Complete Works of Henrik Ibsen (670 page)

HILDE.
Hvad tid var det?

SOLNESS.
Det var, da jeg bygged kirketårnet oppe i Lysanger.

HILDE.
Det tænkte jeg mig.

SOLNESS.
For, ser De, Hilde, deroppe på det fremmede sted, der gik jeg så jævnlig og grubled og funderte med mig selv. Da så’ jeg så grejt, hvorfor han havde ta’t mine små barn fra mig. Det var for at jeg ingenting andet skulde ha’ at hæfte mig ved. Ikke sligt noget, som kærlighed og lykke, forstår De. Jeg skulde bare være bygmester. Ingenting andet. Og så skulde jeg hele mit liv igennem gå her og bygge for ham.
(ler.)
Men det blev der rigtignok ikke noget af.

HILDE.
Hvad gjorde De da så?

SOLNESS.
Først gransked og prøved jeg mig selv –

HILDE.
Og så?

SOLNESS.
Så gjorde jeg det umulige. Jeg ligesom han.

HILDE.
Det umulige

SOLNESS.
Jeg havde aldrig før kunnet tåle at stige højt og frit tilvejrs. Men den dag kunde jeg det.

HILDE
(springer op)
.
Ja, ja, det kunde De!

SOLNESS.
Og da jeg stod helt der øverst oppe og hang kransen over tårnfløjen, så sa’ jeg til ham: Hør nu her, du mægtige! Herefterdags vil jeg være fri bygmester, jeg også. På mit område. Ligesom du på dit. Jeg vil aldrig mere bygge kirker for dig. Bare hjem for mennesker.

HILDE
(med store, tindrende øjne)
.
Det var sangen, som jeg hørte gennem luften!

SOLNESS.
Men han fik vand på sin mølle bagefter.

HILDE.
Hvad mener De med det?

SOLNESS
(ser mistrøstig på hende)
.
Det, at bygge hjem for mennesker, – det er ikke fem øre værd, Hilde.

HILDE.
Siger De det nu?

SOLNESS.
Ja, for nu ser jeg det. Menneskene har ikke brug for disse her hjemmene sine. Ikke for at være lykkelige, ikke. Og jeg vilde heller ikke havt brug for så’nt et hjem. Ifald jeg havde ejet noget.
(med en stille, forbittret latter.)
Se, det er hele opgøret, så langt, så langt jeg ser tilbage. Ingenting bygget igrunden. Og ingenting ofret for at få bygge noget heller. Ingenting, ingenting – altsammen.

HILDE.
Og aldrig så vil De bygge noget nyt herefter?

SOLNESS
(med liv)
.
Jo, netop nu vil jeg begynde!

HILDE.
Hvad da? Hvad da? Si’ mig det straks!

SOLNESS.
Det eneste, som jeg tror der kan rummes menneskelykke i, – det vil jeg bygge nu.

HILDE
(ser fast på ham)
.
Bygmester, – nu mener De luftslottene vore.

SOLNESS.
Luftslottene, ja.

HILDE.
Jeg er ræd, De vilde svimle før vi kom halvvejs.

SOLNESS.
Ikke når jeg får gå hånd i hånd med Dem, Hilde.

HILDE
(med et drag af undertrykt harme)
.
Bare med mig? Skal vi ikke være flere i følge da?

SOLNESS.
Hvem ellers, mener De?

HILDE.
Å, – hun, denne Kaja ved pulten. Stakker, – skal De ikke ha’ hende med Dem også?

SOLNESS.
Åhå. Var det hende, Aline sad her og snakked for Dem om.

HILDE.
Er det så, eller er det ikke?

SOLNESS
(heftig)
.
Jeg svarer Dem ikke på sligt noget! Helt og holdent skal De tro på mig!

HILDE.
I ti år har jeg trod så fuldt, så fuldt på Dem.

SOLNESS.
De skal bli’ ved at tro på mig!

HILDE.
Så la’ mig få se Dem fri og højt oppe da!

SOLNESS
(tungt)
.
Å, Hilde, – slig står ikke jeg til hverdagsbrug.

HILDE
(lidenskabelig)
.
Jeg vil det! Jeg vil det!
(bedende.)
Bare en eneste gang til, bygmester! Gør det umulige om igen!

SOLNESS
(står og ser dybt på hende)
.
Hvis jeg prøver det, Hilde, så vil jeg stå deroppe og snakke til ham li’som sidst.

HILDE
(i stigende spænding)
.
Hvad vil De si’ til ham!

SOLNESS.
Jeg vil si’ til ham: hør mig, stormægtige herre, – du får nu dømme om mig som du selv synes. Men herefter vil jeg bare bygge det dejligste i verden –

HILDE
(henreven)
.
Ja – ja – ja!

SOLNESS.
– bygge det sammen med en prinsesse, som jeg holder af –

HILDE.
Ja, si’ ham det! Si’ ham det!

SOLNESS.
Ja. Og så vil jeg si’ til ham: nu går jeg ned og slår armene om hende og kysser hende –

HILDE.
– mange gange! Si’ det!

SOLNESS.
– mange, mange gange, vil jeg si’.

HILDE.
Og så –?

SOLNESS.
Så vil jeg svinge min hat – og gå ned på jorden – og gøre som jeg sa’ ham.

HILDE
(med udstrakte arme)
.
Nu ser jeg Dem igen, som da der var sang i luften!

SOLNESS
(ser på hende med sænket hode)
.
Hvorledes er De ble’t slig, som De er, Hilde?

HILDE.
Hvorledes har De fåt mig til at bli’ slig, som jeg er?

SOLNESS
(kort og fast)
.
Prinsessen skal ha’ sit slot.

