Complete Works of Henrik Ibsen (675 page)

Ja, hvorfor egentlig det da?

RITA
(i voksende sindsbevægelse)
.

Jo, for så måtte hun rejse langt bort med ham? Og så kunde hun aldrig komme herud til os ligesom nu!

ALLMERS
(stirrer forbauset på hende)
.

Hvad! Kunde du ønske at bli’ Asta kvit!

RITA.
Ja, ja, Alfred!

ALLMERS.
Men hvorfor i al verden –?

RITA
(slår armene lidenskabelig om hans hals)
.

Jo, for så havde jeg dig da endelig for mig selv alene! Skønt – ikke da heller! Ikke helt for mig!
(brister i krampegråd.)
Å, Alfred, Alfred, –jeg kan ikke gi’ slip på dig.

ALLMERS
(gør sig læmpeligt løs)
.

Men kæreste Rita, – så vær da fornuftig!

RITA.
Nej, jeg bry’r mig ikke en smule om at være fornuftig! Jeg bry’r mig bare om dig! Om dig alene i hele verden!
(kaster sig atter om hans hals.)
Om dig, om dig, om dig!

ALLMERS.
Slip, slip, – du kvæler mig –!

RITA
(slipper ham)
.

Gid jeg så sandt kunde!
(ser gnistrende på ham.)
Å, dersom du vidste, hvor jeg har hadet dig –!

ALLMERS.
Hadet mig –!

RITA.
Ja, – når du sad derinde hos dig selv. Og ruged over dit arbejde. Til langt – langt udover nætterne.
(klagende.)
Så langt, – så sent, Alfred. – Å, hvor jeg haded dit arbejde!

ALLMERS.
Men nu er det jo slut med det.

RITA
(ler skærende)
.

Jo visst! Nu er du jo optaget af det, som værre er.

ALLMERS
(oprørt)
.

Værre! Kalder du barnet det, som værre er?

RITA
(heftig)
.

Ja, jeg gør det. I forholdet mellem os to kalder jeg det så. For barnet, – barnet, det er jo ovenikøbet et levende menneske, det.
(i stigende udbrud.)
Men jeg tåler det ikke, Alfred! Jeg tåler det ikke, – det siger jeg dig!

ALLMERS
(ser fast på hende og siger dæmpet)
.

Jeg er mangen gang næsten ræd for dig, Rita.

RITA
(mørk)
.

Jeg bli’r tidt ræd for mig selv. Og just derfor så må du ikke vække det onde i mig.

ALLMERS.
Ja, men i Guds navn, – gør jeg da det?

RITA.
Ja, du gør, – når du slider det helligste istykker mellem os.

ALLMERS
(indtrængende)
.

Men tænk dig da om, Rita. Det er jo dit eget barn, – vort eneste barn, som her handles om.

RITA.
Barnet er bare halvvejs mit eget.
(atter i udbrud.)
Men du skal være min alene! Helt min skal du være! Det har jeg ret til at kræve af dig!

ALLMERS
(trækker på skuldren)
.

Å, kære Rita, – det nytter jo ikke at kræve noget. Alt må gives frivilligt.

RITA
(ser spændt på ham)
.

Og det kan du kanske ikke herefter?

ALLMERS.
Nej, jeg kan ikke. Jeg må dele mig mellem Eyolf og dig.

RITA.
Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?

ALLMERS
(undvigende)
.

Ja, det var en anden sag. Så havde jeg jo bare dig at holde af da.

RITA
(sagte, dirrende)
.

Så vilde jeg ønske, at jeg aldrig havde født ham.

ALLMERS
(farer op)
.

Rita! Du véd ikke, hvad du selv siger!

RITA
(ryster af sindsbevægelse)
.

Jeg fødte ham til verden under så usigelig pine. Men jeg bar det altsammen med jubel og fryd for din skyld.

ALLMERS
(varmt)
.

Å ja, ja, det véd jeg jo nok.

RITA
(bestemt)
.

Men dermed får det ha’ slut. Jeg vil leve livet. Sammen med dig. Helt med dig. Jeg kan ikke gå her og bare være Eyolfs mor. Bare det. Ikke noget mere. Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg kan ikke! Jeg vil være alt for dig! For dig, Alfred!

ALLMERS.
Men det er du jo, Rita. Gennem vort barn –

RITA.
Å, – vamle, lunkne talemåder –. Ikke et fnug andet. Nej, du, sligt er ikke noget for mig. Jeg var skikket til at bli’ mor til barnet. Men ikke til at være mor for det. Du får ta’ mig som jeg er, Alfred.

ALLMERS.
Og du har dog holdt så hjertelig af Eyolf før.

RITA.
Jeg syntes så synd i ham. Fordi du lod ham gå for lud og koldt vand. Bare lod ham læse og puge. Næsten ikke så ham engang.

ALLMERS
(nikker langsomt)
.

