Complete Works of Henrik Ibsen (452 page)

PEER GYNT.
Så tidt og så jævnt du vil.

ÅSE.
Å nej da, Peer, for en gammen
du kører mig, stakkar, til!

PEER GYNT
(smækker med pisken)
.
Hyp; vil du rappe dig, Svarten!

ÅSE.
Kære Peer, du kører vel ret?

PEER GYNT
(smækker igen)
.
Her er brede vejen.

ÅSE.
Den farten,
den gør mig så låk og træt.

PEER GYNT.
Der ser jeg slottet sig højne;
om lidt så er kjørslen slut.

ÅSE.
Jeg vil ligge og lukke øjne
og lide på dig, min gut!

PEER GYNT.
Rap dig, Grane, min traver!
I slottet er stimlen stor;
mod porten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin moer!
Hvad siger du, herr Sankt Peder?
Får ikke moer slippe ind?
Jeg mener, du længe leder,
før du finder så ærligt et skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved slottets port.
Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;
hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet så mangen skrøne,
som fanden på prækestol,
og skældt min moer for en høne,
fordi hun kagled og gol.

Men hende skal I agte og hædre
og gøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra bygderne nutildags. –
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu får du dit!
(med dyb stemme.)
„Hold op med de køgemester-lader;
moer Åse skal slippe frit!”
(ler højt og vender sig om til moderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden dans!
(angst.)

Hvorfor ser du, som øjet skulde briste?
Moer! Er du fra samling og sans –?
(går op til hovedgerdet.)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snak, moer; det er mig, din gut!
(føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster han snoren bort på stolen og siger dæmpet:)
Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret nu er rejsen slut.
(lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)
Hav tak for alle dine dage,
for bank og for barne-bys! –
vMen nu får du takke tilbage –
(trykker kinden mod hendes mund.)
Se så; det var tak for skyds.

HUSMANDSKONEN
(kommer)
.
Hvad? Peer! Nå, så er vi over
den tungeste sorg og nød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?

PEER GYNT.
Hys; hun er død.
(Kari græder ved liget. Peer Gynt går længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.)

PEER GYNT.
Få moer med ære begravet.
Jeg får friste at fare herfra.

KONEN.
Skal du langvejs fare?

PEER GYNT.
Mod havet.

KONEN.
Så langt!

PEER GYNT.
Og længer endda.
(han går.)

FJERDE AKT

(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middagsbord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en dampyacht med norsk og amerikansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang.)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt herrerne V. Eberkopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet.)

PEER GYNT.
Drik, mine herrer! Er man skabt
til nydelse, så skal man nyde.
Der står jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad må jeg byde?

TRUMPETERSTRÅLE.
Du er superb som vært, broer Gynt!

PEER GYNT.
Jeg deler æren med min mynt,
med kok og stewart –

MASTER COTTON.
Very well;
en skål for alle fires held!

MONSIEUR BALLON.
Monsieur, De har en gout, en ton,
som nutildags kun sjelden findes
hos mænd, der lever en garçon, –
et visst, jeg véd ej hvad –

V. EBERKOPF.
Et vift,
et skær af frigjort åndsbetragtning
og verdensborgerdomsforpagtning,
et syn igennem skyens rift,
der ej af snever fordom bindes,
et præg af højere forklaring,
en ur-natur med livserfaring
på trilogiens top forent.
Ej sandt, Monsieur; så var det ment?

MONSIEUR BALLON.
Jo, meget muligt; ikke ganske
så smukt det klinger i det franske.

V. EBERKOPF.
Ej was! Det sprog er og så stivt. –
Men hvis til fænomenet grunden
vi søge vil –

PEER GYNT.
Så er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine herrer, ganske klar
er tingen. Hvad skal manden være!
Sig selv; det er mit korte svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som pak-kamél
for andres ve og andres vel?

V. EBERKOPF.
Men denne for-og i-sig-væren,
jeg lover, har Dem kostet strid –

PEER GYNT.
Å ja såmen; i fordums tid;
men altid gik jeg bort med æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i fælden fanget mod min vilje.
Jeg var en rask og vakker fyr;
og damen, som jeg havde kær, –
hun var af kongelig familje –

MONSIEUR BALLON.
Af kongelig?

