Complete Works of Henrik Ibsen (551 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
FRØKEN HESSEL.
Gammelt venskab ruster ikke.
KONSUL BERNICK.
Lona!
FRØKEN HESSEL.
Da Johan fortalte mig dette om løgnen, da svor jeg ved mig selv: min ungdoms helt skal stå fri og sand.
KONSUL BERNICK.
O, hvor lidet har jeg jammerlige menneske fortjent det af dig!
FRØKEN HESSEL.
Ja, dersom vi kvinder spurgte efter fortjenesten, Karsten –!
(Skibsbygger Aune kommer med Olaf fra haven.)
KONSUL BERNICK
(imod ham)
.
Olaf!
OLAF.
Fader, jeg lover dig, jeg skal aldrig mere –
KONSUL BERNICK.
Løbe bort?
OLAF.
Ja, ja, det lover jeg dig, fader.
KONSUL BERNICK.
Og jeg lover dig, du skal aldrig få grund til det. Herefter skal du få lov til at vokse op, ikke som arvetager til min livsgerning, men som den, der selv har en livsgerning ivente.
OLAF.
Og får jeg også lov til at blive, hvad jeg vil?
KONSUL BERNICK.
Ja, det får du.
OLAF.
Tak. Så vil jeg ikke blive samfundets støtte.
KONSUL BERNICK.
Så? Hvorfor ikke det?
OLAF.
Nej, for jeg tror, det må være så kedeligt.
KONSUL BERNICK.
Du skal blive dig selv, Olaf; så får resten gå, som det kan. – Og De, Aune –
SKIBSBYGGER AUNE.
Jeg véd det, herr konsul; jeg har min afsked.
KONSUL BERNICK.
Vi bliver sammen, Aune; og tilgiv mig –
SKIBSBYGGER AUNE.
Hvorledes? Skibet sejler ikke iaften.
KONSUL BERNICK.
Det sejler heller ikke imorgen. Jeg gav Dem for knap frist. Det må ses grundigere efter.
SKIBSBYGGER AUNE.
Skal ske, herr konsul – og det med de nye maskiner!
KONSUL BERNICK.
Så skal det være. Men grundigt og ærligt. Her er mangt hos os, som trænger til en grundig og ærlig reparation. Nå, godnat, Aune.
SKIBSBYGGER AUNE.
Godnat, herr konsul; – og tak, tak, tak!
(han går ud til højre.)
FRU BERNICK.
Nu er de alle borte.
KONSUL BERNICK.
Og vi er alene. Mit navn lyser ikke i ildskrift længer; alle lys er slukket i vinduerne.
FRØKEN HESSEL.
Vilde du ønske dem tændt igen?
KONSUL BERNICK.
Ikke for nogen pris i verden. Hvor har jeg været henne! I vil forfærdes, når I får vide det. Nu er det som jeg var kommen til sans og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan blive ung og sund igen. O, kom nærmere, – tættere omkring mig. Kom, Betty! Kom, Olaf, min gut! Og du, Marta; – jeg har ikke set dig i alle disse år, synes jeg.
FRØKEN HESSEL.
Nej, det tror jeg gerne; jert samfund er et samfund af pebersvend-sjæle; I ser ikke kvinden.
KONSUL BERNICK.
Sandt, sandt; og just derfor, – ja, det står fast, Lona, – du rejser ikke fra Betty og mig.
FRU BERNICK.
Nej, Lona, det må du ikke!
FRØKEN HESSEL.
Nej, hvor kunde jeg forsvare at rejse fra jer unge folk, som skal begynde at sætte bo? Er jeg ikke fostermoder? Jeg og du, Marta, vi to gamle tanter –. Hvad ser du efter?
FRØKEN BERNICK.
Hvor himlen klarner. Hvor det lysner over havet. „Palmetræet” har lykken med sig.
FRØKEN HESSEL.
Og lykken ombord.
KONSUL BERNICK.
