Complete Works of Henrik Ibsen (550 page)

MANGE STEMMER.
Bravo! Bravo!

ADJUNKT RØRLUND.
Men dette foretagende lader til at skulle støde på vanskeligheder, væsentlig dikterede af snevre selviske hensyn.

STEMMER.
Hør; hør!

ADJUNKT RØRLUND.
Det er nemlig ikke forbleven ubekendt, at visse individer, der ikke hører til vort samfund, er kommen dette steds stræbsomme borgere i forkøbet, og har sat sig i besiddelse af visse fordele, som retteligen burde være kommen vor egen by tilgode.

STEMMER.
Ja, ja! Hør!

ADJUNKT RØRLUND.
Denne beklagelige kendsgerning er naturligvis også kommen til Deres kundskab, herr konsul. Men ikke desto mindre forfølger De urokkelig Deres forehavende, vel vidende at en statsborger ikke blot bør have sin egen kommune for øje.

FORSKELLIGE STEMMER.
Hm! Nej; nej! Jo; jo!

ADJUNKT RØRLUND.
Det er således mennesket som borger i staten, – manden, som han skal og bør være, – hvem vi iaften i Dem bringer vor hyldest. Gid Deres foretagende må vorde til sandt og varigt held for dette samfund! Jernbanen kan visselig blive en vej, hvorpå vi udsætter os for at tilføres fordærvelige elementer udenfra, men også en vej, der hurtigt skaffer os af med dem. Og slette elementer udenfra kan vi jo, selv nu, ikke holde os fri for. Men at vi just på denne festlige aften, efter hvad rygtet siger, heldigen og hurtigere end forventet, er bleven visse sådanne elementer kvit –

STEMMER.
Hys! Hys!

ADJUNKT RØRLUND.
– det tager jeg som et lykkeligt varsel for foretagendet. At jeg berører dette punkt her, viser at vi befinder os i et hus, hvor den ethiske fordring stilles højere end familjebåndet.

STEMMER.
Hør! Bravo!

KONSUL BERNICK
(samtidigt)
.
Tillad mig –

ADJUNKT RØRLUND.
Kun få ord endnu, herr konsul. Hvad De har udrettet for denne kommune, har De visselig ikke udrettet med den bagtanke, at det for Dem skulde drage nogen håndgribelig fordel efter sig. Men et ringe tegn på erkendtlige medborgeres påskønnelse tør De dog ikke tilbagevise, og det allermindst i denne betydningsfulde stund, da vi, efter praktiske mænds forsikring, står foran begyndelsen til en ny tid.

MANGE STEMMER.
Bravo! Hør! Hør!
(Han giver lejetjenerne et vink; de bringer kurven nærmere; medlemmer af festkommitteen fremtager og præsenterer under det følgende de genstande, hvorom der bliver talt.)

ADJUNKT RØRLUND.
Så har vi da her, herr konsul, at overrække Dem et sølv-kaffe-service. Lad det smykke Deres bord, når vi i fremtiden, som så ofte før, har den glæde at samles i dette gæstfrie hus. Og også Dem, mine herrer, der så redebon har ståt vort samfunds første mand bi, beder vi modtage en liden erindringsgave. Denne sølvpokal er til Dem, herr grosserer Rummel. De har så ofte, i veltalende ord, under pokalernes klang forfægtet dette samfunds borgerlige interesser; gid De ofte må finde værdige anledninger til at løfte og tømme denne pokal. – Dem, herr købmand Sandstad, overrækker jeg dette album med fotografier af medborgere. Deres bekendte og anerkendte humanitet har sat Dem i den behagelige stilling at tælle venner indenfor alle partier i samfundet. – Og til Dem, herr købmand Vigeland, har jeg, til pryd for Deres lønkammer, at frembyde denne huspostille på velin og i pragtbind. Under årenes modnende indflydelse har De nået frem til en alvorsfuld livsbetragtning; Deres virksomhed i døgnets gøremål har gennem en årrække været lutret og adlet af tanken på det højere og det hinsidige.
(vender sig til mængden.)
Og hermed, mine venner, et leve for konsul Bernick og hans medkæmpere! Et hurra for vort samfunds støtter!

HELE SKAREN.
Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter! Hurra, hurra, hurra!

FRØKEN HESSEL.
Til lykke, svoger!
(Forventningsfuld stilhed.)

