Complete Works of Henrik Ibsen (673 page)

EYOLF
(spændt)
.

Og hvad så –? Fortæl det!

ROTTEJOMFRUEN.
Så lægger vi ud fra land. Og jeg vrikker med åren og spiller på mundharpe. Og Mopsemand, han svømmer bagefter.
(med gnistrende øjne.)
Og alle de, som kribled og krabled, de følger og følger os ud på dybets vande. Ja, for det må de!

EYOLF.
Hvorfor må de?

ROTTEJOMFRUEN.
Just fordi de ikke vil. Fordi de er så grøssende rædde for vandet, – derfor må de ud i det.

EYOLF.
Drukner de så?

ROTTEJOMFRUEN.
Hver evige en.
(sagtere.)
Og så har de det så stille og så godt og mørkt, som de bare kan ønske sig det, – de yndige små. Sover dernede så sød og så lang en søvn. Alle de, som menneskene hader og forfølger.
(rejser sig.)
Ja, før i tiden havde jeg ingen Mopsemand behov. Da lokked jeg selv da. Jeg alene.

EYOLF.
Hvad lokked De for noget?

ROTTEJOMFRUEN.
Mennesker. En mest.

EYOLF
(i spænding)
.

Å, sig mig, hvad det var for en!

ROTTEJOMFRUEN
(ler)
.

Det var allerkæresten min, det, lille hjerteknuser!

EYOLF.
Hvor er så han henne nu?

ROTTEJOMFRUEN
(hårdt)
.

Nede hos alle rotterne.
(atter mildt.)
Men nu må jeg ud i forretninger igen. Altid på farten.
(til Rita.)
Har herskabet slet ingen brug for mig idag? For så kunde jeg gøre det af med det samme.

RITA.
Nej tak; jeg tror ikke det trænges.

ROTTEJOMFRUEN.
Ja-ja, sødeste frue, – en kan aldrig vide –. Skulde herskabet mærke, at her er noget, som nager og gnaver, – og kribler og krabler, – så se bare til at få fat på mig og Mopsemand. – Farvel, farvel så mange tusend gange.

(hun går ud gennem døren til højre.)

EYOLF
(sagte, triumferende til Asta)
.

Tante, tænk, at jeg også har set Rottejomfruen!

(Rita går ud på verandaen og vifter sig med lommetørklædet. Lidt efter går Eyolf varsomt og ubemærket ud til højre.)

ALLMERS
(tager mappen på bordet ved sofaen)
.

Er det din mappe, denne her, Asta?

ASTA.
Ja. Jeg har nogen af de gamle brevene i den.

ALLMERS.
Å, familjebrevene –

ASTA.
For du bad mig jo ordne dem for dig, mens du var borte.

ALLMERS
(klapper hende på hodet)
.

Og det har du også fundet tid til, du!

ASTA.
Å ja. Jeg har gjort det dels herude og dels inde i byen hos mig selv.

ALLMERS.
Tak, kære –. Fandt du så noget særligt dem?

ASTA
(henkastende)
.

Å, – så et og andet finder en jo altid i slige gamle papirer, véd du vel.
(sagtere, alvorligt.)
Det der i mappen, det er brevene til mor.

ALLMERS.
Ja, dem skal du naturligvis selv beholde.

ASTA
(med overvindelse)
.

Nej. Jeg vil, at du skal se dem igennem, du også, Alfred. Engang, – senere hen i livet. – Men idag har jeg ikke nøglen til mappen med mig.

ALLMERS.
Behøves ikke, kære Asta. For jeg læser så aldrig din mors breve alligevel.

ASTA
(fæster øjnene på ham)
.

Så vil jeg engang, – sådan en lun aftenstund, fortælle dig noget af det, som står i dem.

ALLMERS.
Ja, det kan du heller gøre. Men behold du bare din mors breve. Du har ikke så mange erindringer efter hende.

(han rækker Asta mappen. Hun tager den og lægger den hen på stolen under overtøjet.)

(Rita kommer ind i stuen igen.)

RITA.
Uh, jeg synes det gamle uhyggelige fruentimmer bragte ligesom en ligstank med sig.

ALLMERS.
Ja, lidt uhyggelig var hun jo.

RITA.
Jeg følte mig næsten syg, mens hun var i stuen.

ALLMERS.
For resten kan jeg nok forstå den tvingende og dragende magt, som hun snakked om. Ensomheden oppe mellem tinderne og på de store vidder har noget af det samme.

ASTA
(ser opmærksomt på ham)
.

Hvad er det for noget, som er foregåt med dig, Alfred?

ALLMERS
(smiler)
.

Med mig?

ASTA.
Ja, noget er det. Næsten som en forvandling, Rita har også lagt mærke til det.

RITA.
Ja, jeg så det, straks du kom. Men det er da vel bare godt, det, Alfred?

