne)
.

Å, Hedda, – hører du, hvad han spør’ om!

LØVBORG.
Var det en aftale mellem dig og ham, at du skulde rejse til byen og passe på mig? Var det kanske fogden selv, som fik dig til det? Aha, du, – han havde sagtens brug for mig på kontoret igen! Eller var det ved kortbordet, han savned mig?

FRU ELVSTED
(sagte, vånder sig)
.

Å, Løvborg, Løvborg –!

LØVBORG
(griber et glas og vil fylde det)
.

En skål for gamle fogden også!

HEDDA
(afværgende)
.