Complete Works of Henrik Ibsen (447 page)

EN ÆLDRE MAND.
Nu er han rivende gal.

EN ANDEN.
Det fæ!

EN TREDJE.
Storskryder!

EN FJERDE.
Løgnhals!

PEER GYNT
(truer mod dem)
.
Ja vent, skal I se!

EN MAND
(halvdrukken)
.
Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!

FLERE.
En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!
(Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter.)

BRUDGOMMEN
(tæt indved ham)
.
Du, Peer, er det sandt du kan ride i luften?

PEER GYNT
(kort)
.
Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar’, jeg.

BRUDGOMMEN.
Så har du vel også usynligheds-kuften?

PEER GYNT.
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg går over tunet med Helga ved hånden.)

PEER GYNT
(mod dem; det lysner i ham)
.
Solvejg! Å, det er godt du kommer!
(griber hende om håndledet.)
Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!

SOLVEJG.
Slip mig!

PEER GYNT.
Hvorfor?

SOLVEJG.
Du er så vild.

PEER GYNT.
Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.
Kom så, jente; vær ikke tvær!

SOLVEJG
(trækker armen til sig)
.
Tør ikke.

PEER GYNT.
Hvorfor?

SOLVEJG.
Nej, du har drukket.
(går bortover med Helga.)

PEER GYNT.
Den, som havde sit knivsblad stukket
tvers igennem dem, – en og hver!

BRUDGOMMEN
(puffer ham med albuen)
.
Kan du ikke hjælpe mig ind til bruden?

PEER GYNT
(tankespredt)
.
Bruden? Hvor er hun?

BRUDGOMMEN.
På stabburet.

PEER GYNT.
Nå.

BRUDGOMMEN.
Å, du, Peer Gynt, du får friste på!

PEER GYNT.
Nej, du får være min hjælp foruden.
(en tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:)
Ingrid på stabburet!
(nærmer sig Solvejg.)
Har du betænkt dig?
(Solvejg vil gå; han træder ivejen.)
Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.

SOLVEJG
(hastigt)
.
Det gør du ikke; det er ikke sandt!

PEER GYNT.
Jo! Og så er jeg lidt på en kant;
men det var på trods, for du havde krænkt mig.
Kom så!

SOLVEJG.
Tør ikke nu, om jeg vilde!

PEER GYNT.
Hvem er du ræd for?

SOLVEJG.
Mest for faer.

PEER GYNT.
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med øret? Hvad? – Nå, svar!

SOLVEJG.
Hvad skal jeg svare?

PEER GYNT.
Er faer din læser?
Er ikke du og moer din med?
Nå, vil du svare!

SOLVEJG.
Lad mig gå i fred.

PEER GYNT.
Nej!
(dæmpet, men hvast og skræmmende.)
Jeg kan skabe mig om til en trold!
Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
så må du ikke bilde dig ind det er katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;
og din vesle syster, hende æder jeg op;
ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; –
jeg skal bide dig over lænder og ryg – –
(slår på engang om og beder som i angst:)
Dans med mig, Solvejg!

SOLVEJG
(ser mørkt på ham)
.
Nu var du styg.
(går ind i stuen.)

BRUDGOMMEN
(kommer drivende igen)
.
Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!

PEER GYNT.
Kom!
(De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.)

KØGEMESTEREN
(til smeden, som er fremmest i flokken)
.
Hold fred!

SMEDEN
(trækker trøjen af)
.
Nej, nu skal her æskes dom.
Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes.

NOGLE.
Ja, lad dem nappes!

ANDRE.
Nej, bare skændes!

SMEDEN.
Næver må til; her båder ej ord.

SOLVEJGS FADER.
Styr dig, mand!

HELGA.
Vil de slå ham, moer?

EN GUT.
Lad os heller gøgle med alle hans løgne!

EN ANDEN.
Sparke ham af laget!

EN TREDJE.
Spytte ham i øjne!

EN FJERDE
(til smeden)
.
Stikker du op, du?

SMEDEN
(kaster trøjen fra sig)
.
Øget skal slagtes!

INDFLYTTERKONEN
(til Solvejg)
.
Der kan du se hvor den tomsing agtes.

ÅSE
(kommer med en kæp i hånden)
.
Er sønnen min her? Nu skal han ha’e stryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!

SMEDEN
(brætter skjorteærmerne op)
.
Til slig en krop er påken for myg.

NOGLE.
Smeden vil dænge ham!

ANDRE.
Flænge ham!

SMEDEN
(spytter i hænderne og nikker til Åse)
.
Hænge ham!

ÅSE.
Hvad! Hænge min Peer! Ja, prøv om I tør; –
Åse og jeg vi har tænder og klør!
Hvor er han?
(råber henover tunet.)
Peer!

BRUDGOMMEN
(kommer løbende)
.
Å, Guds død og plage!
Kom, faer og moer, og –!

FADEREN.
Hvad er ivejen?

BRUDGOMMEN.
Tænk, Peer Gynt –!

ÅSE
(skriger)
.
Har de taget ham afdage?

BRUDGOMMEN.
Nej, Peer Gynt –! Se, opover hejen –!

