Complete Works of Henrik Ibsen (678 page)

RITA.
Uh, – at du kan det!

ALLMERS
(utålmodig)
.

Jeg er helst alene nu!

RITA
(går urolig omkring)
.

Og så sidde stille! På en og samme plet!

ALLMERS.
Jeg har jo ingen verdens ting at gå efter.

RITA.
Jeg kan ikke holde det ud nogetsteds. Mindst her, – med fjorden lige ind på sig.

ALLMERS.
Just det, at fjorden er så nær.

RITA
(til Borghejm)
.

Synes ikke De, han skulde gå op med os andre?

BORGHEJM
(til Allmers)
.

Jeg tror, det vilde være bedre for Dem.

ALLMERS.
Nej, nej, – lad mig heller få være, hvor jeg er.

RITA.
Så blir jeg hos dig, Alfred.

ALLMERS.
Nå ja, så gør det da. – Bliv du også, Asta.

ASTA
(hvisker til Borghejm)
.

Lad dem få være alene!

BORGHEJM
(med et forstående blik)
.

Frøken Allmers, – går vi lidt udover – langs stranden? For allersidste gang?

ASTA
(tager sin paraply)
.

Ja, kom. Lad os gå lidt udover.

(Asta og Borghejm går ud sammen bag bådskuret.)

(Allmers driver lidt omkring. Derefter sætter han sig på en sten under træerne i forgrunden til venstre.)

RITA
(kommer nærmere og står foran ham med foldede, nedhængende hænder)
.

Kan du tænke dig den tanke, Alfred, – at vi har mistet Eyolf?

ALLMERS
(ser tungt ned for sig)
.

Vi får vænne os til at tænke den.

RITA.
Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Og så dette grufulde syn, som vil stå for mig gennem hele livet.

ALLMERS
(ser op)
.

Hvilket syn? Hvad har du set?

RITA.
Jeg selv har ikke set noget. Bare hørt det fortælle. Å –!

ALLMERS.
Sig det lige så godt straks.

RITA.
Jeg fik Borghejm med mig ned til bryggen –

ALLMERS.
Hvad vilde du der?

RITA.
Spørge gutterne ud om, hvorledes det var gåt til.

ALLMERS.
Det véd vi jo.

RITA.
Vi fik vide mere.

ALLMERS.
Nå!

RITA.
Det er ikke sandt, det, at han blev rent borte med engang.

ALLMERS.
Siger de det nu?

RITA.
Ja. De siger, at de så ham ligge nede på bunden. Dybt nede i det klare vand.

ALLMERS
(tænderskærende)
.

Og de redded ham ikke!

RITA.
De kunde vel ikke.

ALLMERS.
De kunde svømme, – allesammen. – Sa’ de, hvorledes han lå, mens de så ham?

RITA.
Ja. De sa’, han lå på ryggen. Og med store, åbne øjne.

ALLMERS.
Åbne øjne. Men ganske stille?

RITA.
Ja, ganske stille. Og så kom noget og tog ham udover. De kaldte det en strømsætning.

ALLMERS
(nikker langsomt)
.

Det var altså det sidste, de så af ham.

RITA
(grådkvalt)
.

Ja.

ALLMERS
(med dump røst)
.

Og aldrig, – aldrig får nogen se ham mere.

RITA
(jamrende)
.

Dag og nat vil han stå for mig, som han lå dernede.

ALLMERS.
Med de store, åbne øjne.

RITA
(gyser)
.

Ja, med de store, åbne øjne. Jeg ser dem! Jeg ser dem for mig!

ALLMERS
(rejser sig langsomt og ser stille truende på hende)
.

Var de onde, de øjnene, Rita?

RITA
(blegner)
.

Onde –!

ALLMERS
(går tæt hen til hende)
.

Var det onde øjne, som stirred opad? Dernede fra dybet?

RITA
(viger tilbage)
.

Alfred –!

ALLMERS
(følger efter)
.

Svar mig på det! Var det onde barneøjne?

RITA
(skriger)
.

Alfred! Alfred!

ALLMERS.
Nu har vi fåt det, – slig, som du ønsked, Rita.

RITA.
Jeg! Hvad ønsked jeg?

ALLMERS.
At Eyolf ikke var her.

RITA.
Aldrig i verden har jeg ønsket det! At ikke Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.

