Complete Works of Henrik Ibsen (454 page)

Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender?
Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt;
Bus skal få sukker imorgen –! Det bæst!
Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.
Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:
man får spytte og håbe på vanens magt? –
Der er ynglen også!
(fægter og slår.)
Det er dog for galt,
at mennesket, denne skabningens herre,
skal se sig nødt til –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!

(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule.)
(En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klædning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Ryttere langt borte.)

TYVEN.
Lansernes tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!

HÆLEREN.
Jeg føler alt knappen
i sandet trillende;
Ve, ve!

TYVEN
(folder armene over brystet)
.
Min fader var tyv;
hans søn må stjæle.

HÆLEREN.
Min fader var hæler;
hans søn må hæle.

TYVEN.
Din lod skal du bære;
dig selv skal du være.

HÆLEREN
(lytter)
.
Fodtrin i krattet!
På flugt! Men hvor?

TYVEN.
Hulen er dyb
og profeten stor!
(de flygter og lader kosterne i stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)

PEER GYNT
(kommer skærende på en rørfløjte)
.
Hvilken livsalig morgenstund! –
Skarnbassen triller sin kugle i gruset;
sneglen kryber af sneglehuset.
Morgenen; ja, den har guld i mund. –
Det er dog i grunden en mærkelig magt,
naturen har sådan i dagslyset lagt.
Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
turde gerne, om så var, binde an med en okse. –
Hvilken stilhed omkring! Ja de landlige glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store stæder,
blot for at rendes af pakket på dør. –

Nej; se, hvor firbenen vimser omkring,
snapper og tænker på ingenting.
Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
sig selv, som det blev på hans første bliv.
(sætter lorgnetten på næsen.)
En padde. Midt i en sandstensblok.
Forstening omkring. Kun hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gennem en rude,
på verden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om.)

Nok? Sig selv –? Hvor er det, det står?
Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.
Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog?
Fatalt; jeg mærker, at år for år
min sans for tiden og stedet forgår.
(sætter sig ned i skyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sine fødder.
Se, her gror bregner. Spiselige rødder.
(smager lidt.)
Det er ligere mad for et kreatur; –
men der står jo skrevet: tving din natur!
Endvidere står der: hovmod må bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.
(urolig.)
Ophøjes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tænke sig andet.
Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet
og mage det så, at jeg kommer ivej.
Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, –
når bare Vorherre under mig helsen.
(skyder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind over ørken.)

Hvilket umådeligt, grænseløst øde. –
Langt derborte skridter en struds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
mening med alt dette tomme og døde?
Dette, som alle livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner; –
denne brøk af verden, som ligger brak;
dette lig, som ej, siden jordens fødsel,
har bragt sin skaber så meget som tak, –
hvi blev det til? – Naturen er ødsel. –
Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.
Havet er i vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.
(en tanke farer gennem ham.)
Dæmmet ude? Så kunde jeg –! Højden er smal.
Dæmmet ude! Et gennembrudd blot, en kanal, –
som en livsensflod vilde vandene skylle
ind gennem svælget og ørken fylde!

Snart vilde hele den glødende grav
ligge der frisk som et kruset hav.
Oaserne vilde som øer sig højne,
Atlas grønnes som fjeldkyst mod nord;
sejlere vilde, som fugle forfløjne,
skære mod syd karavanernes spor.
Livende luft vilde sprede de kvalme
dunster, og dugg vilde drysse fra sky;
folk vilde bygge sig by ved by,
og græs vilde gro om den svajende palme.
Landet i syd bag Saharas mur
blev til et kystland med frisk kultur.
Damp vilde drive Tombuktus fabrikker;
Bornu blev koloniseret med il;
op gennem Habes foer forskeren sikker
i sin waggon til den øvre Nil.
Midt i mit hav, på en fed oase,
vil jeg forplante den norske race;
det dølske blod er jo kongeligt næsten;
arabisk krydsning vil gøre resten.

Rundt om en vik på en stigende strand
får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden.
Verden er aflægs! Nu kommer raden
til Gyntiana, mit unge land!
(springer op.)
Bare kapitaler, så er det gjort. –
En nøgle af guld til havets port!
Korstog mod døden! Den griske puger
skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.
For frihed sværmes i alle lande; –
som asnet i arken vil jeg sende et råb
over verden og bringe befrielsens dåb
til de dejlige, bundne, vordende strande.

Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!
Mit rige, – mit halve rige for en hest!
(Hesten vrinsker i fjeldkløften.)
En hest! Og klædning! – Og smykker, – og værge!
(går nærmere.)
Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at viljen kan flytte bjerge; –
men at den også kan flytte en hest –!
Vås! Det er faktum, at her står hesten; –
ab esse ad posse og så videre forresten –
(trækker klædningen udenpå og ser ned over sig.)
Sir Peter, – og Tyrk fra top til rod!
Nej, en véd aldrig, hvad der kan hændes. –
Rap dig, Grane, min ganger god!
(stiger i sadlen.)
Guldtøffel til at støtte min fod!
På ridestellet skal storfolk kendes!
(han galopperer ind i ørken.)