KONSUL BERNICK
(begynder alvorligt og langsomt)
.
Mine medborgere, – gennem Deres ordfører blev det sagt, at vi iaften står foran begyndelsen til en ny tid, – og det håber jeg skal blive tilfældet. Men for at dette kan ske, må vi tilegne os sandheden, – sandheden, som indtil iaften gennemgående og i alle forholde, har været husvild i dette samfund.
(Overraskelse blandt de omstående.)

KONSUL BERNICK.
Jeg må da begynde med at vise tilbage de lovord, som De, herr adjunkt, efter skik og brug ved deslige anledninger, har overøst mig med. Jeg fortjener dem ikke; thi jeg har indtil idag ikke været nogen uegennyttig mand. Har jeg end ikke altid efterstræbt pengefordel, så er jeg mig dog ialfald nu bevidst, at et begær og en higen efter magt, indflydelse, anseelse har været drivkraften i de fleste af mine handlinger.

GROSSERER RUMMEL
(halvhøjt)
.
Hvad nu?

KONSUL BERNICK.
Lige overfor mine medborgere gør jeg mig ingen bebrejdelse herfor; thi jeg tror endnu, at jeg tør stille mig i første række blandt de dygtige her hos os.

MANGE STEMMER.
Ja, ja, ja!

KONSUL BERNICK.
Men hvad jeg lægger mig selv til last er, at jeg så ofte har været svag nok til at bøje ind på krogveje, fordi jeg kendte og frygted vort samfunds tilbøjelighed til at skimte urene bevæggrunde bagved alt det, en mand her foretager sig. Og nu kommer jeg til et punkt, som vedrører dette.

GROSSERER RUMMEL
(urolig)
.
Hm – hm!

KONSUL BERNICK.
Her går rygter om store ejendomskøb opover i landet. Disse ejendomme har jeg købt, allesammen, jeg alene.

DÆMPEDE STEMMER.
Hvad siger han? Konsulen? Konsul Bernick?

KONSUL BERNICK.
De er foreløbig i min hånd. Naturligvis har jeg betroet mig til mine medarbejdere, de herrer Rummel, Vigeland og Sandstad, og vi er bleven enige om –

GROSSERER RUMMEL.
Det er ikke sandt! Bevis – bevis –!

KØBMAND VIGELAND.
Vi er ikke bleven enige om nogenting!

KØBMAND SANDSTAD.
Nej, nu må jeg da sige –

KONSUL BERNICK.
Det er ganske rigtigt; vi er endnu ikke bleven enige om det, jeg vilde nævnt. Men jeg håber sikkert, at de tre herrer samstemmer med mig, når jeg fortæller, at jeg iaften er bleven enig med mig selv om, at disse ejendomme skal udbydes til almindelig aktietegning; enhver, som vil, kan få del i dem.

MANGE STEMMER.
Hurra! Leve konsul Bernick!

GROSSERER RUMMEL
(sagte til konsul Bernick)
.
Et så nedrigt forræderi –!

KØBMAND SANDSTAD
(ligeså)
.
Altså narret os –!

KØBMAND VIGELAND.
Nå, så dævelen rive –! Å kors, hvad er det jeg siger?

MÆNGDEN
(udenfor)
.
Hurra, hurra, hurra!

KONSUL BERNICK.
Stilhed, mine herrer. Jeg har ingen adkomst til denne hyldest; thi hvad jeg nu har besluttet, var ikke fra først af min hensigt. Min hensigt var at beholde det hele selv, og jeg er fremdeles af den mening, at disse ejendomme bedst kan nyttiggøres, om de forbliver samlet på én hånd. Men man kan vælge. Ønsker man det, så er jeg villig til at forvalte dem efter bedste skøn.

STEMMER.
Ja! Ja! Ja!

KONSUL BERNICK.
Men først må mine medborgere kende mig tilbunds. Lad så enhver granske sig selv, og lad det så stå fast, at fra iaften begynder vi en ny tid. Den gamle, med sin sminke, med sit hykleri og sin hulhed, med sin løjede skikkelighed og med sine jammerlige hensyn, skal stå for os som et musæum, åbent til belærelse; og til dette musæum skænker vi, – ikke sandt, mine herrer? – både kaffeservicet og pokalen og albumet og huspostillen på velin og i pragtbind.

GROSSERER RUMMEL.
Ja naturligvis.

KØBMAND VIGELAND
(mumler)
.
Har De taget alt det andet, så –

KØBMAND SANDSTAD.
Vær så god.