ALLMERS.
Det bør være godt. Og det må og det skal bli’ til det gode.

RITA
(udbrydende)
.

Du har oplevet noget på rejsen! Nægt det ikke! For jeg ser det på dig!

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Ingen verdens ting – i det ydre. Men –

RITA
(spændt)
.

Men –?

ALLMERS.
Indvendig i mig er der rigtignok sket en liden omvæltning.

RITA.
Å Gud –!

ALLMERS
(beroligende, klapper hendes hånd)
.

Bare til det gode, kære Rita. Det kan du så trygt lide på.

RITA
(sætter sig i sofaen)
.

Dette her må du endelig straks fortælle os. Altsammen!

ALLMERS
(vender sig mod Asta)
.

Ja, lad os sætte os, vi også. Så skal jeg prøve på at fortælle. Så godt jeg kan.

(han sætter sig i sofaen ved siden af Rita. Asta rykker en stol frem og sætter sig nær ved ham. Kort ophold.)

RITA
(ser på ham i forventning)
.

Nå da –?

ALLMERS
(ser frem for sig)
.

Når jeg tænker tilbage på mit liv – og min skæbne – i de sidste ti-elleve år, så står det næsten for mig som et eventyr eller som en drøm. Synes ikke du også det, Asta?

ASTA.
Jo, i mange måder synes jeg det.

ALLMERS
(vedblivende)
.

Når jeg tænker på, hvad vi to var før, Asta. Vi to stakkers fattige forældreløse –

RITA
(utålmodig)
.

Å ja, det er jo så længe siden.

ALLMERS
(uden at høre på hende)
.

Og nu sidder jeg her i velstand og herlighed. Har kunnet følge mit kald. Har kunnet arbejde og studere, – alt efter egen lyst.
(rækker hånden ud.)
Og hele denne store, ubegribelige lykke – den skylder vi dig, du kæreste Rita.

RITA
(halvt spøgende, halvt uvillig, smækker ham over hånden)
.

Vil du nu bare se at holde op med den snak.

ALLMERS.
Jeg nævner det jo også blot som en slags indledning –

RITA.
Å, spring så den indledning over!

ALLMERS.
Rita, – du må ikke tro, det var lægens råd, som drev mig op i fjeldene.

ASTA.
Ikke det, Alfred?

RITA.
Hvad var det da, som drev dig?

ALLMERS.
Det var det, at jeg fandt ikke ro ved mit arbejdsbord længer.

RITA.
Ikke ro! Kære, hvem forstyrred dig da!

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Ingen udenfra. Men jeg havde en følelse af, at jeg ligefrem misbrugte – eller – nej, forsømte mine bedste evner. At jeg sløsed tiden væk.

ASTA
(med store øjne)
.

Når du sad og skrev på bogen?

ALLMERS
(nikker)
.

For jeg har da vel ikke evner til bare det alene. Jeg måtte vel kunne udrette et eller andet ellers også.

RITA.
Var det det, du sad og grubled over?

ALLMERS.
Ja, det var det nærmest.

RITA.
Og derfor blev du så utilfreds med dig selv i den sidste tid. Og med os andre også. Ja, for det var du, Alfred!

ALLMERS
(ser hen for sig)
.

Der sad jeg bøjet over bordet og skrev dag efter dag. Mangen gang halve natten også. Skrev og skrev på den store, tykke bogen om „Det menneskelige ansvar”. Hm!

ASTA
(lægger hånden på hans arm)
.

Men, kære, – den bogen skal jo bli’ dit livsværk.

RITA.
Ja, det har du da tidt nok sagt.

ALLMERS.
Jeg tænkte så. Lige siden jeg begyndte at bli’ voksen.
(med et varmt udtryk i øjnene.)
Så satte du mig i stand til at gå i vej med det, du kære Rita –

RITA.
Å snak!

ALLMERS
(smiler til hende)
.

– du med dit guld og med dine grønne skoge –

RITA
(halvt leende, halvt fortrydelig)
.

Kommer du med det tøjeri igen, så banker jeg dig.

ASTA
(ser bekymret på ham)
.

Men bogen, Alfred?

ALLMERS.
Den begyndte ligesom at fjerne sig. Men mere og mere steg tanken om de højere pligter, som stilled sit krav til mig.

RITA
(strålende, griber hans hånd)
.

Alfred!

ALLMERS.
Tanken om Eyolf, kære Rita.

RITA
(skuffet, slipper hånden)
.

Ah, – om Eyolf!

ALLMERS.
Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra bordet –. Og mest efter at vi har visshed for, at det er uopretteligt –

RITA
(indstændigt)
.

Men du ta’r dig jo af ham, alt hvad du kan, Alfred!

ALLMERS.
Som en skolemester, ja. Men ikke som en far. Og en far er det jeg vil være for Eyolf herefter.

RITA
(ser på ham og ryster på hodet)
.