Complete Works of Henrik Ibsen (552 page)

NORA.
Ja, det er rigtignok vidunderligt.

HELMER.
Nu behøver ikke jeg at sidde her alene og kede mig; og du behøver ikke at plage dine velsignede øjne og dine små skære fine hænder –

NORA
(klapper i hænderne)
.

Nej, ikke sandt, Torvald, det behøves ikke længer? Å, hvor det er vidunderlig dejligt at høre!
(tager ham under armen.)
Nu skal jeg sige dig, hvorledes jeg havde tænkt, vi skulde indrette os, Torvald. Så snart julen er over –
(det ringer i forstuen.)
Å, der ringer det.
(rydder lidt op i stuen.)
Her kommer visst nogen. Det var da kedeligt.

HELMER.
For visiter er jeg ikke hjemme; husk det.

STUEPIGEN
(i entrédøren)
.

Frue, her er en fremmed dame –

NORA.
Ja, lad hende komme ind.

STUEPIGEN
(til Helmer)
.

Og så kom doktoren med det samme.

HELMER.
Gik han lige ind til mig?

STUEPIGEN.
Ja, han gjorde så.

(Helmer går ind i sit værelse. Pigen viser fru Linde, som er i rejsetøj, ind i stuen og lukker efter hende.)

FRU LINDE
(forsagt og lidt nølende)
.

Goddag, Nora.

NORA
(usikker)
.

Goddag –

FRU LINDE.
Du kender mig nok ikke igen.

NORA.
Nej; jeg véd ikke –; jo visst, jeg synes nok –
(udbrydende.)
Hvad! Kristine! Er det virkelig dig?

FRU LINDE.
Ja, det er mig.

NORA.
Kristine! Og jeg, som ikke kendte dig igen! Men hvor kunde jeg også –.
(sagtere.)
Hvor du er bleven forandret, Kristine!

FRU LINDE.
Ja, det er jeg visstnok. I ni – ti lange år –

NORA.
Er det så længe siden vi såes? Ja, det er det jo også. Å, de sidste otte år har været en lykkelig tid, kan du tro. Og nu er du altså kommen herind til byen? Gjort den lange rejse ved vintertid. Det var tappert.

FRU LINDE.
Jeg kom netop med dampskibet imorges.

NORA.
For at more dig i julen, naturligvis. Å, hvor det er dejligt! Ja, more os, det skal vi rigtignok. Men tag dog overtøjet af. Du fryser dog vel ikke?
(hjælper hende.)
Se så; nu sætter vi os hyggeligt her ved ovnen. Nej, i lænestolen der! Her i gyngestolen vil jeg sidde.
(griber hendes hænder.)
Ja, nu har du jo dit gamle ansigt igen; det var bare i det første øjeblik –. Lidt blegere er du dog bleven, Kristine, – og kanske lidt magrere.

FRU LINDE.
Og meget, meget ældre, Nora.

NORA.
Ja, kanske lidt ældre; bitte, bitte lidt; slet ikke meget.
(holder pludselig inde, alvorligt.)
Å, men jeg tankeløse menneske, som sidder her og snakker! Søde, velsignede Kristine, kan du tilgive mig?

FRU LINDE.
Hvad mener du, Nora?

NORA
(sagte)
.

Stakkers Kristine, du er jo bleven enke.

FRU LINDE.
Ja, for tre år siden.

NORA.
Å, jeg vidste det jo nok; jeg læste det jo i aviserne. Å, Kristine, du må tro mig, jeg tænkte ofte på at skrive dig til i den tid; men altid opsatte jeg det, og altid kom der noget ivejen.

FRU LINDE.
Kære Nora, det forstår jeg så godt.

NORA.
Nej, det var stygt af mig, Kristine. Å, du stakker, hvor meget du visst har gået igennem. – Og han efterlod dig jo ikke noget at leve af?

FRU LINDE.
Nej.

NORA.
Og ingen børn?

FRU LINDE.
Nej.

