Complete Works of Henrik Ibsen (601 page)

HJALMAR.
Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.

(går fra døråbningen de snedkrer og passiarer derinde.)

HEDVIG
(blir stående og ser på dem. En stund efter banker det på gangdøren hun lægger ikke mærke til det)
.

GREGERS WERLE
(barhodet og uden overtøj, kommer ind og standser lidt ved døren)
.

Hm –!

HEDVIG
(vender sig og går imod ham)
.

God morgen. Vær så god, kom nærmere.

GREGERS.
Tak.
(ser mod loftet.)
De lader til at ha’ arbejdsfolk i huset.

HEDVIG.
Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.

GREGERS.
Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt.

(sætter sig i sofaen.)

HEDVIG.
Her er så uryddigt –

(vil ta’ fotografierne bort.)

GREGERS.
Å, lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?

HEDVIG.
Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.

GREGERS.
Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.

HEDVIG.
A nej.

(Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.)

GREGERS.
Har vildanden sovet godt i nat?

HEDVIG.
Jo tak, jeg tror visst det.

GREGERS
(vendt mod loftsrummet.)
Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin.

HEDVIG.
Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det anderledes ud end om eftermiddagen; og når det regner, ser det anderledes ud, end når det er godt vejr.

GREGERS.
Har De lagt mærke til det?

HEDVIG.
Ja, for det ser en jo.

GREGERS.
Holder De også gerne til der inde hos vildanden?

HEDVIG.
Ja, når det lar sig gøre, så –

GREGERS.
Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på skolen?

HEDVIG.
Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve øjnene.

GREGERS.
Nå, så læser han altså selv med Dem.

HEDVIG.
Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu.

GREGERS.
Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?

HEDVIG.
Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig – sådan –

GREGERS.
Er han fuld da?

HEDVIG.
Han er visst det.

GREGERS.
Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der, – kan jeg tænke?

HEDVIG.
Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.

GREGERS.
Så?

HEDVIG.
Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder.

GREGERS.
Aha!

HEDVIG.
Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer.

GREGERS.
Tiden er altså gåt istå derinde – hos vildanden.

HEDVIG.
Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.

GREGERS.
Og de bøgerne læser De vel i?

HEDVIG.
Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne. – Der er en svært stor bog, som heder „Harrysons History of London”; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.

GREGERS.
Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?

HEDVIG.
Å, her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført dem hjem. De kaldte ham „den flyvendes Hollænderen”. Og det er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.

GREGERS.
Ikke det?

HEDVIG.
Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble’t stående efter ham.

GREGERS.
Hør, sig mig nu, – når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv?

HEDVIG.
Nej da! Jeg vil altid bli’ her hjemme og hjælpe far og mor.

GREGERS.
Med at gøre fotografier istand?

HEDVIG.
Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at gravere slige billeder, som de, der står i de engelske bøgerne.

GREGERS.
Hm; hvad siger Deres far til det?

HEDVIG.
Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt. Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.

GREGERS.
Å nej, det synes ikke jeg heller.

HEDVIG.
Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden.

GREGERS.
Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.

HEDVIG.
Ja; for det er min vildand.

GREGERS.
Ja, det er jo det.

HEDVIG.
Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil.

GREGERS.
Så; hvad bruger de den da til?

HEDVIG.
Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.

GREGERS.
Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.

HEDVIG.
Ja, det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker.

GREGERS.
Har ingen familje ligesom kaninerne. –

HEDVIG.
Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som véd, hvor hun er fra heller.

GREGERS.
Og så har hun været på havsens bund.

HEDVIG.
(ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og spør)
.

Hvorfor siger De havsens bund?

GREGERS.
Hvad skulde jeg ellers sige?

HEDVIG.
De kunde sige havets bund – eller havbunden.

GREGERS.
Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?

HEDVIG.
Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund.

GREGERS.
Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.

HEDVIG.
Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.

GREGERS.
Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.

HEDVIG.
Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang – i en fart – kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder „havsens bund”. – Men det er jo så dumt.

GREGERS.
Det skal De slet ikke sige.

HEDVIG.
Jo, for det er jo bare et loft.

GREGERS
(ser fast på hende)
.

Er De så viss på det?

HEDVIG
(forbauset)
.

At det er et loft!

GREGERS.
Ja, véd De det så sikkert?

HEDVIG
(tier og ser på ham med åben mund)
.

(Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.)

GREGERS
(rejser sig)
.

Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.

GINA.
Å, etsteds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.

(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker under det følgende. Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.)

GREGERS.
Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.

GINA
(med et sideblik)
.

Jaha, jeg kan det.

GREGERS.
Det traf sig da rigtig heldigt.

GINA.
Hvorledes heldig?

GREGERS.
Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.

HEDVIG.
Mor kan også fotografere.

GINA.
Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.

GREGERS.
Så er det kanske Dem, som driver forretningen?

GINA.
Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så –

GREGERS.
Han er sagtens så opta’t af sin gamle far, han, kan jeg tænke.

GINA.
Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, at gå her og ta’ portrætter af kreti og preti.

GREGERS.
Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så –

GINA.
Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne.

GREGERS.
Nå så alligevel! Men –?

(Et skud fyres af inde på loftet.)

GREGERS
(farer op)
.

Hvad er det!

GINA.
Uf, nu skyder de igen!

GREGERS.
Skyder de også?

HEDVIG.
De går på jagt.

GREGERS.
Hvad for noget!
(henne ved loftsdøren.)
Går du på jagt, Hjalmar?

HJALMAR
(indenfor garnet)
.

Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta’t –.
(til Hedvig.)
Og du, som ikke siger os til!

(kommer ind i atelieret)
.

GREGERS.
Går du og skyder inde på loftet?

HJALMAR
(viser en dobbeltløbet pistol)
.

Å, det er bare med denne her.

GINA.
Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen.

HJALMAR
(ærgerlig)
.

Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol.