Complete Works of Henrik Ibsen (451 page)

PEER GYNT.
Vil du bilde mig ind –?

KVINDEN.
Vil du vringle dig bort –

PEER GYNT.
Denne langbente ungen –!

KVINDEN.
Han er vokset fort.

PEER GYNT.
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud –?

KVINDEN.
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!
(grædende.)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimeligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så vén, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
jage hende ud af sindet og synet; –
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!

PEER GYNT.
Vig fra mig, din troldheks!

KVINDEN.
Ja, se, om jeg gør!

PEER GYNT.
Jeg skal slå dig i skallen –!

KVINDEN.
Ja; prøv, om du tør?
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl, –
blir du kælen, – Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!

PEER GYNT.
Din helvedes mare!

KVINDEN.
Men det er s’gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fant!
Vesle-fanden, vil du til faer din?

UNGEN
(spytter på ham)
.
Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!

KVINDEN
(kysser ungen)
.
Å nej, for hoved, der sidder på den krop!
Du blir faer din op af dage, når du engang vokser op!

PEER GYNT
(stamper)
.
Gid I var så langt –!

KVINDEN.
Som vi nu er nær?

PEER GYNT
(knuger hænderne)
.
Og alt dette –!

KVINDEN.
Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!

PEER GYNT.
Værst for en anden! –
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!

KVINDEN.
Å ja; det svier til de skyldfri, sa’e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!
(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham.)

PEER GYNT
(efter en lang taushed)
.
Gå udenom, sa’e Bøjgen. En får så her. –
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. –
Udenom, gut! Der finds ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i vilde skogen. –
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.

Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Men det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøj ude af syne. –
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
kræve, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strakte arme?

Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, –
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær. –
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt –
(går nogle skridt mod hytten, men standser igen.)
Gå ind efter dette? Så styg og skæmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?
(kaster øksen fra sig.)
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.

SOLVEJG
(i døren)
.
Kommer du?

PEER GYNT
(halvhøjt)
.
Udenom!

SOLVEJG.
Hvad?

PEER GYNT.
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.

SOLVEJG.
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.

PEER GYNT.
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.

SOLVEJG.
Men ikke for langt, du!

PEER GYNT.
Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.

SOLVEJG
(nikker efter ham)
.
Ja, vente!
(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)

(Åses stue. Aften. En stok-ild brænder og lyser på skorstenen. Katten på en stol ved sengefoden.)
(Åse ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)

ÅSE.
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Åse, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!

PEER GYNT
(kommer)
.
Godkveld!

ÅSE.
Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.

PEER GYNT.
Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se herned.

ÅSE.
Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!

PEER GYNT.
Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?

ÅSE.
Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igen.

PEER GYNT
(vrider på sig og går opover gulvet)
.
Se så! Fra det tunge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri –!
Er du kold på fødder og hænder?

ÅSE.
Ja, Peer; det er snart forbi. –
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, lad den bli gild.
Å nej, det er sandt –

PEER GYNT.
Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.

ÅSE.
Ja ja.
(ser uroligt om i stuen.)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.

PEER GYNT
(med et vrid)
.
Nu igen!
(hårdt)
.
Jeg véd, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?

ÅSE.
Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var jo drukken;
da véd en ej selv hvad en gør;
og så havde du redet på bukken;
det var rimeligt nok, du var yr!

PEER GYNT.
Ja, ja; lad den ræglen fare.
Lad fare den hele sag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden – en anden dag.
(sætter sig på sengekanten.)
Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, –
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast. –
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?

ÅSE.
Den bær sig så stygt om natten;
du véd, hvad det varsler, du!

PEER GYNT
(afbøjende)
.
Hvad er her for nyt i bygden?

ÅSE
(smilende)
.
De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden –

PEER GYNT
(hurtigt)
.
Mads Moen, slår han sig tilfreds?

ÅSE.
De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; –
du, Peer, vidste kanske råd –

PEER GYNT.
Men smeden, hvor er han havnet?

ÅSE.
Å ti med den skidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du véd –

PEER GYNT.
Nej, nu vil vi sammen snakke, –
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast.
Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er sengen, jeg lå i som gut?
Kan du mindes, hvor tidt om kvelden
du sad for min sengestok
og bredte over mig fellen,
og sang både stev og lok?

ÅSE.
Ja, minds du! Så legte vi slæde,
når faer din i langfart foer.
Fellen var karmesprede
og gulvet en islagt fjord.

PEER GYNT.
Ja, men det allerbedste, –
moer, kan du minds det med? –
det var dog de glupe heste. –

ÅSE.
Ja, mener du ikke jeg véd –?
Det var Karis kat vi fik låne;
den sad på en kubbestol –

PEER GYNT.
Til slottet vestenfor måne
og slottet østenfor sol,
til Soria-Moria-slottet,
gik vejen både højt og lavt.
En kæp, som vi fandt i kottet,
du brugte til svøbeskaft.

ÅSE.
Der fremme i dumpen jeg knejste –

PEER GYNT.
Jo, jo; du gav tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle styggen, –
du var dog en kærlig sjæl –!
Hvad ynker du for?

ÅSE.
For ryggen;
det volder den hårde fjæl.

PEER GYNT.
Stræk dig; jeg skal dig støtte.
Se så; nu ligger du blødt.

ÅSE
(urolig)
.
Nej, Peer, jeg vil flytte!

PEER GYNT.
Flytte?

ÅSE.
Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.

PEER GYNT.
Du snakker! Bred over dig fellen.
Lad mig sidde på sengestok.
Se så; nu korter vi kvelden
både med stev og lok.

ÅSE.
Hent heller postillen i kottet:
jeg er så urolig tilsinds.

PEER GYNT.
I Soria-Moria-slottet
er der gilde hos konge og prins.
Hvil dig på slædepuden;
jeg kører dig did over mo –

ÅSE.
Men, snille Peer, er jeg buden?

PEER GYNT.
Ja, det er vi begge to.
(kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden.)
Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grane lægger ivej!

ÅSE.
Kære Peer, hvad er det som ringer –?

PEER GYNT.
De blanke dumbjelder, moer!

ÅSE.
Hu, nej da, hvor hult det klinger!

PEER GYNT.
Nu kører vi over en fjord.

ÅSE.
Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?

PEER GYNT.
Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.

ÅSE.
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?

PEER GYNT.
Fra slottets ruder og porte.
Kan du høre, de danser?

ÅSE.
Ja.

PEER GYNT.
Udenfor står Sankt Peder
og byder dig stige ind.

ÅSE.
Hilser han?

PEER GYNT.
Ja, med hæder,
og skænker den sødeste vin.

ÅSE.
Vin! Har han også kager?

PEER GYNT.
Ja da! Et smækfuldt fad.
Og salig provstinden lager
dig kaffe og eftermad.

ÅSE.
Å, kors; kommer vi to sammen?