(Telt hos en araberhøvding, ensomt på en oase.)
(Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på hynder. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.)

PIGERNES KOR.
Profeten er kommen!
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldrig fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!

ANITRA.
Hans ganger er mælken, den hvide,
som strømmer i Paradisets floder.
Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!
Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.
Intet jordbarn dog tåler
glansens glans af de stjerners stråler!
Gennem ørken han kom.
Guld og perler sprang frem på hans bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev mørke;
bag ham foer samum og tørke.
Han, den herlige, kom!
Gennem ørken han kom,
som en jordsøn pyntet,
Kaba, Kaba står tom; –
han har selv forkyndt det!

PIGERNES KOR.
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet musik.)

PEER GYNT.
Jeg har læst på tryk – og satsen er sand –
„ingen blir profet i sit eget land.” –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end livet histover blandt Charlestowns rhedre.
Der var noget hult i den hele sag,
noget fremmed på bunden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i laget,
og aldrig rigtig som mand af faget.
Hvad vilde jeg også på den gallej?
Rode og rode i forretningsbingen.
Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig så; det er hele tingen. –
Være sig selv på grundlag af guld,
det er som at bygge sit hus på sandet.
For uhr og for ring og for alt det andet
loggrer de godtfolk og kryber i muld;
de løfter på hatten for brystnål-kronen;
men ring eller nål er jo ikke personen. –

Profet; se, det er en klarere stilling.
Da véd man dog på hvad fod man står.
Slår man an, så er det en selv, som får
ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.
Man er, hvad man er, foruden snak;
man skylder ej slump eller tilfælde tak,
og støtter sig ej til patent og bevilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det så inderlig uforvarende, –
blot ved at komme gennem ørken farende
og træffe naturens børn på min vej.
Profeten var kommen; den sag var klar.
Det var såmen ikke min agt at bedrage –;
der er forskel på løgn og profetisk svar;
og jeg kan jo altid træde tilbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, så at sige, privat;
jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat;
kort sagt, jeg er situationens herre.

ANITRA
(nærmer sig fra indgangen)
.
Profet og hersker!

PEER GYNT.
Hvad vil min slavinde?

ANITRA.
Ventende for teltet står slettens sønner;
de beder at få skue dit ansigt –

PEER GYNT.
Stop!
Sig dem, de kan i afstand troppe op;
sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.
Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!
Mændene, barn, er en skrøbelig slægt, –
ret hvad man kalder nogle arrige skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt
de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit barn! –
Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.

PIGERNE
(dansende)
.
Profeten er god; Profeten er bedrøvet
for det onde, som støvets sønner har øvet!
Profeten er mild; hans mildhed være priset;
han åbner for synderne Paradiset!

PEER GYNT
(idet hans øjne følger Anitra under dansen)
.
Benene går som trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.
Hun har noget extravagante former, –
ikke ganske stemmende med skønhedens normer;
men hvad er skønhed? En vedtægt kun, –
en mynt, som er gangbar til sted og stund.
Og just det extravagante behager,
når man har tilbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir man for rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager,
enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –
det middels gør vammel. –
Hendes fødder – de er ikke ganske rene;
ikke armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en betingelse – –
Anitra, hør her!

ANITRA
(nærmer sig)
.
Din slavinde har hørt!

PEER GYNT.
Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, så fornem beviset; –
jeg gør dig til Houri i Paradiset!

ANITRA.
Umuligt, herre!

PEER GYNT.
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!

ANITRA.
Men jeg har ingen sjæl.

PEER GYNT.
Så kanst du få!

ANITRA.
Hvorledes, herre?

PEER GYNT.
Det må jeg forstå; –
jeg skal nok tage mig af din opdragelse.
Ingen sjæl! ja ganske visst er du dum,
som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.
Men pyt; til en sjæl har du altid rum.
Kom her! lad mig måle din hjernekiste. –
Der er plads; der er plads; det var det, jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldrig komme til at stikke
synderlig dybt; nogen stor sjæl får du ikke; –
men, skidt; det kan også være det samme; –
du skal få så meget, at du ikke står tilskamme – –

ANITRA.
Profeten er god – –

PEER GYNT.
Du nøler? Tal!

ANITRA.
Men jeg ønsked heller –

PEER GYNT.
Snak væk uden dvælen!

ANITRA.
Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen; –
giv mig heller –

PEER GYNT.
Hvilket?

ANITRA
(peger på hans turban)
.
Hin skønne opal!

PEER GYNT
(henrykt, idet han rækker hende smykket)
.
Anitra! Evas naturlige datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,
og som der står hos en agtet forfatter:
„das ewig weibliche zieht uns an!”

(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt.)
(Peer Gynt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)