NORA.
Slet ingen ting altså?

FRU LINDE.
Ikke engang en sorg eller et savn til at tære på.

NORA
(ser vantro på hende)
.

Ja men, Kristine, hvor kan det være muligt?

FRU LINDE
(smiler tungt og stryger hende over håret)
.

Å, det hænder undertiden, Nora.

NORA.
Så ganske alene. Hvor det må være forfærdelig tungt for dig. Jeg har tre dejlige børn. Ja nu kan du ikke få se dem, for de er ude med pigen. Men nu må du fortælle mig alt –

FRU LINDE.
Nej, nej, nej, fortæl heller du.

NORA.
Nej, du skal begynde. Idag vil jeg ikke være egenkærlig. Idag vil jeg tænke bare på dine sager. Men ét må jeg dog sige dig. Véd du den store lykke, som er hændt os i disse dage?

FRU LINDE.
Nej. Hvad er det?

NORA.
Tænk, min mand er bleven direktør i Aktiebanken!

FRU LINDE.
Din mand? Å hvilket held –!

NORA.
Ja, umådeligt! At være advokat, det er jo så usikkert at leve af, især når man ikke vil befatte sig med andre forretninger, end de, som er fine og smukke. Og det har naturligvis Torvald aldrig villet; og det holder jeg da ganske med ham i. Å, du kan tro, vi glæder os! Han skal tiltræde i banken allerede til nytår, og da får han en stor gage og mange procenter. Herefter kan vi leve ganske anderledes end før, – ganske som vi vil. Å, Kristine, hvor jeg føler mig let og lykkelig! Ja, for det er dog dejligt at have dygtig mange penge og ikke behøve at gøre sig bekymringer. Ikke sandt?

FRU LINDE.
Jo, ialfald måtte det være dejligt at have det nødvendige.

NORA.
Nej, ikke blot det nødvendige, men dygtig, dygtig mange penge!

FRU LINDE
(smiler)
.

Nora, Nora, er du endnu ikke bleven fornuftig? I skoledagene var du en stor ødeland.

NORA
(ler stille)
.

Ja, det siger Torvald endnu.
(truer med fingeren)
.

Men „Nora, Nora” er ikke så gal, som I tænker. – Å, vi har sandelig ikke havt det så, at jeg har kunnet ødsle. Vi har måttet arbejde begge to!

FRU LINDE.
Du også?

NORA.
Ja, med småting, med håndarbejde, med hækling og med broderi og sådant noget;
(henkastende)
og med andre ting også. Du véd vel, at Torvald gik ud af departementet, da vi blev gift? Der var ingen udsigt til befordring i hans kontor, og så måtte han jo tjene flere penge end før. Men i det første år overanstrængte han sig så aldeles forfærdeligt. Han måtte jo søge alskens bifortjeneste, kan du vel tænke dig, og arbejde både tidligt og sent. Men det tålte han ikke, og så blev han så dødelig syg. Så erklærte lægerne det for nødvendigt, at han kom ned til syden.

FRU LINDE.
Ja, I opholdt jer jo et helt år i Italien?

NORA.
Ja visst. Det var ikke let at komme afsted, kan du tro. Ivar var netop født dengang. Men afsted måtte vi naturligvis. Å, det var en vidunderlig dejlig rejse. Og den frelste Torvalds liv. Men den kosted svært mange penge, Kristine.

FRU LINDE.
Det kan jeg nok tænke mig.

NORA.
Tolv hundrede specier kosted den. Fire tusend otte hundrede kroner. Det er mange penge du.

FRU LINDE.
Ja, men i slige tilfælde er det ialfald en stor lykke, at man har dem.

NORA.
Ja, jeg skal sige dig, vi fik dem nu af pappa.

FRU LINDE.
Nå sådan. Det var netop på den tid din fader døde, tror jeg.

