Complete Works of Henrik Ibsen (677 page)

ALLMERS.
Nej, det var såmæn dig, du. Du skammed dig.

ASTA.
Å ja, lidt, jeg også, kanske. Og så syntes jeg ligesom synd i dig –

ALLMERS.
Ja, du gjorde nok det. Og så fandt du mine gamle gutteklæder frem –

ASTA.
De pene søndagsklæderne, ja. Kan du huske den blå blusen og knæbukserne?

ALLMERS
(dvæler med øjnene på hende)
.

Hvor godt jeg husker dig, når du trak dem på dig og gik med dem.

ASTA.
Ja, men det gjorde jeg da bare, når vi var hjemme alene.

ALLMERS.
Og så alvorlige og så vigtige, som vi da var, du. Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.

ASTA.
Men, Alfred, dette her har du da vel aldrig fortalt til Rita?

ALLMERS.
Jo, jeg tror jeg har fortalt hende det en gang.

ASTA.
Nej men, Alfred, hvor kunde du da gøre det!

ALLMERS.
Å, ser du, – man fortæller jo sin hustru alting – sågodtsom.

ASTA.
Ja, man gør vel det, kan jeg tænke.

ALLMERS
(ligesom vågnende, griber sig til panden og springer op)
.

Ah, – at jeg kan sidde her og –

ASTA
(rejser sig, ser bekymret på ham)
.

Hvad er det med dig?

ALLMERS.
Han kom næsten bort fra mig. Rent bort kom han.

ASTA.
Eyolf!

ALLMERS.
Her sad jeg og leved i minderne. Og han var ikke med.

ASTA.
Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det altsammen.

ALLMERS.
Han var det ikke. Han gled ud af mit sind. Ud af mine tanker. Jeg så ham ikke for mig et øjeblik, mens vi sad og talte sammen. Glemte ham rent den lange stund.

ASTA.
Å, men du må da også hvile lidt ud i sorgen.

ALLMERS.
Nej, nej, nej, – det er just det, jeg ikke må! Det har jeg ikke lov til. Ikke ret til. – Og ikke hjerte til heller.
(går i oprør hen imod højre.)
Jeg har bare at dvæle der ude, hvor han ligger og driver nede på dybet!

ASTA
(efter ham, holder ham fast)
.

Alfred, – Alfred! Kom ikke til fjorden!

ALLMERS.
Jeg må ud til ham! Slip mig, Asta! Jeg vil ha’ fat i båden.

ASTA
(i skræk)
.

Kom ikke til fjorden, siger jeg!

ALLMERS
(eftergivende)
.

Nej, nej, – jeg skal ikke. Lad mig bare være.

ASTA
(fører ham hen til bordet)
.

Du må hvile tankerne, Alfred. Kom her og sæt dig.

ALLMERS
(vil sætte sig på bænken)
.

Ja, ja, – som du vil da.

ASTA.
Nej, du skal ikke sætte dig der.

ALLMERS.
Jo, lad mig.

ASTA.
Nej; gør ikke det! For så sidder du bare og ser udover –
(nøder ham ned på en stol med ryggen mod højre.)
Se så. Nu sidder du godt.
(sætter sig selv på bænken.)
Og så skal vi snakke lidt sammen igen.

ALLMERS
(ånder hørligt)
.

Det gjorde godt at få dulme savnet og sorgen et øjeblik.

ASTA.
Du må det, Alfred.

ALLMERS.
Men synes du ikke, at jeg er forfærdelig slap og sløv, – at jeg kan det?

ASTA.
Å nej da. For det er visst umuligt at kredse bestandig om et og det samme.

ALLMERS.
Ja, for mig er det umuligt. Før du kom ned til mig, sad jeg her og vånded mig så usigelig i denne jagende og nagende sorg –

ASTA.
Ja?

ALLMERS.
Og vil du så tro det, Asta –? Hm –

ASTA.
Nå?

ALLMERS.
Midt i vånden så greb jeg mig i at gætte på, hvad vi skulde ha’ til middag idag.

ASTA
(beroligende)
.

Ja, ja, bare der er hvile i det, så –

ALLMERS.
Ja tænk, du, – jeg syntes, der var ligesom hvile i det.
(rækker hende hånden over bordet.)
Hvor godt det er, at jeg har dig, Asta. Det er jeg så glad for. Glad, glad – midt i sorgen.

ASTA
(ser alvorligt på ham)
.

Du skal først og fremst være glad for, at du har Rita.

ALLMERS.
Ja, det forstår sig jo af sig selv. Men Rita er jeg ikke i slægt med. Det er ‘ikke som at ha’ en søster.

ASTA
(spændt)
.

Siger du det, Alfred?

ALLMERS.
Ja, vor slægt er noget for sig selv.
(halvt spøgende.)
Altid så har vi havt lyse forbogstaver i navnene. Kan du huske, hvor tidt vi snakked om det før? Og alle slægtningerne, – alle er de lige fattige. Og alle har vi samme slags øjne.

ASTA.
Synes du, jeg også har –?

ALLMERS.
Nej, du slægter jo så aldeles på din mor, du. Ligner sletikke os andre. Ikke far engang. Men alligevel –

ASTA.
Alligevel –?

ALLMERS.
Ja, jeg tror, at samlivet alligevel har præget os begge to efter hinandens billede. I sindet, mener jeg.

ASTA
(varmt bevæget)
.

Å, det må du aldrig sige, Alfred. Det er mig alene, som har taget mit præg efter dig. Og det er dig, som jeg skylder alt, – alt godt i verden.

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Du skylder mig ingenting, Asta. Tvert imod –

ASTA.
Alt skylder jeg dig! Det må du da kunne sige dig selv. Intet offer har været dig for tungt –

ALLMERS
(afbrydende)
.

Å hvad – offer! Kom ikke med sligt noget. – Jeg har bare holdt af dig, Asta. Lige fra du var et lidet barn.
(efter et kort ophold.)
Og så syntes jeg altid, at jeg havde så megen uret at gøre god igen også.

ASTA
(forundret)
.

Uret! Du?

ALLMERS.
Ikke just for egen regning. Men –

ASTA
(spændt)
.

Men –?

ALLMERS.
For fars.

ASTA
(farer halvt op fra bænken)
.

For – fars!
(sætter sig igen.)
Hvad mener du med det, Alfred?

ALLMERS.
Far var aldrig rigtig snil imod dig.

ASTA
(heftig)
.

Å, sig da ikke det!

ALLMERS.
Jo, for det er sandt. Han holdt ikke af dig. Ikke sådan, som han skulde.

ASTA
(undvigende)
.

Nej, kanske ikke sådan, som han holdt af dig. Det var da rimeligt.

ALLMERS
(vedbliver)
.

Og hård var han ofte imod din mor også. I alt fald i de sidste årene.

ASTA
(sagte)
.

Mor var jo så meget, meget yngre end han. Husk på det.

ALLMERS.
Tror du ikke, at de passed rigtig sammen?

ASTA.
Kanske de ikke gjorde det.

ALLMERS.
Ja, men alligevel –. Far, som ellers var så blød og varmhjertet –. Så venlig imod alle mennesker –

ASTA
(stille)
.

Mor var vel heller ikke altid, som hun skulde være.

ALLMERS.
Var ikke din mor!

ASTA.
Kanske ikke altid.

ALLMERS.
Imod far, mener du?

ASTA.
Ja.

ALLMERS.
Det mærked jeg da aldrig noget til.

ASTA
(kæmpende med gråden, rejser sig)
.

Å, kære Alfred, – lad dem hvile, – de som borte er.

(hun går henover mod højre.)

ALLMERS
(står op)
.

Ja, lad dem hvile.
(vrider hænderne.)
Men de, som borte er, – de la’r ikke os hvile, Asta. Hverken dag eller nat.

ASTA
(ser varmt på ham)
.

Med tiden vil alt sammen kendes mildere, Alfred.

ALLMERS
(ser hjælpeløs på hende)
.

Ja, tror ikke du også det? – Men hvorledes jeg skal vinde over disse her forfærdelige, første dagene –.
(hæst.)
Nej, det skønner jeg ikke.

ASTA
(bedende, lægger hænderne på hans skuldre)
.

Gå op til Rita. Å, jeg be’r dig så bønligt –

ALLMERS
(heftig, drager sig væk)
.

Nej, nej, nej, – snak ikke til mig om det! For jeg kan ikke, ser du.
(roligere.)
Lad mig få bli’ her sammen med dig.

ASTA.
Ja, jeg skal ikke gå fra dig.

ALLMERS
(griber hendes hånd og holder den fast)
.

Tak for det!
(ser en stund ud over fjorden.)
Hvor er min lille Eyolf henne nu?
(smiler tungt til hende.)
Kan du sige mig det, – du min store, kloge Eyolf?
(ryster på hodet.)
Ingen i hele verden kan sige mig det. Jeg véd bare det ene, forfærdelige, at jeg ikke har ham længer.

ASTA
(ser op mod venstre og trækker hånden til sig)
.

Nu kommer de.

(Fru Allmers og ingeniør Borghejm kommer gående nedover skogstien; hun foran; han bagefter. Hun er mørkt klædt, med et sort slør over hodet. Han har paraply under armen.)

ALLMERS
(går hende imøde)
.

Hvorledes har du det, Rita?

RITA
(går forbi ham)
.

Å, spørg ikke.

ALLMERS.
Hvad vil du her?

RITA.
Bare se efter dig. Hvad ta’r du dig til?

ALLMERS.
Ikke noget. Asta kom ned til mig.

RITA.
Ja, men før Asta kom? Du har været borte fra mig hele formiddagen.

ALLMERS.
Jeg har siddet her og set ud over vandet.