MÆNGDEN.
Med bruden!

ÅSE
(lader kæppen synke)
.
Det ubæst!

SMEDEN
(som himmelfalden)
.
I bratteste fjeldet klyver han, ja-Gud, på gedens vis!

BRUDGOMMEN
(grædende)
.
Han bær’ hende, moer, som en bær’ en gris!

ÅSE
(truer op til ham)
.
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i angst.)
Træd varsomt i hældet!

HÆGSTADBONDEN
(kommer barhovedet og hvid af vrede)
.
Jeg tager hans liv for det bruderov!

ÅSE.
Å, nej Gud straffe mig om I får lov!

ANDEN AKT

(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen.)
(Peer Gynt går ilsomt og uvilligt langs stien. Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde ham tilbage.)

PEER GYNT.
Gå ifra mig!

INGRID
(grædende)
.
Efter dette! Hvor?

PEER GYNT.
Så langt du vil for mig.

INGRID
(vrider hænderne)
.
O, hvad svig!

PEER GYNT.
Unyttig trætte.
Hver får gå sin egen vej.

INGRID.
Brot – og brot igen os binder!

PEER GYNT.
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder, – –
uden én –!

INGRID.
Hvem er den ene?

PEER GYNT.
Ikke dig.

INGRID.
Hvem er det da?

PEER GYNT.
Gå! Gå did du kom ifra!
Fort! Til faer din!

INGRID.
Kære, vene –!

PEER GYNT.
Ti!

INGRID.
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.

PEER GYNT.
Kan og vil.

INGRID.
Lokke først, – og så forskyde!

PEER GYNT.
Og hvad kår har du at byde?

INGRID.
Hægstad gård og mere til.

PEER GYNT.
Har du salmebog i klædet?
Har du guldfaks over nakken?
Skotter du nedover spredet?
Holder du din moer i stakken?
Svar!

INGRID.
Nej; men –?

PEER GYNT.
Gik du til presten
nu ivår da?

INGRID.
Nej, men Peer –?

PEER GYNT.
Har du blygsel over øjet?
Kan du nægte, når jeg beer?

INGRID.
Kors; jeg tror, hans vid er fløjet –!

PEER GYNT.
Blir der helg, når en dig ser?
Svar!

INGRID.
Nej, men –

PEER GYNT.
Hvad er så resten!
(vil gå.)

INGRID
(træder ivejen)
.
Véd du, det er halsløs dåd,
hvis du sviger?

PEER GYNT.
Får så være.

INGRID.
Du kan vinde gods og ære,
hvis du taer mig –

PEER GYNT.
Har ej råd.

INGRID
(brister i gråd)
.
O, du lokked –!

PEER GYNT.
Du var villig.

INGRID.
Trøstløs var jeg!

PEER GYNT.
Jeg var yr.

INGRID
(truende)
.
Ja, men boden blir dig dyr!

PEER GYNT.
Dyrest bod får kaldes billig.

INGRID.
Står du fast ved dit?

PEER GYNT.
Som sten.

INGRID.
Godt; så se da, hvem som vinder!
(går nedover.)

PEER GYNT
(tier en stund; med et skriger han)
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder!

INGRID
(drejer hovedet og råber hånligt op)
.
Uden én!

PEER GYNT.
Ja; uden én.
(de går hver sin vej.)

(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op.)
(Åse, fortvivlet, råber og ser sig om til alle sider. Solvejg har ondt for at holde skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)

ÅSE
(fægter med armene og river sig i håret)
.
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap; –
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
(vender sig til Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt sligt? –
Han, som stødt foer med løgn og digt; –
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt værk; –
han –! En kunde både græde og le! –
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manden min drak,
foer bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vor velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerne fra sig.
Én bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
(forfærdet igen.)
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Deroppe på haugen –!
(løber op over en liden højde og ser over vandet. Indflytterfolkene kommer til.)

ÅSE.
Ikke spor at se!

MANDEN
(stille)
.
Det er værst for ham.

ÅSE
(grædende)
.
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!

MANDEN
(nikker mildt)
.
Ja, rigtig. Fortabt.

ÅSE.
Nej, snak ikke slig!
Han er så glup. Der er ingen ham lig.

MANDEN.
Du dårlige kvinde!

ÅSE.
Å-ja, å-ja;
jeg er dårlig; men gutten er bra’!

MANDEN
(altid dæmpet og med milde øjne)
.
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.

ÅSE
(angst)
.
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!

MANDEN.
Tror du han kan for sin syndegæld sukke?

ÅSE
(ivrig)
.
Nej, men han kan ride i luften på bukke!

KONEN.
Kors, er I gal?

MANDEN.
Hvad siger I, moer?

ÅSE.
Ingen gerning er ham for stor.
I skal se, får han bare leve så længe –

MANDEN.
Bedst var det, I så ham i galgen hænge.

ÅSE
(skriger)
.
Kors i Jesu navn!

MANDEN.
Under mestermands hænder
tør ske, at hans sind sig til anger vender.

ÅSE
(fortumlet)
.
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!

MANDEN.
Frelse hans sjæl.