Og vi – vi har en lang alvorlig arbejdsdag ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder.
Det
har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder, som er samfundets støtter.
FRØKEN HESSEL.
Da har du lært en skrøbelig visdom, svoger.
(lægger hånden vægtigt på hans skulder.)
Nej, du; sandhedens og frihedens ånd, –
det
er samfundets støtter.
ADVOKAT HELMER.
NORA, hans hustru.
DOKTOR RANK.
FRU LINDE.
SAGFØRER KROGSTAD.
HELMERS TRE SMÅ BØRN.
ANNE-MARIE, barnepige hos Helmers.
STUEPIGEN sammensteds.
ET BYBUD.
(En hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue. En dør til højre i baggrunden fører ud til forstuen; en anden dør til venstre i baggrunden fører ind til Helmers arbejdsværelse. Mellem begge disse døre et pianoforte. Midt på væggen til venstre en dør og længere fremme et vindu. Nær ved vinduet et rundt bord med lænestole og en liden sofa. På sidevæggen til højre, noget tilbage, en dør, og på samme væg, nærmere mod forgrunden en stentøjsovn med et par lænestole og en gyngestol foran. Mellem ovnen og sidedøren et lidet bord. Kobberstik på væggene. En etagère med porcellænsgenstande og andre små kunstsager; et lidet bogskab med bøger i pragtbind. Tæppe på gulvet; ild i ovnen. Vinterdag.)
(Der ringes ude i forstuen; lidt efter hører man, at der blir lukket op. Nora kommer fornøjet nynnende ind i stuen; hun er klædt i ydertøj og bærer en hel del pakker, som hun lægger fra sig på bordet til højre. Hun lar døren til forstuen stå åben efter sig, og man ser derude et bybud, der bærer en julegran og en kurv, hvilket han gier til stuepigen, som har lukket op for dem.)
NORA.
Gem juletræet godt, Helene. Børnene må endelig ikke få se det før iaften, når det er pyntet.
(til budet; tar portemonæen frem.)
Hvormeget –?
BYBUDET.
Femti øre.
NORA.
Der er en krone. Nej, behold det hele.
(Budet takker og går. Nora lukker døren. Hun vedblir at le stille fornøjet, mens hun tar ydertøjet af.)
NORA
(tar en pose med makroner op af lommen og spiser et par; derpå går hun forsigtigt hen og lytter ved sin mands dør)
.
Jo, han er hjemme.
(nynner igen, idet hun går hen til bordet til højre.)
HELMER
(inde i sit værelse)
.
Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?
NORA
(ifærd med at åbne nogle af pakkerne)
.
Ja, det er det.
HELMER.
Er det ekornet, som rumsterer der?
NORA.
Ja!
HELMER.
Når kom ekornet hjem?
NORA.
Nu netop.
(putter makronposen i lommen og visker sig om munden.)
Kom herud, Torvald, så skal du få se, hvad jeg har købt.
HELMER.
Ikke forstyr!
(lidt efter; åbner døren og ser ind, med pennen i hånden.)
Købt, siger du? Alt det der? Har nu lille spillefuglen været ude og sat penge overstyr igen?
NORA.
Ja men, Torvald, iår må vi dog virkelig slå os lidt løs. Det er jo den første jul, da vi ikke behøver at spare.
HELMER.
Å, véd du hvad, ødsle kan vi ikke.
NORA.
Jo, Torvald, lidt kan vi nok ødsle nu. Ikke sandt? Bare en liden bitte smule. Nu får du jo en stor gage og kommer til at tjene mange, mange penge.
HELMER.
Ja, fra nytår af; men så går der et helt fjerdingår før gagen forfalder.
NORA.
Pyt; vi kan jo låne så længe.
HELMER.
Nora!
(går hen til hende og tar hende spøgeude i øret.)
Er nu letsindigheden ude og går igen? Sæt nu jeg lånte tusend kroner idag og du satte dem overstyr i juleugen og jeg så nytårsaften fik en tagsten i hodet og lå der –
NORA
(lægger hånden på hans mund)
.
