Complete Works of Henrik Ibsen (669 page)

HILDE.
Det blir forfærdelig spændende.

SOLNESS
(dæmpet)
.
Det snakker vi to om siden, Hilde.
(han går med kransen ned ad trappen og bort igennem haven.)

HILDE
(ser efter ham; derpå vender hun sig til Ragnar)
.
De kunde da gerne så meget som takket ham, synes jeg.

RAGNAR.
Takket ham? Skulde jeg takket ham?

HILDE.
Ja, det skulde De da rigtignok!

RAGNAR.
Det måtte vel snarere være Dem, jeg skulde takke.

HILDE.
Hvor kan De si’ sligt noget?

RAGNAR
(uden at svare hende)
.
Men vogt Dem bare, De, frøken! For De kender nok ikke ham rigtig endnu.

HILDE
(ildfuld)
.
Å, jeg kender ham bedst, jeg!

RAGNAR
(ler i forbittrelse)
.
Takke ham, som har holdt mig nede år efter år! Han, som har fåt far til at tvile på mig. Fåt mig selv til at tvile –. Og det altsammen bare for at –!

HILDE
(ligesom anende noget)
.
For at –? Si’ mig det straks!

RAGNAR.
For at han kunde få beholde hende hos sig.

HILDE
(med et sæt imod ham)
.
Frøkenen ved pulten!

RAGNAR.
Ja.

HILDE
(truende, med knyttede hænder)
.
Det er ikke sandt! De lyver på ham!

RAGNAR.
Jeg vilde heller ikke tro det før idag, – da hun selv sa’ det.

HILDE
(som ude af sig)
.
Hvad sa’ hun! Jeg vil vide det! Straks! Straks!

RAGNAR.
Hun sa’, at han har ta’t hendes sind – helt og holdent. Ta’t alle hendes tanker for sig alene. Hun si’r, at hun aldrig kan slippe ham. At hun vil bli’ her, hvor han er –

HILDE
(med gnistrende øjne)
.
Det får hun ikke lov til!

RAGNAR
(ligesom forskende)
.
For hvem får hun ikke lov?

HILDE
(hurtig)
.
Ikke for ham heller!

RAGNAR.
Å nej, – jeg forstår jo det hele så godt nu. Herefter vilde hun vel bare bli’ – til besvær.

HILDE.
Ingenting forstår De – når De kan si’ sligt! Nej, jeg skal fortælle Dem, hvorfor han holdt på hende.

RAGNAR.
Og hvorfor da?

HILDE.
For at få beholde Dem.

RAGNAR.
Har han sagt Dem det?

HILDE.
Nej, men det er så! Det må være så!
(vildt.)
Jeg vil, – jeg vil, at det skal være så!

RAGNAR.
Og just da De var kommen, – så slap han hende.

HILDE.
Dem, – Dem var det, han slap! Hvad tror De, han bry’r sig om så’ne fremmede frøkener, han?

RAGNAR
(tænker efter)
.
Skulde han da ha’ gåt her og været ræd for mig?

HILDE.
Han ræd! Så kry skulde De ikke være, synes jeg.

RAGNAR.
Å, han må da vel for længe siden ha’ skønnet, at jeg duer til noget, jeg også. – Forresten, – ræd, – det er nu netop det han er, ser De.

HILDE.
Han! Jo, bild mig det ind!

RAGNAR.
På sæt og vis er han ræd. Han, den store bygmesteren. Ta’ livslykken ifra andre mennesker, – slig, som han har gjort både med far og med mig, – det er han ikke ræd for. Men bare det, at klyve op på et stakkers stillads, – det vilde han nok be’ Gud bevare sig for!

HILDE.
Å, De skulde bare set ham så højt oppe, – så svimlende højt, som jeg engang så ham!

RAGNAR.
Har De set det?

HILDE.
Ja, det har jeg rigtignok. Så fri og stolt, som han stod og fæsted kransen til kirkefløjen!

RAGNAR.
Jeg véd, at han har vovet det én gang i sit liv. En eneste gang. Vi unge har snakket så tidt om det. Men ingen magt i verden får ham til at gøre det om igen.

HILDE.
Idag gør han det om igen!

RAGNAR
(hånligt)
.
Jo, det kan De tro!

HILDE.
Vi skal få se det!

RAGNAR.
Det får hverken De eller jeg se.

HILDE
(voldsom, ustyrlig)
.
Jeg vil se det! Jeg vil og jeg må se det!

RAGNAR.
Men han gør det ikke. Tør simpelthen ikke gøre det. For han har nu engang den skavank, – han, den store bygmesteren.
(Fru Solness kommer fra huset ud på verandaen.)

FRU SOLNESS
(ser sig om)
.
Er han ikke her? Hvor er han gåt hen?

RAGNAR.
Bygmesteren er der borte hos arbejderne.

HILDE.
Han gik med kransen.

FRU SOLNESS
(i skræk)
.
Gik han med kransen! Å Gud, – å Gud! Brovik, – De må gå ned til ham! Se at få ham herop!

RAGNAR.
Skal jeg si’, at fruen vil snakke med ham?

FRU SOLNESS.
Å ja, kære, gør det. – Nej, nej, – si’ ikke, at jeg vil ham noget! De kan si’, at her er nogen. Og at han må komme straks.

RAGNAR.
Godt. Jeg skal så gøre, frue.
(han går ned af trappen og bort igennem haven.)

FRU SOLNESS.
Å, frøken Wangel, De kan ikke forestille Dem. hvilken angst jeg udstår for hans skyld.

HILDE.
Men er da dette her noget at være så svært ræd for?

FRU SOLNESS.
Å ja, det kan De da vel skønne. Tænk, om han gør alvor af det! Om han nu finder på at stige op på stilladset!