ÅSE.
Og krop!
Sidder han i myren, må vi drage ham op;
er han bergtagen, må vi efter ham kime.

MANDEN.
Hm! – Her er fævej –

ÅSE.
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tilrette!

MANDEN.
Det er kristenpligt.

ÅSE.
Tvi; da er de hedninger, alle de andre!
Der var ikke én, som med vilde vandre –

MANDEN.
De har kendt ham for godt.

ÅSE.
Han var dem for gild!
(vrider hænderne.)
Og tænk, – og tænk, hans liv står på spil!

MANDEN.
Her er spor af mandefod.

ÅSE.
Her må vi lede;

MANDEN.
Under sæteren vor vil vi flokken sprede.
(han og konen går foran.)

SOLVEJG
(til Åse)
.
Fortæl mig lidt mere.

ÅSE
(tørrer øjnene)
.
Om sønnen min?

SOLVEJG.
Ja; –
alting!

ÅSE
(smiler og knejser med nakken)
.
Alting? – Træt blev du da!

SOLVEJG.
Før blir I træt af talen at føre,
end jeg af at høre.

(Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent på dagen.)

PEER GYNT
(kommer i fuldt sprang og standser i bakken)
.
Hele sognet er efter i flok!
De har væbnet sig både med rifle og stok.
Fremst kan en høre Hægstadgubben tude. –
Nu spørges det vidt, at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en smed!
Det er liv! En blir bjørn i hvert et led.
(slår om sig og springer ivejret.)
Bryde, vælte, stemme fossen imod!
Slå! Rykke furuen op med rod!
Det er liv! Det kan både hærde og højne!
Til helved med alle de vasne løgne!

TRE SÆTERJENTER
(løber over bakkerne, skrigende og syngende)
.
Trold i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore?

PEER GYNT.
Hvem skriger I efter?

JENTERNE.
Efter trold! Efter trold!

FØRSTE JENTE.
Trond! Far med lempe!

ANDEN JENTE.
Bård! Far med vold!

TREDJE JENTE.
I sælet står alle koverne tomme!

FØRSTE JENTE.
Vold er lempe!

ANDEN JENTE.
Og lempe er vold!

TREDJE JENTE.
Fattes der gutter, en leger med trold!

PEER GYNT.
Hvor er gutterne da?

ALLE TRE
(skoggerleende)
.
De kan ikke komme!

FØRSTE JENTE.
Min kaldte mig både for kærest og frænke.
Nu er han gift med en halvgammel enke.

ANDEN JENTE.
Min mødte en tatertøs nord i lien.
Nu traver de to på fantestien.

TREDJE JENTE.
Min tog løsungen vor afdage.
Nu står hans hoved og griner på en stage.

ALLE TRE.
Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore?

PEER GYNT
(står med et spring imellem dem)
.
Jeg er tre hoders trold, og tre jenters gut!

JENTERNE.
Er du slig karl, du?

PEER GYNT.
I får dømme til slut!

FØRSTE JENTE.
Til sælet! Til sælet!

ANDEN JENTE.
Vi har mjød!

PEER GYNT.
Lad den flomme!

TREDJE JENTE.
Denne lørdagsnat skal ingen kover stå tomme!

ANDEN JENTE
(kysser ham)
.
Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.

TREDJE JENTE
(ligeså)
.
Som barneøje fra svarteste tjernet.

PEER GYNT
(danser i flokken)
.
Hugen sturen og tanken kåd.
I øjet latter; i halsen gråd!

JENTERNE
(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)
.
Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! – Fik I sove i armene vore?
(de danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig.)

(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om.)

PEER GYNT
(kommer yr og forvildet)
.
Slot over slot sig bygger!
Hej, for en skinnende port!
Stå! Vil du stå! Det rygger
længer og længere bort!
Hanen på fløjen løfter
vingerne sine til flugt; –
alt blåner sig bort i kløfter,
og berget er låst og lukt. –
Hvad er det for stammer og rødder,
som vokser af åsens spræk?
Det er kæmper med hegrefødder!
Nu dåner de også væk.
Det vimrer, som regnbustrimer;
det skær mig i sind og syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad vægt på mit øjenbryn!
Hu, hvor det værker i panden.
En brændende glohed ring –!
Jeg kan ikke mindes, hvem fanden
der brændte mig den omkring!
(segner ned.)
Flugt over Gendin-eggen.
Digt og forbandet løgn?
Opover bratteste væggen
med bruden, – og drukken et døgn;
jaget af høg og af glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; –
løgn og forbandet digt!
(stirrer længe opad.)
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl tilknæs!
(springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig vén i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over sæterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins;
Ja, glan kun, I unge jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter –!
Jo, kanske jeg svipper derned. –
Hvad nu da? De brune ørne –?
Jeg mener fanden dem tog! –
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog;
det vokser sig op af gruset; –
se, porten vidåben står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygte gård!
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivsryggen mod sit glas; –
der slængte kaptejnen sin flaske,
så spejlvæggen sprak i knas. –
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
Hurra for den gyntske æt!
Hvad er det for ståk og stønnen?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råber på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
den lyder i sang og klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og blir liggende.)