Å fy; tal ikke så stygt.
HELMER.
Jo, sæt nu, at sligt hændte, – hvad så?
NORA.
Hvis der hændte noget så fælt, så kunde det være ganske det samme enten jeg havde gæld eller ikke.
HELMER.
Nå, men de folk, jeg havde lånt af?
NORA.
De? Hvem bryr sig om dem! Det er jo fremmede.
HELMER.
Nora, Nora, du est en kvinde! Nej, men alvorligt, Nora; du véd, hvad jeg tænker i det stykke. Ingen gæld! Aldrig låne! Der kommer noget ufrit, og altså også noget uskønt, over det hjem, som grundes på lån og gæld. Nu har vi to holdt tappert ud lige til idag; og det vil vi også gøre den korte tid, det endnu behøves.
NORA
(går hen imod ovnen)
.
Ja, ja, som du vil, Torvald.
HELMER
(følger efter)
.
Så, så; nu skal ikke lille sanglærken hænge med vingerne. Hvad? Står ekornen der og surmuler.
(tar portemonæen op.)
Nora; hvad tror du jeg har her?
NORA
(vender sig raskt)
.
Penge!
HELMER.
Se der.
(rækker hende nogle sedler.)
Herregud, jeg véd jo nok, at der går en hel del til i et hus i juletiden.
NORA
(tæller)
.
Ti – tyve – tredive – firti. Å tak, tak, Torvald; nu hjælper jeg mig langt.
HELMER.
Ja, det må du sandelig gøre.
NORA.
Ja, ja, det skal jeg nok. Men kom her, så skal jeg vise dig alt, hvad jeg har købt. Og så billigt! Se, her er nye klæder til Ivar – og så en sabel. Her er en hest og en trompet til Bob. Og her er dukke og dukkeseng til Emmy; det er nu så simpelt; men hun river det jo snart istykker alligevel. Og her har jeg kjoletøjer og tørklæder til pigerne; gamle Anne-Marie skulde nu havt meget mere.
HELMER.
Og hvad er der i den pakke der?
NORA
(skriger)
.
Nej, Torvald, det får du ikke se før iaften!
HELMER.
Nå så. Men sig mig nu, du lille ødeland, hvad har du nu tænkt på til dig selv?
NORA.
Å pyt; til mig? Jeg bryr mig slet ikke om noget.
HELMER.
Jovisst gør du så. Sig mig nu noget rimeligt, som du nu helst kunde have lyst til.
NORA.
Nej, jeg véd virkelig ikke. Jo hør, Torvald –
HELMER.
Nå?
NORA
(famler ved hans knapper; uden at se på ham)
.
Hvis du vil give mig noget, så kunde du jo –; du kunde –
HELMER.
Nå, nå; ud med det.
NORA
(hurtigt)
.
Du kunde give mig penge, Torvald. Bare så meget, som du synes du kan afse; så skal jeg siden en af dagene købe noget for dem.
HELMER.
Nej men, Nora –
NORA.
Å jo, gør det, kære Torvald; jeg ber dig så meget om det. Så skulde jeg hænge pengene i et smukt guldpapirs omslag på juletræet. Vilde ikke det være morsomt?
HELMER.
Hvad er det de fugle kaldes, som altid sætter penge overstyr?
NORA.
Ja ja, spillefugle; jeg véd det nok. Men lad os gøre, som jeg siger, Torvald; så får jeg tid til at overlægge, hvad jeg mest har brug for. Er ikke det meget fornuftigt? Hvad?
HELMER
(smilende)
.
Jo visst er det så; det vil sige, hvis du virkelig kunde holde på de penge, jeg gier dig, og virkelig købte noget til dig selv for dem. Men så går de til huset og til så mangt og meget unyttigt, og så må jeg punge ud igen.
NORA.
Å men, Torvald –
HELMER.
Kan ikke nægtes, min kære lille Nora.
