Complete Works of Henrik Ibsen (647 page)

HEDDA
(kort)
.

Jeg har ikke anlæg til sligt noget, herr assessor. Ikke noget med krav til mig!

BRACK.
Skulde ikke De, ligesom de fleste andre kvinder, ha’ anlæg for et kald, som –?

HEDDA
(henne ved glasdøren)
.

Å, ti stille, siger jeg! – Mangen gang synes jeg, at jeg bare har anlæg til en eneste ting i verden.

BRACK
(går nærmere)
.

Og hvad er så det, om jeg tør spørge?

HEDDA
(står og ser ud)
.

Til at kede livet af mig. Nu véd De det.
(vender sig, ser mod bagværelset og ler.)
Ja, ganske rigtig! Der har vi professoren.

BRACK
(sagte, advarende)
.

Nå, nå, nå, fru Hedda.

(Jørgen Tesman, selskabsklædt, med handsker og hat i hånden, kommer fra højre side gennem bagværelset.)

TESMAN.
Hedda, – er der ikke kommet afbud fra Ejlert Løvborg? Hvad?

HEDDA.
Nej.

TESMAN.
Nå, så skal du se, vi har ham såmæn om lidt.

BRACK.
Tror De virkelig, at han kommer?

TESMAN.
Ja, det er jeg næsten viss på. For det er nok bare løse rygter, det, som De fortalte i formiddags.

BRACK.
Så?

TESMAN.
Ja, i det mindste sa’ da tante Julle, at hun trode aldrig i verden, han vilde gå i vejen for mig herefterdags. Tænk det!

BRACK.
Nå, så er jo alting godt og vel.

TESMAN
(sætter hatten med handskerne i på en stol til højre)
.

Ja, men jeg må virkelig få lov til at vente på ham i det længste.

BRACK.
Det har vi så rundelig tid til. Der kommer ingen til mig før klokken syv – halv otte.

TESMAN.
Nå, så kan vi jo holde Hedda med selskab sålænge. Og se tiden an. Hvad?

HEDDA
(bærer Bracks overfrakke og hat hen på hjørnesofaen)
.

Og i værste fald så kan jo herr Løvborg slå sig ned her hos mig.

BRACK
(vil selv tage sagerne)
.

Å, jeg be’r, frue! – Hvad mener De med værste fald?

HEDDA.
Hvis han ikke vil gå med Dem og Tesman.

TESMAN
(ser tvilrådig på hende)
.

Men, kære Hedda, – tror du, det går an, at han blir her hos dig? Hvad? Husk på, at tante Julle kan ikke komme.

HEDDA.
Nej, men fru Elvsted kommer. Og så drikker vi tre en kop te sammen.

TESMAN.
Ja, se da går det an!

BRACK
(smiler)
.

Og det turde kanske også være det sundeste for ham.

HEDDA.
Hvorfor det?

BRACK.
Herregud, frue, De har da tidt nok skoset over mine små ungkarlsgilder. De skulde ikke egne sig for andre end rigtig principfaste mandfolk, mente De.

HEDDA.
Men herr Løvborg er da vel principfast nok nu. En omvendt synder.

(Berte kommer i forstuedøren.)

BERTE.
Frue, der er en herre, som gerne vil ind –

HEDDA.
Ja, lad ham komme.

TESMAN
(sagte)
.

Jeg er viss på, det er ham! Tænk det.

(Ejlert Løvborg kommer ind fra forstuen. Han er slank og mager; jævnaldrende med Tesman men ser ældre og noget udlevet ud. Hår og skæg er sortbrunt, ansigtet langagtigt, blegt, kun med et par rødlige pletter på kindbenene. Han er klædt i elegant, sort, ganske ny visitdragt. Mørke handsker og cylinderhat i hånden. Han blir stående i nærheden af døren og bukker hastigt. Synes noget forlegen.)

TESMAN
(hen til ham og ryster hans hånd)
.

Nej, kære Ejlert, – så skal vi da endelig en gang mødes igen!

EJLERT LØVBORG
(taler med tyst stemme)
.

Tak for brevet, du!
(nærmer sig Hedda.)
Tør jeg række en hånd til Dem også, fru Tesman?

HEDDA
(tager imod hans hånd)
.

Velkommen, herr Løvborg.
(med en håndbevægelse.)
Jeg véd ikke, om de to herrer –?

LØVBORG
(bøjer sig let)
.

Assessor Brack, tror jeg.

BRACK
(ligeså)
.

Bevares. For en del år siden –

TESMAN
(til Løvborg, med hænderne på hans skuldre)
.

Og nu skal du lade akkurat som om du var hjemme, Ejlert! Ikke sandt, Hedda? – For du vil jo slå dig ned her i byen igen, hører jeg? Hvad?

LØVBORG.
Jeg vil det.

TESMAN.
Nå, det er jo så rimeligt. Hør, du, – jeg har fåt fat på din nye bog. Men jeg har sandelig ikke fåt tid til at læse den endnu.

LØVBORG.
Det kan du også godt spare dig for.

TESMAN.
Hvorfor det, mener du?

LØVBORG.
For der er ikke noget videre ved den.

TESMAN.
Nej, tænk – at du siger det!

