Complete Works of Henrik Ibsen (668 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
13.6Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

HILDE
(tier fremdeles)
.

 

SOLNESS.
Stakkers Aline! Det var vel om smågutterne, det.

 

HILDE
(gennemfares af en nervøs rykning; så nikker hun hurtig et par gange)
.

 

SOLNESS.
Forvinder det aldrig. Aldrig i verden forvinder hun det.
(går nærmere.)
Nu står De der som en stenstøtte igen. Slig stod De igårkvæld også.

 

HILDE
(vender sig og ser på ham med store, alvorlige øjne)
.
Jeg vil rejse.

 

SOLNESS
(skarpt)
.
Rejse!

 

HILDE.
Ja.

 

SOLNESS.
Nej men det får De ikke lov til!

 

HILDE.
Hvad skal jeg gøre her nu?

 

SOLNESS.
Bare være her, Hilde!

 

HILDE
(ser nedad ham)
.
Jo, tak skal De ha’. Det blev nok ikke ved det.

 

SOLNESS
(uoverlagt)
.
Så meget desto bedre!

 

HILDE
(heftig)
.
Jeg kan ikke gøre noget ondt imod en, som jeg kender! Ikke ta’ noget væk, som hører hende til.

 

SOLNESS.
Hvem siger da, at De skal det!

 

HILDE
(vedblivende)
.
En fremmed en, ja! For det er noget ganske andet, det! En, som jeg aldrig havde set for mine øjne. Men en, som jeg er kommet nær ind til –! Nej da! Nej da! Isch!

 

SOLNESS.
Ja men noget andet har jeg jo heller ikke sagt!

 

HILDE.
Å, bygmester, De véd visst godt, hvorledes det vilde gå. Og derfor så rejser jeg.

 

SOLNESS.
Og hvad skal der bli’ af mig, når De er rejst? Hvad skal jeg ha’ at leve for da? Bagefter?

 

HILDE
(med det ubestemmelige udtryk i øjnene)
.
Med Dem har det vel ingen nød. De har jo Deres pligter imod hende. Lev for de pligterne.

 

SOLNESS.
For sent. Disse her magterne, – disse – disse –

 

HILDE.
– dævlerne –

 

SOLNESS.
Ja, dævlerne! Og troldet indeni mig også. De har tappet alt livsblodet af hende.
(ler fortvilet.)
For min lykkes skyld gjorde de det! Jo-jo!
(tungt.)
Og nu er hun død – for min skyld. Og jeg er levende lænket til den døde.
(i vild angst.)
Jeg – jeg, som ikke kan leve livet glædeløst!
(Hilde går omkring bordet og sætter sig på bænken med albuerne på bordpladen og hodet støttet i hænderne.)

 

HILDE
(sidder og ser en stund på ham)
.
Hvad vil De så bygge næstegang?

 

SOLNESS
(ryster på hodet)
.
Tror ikke, det blir til stort mere nu.

 

HILDE.
Ikke så’ne lune, lykkelige hjem for mor og far? Og for barneflokken?

 

SOLNESS.
Gad vide, jeg, om der blir brug for sligt noget herefterdags.

 

HILDE.
Stakkers bygmester! Og De, som har gåt her i alle de ti årene – og sat livet ind – bare på det.

 

SOLNESS.
Ja, De må så sige, Hilde.

 

HILDE
(i udbrud)
.
Å, jeg synes, det er rigtig så tosset, så tosset, – altsammen!

 

SOLNESS.
Hvilket altsammen?

 

HILDE.
At en ikke tør gribe efter sin egen lykke. Efter sit eget liv! Bare fordi der står nogen ivejen, som en kender!

 

SOLNESS.
En, som en ikke har ret til at gå forbi.

 

HILDE.
Gad vide, om en ikke havde ret til det igrunden? Men så alligevel – Å, den, som kunde sove ifra hele grejen!
(hun lægger armene fladt ned på bordet, hviler venstre side af hodet på hænderne og lukker øjnene.)