HILDE
(spændt)
.
Tror De han gør det?

FRU SOLNESS.
Å, en kan aldrig vide, hvad han kunde falde på. Han kunde jo gerne være i stand til hvad det så skal være.

HILDE.
Aha, De tror kanske også, at han er – så’n –?

FRU SOLNESS.
Ja, jeg véd ikke længer, hvad jeg skal tro om ham. For doktoren har nu fortalt mig så mangt og meget. Og når jeg lægger det sammen med et og andet, som jeg har hørt ham si’ –
(Doktor Herdal ser ud gennem døren.)

DOKTOR HERDAL.
Kommer han ikke snart?

FRU SOLNESS.
Jo, jeg tænker da det. Der er ialfald gåt bud efter ham.

DOKTOR HERDAL
(nærmere)
.
Men De må nok gå ind, De, frue –

FRU SOLNESS.
Nej da, nej da. Jeg vil bli’ her ude og vente på Halvard.

DOKTOR HERDAL.
Ja men der er kommet nogen damer til Dem –

FRU SOLNESS.
Å Gud, det også! Og netop nu!

DOKTOR HERDAL.
Det er nogen, som si’r, at de endelig må få se på stasen.

FRU SOLNESS.
Ja-ja, så får jeg nok gå ind til dem alligevel. For det er jo min pligt.

HILDE.
Kan De ikke be’ de damerne gå sin vej da?

FRU SOLNESS.
Nej, det går umulig an. Siden de er kommet herhen, så er det jo min pligt at ta’ imod dem. Men bli’ De herude sålænge, – og ta’ imod ham. når han kommer.

DOKTOR HERDAL.
Og se til at holde ham oppe med snak så længe som mulig –

FRU SOLNESS.
Ja, gør det, kære frøken Wangel. Hold ham så fast, som De bare kan.

HILDE.
Var det ikke rettest, at De selv gjorde det?

FRU SOLNESS.
Jo, Herregud, – det var jo min pligt. Men når en har pligter på så mange kanter, så –

DOKTOR HERDAL
(ser mod haven)
.
Nu kommer han!

FRU SOLNESS.
Og tænk, – jeg, som må gå ind!

DOKTOR HERDAL
(til Hilde)
.
Si’ ikke noget om, at jeg er her.

HILDE.
Nej da! Jeg skal nok finde på noget andet at prate med bygmesteren om.

FRU SOLNESS.
Og hold ham endelig fast. Jeg tror, at De kan bedst det.
(Fru Solness og doktor Herdal går ind i huset. Hilde blir stående igen på verandaen.)
(Bygmester Solness kommer fra haven op ad trappen.)

SOLNESS.
Her skal være nogen, som vil ha’ fat på mig, hører jeg.

HILDE.
Jaha, det er mig, det, bygmester.

SOLNESS.
Å, er det Dem, Hilde. Jeg var ræd, det skulde være Aline og doktoren.

HILDE.
De er nok svært ræd af Dem, De!

SOLNESS.
Så De tror det?

HILDE.
Ja, folk si’r, at De er ræd for at krabbe omkring – så’n oppe på stilladserne.

SOLNESS.
Nå, det er nu en sag for sig, det.

HILDE.
Men ræd for det, – det er De altså?

SOLNESS.
Ja, jeg er det.

HILDE.
Ræd for, at De skal falde ned og slå Dem ihjæl?

SOLNESS.
Nej, ikke for det.

HILDE.
Men for hvad da?

SOLNESS.
Jeg er ræd for gengældelsen, Hilde.

HILDE.
For gengældelsen?
(ryster på hodet.)
Det skønner jeg ikke.

SOLNESS.
Sæt Dem ned. Så skal jeg fortælle Dem noget,

HILDE.
Ja, gør det! Straks!
(hun sætter sig på en taburet ved rækværket og ser forventningsfuld på ham.)

SOLNESS
(kaster sin hat på bordet)
.
De véd jo, at det første, jeg begyndte med, det var med kirkebygninger.

HILDE
(nikker)
.
Det véd jeg godt.

SOLNESS.
For jeg, ser De, jeg var som gut gåt ud fra et fromt hjem på landsbygden. Og derfor så syntes jeg jo, at dette kirkebyggeriet, det var det værdigste, jeg kunde vælge.

HILDE.
Ja-ja.

SOLNESS.
Og det tør jeg nok si’, at jeg bygged disse her små, fattige kirkerne med et så ærligt og varmt og inderligt sind, at – at –

HILDE.
At –? Nå?

SOLNESS.
Ja, at jeg synes, han burde været fornøjet med mig.

HILDE.
Han? Hvilken han?

SOLNESS.
Han, som skulde ha’ kirkerne, vel! Han, som de skulde tjene til ære og pris for.

HILDE.
Nå så! Men er De da viss på, at – at han ikke var – så’n – fornøjet med Dem?

SOLNESS
(hånlig)
.
Han fornøjet med mig! Hvor kan De snakke så, Hilde? Han, som gav troldet i mig lov til at rumstere slig, som det selv vilde. Han, som bød dem være på pletten både nat og dag for at tjene mig, – alle disse – disse –

HILDE.
Dævlerne –

SOLNESS.
Ja, både den ene og den anden slags. Å nej, jeg fik nok føle, at han ikke var fornøjet med mig.
(hemmelighedsfuldt.)
Se, derfor var det egentlig, at han lod det gamle huset brænde.

HILDE.
Var det derfor?

SOLNESS.
Ja, skønner De ikke det? Han vilde jeg skulde få lejlighed til at bli’ en hel mester på mit område – og bygge så meget ærefuldere kirker for ham. I førstningen forstod jeg ikke, hvor han vilde hen. Men så med én gang gik det op for mig.