NORA.
Ja, Kristine, det var netop da. Og tænk dig, jeg kunde ikke rejse til ham og pleje ham. Jeg gik jo her og vented daglig, at lille Ivar skulde komme til verden. Og så havde jeg jo min stakkers dødssyge Torvald at passe. Min kære snille pappa! Jeg fik aldrig se ham mere, Kristine. Å, det er det tungeste, jeg har oplevet, siden jeg blev gift.

FRU LINDE.
Jeg véd, du holdt meget af ham. Men så rejste I altså til Italien?

NORA.
Ja; da havde vi jo pengene; og lægerne skyndte på os. Så rejste vi en måneds tid efter.

FRU LINDE.
Og din mand kom aldeles helbredet tilbage?

NORA.
Frisk som en fisk!

FRU LINDE.
Men – doktoren?

NORA.
Hvorledes?

FRU LINDE.
Jeg synes, pigen sagde, det var doktoren, den herre, som kom på samme tid som jeg.

NORA.
Ja, det var doktor Rank; men han kommer ikke i sygebesøg; det er vor nærmeste ven, og han ser her indom mindst engang om dagen. Nej, Torvald har aldrig havt en syg time siden. Og børnene er friske og sunde, og jeg også.
(springer op og klapper i hænderne.)
Å Gud, å Gud, Kristine, det er dog vidunderlig dejligt at leve og være lykkelig! – – Å, men det er dog afskyeligt af mig –; jeg taler jo bare om mine egne sager.
(sætter sig på en skammel tæt ved hende og lægger armene på hendes knæ.)
Å, du må ikke være vred på mig! – Sig mig, er det virkelig sandt, at du ikke holdt af din mand? Hvorfor tog du ham da?

FRU LINDE.
Min moder leved endnu; og hun var sengeliggende og hjælpeløs. Og så havde jeg mine to yngre brødre at sørge for. Jeg syntes ikke det var forsvarligt at vise hans tilbud tilbage.

NORA.
Nej, nej, det kan du have ret i. Han var altså rig dengang?

FRU LINDE.
Han var ganske velstående, tror jeg. Men det var usikre forretninger, Nora. Da han døde, gik det hele overstyr og der blev ingenting tilovers.

NORA.
Og så –?

FRU LINDE.
Ja, så måtte jeg slå mig igennem med en liden handel og en liden skole og hvad jeg ellers kunde finde på. De sidste tre år har været som en eneste lang hvileløs arbejdsdag for mig. Nu er den tilende, Nora. Min stakkers moder behøver mig ikke mere, for hun er gået bort. Og gutterne heller ikke; de er nu kommet i stillinger og kan sørge for sig selv.

NORA.
Hvor du må føle dig let –

FRU LINDE.
Nej, du; bare så usigelig tom. Ingen at leve for mere.
(står urolig op.)
Derfor holdt jeg det ikke længere ud derborte i den lille afkrog. Her må det dog være lettere at finde noget, som kan lægge beslag på en og optage ens tanker. Kunde jeg bare være så lykkelig at få en fast post, noget kontorarbejde –

NORA.
Å men, Kristine, det er saa forfærdelig anstrængende; og du ser allerede så anstrængt ud iforvejen. Det vilde være meget bedre for dig, om du kunde komme til et bad.

FRU LINDE
(går henimod vinduet)
.

Jeg har ingen pappa, som kan forære mig rejsepenge, Nora.

NORA
(rejser sig)
.

Å, vær ikke vred på mig.

FRU LINDE
(hen til hende)
.

Kære Nora, vær ikke du vred på mig. Det er det værste ved en stilling som min, at den afsætter så megen bitterhed i sindet. Man har ingen at arbejde for; og dog nødes man til at være om sig på alle kanter. Leve skal man jo; og så blir man egenkærlig. Da du fortalte mig om den lykkelige forandring i eders stilling – vil du tro det? – jeg glædede mig ikke så meget på dine vegne, som på mine.

NORA.
Hvorledes det? Å, jeg forstår dig. Du mener, Torvald kunde kanske gøre noget for dig.

FRU LINDE.
Ja, det tænkte jeg mig.