Complete Works of Henrik Ibsen (455 page)

PEER GYNT
(spiller og synger)
.
Jeg stængte for mit Paradis
og tog dets nøgle med.
Det bar tilhavs for nordlig bris,
mens skønne kvinder sit forlis
på havsens strand begræd.
Mod syd, mod syd skar kølens flugt
de salte strømmes vand.
Hvor palmen svajer stolt og smukt,
i krans om oceanets bugt,
jeg stak mit skib i brand.
Ombord jeg steg på slettens skib,
et skib på fire ben.
Det skummed under piskens hieb; –
jeg er en flygtig fugl; o, grib, –
jeg kviddrer på en gren!
Anitra, du er palmens most;
det må jeg sande nu!
Ja, selv Angoragedens ost
er neppe halvt så sød en kost,
Anitra, ak, som du!
(hænger luthen over skuldren og kommer nærmere.)

Stilhed! Mon den fagre lytter?
Har hun hørt mit lille digt?
Mon hun bag gardinet glytter,
udrappert af slør og sligt? –
Hys! Det klang jo, som om korken
voldsomt af en flaske sprang!
Nu igen! Og end en gang!
Er det elskovssuk? Nej, sang; – –
nej, det er en hørbar snorken. –
Sød musik! Anitra sover.
Nattergal, hold op at slå!
Alslags ufærd skal du få,
hvis med kluk og klunk du vover – –
dog, som skrevet står, lad gå!
Nattergalen er en sanger;
ak, jeg selv er ligeså.
Han, som jeg, med toner fanger
hjerter, ømme, bløde, små.
Skabt for sang er natten sval;
sangen er vor fælles sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og nattergal.
Og just det, at pigen sover,
er min elskovslykkes tip; –
det, at spidse læben over
bægret uden mindste nip – –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.

ANITRA
(fra teltet)
.
Herre, kalder du i natten?

PEER GYNT.
Ja såmen; profeten kalder.
Jeg blev vækket før af katten
ved et voldsomt jagtrabalder –

ANITRA.
Ak, det var ej jagtlarm, herre;
det var noget meget værre.

PEER GYNT.
Hvilket da?

ANITRA.
O, skån mig!

PEER GYNT.
Tal!

ANITRA.
O, jeg rødmer –

PEER GYNT
(nærmere)
.
Var det kanske
hvad der fyldte mig så ganske,
da jeg gav dig min opal?

ANITRA
(forskrækket)
.
Ligne dig, o, verdens skat,
med en ækkel gammel kat!

PEER GYNT.
Barn, fra elskovs standpunkt set,
kan en hankat og profet
komme hartad ud på et.

ANITRA.
Herre, spøgens honning strømmer
fra din læbe.

PEER GYNT.
Lille ven;
du, som andre piger, dømmer
skorpen kun af store mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og på tomandshånd især.
Af min stilling er jeg bunden
til en maskes alvorsskær;
dagens pligter gør mig tvungen;
alt det regnskab og besvær,
som jeg har med en og hver,
gør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun på tungen. –
Væk med vås! I tetatet’en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi profeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et træ og drager hende til sig.)
Kom, Anitra, vi vil hvile
under palmens grønne vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi roller skifte;
da skal dine læber friske,
mens jeg smiler, elskov hviske!

ANITRA
(lægger sig for hans fødder)
.
Hvert dit ord er sødt som sange,
skønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din datter,
ved at lytte, sjælen fange?

PEER GYNT.
Sjælen, åndens lys og viden
skal du nok bekomme siden.
Når i øst på rosenstrimer
prentes gyldent; her er dagen, –
da, min tøs, da gier jeg timer;
du skal nok bli velopdragen.
Men i nattens lune stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt visdoms rester
træde op som skolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
ret betragtet, hovedsagen.
Det er hjertet, som det gælder.

ANITRA.
Tal, o, herre! Når du taler,
ser jeg glimt, som af opaler!

PEER GYNT.
Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;
fejgheds knop, i blomst, er grumhed;
sandhed i sin overdrift
er en bagvendt visdomsskrift.
Ja, mit barn, – jeg er forsvoren,
som en hund, hvis ej der går
sjælsforædte folk på jorden,
som til klarhed tungvindt når.
Jeg har kendt en sådan krop,
perlen i den hele trop;
og selv han tog fejl af målet,
misted meningen i skrålet. –
Ser du ørken om oasen?
Hvis jeg blot min turban svinger,
verdenshavets flod jeg tvinger
til at fylde hele stadsen.
Men jeg var en dompap-pande,
hvis jeg skabte hav og lande.
Véd du, hvad det er at leve?

ANITRA.
Lær mig det!

PEER GYNT.
Det er at svæve
tørskod nedad tidens elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kære!
Gammel ørn sin fjærham fælder,
gammel støder går og hælder,
gammel kærring mister tænder,
gammel knark får visne hænder, –
hver og en får vissen sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en sultan, hed og hel, –
ej på Gyntianas banker,
under palmeløv og ranker, –
men, på grundlag af det færske,
i en kvindes jomfru-tanker. –
Ser du nu, min lille pige,
hvi jeg har dig nådigst dåret, –
hvi jeg har dit hjerte kåret,
grundlagt, om jeg så må sige,
der mit væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine længsler.
Voldsmagt i min elskovs stat!

Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme, –
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver,
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det;
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)

Hvad? Hun sover! Er det gledet
hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min magt,
at hun flyder bort i drømme
på min elskovstales strømme.
(rejser sig og lægger smykker i hendes skød.)
Her er søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du kronen
på din kejsers pande sat!
Sejr på grundlag af personen
vandt Peer Gynt i denne nat.

(Karavanvej. Oasen langt tilbage i det fjerne.)
(Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)

ANITRA.
Lad være; jeg bider!

PEER GYNT.
Du lille skalk!

ANITRA.
Hvad vil du?

PEER GYNT.
Vil? Lege due og falk!
Føre dig bort! Gøre gale streger!

ANITRA.
Skam dig! En gammel profet –!

PEER GYNT.
Å, vås!
Profeten er ikke gammel, din gås!
Synes du dette på alderdom peger?

ANITRA.
Slip! Jeg vil hjem!

PEER GYNT.
Nu er du koket!
Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!
Vi gale fugle, af buret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for øjne.
Desuden, min unge, på samme sted
bør man ikke for længere tid slå sig ned;
man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; –
især, når man kommer som profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.
Det var s’gu på tid at besøget fik endskab.
Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; –
tilslut vanked hverken virak eller bønner.

ANITRA.
Ja, men er du profet?

PEER GYNT.
Jeg er din kejser!
(vil kysse hende.)
Nej se, hvor den lille hakkespæt knejser!

ANITRA.
Giv mig den ring, som sidder på din finger.

PEER GYNT.
Tag, søde Anitra, det hele pøjt!

ANITRA.
Dine ord er sange! Lifligt de klinger!

PEER GYNT.
Saligt, at vide sig elsket så højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!
(rækker hende ridepisken og stiger af.)
Se så, min rose, min dejlige blomst;
her vil jeg gå i sandet og kave
til jeg rammes af et solstik og får min bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for øje!
Du får ikke veje mine fagter så nøje.
Spas og spilopper er ungdoms kriterium!
Hvis altså ikke din ånd var så tung,
så vilde du skønne, min yndige nerium, –
din elsker gør spilopper, – ergo er han ung!

ANITRA.
Ja, du er ung. Har du flere ringe?

PEER GYNT.
Ikkesandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe!
Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)
Jeg er en lyksalig hane!
Hak mig, min lille tippe!
Ej! Hop! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig hane!

ANITRA.
Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; –
ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.

PEER GYNT.
Ømme bekymring! Bær pungen for stedse; –
uden guld er elskende hjerter tilfredse!
(danser og synger igen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
han véd ikke på hvad fod han vil stå.
Pyt, sa’e Peer; – pyt, lad gå!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!

ANITRA.
Frydfuldt, når profeten i dansen træder!

PEER GYNT.
Visvas med profeten! – Lad os bytte klæder!
Hejsan! Træk ud!

ANITRA.
Din kaftan blev for lang,
din livgjord for vid og din strømpe for trang –

PEER GYNT.
Eh bien!
(knæler.)
Men gør mig en hæftig sorg;
det er sødt for elskende hjerter at lide!
Hør, når vi kommer hjem til min borg –

ANITRA.
Til dit Paradis; – har vi langt at ride?

PEER GYNT.
Å, en tusende mile –

ANITRA.
For langt!

PEER GYNT.
O, hør; –
du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før –

ANITRA.
Ja, tak; jeg hjælper mig uden sjæl.
Men du bad om en sorg –

PEER GYNT
(rejser sig)
.
Ja, død og plage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre dage!

ANITRA.
Anitra lyder profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt rap over fingrene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørken.)

PEER GYNT
(står en lang stund som lynslagen)
.
Nå, så skulde da også – – –!

(Samme sted. En time senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkeklæderne af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin evropæiske dragt.)

PEER GYNT
(idet han kaster turbanen langt fra sig)
.
Der ligger Tyrken, og her står jeg! –
Dette hedenske væsen duer s’gu ej.
Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,
og ej, som man siger, i kødet skåret. –
Hvad vilde jeg også på den galej?
En står sig dog bedst på at leve som kristen,
vrage påfuglhabittens pral,
støtte sin færd til lov og moral,
være sig selv og få sig tilsidst en
tale ved graven og kranse på kisten.
(går nogle skridt.)
Den taske; – hun var på et hængende hår
ifærd med at gøre mig hodet kruset.
Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven
et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –

Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en trøst,
at jeg fejled på grundlag af stillingens brøst.
Det var ikke selve personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske levnet,
så ganske blottet for virksomheds salt,
som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.
En dårlig bestilling at være profet!
I embedets medfør skal man gå som i tågen;
profetisk taget man flux er bét,
så såre man tér sig ædru og vågen.
For så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,
netop ved at bringe den gås min hyldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i latter.)
Hm, tænke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at lade sig plukke.
Den adfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt;
nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;
jeg har noget i Amerika, noget i lommen;
er altså ikke helt på fantestien kommen. –