KONSUL BERNICK.
Og nu hovedopgøret med mit samfund. Der blev sagt, at slette elementer havde forladt os iaften. Jeg kan tilføje, hvad man ikke véd: den mand, der sigtedes til, er ikke rejst alene; med ham fulgte for at blive hans hustru –

FRØKEN HESSEL
(højt)
.
Dina Dorf!

ADJUNKT RØRLUND.
Hvad!

FRU BERNICK.
Hvad siger du!
(Stor bevægelse.)

ADJUNKT RØRLUND.
Flygtet? Løbet bort – med ham! Umuligt!

KONSUL BERNICK.
For at blive hans hustru, herr adjunkt. Og jeg tilføjer mere.
(sagte.)
Betty, fat dig, og bær, hvad der nu kommer.
(højt.)
Jeg siger: hatten af for den mand; thi han har højmodig taget en andens brøde på sig. Mine medborgere, jeg vil ud af usandheden; den har været nær ved at forgifte hver eneste trævl i mig. De skal vide alt. Jeg var for femten år siden den skyldige.

FRU BERNICK
(sagte og bævende)
.
Karsten!

FRØKEN BERNICK
(ligeså)
.
Ah, Johan –!

FRØKEN HESSEL.
Der vandt du endelig dig selv!
(Målløs forbavselse blandt de tilstedeværende.)

KONSUL BERNICK.
Ja, mine medborgere, jeg var den skyldige, og han rejste. De onde og usande rygter, som bagefter udbredtes, står det ikke nu i menneskelig magt at modbevise. Men herover tør jeg ikke beklage mig. For femten år siden svang jeg mig ivejret på disse rygter; om jeg nu skal falde på dem, det får enhver overlægge med sig selv.

ADJUNKT RØRLUND.
Hvilket lynslag! Byens første mand –!
(dæmpet til fru Bernick.)
O, hvor jeg beklager Dem, frue!

HILMAR TØNNESEN.
En sådan tilståelse! Nå, det må jeg sige –!

KONSUL BERNICK.
Men ingen afgørelse iaften. Jeg beder enhver gå til sit, – at samle sig, – at se ind i sig selv. Når ro er falden over sindene, vil det vise sig, om jeg har tabt eller vundet ved at jeg talte. Farvel! Jeg har endnu meget, meget, at angre; men det vedkommer kun min samvittighed. Godnat! Bort med al festpragt. Det føler vi alle, at sligt er ikke her på sin plads.

ADJUNKT RØRLUND.
Visselig ikke.
(dæmpet til fru Bernick.)
Løbet bort! Hun var mig altså dog fuldstændig uværdig.
(halvhøjt til festkommitteen.)
Ja, mine herrer, efter dette tænker jeg det er bedst, at vi fjerner os i al stilhed.

HILMAR TØNNESEN.
Hvorledes man herefter skal kunne holde ideens fane højt, det –. Uf!
(Meddelelsen er imidlertid gåt hviskende fra mund til mund. Alle deltagerne i fanetoget fjerner sig gennem haven. Rummel, Sandstad og Vigeland går bort under hæftig men dæmpet ordstrid. Hilmar Tønnesen lister sig ud til højre. Under taushed bliver tilbage i salen konsul Bernick, fru Bernick, frøken Bernick, frøken Hessel og fuldmægtig Krap.)

KONSUL BERNICK.
Betty, har du tilgivelse for mig?

FRU BERNICK
(ser smilende på ham)
.
Véd du, Karsten, at nu har du åbnet mig den gladeste udsigt i mange år?

KONSUL BERNICK.
Hvorledes –?

FRU BERNICK.
I mange år har jeg troet, at jeg engang havde ejet dig og tabt dig igen. Nu véd jeg, at jeg aldrig har ejet dig; men jeg skal vinde dig.

KONSUL BERNICK
(slår armene om hende)
.
O, Betty, du har vundet mig! Gennem Lona har jeg først lært dig rigtig at kende. Men lad nu Olaf komme.

FRU BERNICK.
Ja, nu skal du få ham. – Herr Krap –!
(Hun taler sagte med ham i baggrunden. Han går ud gennem havedøren. Under det følgende slukkes efterhånden alle transparenter og lys i husene.)

KONSUL BERNICK
(dæmpet)
.
Tak, Lona, du har reddet det bedste i mig – og for mig.

FRØKEN HESSEL.
Var det andet, jeg vilde?

KONSUL BERNICK.
Ja, var det, – eller var det ikke? Jeg kan ikke blive klog på dig.

FRØKEN HESSEL.
Hm –

KONSUL BERNICK.
Altså ikke had? Ikke hævn? Hvorfor kom du da herover?