PEER GYNT
(henkastet)
.
Af disse ætter,
De véd nok –

TRUMPETERSTRÅLE
(slår i bordet)
.
Disse adelstroll!

PEER GYNT
(trækker på skulderen)
.
Forlagte højheder, som sætter
sin stolthed i, plebejerpletter
at holde væk fra stammens skjold.

MASTER COTTON.
Gik så affæren overstyr?

MONSIEUR BALLON.
Familjen var imod partiet?

PEER GYNT.
Nej, tvertimod!

MONSIEUR BALLON.
Ah!

PEER GYNT
(skånsomt)
.
De forstår!
der gaves ting, som talte for
at få os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele væsen
var mig fra først til sidst imod.
Jeg er i visse dele kræsen,
og helst jeg står på egen fod.
Og da nu svigerfader kom
forblommet frem med fordring om
jeg skulde skifte navn og stilling
og løse adelskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
så trak jeg mig med anstand ud,
gav afslag på hans ultimatum –
og afkald på min unge brud.
(trommer på bordet og synes andægtig.)
Ja, ja; der råder dog et fatum!
På det vi mennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.

MONSIEUR BALLON.
Og dermed sagen var forbi?

PEER GYNT.
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi uvedkommende sig blanded
med høje ramaskrig deri.
Værst var familjens yngre lemmer.
Med syv af dem jeg fik duel.
Det var en tid, jeg aldrig glemmer,
skønt jeg gik ud deraf med held.
Det kosted blod; men dette blod
gier brev på min persons fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et fatums vise styrelse.

V. EBERKOPF.
De har et blik på livets gang,
der hæver Dem til tænker-rang.
Imens en slet og ret formener
ser hver for sig de spredte scener,
og aldrig ender med at famle,
forstår De alt til ét at samle.
Med samme norm De alting måler.
De spidser til hver løs eragtning,
så hver og en går ud som stråler
fra lyset af en livsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?

PEER GYNT.
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til en del af hvert.
Jeg har begyndt i ældre alder;
da véd De jo, lidt tungt det falder
at pløje side op og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig tid til.
Og da man jo i tunge tider
et noget visst må sætte lid til,
så tog jeg religionen rykkevis.
På den manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –

MASTER COTTON.
Se, det er praktisk!

PEER GYNT
(tænder en cigar)
.
Kære venner;
betænk mit levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til Vesten!
Som fattig karl med tomme hænder.
Jeg måtte slide sårt for føden;
tro mig, det faldt mig tidtnok svært.
Men livet, venner, det er kært;
og, som man siger, besk er døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
så gik det stedse bedre, bedre.
Ti år derefter bar jeg navn
af Krøsus mellem Charlestowns rhedre.
Mit rygte fløj fra havn til havn;
jeg havde lykken inden borde –

MASTER COTTON.
Hvad gjaldt trafiken?

PEER GYNT.
Mest jeg gjorde
i negere til Karolina
og gudebilleder til Kina.

MONSIEUR BALLON.
Fi donc!

TRUMPETERSTRÅLE.
For tusend, farbroer Gynt!

PEER GYNT.
De finder nok bedriften svævende
på det tilladeliges pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder hårdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært i
slig en stor forretningsførelse,
der sætter tusender i rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det „overtvert” jeg kan ej lide,
men tilstår på den anden side,
at jeg har altid næret agt
for hvad man kalder konsekventserne;
og det, at overskride grænserne,
har stedse gjort mig lidt forsagt.

Desuden tog jeg til at ældes;
jeg nærmed mig mod femtiårene, –
fik efterhånden gråsprængt hår;
og skønt min helbred var fortrinlig,
så faldt den tanke dog mig pinlig:
hvem véd, hvor snart den time slår,
da jurykendelsen skal fældes
og skille bukkene fra fårene.
Hvad var at gøre? Standse farten
på Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog udvej, åbned snart en
forretning til på samme land.
Hver vår jeg guder exporterte;
hver høst jeg prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som strømper, bibler, rum og ris –

MASTER COTTON.
Ja, mod profit?

PEER GYNT.
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en gud, hist over købt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
så virkningen neutralisertes.
Missionens mark lå aldrig brak;
thi guderne, som kolportertes,
af presterne blev holdt i schak.

MASTER COTTON.
Nå, men de afrikanske varer?