 

SOLNESS
(drejer lænestolen og sætter sig ved bordet)
.
Havde De et lunt, lykkeligt hjem – oppe hos Deres far, Hilde?

 

HILDE
(ubevægelig, svarer ligesom halvt i søvne)
.
Bare et bur havde jeg.

 

SOLNESS.
Og De vil slet ikke did ind igen?

 

HILDE
(som før)
.
Skogfuglen vil aldrig ind i buret.

 

SOLNESS.
Heller jage i den frie luften –

 

HILDE
(fremdeles som før)
.
Rovfuglen jager helst –

 

SOLNESS
(lar blikket hvile på hende)
.
Den, som havde vikingtrods i livet –

 

HILDE
(med vanlig stemme, åbner øjnene, men rører sig ikke)
.
Og det andet? Si’, hvad det var!

 

SOLNESS.
Robust samvittighed.
(Hilde retter sig livfuld på bænken. Hendes øjne har igen det glade, tindrende udtryk.)

 

HILDE
(nikker til ham)
.
Jeg véd, hvad De kommer til at bygge næste gang, jeg!

 

SOLNESS.
Da véd De mere end jeg, Hilde.

 

HILDE.
Ja, bygmestrene, de er jo så dumme, de.

 

SOLNESS.
Og hvad blir det for noget da?

 

HILDE
(nikker igen)
.
Slottet.

 

SOLNESS.
Hvad for et slot?

 

HILDE.
Mit slot, kan De vel skønne.

 

SOLNESS.
Vil De ha’ et slot nu?

 

HILDE.
Skylder De mig ikke et kongerige, må jeg spørge?

 

SOLNESS.
Jo, jeg hører, De siger det.

 

HILDE.
Nå. De skylder mig altså dette her kongeriget. Og til et kongerige hører da vel et slot, skulde jeg tro!

 

SOLNESS
(mere og mere oplivet)
.
Ja, det plejer jo gerne være så.

 

HILDE.
Godt; så byg det for mig da! Straks!

 

SOLNESS
(ler)
.
Og det så’n straks på timen også?

 

HILDE.
Ja da! For nu er de omme, – de ti årene. Og jeg vil ikke gå og vente længer. Altså, – ryk ud med slottet, bygmester!

 

SOLNESS.
Det er ikke grejt at skylde Dem noget, Hilde.

 

HILDE.
Det skulde De ha’ betænkt før. Nu er det forsent. Altså –
(banker i bordpladen.)
– slottet på bordet! Det er mit slot! Jeg vil ha’ det straks!

 

SOLNESS
(alvorligere, læner sig nærmere, med armene på bordet)
.
Hvorledes har De tænkt Dem, at det slottet skulde være, Hilde?
(Hendes blik tilsløres lidt efter lidt. Hun stirrer ligesom indover i sig selv.)

 

HILDE
(langsomt)
.
Mit slot skal ligge højt oppe. Svært højt skal det ligge. Og frit til alle sider. Så jeg kan se vidt, – vidt udover.

 

SOLNESS.
Og et højt tårn skal der vel være?

 

HILDE.
Et forfærdelig højt tårn. Og øverst oppe på tårnet skal der være en altan. Og ude på den vil jeg stå –

 

SOLNESS
(griber sig uvilkårlig om panden)
.
At De kan like at stå så svimlende højt –

 

HILDE.
Ja da! Just der oppe vil jeg stå og se på de andre, – de, som bygger kirker. Og hjem for mor og far og barneflokken. Og det skal De også få komme op og se på.

 

SOLNESS
(dæmpet)
.
Får bygmesteren lov til at komme op til prinsessen?

 

HILDE.
Hvis bygmesteren vil.

 

SOLNESS
(sagtere)
.
Så tror jeg bygmesteren kommer.

 

HILDE
(nikker)
.
Bygmesteren, – han kommer.