(lægger armen om hendes liv.)
Spillefuglen er sød; men den bruger svært mange penge. Det er utroligt, hvor kostbart det er for en mand at holde spillefugl.
NORA.
Å fy, hvor kan du da sige det? Jeg sparer dog virkelig alt, hvad jeg kan.
HELMER
(ler)
.
Ja, det var et sandt ord. Alt hvad du kan. Men du kan slet ikke.
NORA
(nynner og smiler stille fornøjet)
.
Hm, du skulde bare vide, hvor mange udgifter vi lærker og ekorne har, Torvald.
HELMER.
Du er en besynderlig liden en. Ganske som din fader var. Du er om dig på alle kanter for at gøre udvej til penge; men såsnart du har dem, blir de ligesom borte mellem hænderne på dig; du véd aldrig, hvor du gør af dem. Nå, man må tage dig som du er. Det ligger i blodet. Jo, jo, jo, sligt er arveligt, Nora.
NORA.
Ak, jeg vilde ønske, jeg havde arvet mange af pappas egenskaber.
HELMER.
Og jeg vilde ikke ønske dig anderledes, end netop således, som du er, min søde lille sanglærke. Men hør; der falder mig noget ind. Du ser så – så – hvad skal jeg kalde det? – så fordægtig ud idag –
NORA.
Gør jeg?
HELMER.
Ja visst gør du det. Se mig stivt i øjnene.
NORA
(ser på ham)
.
Nå?
HELMER
(truer med fingeren)
.
Slikmunden skulde vel aldrig have grasseret i byen idag?
NORA.
Nej, hvor kan du nu falde på det.
HELMER.
Har slikmunden virkelig ikke gjort en afstikker ind til konditoren?
NORA.
Nej, jeg forsikrer dig, Torvald –
HELMER.
Ikke nippet lidt syltetøj?
NORA.
Nej, aldeles ikke.
HELMER.
Ikke engang gnavet en makron eller to?
NORA.
Nej, Torvald, jeg forsikrer dig virkelig –
HELMER.
Nå, nå, nå; det er jo naturligvis bare mit spøg –
NORA
(går til bordet til højre)
.
Jeg kunde da ikke falde på at gøre dig imod.
HELMER.
Nej, jeg véd det jo nok; og du har jo givet mig dit ord –.
(hen til hende.)
Nå, behold du dine små julehemmeligheder for dig selv, min velsignede Nora. De kommer vel for lyset iaften, når juletræet er tændt, kan jeg tro.
NORA.
Har du husket på at bede doktor Rank?
HELMER.
Nej. Men det behøves jo ikke; det følger jo af sig selv, at han spiser med os. Forresten skal jeg bede ham, når han kommer her iformiddag. God vin har jeg bestilt. Nora, du kan ikke tro, hvor jeg glæder mig til iaften.
NORA.
Jeg også. Og hvor børnene vil fryde sig, Torvald!
HELMER.
Ak, det er dog herligt at tænke på, at man har fåt en sikker, betrygget stilling; at man har sit rundelige udkomme. Ikke sandt; det er en stor nydelse at tænke på?
NORA.
Å, det er vidunderligt!
HELMER.
Kan du huske forrige jul? Hele tre uger i forvejen lukked du dig hver aften inde til langt over midnat for at lave blomster til juletræet og alle de andre herligheder, som vi skulde overraskes med. Uh, det var den kedeligste tid, jeg har oplevet.
NORA.
Da keded jeg mig slet ikke.
HELMER
(smilende)
.
Men det faldt dog temmelig tarveligt ud, Nora.
NORA.
Å, skal du nu drille mig med det igen. Hvad kunde jeg for, at katten var kommen ind og havde revet alting istykker?
HELMER.
Nej visst kunde du ikke, min stakkers lille Nora. Du havde den bedste vilje til at glæde os alle, og det er hovedsagen. Men det er dog godt, at de knebne tider er forbi.