PEER GYNT.
Der sejred også min moral.
Jeg indså, den trafik var gal
for folk i fremadskreden alder.
Man véd jo ej, når fra man falder.
Og dertil kom de tusend snarer
fra vore filantropers lejr,
for ej at nævne kapringsfarer,
samt risiko af vind og vejr.
Alt dette sammenlagt vandt sejr.
Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;
se til, at du kan rette fejlene;
så købte jeg mig land i Syden,
beholdt den sidste kødimport,
som også var af prima sort.

De trivedes, blev blanke, fede,
så det var mig og dem en glæde.
Ja, jeg tør sige uden skryden,
jeg handled mod dem som en faer, –
hvad sine gode renter bar.
Jeg bygged skoler, for at dyden
bestandig kunde holdes på
et visst almindeligt niveau,
og påså strængt at ingenstunder
dens thermometer sank derunder.

Nu desforuden af de dele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har plantagen samt dens hele
besætning solgt med hår og hud.
På afskedsdagen gav jeg og
til små og store gratis grog,
så mænd og kvinder fik en rus,
og enkerne desuden snus.
Se, derfor håber jeg, såfremt
det ord ej er et mundsvejr blot:
hver den, som ej gør ondt, gør godt, –
så er min fortids fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med dyder mine synder stangen.

V. EBERKOPF
(klinker med ham)
.
Hvor det er styrkende at høre
et livsprincip i scene sat,
forløst fra theoriens nat,
urokket af det ydre røre!

PEER GYNT
(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne)
.
Vi mænd fra Nord forstår at føre
vor krig igennem! Kunstens nøgle
i livets sag er simpelthen
at holde øret tæt igen
for indpas af en farlig øgle.

MASTER COTTON.
Hvad for en øgle, dyre ven?

PEER GYNT.
En liden en, en fult forførende
til det i et og alt afgørende.
(drikker igen.)
Hvad hele vove-kunsten gælder,
den kunst, at eje dådens mod, –
det er: at stå med valgfri fod
imellem livets lumske fælder, –
at vide visst, at alle dage
er ikke slut med stridens dag, –
at vide, dig står åben bag
en bro, som bære kan tilbage.
Den theori har holdt mig frem;
den har min hele vandel farvet;
og theorien har jeg arvet
fra slægten i min barndoms hjem.

MONSIEUR BALLON.
De er jo norsk?

PEER GYNT.
Af fødsel, ja!
Men verdensborger af gemyt.
For hvad jeg har af lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte bogreoler
jeg skylder Tysklands yngre skoler.
Fra Frankrig fik jeg mine veste,
min holdning og min skærv af ånd, –
fra England en arbejdsom hånd
og skærpet sans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt hang til dolce far niente
jeg fra Italien fik i sending, –
og engang i en snever vending
jeg øged mine dages mål
ved bistand af det svenske stål.

TRUMPETERSTRÅLE
(hæver sit glas)
.
Ja, svenske stålet –!

V. EBERKOPF.
Stålets svinger
vi først og fremst vor hyldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i hovedet.)

MASTER COTTON.
Alt dette her er såre godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres guld vil gøre.

PEER GYNT.
Hm; gøre? Hvad?

ALLE FIRE
(rykker nærmere)
.
Ja, lad os høre!

PEER GYNT.
Nu, for det første gå på rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et danserkor
af venner om mit guldkalv-altar –

V. EBERKOPF.
Højst vittigt sagt!

MASTER COTTON.
Men ingen hejser
sit sejl for blot og bart at sejle.
De har et mål, det kan ej fejle.
Og målet er –?

PEER GYNT.
At blive kejser.

ALLE FIRE.
Hvad?

PEER GYNT
(nikker)
.
Kejser!

HERRERNE.
Hvor?

PEER GYNT.
I hele verden!

MONSIEUR BALLON.
Hvorledes, ven –?

PEER GYNT.
I kraft af guldet!
Den plan er ingenlunde ny;
den sjælen var i al min færden.
Som gut jeg har i drømme rullet
vidt over havet på en sky.
Jeg steg med slæb og gylden slire, –
og dratted ned på alle fire.
Men målet, venner, stod ved magt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske jord,
men selv dig tabte, var din vinding
kun krans omkring en kløvet tinding.
Så står der, – eller noget sligt;
og dette ord er intet digt.