 

SOLNESS.
Men får aldrig bygge mere, – stakkers bygmester.

 

HILDE
(livfuldt)
.
Jo da! Vi to skal være sammen om det. Og så skal vi bygge det dejligste, – det allerdejligste, som til er i hele verden.

 

SOLNESS
(spændt)
.
Hilde, – si’ mig, hvad det er for noget!

 

HILDE
(ser smilende på ham, ryster lidt på hodet, spidser munden og taler som til et barn)
.
Bygmesterne, – de er nogen svært – svært dumme mennesker.

 

SOLNESS.
Ja visst er de dumme, ja. Men sig mig så, hvad det er for noget! Det, som er det dejligste i verden. Og som vi to skal bygge sammen?

 

HILDE
(tier lidt og siger med et ubestemmeligt udtryk i øjnene)
.
Luftslotte.

 

SOLNESS.
Luftslotte?

 

HILDE
(nikker)
.
Luftslotte, ja! Véd De, hvad så’nt et luftslot er for noget?

 

SOLNESS.
Det er jo det dejligste i verden, siger De.

 

HILDE
(rejser sig i heftighed og slår ligesom afvisende ud med hånden)
.
Ja visst så, ja! Luftslotte, – de er så nemme at ty ind i, de. Og nemme at bygge også –
(ser hånligt på ham.)
– allerhelst for de bygmesterne, som har en – en svimmel samvittighed,

 

SOLNESS
(rejser sig)
.
Efter denne dag bygger vi to sammen, Hilde.

 

HILDE
(med et halvt tvilende smil)
.
Så’n et rigtigt luftslot?

 

SOLNESS.
Ja. Et med grundmur under.
(Ragnar Brovik kommer ud fra huset. Han bærer en stor grøn krans med blomster og silkebånd.)

 

HILDE
(i glædesudbrud)
.
Kransen! Å, det blir forfærdelig dejligt!

 

SOLNESS
(forundret)
.
Kommer De med kransen, Ragnar?

 

RAGNAR.
Jeg havde lovet formanden det.

 

SOLNESS
(lettet)
.
Nå, så går det vel bedre med Deres far da?

 

RAGNAR.
Nej.

 

SOLNESS
Kvikked det ham ikke, det, jeg havde skrevet?

 

RAGNAR.
Det kom for sent.

 

SOLNESS.
For sent!

 

RAGNAR.
Da hun kom med det, var han ikke ved samling længer. Han havde fåt et slaganfald.

 

SOLNESS.
Men så gå da hjem til ham! Se da til Deres far!

 

RAGNAR.
Han behøver mig ikke mere.

 

SOLNESS.
Men De behøver da vel at være hos ham.

 

RAGNAR.
Hun sidder ved sengen.

 

SOLNESS
(noget usikker)
.
Kaja?

 

RAGNAR
(ser mørkt på ham)
.
Ja, – Kaja, ja.

 

SOLNESS.
Gå hjem, Ragnar. Både til ham og til hende. La’ mig få kransen.

 

RAGNAR
(undertrykker et spottende smil)
.
De vil da vel aldrig selv –?

 

SOLNESS.
Jeg vil selv gå ned med den, vil jeg.
(tager kransen fra ham.)
Og gå så De hjem. Vi har ikke brug for Dem idag.

 

RAGNAR.
Jeg véd, at De ikke har brug for mig herefter. Men idag blir jeg.

 

SOLNESS.
Nå, så bli’, siden De endelig vil da.

 

HILDE
(ved rækværket)
.
Bygmester, – her vil jeg stå og se på Dem.

 

SOLNESS.
På mig!

 

Other books

Precious Bones by Irina Shapiro
Knight of Passion by Margaret Mallory
The Christmas Portrait by Phyllis Clark Nichols
Fallen by Michele Hauf
Unpossible by Gregory, Daryl
Before We Fall by Courtney Cole
Miss Weston's Masquerade by Louise Allen
Turning Points by Kalam, A P J Abdul