HILDE
(jublende, klapper i hænderne)
.
Å, bygmester –! Mit dejlige, dejlige slot. Vort luftslot!

SOLNESS.
Med grundmur under.
(I gaden har samlet sig en mængde mennesker, der kun skimtes utydeligt mellem træerne. Musik af blæseinstrumenter høres fjernt bag det nye hus.)
(Fru Solness, med skindkrave om halsen, doktor Herdal, med hendes hvide sjal på armen, og nogle damer kommer ud på verandaen. Ragnar Brovik kommer samtidig op fra haven.)

FRU SOLNESS
(til Ragnar)
.
Skal her være musik også?

RAGNAR.
Ja. Det er byggearbejdernes forening.
(til Solness.)
Jeg skulde si’ fra formanden, at nu står han færdig til at gå op med kransen.

SOLNESS
(tar sin hat)
.
Godt. Jeg går selv derned.

FRU SOLNESS
(angst)
.
Hvad vil du dernede, Halvard?

SOLNESS
(kort)
.
Jeg må være nedenunder hos folkene.

FRU SOLNESS.
Ja, nedenunder, ja. Bare nedenunder.

SOLNESS.
Jeg plejer jo det. Så’n til hverdags.
(han går ned ad trappen og bort igennem haven.)

FRU SOLNESS
(råber efter ham over rækværket)
.
Men bed endelig manden, at han er forsigtig, når han skal op! Lov mig det, Halvard!

DOKTOR HERDAL
(til fru Solness)
.
Ser De så, at jeg fik ret! Han tænker ikke mere på de galskaberne.

FRU SOLNESS.
Å, hvor det letted! To gange er der nu faldet folk ned for os. Og begge to så slog de sig ihjæl på stedet.
(vender sig til Hilde.)
Tak skal De ha’, frøken Wangel, at De holdt ham så godt fast. Jeg havde visst aldrig fåt bugt med ham.

DOKTOR HERDAL
(lyslig)
.
Ja, ja, frøken Wangel, De forstår nok at holde en fast, når De rigtig vil, De!
(Fru Solness og doktor Herdal går hen til damerne, som står nærmere ved trappen og ser udover haven. Hilde blir stående ved rækværket i forgrunden. Ragnar går hen til hende.)

RAGNAR
(med undertrykt latter, halv sagte)
.
Frøken, – ser De alle de unge folkene nede på gaden?

HILDE.
Ja,

RAGNAR.
Det er kammeraterne, som vil se på mesteren.

HILDE.
Hvad vil de se på ham for da?

RAGNAR.
De vil se på, at han ikke tør stige op på sit eget hus.

HILDE.
Nej, vil de det, de gutterne!

RAGNAR
(harmfuld og hånlig)
.
Han har holdt os nede så længe, han. Nu vil vi se på, at han også værs’go’ får holde sig nedenfor.

HILDE.
Det får De ikke se. Dennegang ikke.

RAGNAR
(smiler)
.
Så? Hvor får vi se ham henne da?

HILDE.
Højt, – højt oppe ved fløjen får De se ham!

RAGNAR
(ler)
.
Han! Jo, det kan De tro!

HILDE.
Han vil til toppen. Og altså får De se ham der også.

AGNAR.
Ja, han vil, ja! Det tror jeg så gerne. Men han kan simpelthen ikke. Det vilde gå rundt for ham længe, længe før han kom halvvejs. Han måtte krybe ned igen på hænder og knæer!

DOKTOR HERDAL
(peger henover)
.
Se! Der går formanden opover stigerne.

FRU SOLNESS.
Og så har han vel kransen at bære på også. Å, bare han nu tar sig iagt!

RAGNAR
(stirrer vantro og råber)
.
Men det er jo –!

HILDE
(i udbrydende jubel)
.
Det er bygmesteren selv!

FRU SOLNESS
(skriger i forfærdelse)
.
Ja, det er Halvard! Å, du store Gud –! Halvard! Halvard!

DOKTOR HERDAL.
Hys! Skrig ikke til ham!

FRU SOLNESS
(halvt fra sig selv)
.
Jeg vil til ham! Få ham ned igen!

DOKTOR HERDAL
(holder på hende)
.
Stå urørlige allesammen! Ikke en lyd!

HILDE
(ubevægelig, følger Solness med øjnene)
.
Han stiger og stiger. Altid højere. Altid højere! Se! Se bare!

RAGNAR
(åndeløs)
.
Nu må han vende om igen. Der er ikke råd for andet.

HILDE.
Han stiger og stiger. Nu er han snart oppe.

FRU SOLNESS.
Å, jeg forgår af skræk. Jeg holder ikke det synet ud!

DOKTOR HERDAL.
Så se ikke op på ham da.

HILDE.
Der står han på de øverste plankerne! Helt oppe!

DOKTOR HERDAL.
Ingen må røre sig! Hører De det!

HILDE
(jubler i stille inderlighed)
.
Endelig! Endelig! Nu ser jeg ham stor og fri igen!

RAGNAR
(næsten målløs)
.
Men dette her er jo –

HILDE.
Slig har jeg set ham i alle de ti årene. Hvor tryg han står! Forfærdelig spændende alligevel. Se på ham! Nu hænger han kransen om spiret!

RAGNAR.
Dette her er som at stå og se på noget rent umuligt.

HILDE.
Ja, det er jo det umulige, det, som han nu gør!
(med det ubestemmelige udtryk i øjnene.)
Kan De se nogen anden deroppe hos ham?

RAGNAR.
Der er ingen andre.

HILDE.
Jo, der er en, som han trætter med.

RAGNAR.
De tar fejl.