BRACK.
Men den blir da så svært rost; hører jeg.

LØVBORG.
Det var netop det, jeg vilde. Og så skrev jeg bogen, så at alle kunde være med på den.

BRACK.
Meget fornuftigt.

TESMAN.
Ja men, kære Ejlert –!

LØVBORG.
For nu vil jeg prøve på at bygge mig op en stilling igen. Begynde forfra.

TESMAN
(lidt forlegen)
.

Ja, du vil vel kanske det? Hvad?

LØVBORG
(smiler, sætter hatten fra sig og trækker en pakke i påpiromslag op af frakkelommen)
.

Men når dette her kommer, – Jørgen Tesman – så skal du læse det. For det er først det rigtige. Det, som jeg selv er i.

TESMAN.
Ja så? Og hvad er da det for noget?

LØVBORG.
Det er fortsættelsen.

TESMAN.
Fortsættelsen? Af hvad?

LØVBORG.
Af bogen.

TESMAN.
Af den nye?

LØVBORG.
Forstår sig.

TESMAN.
Ja men, kære Ejlert, – den går jo lige til vore dage!

LØVBORG.
Den gør det. Og dette her handler om fremtiden.

TESMAN.
Om fremtiden! Men, Herregud, den véd vi jo slet ingen ting om!

LØVBORG.
Nej. Men der er et og andet at sige om den alligevel.
(åbner pakken.)
Her skal du se –

TESMAN.
Det er jo ikke din håndskrift.

LØVBORG.
Jeg har dikteret.
(blader i papirerne.)
Det er delt i to afsnit. Det første er om fremtidens kulturmagter. Og dette her andet –
(blader længre frem.)
– det er om fremtidens kulturgang.

TESMAN.
Mærkværdigt! Sligt noget kunde det aldrig falde mig ind at skrive om.

HEDDA
(ved glasdøren, trommer på ruden)
.

Hm –. Nej-nej.

LØVBORG
(stikker papirerne ind i omslaget og lægger pakken på bordet)
.

Jeg tog det med, fordi jeg tænkte at læse lidt op for dig iaften.

TESMAN.
Ja, det var jo svært snilt af dig, du. Men iaften –?
(ser hen til Brack.)
Jeg véd ikke rigtig, hvorledes det skal kunne ordnes –

LØVBORG.
Nå, så en anden gang altså. Det haster jo ikke.

BRACK.
Jeg skal si’ Dem, herr Løvborg, – der er en liden tilstelning hos mig iaften. Nærmest for Tesman, forstår De –

LØVBORG
(ser efter sin hat)
.

Ah, – så vil jeg ikke længer –

BRACK.
Nej, hør nu her. Kunde så ikke De gøre mig den fornøjelse at følge med?

LØVBORG
(kort og bestemt)
.

Nej, det kan jeg ikke. Jeg takker Dem så meget.

BRACK.
Å hvad! Gør nu det. Vi blir en liden udvalgt kreds. Og De kan tro, vi skal få det „livligt”, som fru Hed–, som fru Tesman siger.

LØVBORG.
Det tviler jeg ikke på. Men alligevel –

BRACK.
Så kunde De ta’ Deres manuskript med og læse op for Tesman der hos mig. For jeg har værelser nok.

TESMAN.
Ja tænk, Ejlert, – det kunde du jo gøre! Hvad?

HEDDA
(går imellem)
.

Men, kære, når nu herr Løvborg slet ikke vil! Jeg er viss på, at herr Løvborg har meget mere lyst til at slå sig ned her og spise til aftens med mig.

LØVBORG
(ser hen på hende)
.

Med Dem, frue!

HEDDA.
Og så med fru Elvsted.

LØVBORG.
Ah –
(henkastende.)
Hende traf jeg så flygtig i middags.

HEDDA.
Gjorde De det? Ja, hun kommer herud. Og derfor så er det næsten nødvendigt, at De blir, herr Løvborg. For ellers har hun ikke nogen til at følge sig hjem.

LØVBORG.
Det er sandt. Ja, mange tak, frue, – så blir jeg her.

HEDDA.
Så vil jeg bare gi’ pigen en liden besked –

(hun går hen til forstuedøren og ringer. Berte kommer indenfor. Hedda taler sagte med hende og peger mod bagværelset. Berte nikker og går ud igen.)

TESMAN
(samtidigt til Ejlert Løvborg)
.

Hør, du, Ejlert, – er det dette nye emne, – dette her om fremtiden, – som du vil holde foredrag over?

LØVBORG.
Ja.

TESMAN.
For jeg hørte inde hos boghandleren, at du vil holde en række foredrag her i høst.

LØVBORG.
Jeg vil det. Du må ikke fortænke mig i det, Tesman.

TESMAN.
Nej, Gud bevar’s vel! Men –?

LØVBORG.
Jeg kan jo godt forstå, at det må komme dig så temmelig påtvers.

TESMAN
(forknyt)
.

Å, for min skyld kan jeg jo ikke forlange, at du –

LØVBORG.
Men jeg venter til du har fåt din udnævnelse.

TESMAN.
Venter du! Ja men, – ja men, – vil du da ikke konkurrere? Hvad?