Nej; jeg var blind. Tiden var ikke kommen for mig –

RITA
(ser på ham)
.

Men nu er den altså kommen?

ALLMERS.
Ja, nu endelig. Nu ser jeg, at det højeste, jeg har at gøre her i verden, det er at være en sand far for Eyolf.

RITA.
Og for mig? Hvad vil du være for mig?

ALLMERS
(mildt)
.

Dig vil jeg bli’ ved at holde af. I stille inderlighed.

(han griber efter hendes hænder.)

RITA
(undviger ham)
.

Jeg bry’r mig ikke om din stille inderlighed. Jeg vil ha’ dig helt og holdent! Og alene! Slig, som jeg havde dig i de første, dejlige, svulmende tider.
(heftigt og hårdt.)
Jeg lar mig aldrig i verden afspise med levninger og rester, Alfred!

ALLMERS
(sagtmodig)
.

Jeg synes, her måtte kunne være så rigeligt af lykke for os alle tre, Rita.

RITA
(hånligt)
.

Så er du nøjsom.
(sætter sig ved bordet til venstre.)
Hør nu her.

ALLMERS
(nærmer sig)
.

Nu? Hvad er det?

RITA
(ser op mod ham med en mat glands i øjet)
.

Da jeg fik dit telegram igåraftes –

ALLMERS.
Ja? Hvad så?

RITA.
– så klædte jeg mig i hvidt –

ALLMERS.
Ja, jeg så, du var hvidklædt, da jeg kom.

RITA.
Havde slået håret ud –

ALLMERS.
Dit rige, duftende hår –

RITA.
– så det flød ned over nakken og ryggen –

ALLMERS.
Jeg så det. Jeg så det. Å, hvor du var dejlig, Rita!

RITA.
Der var rosenrøde skærme over begge lamperne. Og vi var alene, vi to. De eneste vågne i hele huset. Og der var champagne på bordet.

ALLMERS.
Den drak jeg ikke noget af.

RITA
(ser bittert på ham)
.

Nej, det er sandt.
(ler skarpt.)
„Du havde champagne, men rørte den ej”, – som skrevet står.

(hun rejser sig fra lænestolen og går ligesom træt hen og sætter sig halvt liggende på sofaen.)

ALLMERS
(går henad gulvet og standser foran hende)
.

Jeg var så opfyldt af alvorsfulde tanker. Jeg havde foresat mig at tale med dig om vort fremtidsliv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.

RITA
(smiler)
.

Det gjorde du jo også, kære –

ALLMERS.
Nej, jeg kom ikke til. For du begyndte at klæde dig af.

RITA.
Ja, og så snakked du om Eyolf imens. Husker du ikke det? Du spurgte, hvorledes det stod til med lille Eyolfs mave.

ALLMERS
(ser bebrejdende på hende)
.

Rita –!

RITA.
Og så la’ du dig i din seng. Og sov så inderlig godt.

ALLMERS
(ryster på hodet)
.

Rita, – Rita!

RITA
(lægger sig helt ned og ser op til ham)
.

Du? Alfred?

ALLMERS.
Ja?

RITA.
„Du havde champagne, men rørte den ej”.

ALLMERS
(næsten hårdt)
.

Nej. Jeg rørte den ikke.

(han går fra hende og stiller sig i havedøren. Rita ligger en stund urørlig, med lukkede øjne.)

RITA
(springer pludselig op)
.

Men én ting vil jeg sige dig, Alfred.

ALLMERS
(vender sig i døren)
.

Nå?

RITA.
Du skulde ikke føle dig så tryg, du!

ALLMERS.
Ikke tryg?

RITA.
Nej, du skulde ikke være så ligeglad! Ikke så sikker på, at du har mig!

ALLMERS
(kommer nærmere)
.

Hvad mener du med det?

RITA
(med bævende læber)
.

Aldrig med en tanke har jeg været utro imod dig, Alfred! Aldrig et øjeblik.

ALLMERS.
Nej, Rita, det véd jeg da. Jeg, som kender dig så godt.

RITA
(med gnistrende øjne)
.

Men forsmår du mig –!

ALLMERS.
Forsmår –! Jeg skønner ikke, hvor du vil hen!

RITA.
Å, du kender ikke alt det, som kunde komme op i mig, hvis –

ALLMERS.
Hvis –?

RITA.
Hvis jeg nogensinde skulde mærke, at du ikke længer brød dig om mig. Ikke længer holdt af mig således som før.

ALLMERS.
Men, du min kæreste Rita, – den menneskelige forvandling gennem årene, – den må da engang foregå i vort samliv også. Ligesom hos alle andre.

RITA.
Aldrig hos mig! Og jeg vil ikke vide af nogen forvandling hos dig heller. Jeg vilde ikke kunne bære det, Alfred. Jeg vil få beholde dig for mig selv alene.

ALLMERS
(ser bekymret på hende)
.