ALLMERS.
Nå ja, – herefter gør han det jo ikke mere.

RITA
(sagte, stirrer frem for sig)
.

Kanske herefter mest.
(farer sammen.)
Å, dette grufulde syn!

ALLMERS
(nikker)
.

De onde barneøjne, ja.

RITA
(i angst, viger tilbage)
.

Lad mig være, Alfred! Jeg er ræd for dig! Slig har jeg aldrig set dig før.

ALLMERS
(ser hårdt og koldt på hende)
.

Sorgen gør ond og styg.

RITA
(ræd, men dog trodsig)
.

Jeg føler det så, jeg også.

(Allmers går hen imod højre og ser ud over fjorden. Rita sætter sig ved bordet. Kort ophold.)

ALLMERS
(vender hodet imod hende)
.

Du har aldrig holdt helt og fuldt af ham. Aldrig!

RITA
(koldt, behersket)
.

Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt ind til mig.

ALLMERS.
Fordi du ikke vilde.

RITA.
Å jo, du. Jeg vilde nok mere end gerne. Men der stod nogen ivejen. Lige fra først af.

ALLMERS
(vender sig helt)
.

Jeg stod ivejen, mener du?

RITA.
Å nej. Ikke fra først af.

ALLMERS
(går nærmere)
.

Hvem da?

RITA.
Tanten.

ALLMERS.
Asta.

RITA.
Ja. Asta stod og stængte vejen for mig.

ALLMERS.
Siger du det, Rita?

RITA.
Ja. Asta, – hun fanged ham – lige fra det hændte, – det ulykkelige faldet.

ALLMERS.
Gjorde hun det, så gjorde hun det i kærlighed.

RITA
(heftig)
.

Just det! Jeg tåler ikke at dele noget med en anden en! Ikke i kærlighed!

ALLMERS.
Vi to skulde ha’ delt ham mellem os i kærlighed.

RITA
(ser hånlig på ham)
.

Vi? Å, du har i grunden aldrig havt rigtig kærlighed til ham, du heller.

ALLMERS
(ser forbauset på hende)
.

Har jeg ikke –!

RITA.
Nej, du har ikke. Først så var du jo så helt fangen af denne bogen – om ansvaret.

ALLMERS
(stærkt)
.

Ja, det var jeg. Men netop den, du, – den ofred jeg for Eyolfs skyld.

RITA.
Ikke af kærlighed til ham.

ALLMERS.
Hvorfor da, mener du?

RITA.
Fordi du gik her og fortærtes af mistro til dig selv. Fordi du var begyndt at tvile på, at du havde noget stort kald at leve for i verden.

ALLMERS
(forskende)
.

Har du kunnet mærke noget sådant på mig?

RITA.
Å ja, – lidt efter lidt. Og så trængte du til noget nyt, som kunde fylde dig. – Jeg var dig vel sagtens ikke nok længer.

ALLMERS.
Det er forvandlingens lov, Rita.

RITA.
Derfor var det, du vilde gøre et vidunderbarn af stakkers lille Eyolf.

ALLMERS.
Det vilde jeg ikke. Jeg vilde gøre et lykkeligt væsen af ham. Det alene vilde jeg.

RITA.
Men ikke af kærlighed til ham. Gå i dig selv!
(med skyhed i udtrykket.)
Og gransk alt det, som ligger under – og bagved.

ALLMERS
(undgår hendes øjne)
.

Der er noget, du vil forbi.

RITA.
Du også.

ALLMERS
(ser tankefuld på hende)
.

Hvis det er, som du tænker, så har vi to i grunden aldrig ejet vort eget barn.

RITA.
Nej. Ikke fuldt ud i kærlighed.

ALLMERS.
Og alligevel så går vi nu her og sørger så bitterlig over ham.

RITA
(bittert)
.

Ja, er det ikke underligt at tænke sig? Gå her og sørge slig over en liden fremmed gut.

ALLMERS
(i udbrud)
.

Å, kald ham da ikke fremmed!

RITA
(ryster tungt på hodet)
.

Vi vandt aldrig gutten, Alfred. Ikke jeg. Ikke du heller.

ALLMERS
(vrider hænderne)
.

Og nu er det for sent! For sent!

RITA.
Og så rent trøstesløst – altsammen.

ALLMERS
(pludselig opfarende)
.

Du er den skyldige her!