Complete Works of Henrik Ibsen (642 page)

TESMAN.
Nej men, Hedda, – det er jo tante Julles hat!

HEDDA.
Så?

FRØKEN TESMAN
(tager hatten)
.

Ja såmæn er det min. Og gammel er den nu for resten ikke, lille fru Hedda.

HEDDA.
Jeg så virkelig ikke så nøje på den, frøken Tesman.

FRØKEN TESMAN
(bindør hatten på sig)
.

Det er sandfærdelig den første gang jeg har den på. Ja, det véd den gode Gud, at det er.

TESMAN.
Og stadselig er den også. Rigtig pragtfuld!

FRØKEN TESMAN.
Å, der er måde med det, min kære Jørgen.
(ser sig om.)
Parasollen –? Nå her.
(tar den.)
For den er også min.
(mumler.)
Ikke Bertes.

TESMAN.
Ny hat og ny parasol! Nej, tænk, Hedda!

HEDDA.
Smukt og nydeligt er det.

TESMAN.
Ja, ikke sandt? Hvad? Men, tante, se da rigtig på Hedda, før du går! Se, hvor smuk og nydelig hun er!

FRØKEN TESMAN.
Å, kære, det er da ikke noget nyt. Hedda har jo været dejlig alle sine dage.

(hun nikker og går mod højre.)

TESMAN
(følger efter)
.

Ja, men har du lagt mærke til, hvor fyldig og frodig hun er ble’t? Hvor svært hun har lagt sig ud på rejsen?

HEDDA
(går henover gulvet)
.

Å, lad da være –!

FRØKEN TESMAN
(har standset og vendt sig)
.

Lagt sig ud?

TESMAN.
Ja, tante Julle, du kan ikke så godt se det, nu hun har den kjolen på sig. Men jeg, som har anledning til at –

HEDDA
(ved glasdøren, utålmodig)
.

Å, du har ikke anledning til nogenting!

TESMAN.
Det må være fjeldluften der nede i Tyrol –

HEDDA
(kort, afbrydende)
.

Jeg er akkurat nu, som da jeg rejste.

TESMAN.
Ja, det påstår du. Men nej såmæn om du er. Synes ikke du også, tante?

FRØKEN TESMAN
(har foldet hænderne og stirrer på hende)
.

Dejlig, – dejlig, – dejlig er Hedda.
(går hen til hende, bøjer med begge hænder hendes hode og kysser hende på håret.)
Gud velsigne og bevare Hedda Tesman. For Jørgens Skyld.

HEDDA
(gør sig læmpeligt løs)
.

Å –! Slip mig så.

FRØKEN TESMAN
(i stille bevægelse)
.

Hver evige dag kommer jeg indom til jer to.

TESMAN.
Ja, gør endelig det, tante! Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Farvel, – farvel.

(hun går ud gennem forstuedøren. Tesman følger hende ud. Døren blir stående halvt åben. Tesman høres at gentage sine hilsener til tante Rina og takke for morgenskoene.)

(Samtidigt hermed går Hedda om på gulvet, hæver armene, knytter hænderne som i raseri. Slår så forhængene fra glasdøren, blir stående der og ser ud.)

(Lidt efter kommer Tesman ind igen og lukker døren efter sig.)

TESMAN
(tar morgenskoene op fra gulvet)
.

Hvad er det du står og ser på, Hedda?

HEDDA
(igen rolig og behersket)
.

Jeg står bare og ser på løvet. Det er så gult. Og så vissent.

TESMAN
(pakker skoene ind og lægger dem på bordet)
.

Ja, vi er jo også ude i September nu.

HEDDA
(atter urolig)
.

Ja tænk, – nu er vi allerede i – i September.

TESMAN.
Synes du ikke tante Julle var underlig, du? Næsten højtidelig? Kan du begribe, hvad der gik af hende? Hvad?

HEDDA.
Jeg kender hende jo næsten ikke. Plejer hun ikke ofte være så?

TESMAN.
Nej, ikke på den måde som idag.

HEDDA
(går fra glasdøren)
.

Tror du hun tog sig nær af dette her med hatten?

TESMAN.
Å, ikke videre. Kanske en liden smule i øjeblikket –

HEDDA.
Men hvad er det også for manér at slænge sin hat fra sig her inde i salonen! Man bruger ikke det.

TESMAN.
Nå, du kan være viss på, tante Julle gør det ikke oftere.

HEDDA.
For resten så skal jeg nok jævne det ud med hende.

TESMAN.
Ja, kære, snille Hedda, hvis du vilde det!

HEDDA.
Når du går ind til dem senere idag, så kan du jo be’ hende herud til iaften.

TESMAN.
Ja, det skal jeg rigtig gøre. Og så er der én ting til, som du kunde glæde hende så umådelig med.

HEDDA.
Nå?

TESMAN.
Hvis du bare kunde overvinde dig til at sige du til hende. For min skyld, Hedda? Hvad?

HEDDA.
Nej, nej, Tesman, – det må du, ved Gud, ikke be’ mig om. Jeg har sagt dig det engang før. Jeg skal prøve på at kalde hende tante. Og dermed får det være nok.

TESMAN.
Ja-ja da. Men jeg synes bare, at nu, da du hører til familjen, så –

HEDDA.
Hm, – jeg véd nu rigtignok ikke –

(hun går opover gulvet mod døråbningen.)

TESMAN
(lidt efter)
.

Er der noget ivejen med dig, Hedda? Hvad?

HEDDA.
Jeg ser bare på mit gamle piano. Det står ikke rigtig godt sammen med alt dette andet.

TESMAN.
Første gang jeg hæver gage, så skal vi se at få det byttet.

HEDDA.
Nej, nej, – ikke byttet. Jeg vil ikke af med det. Vi kan heller stille det der inde i bagværelset. Og så kan vi jo få et andet her i stedet. Sådan ved lejlighed, mener jeg.

TESMAN
(lidt forsagt)
.

Ja, – det kan vi jo også gøre.

HEDDA
(tar buketten på pianoet)
.

De blomster stod ikke her inat da vi kom.

TESMAN.
Tante Julle har visst havt dem med til dig.

HEDDA
(ser ind i buketten)
.

Et visitkort.
(tar det ud og læser:)
„Kommer igen senere på dagen”. Kan du gætte, hvem det er fra?

TESMAN.
Nej. Fra hvem da? Hvad?

HEDDA.
Her står „Fru foged Elvsted”.

TESMAN.
Nej virkelig? Fru Elvsted! Frøken Rysing, som hun hed før.

HEDDA.
Ja netop. Hun med det irriterende håret, som hun gik omkring og gjorde opsigt med. Din gamle flamme, har jeg hørt sige.

TESMAN
(ler)
.

Nå, det stod ikke længe på. Og så var det nu før jeg kendte dig, det, Hedda. Men tænk, – at hun er i byen.

HEDDA.
Besynderligt, at hun gør visit hos os. Jeg kender hende jo næsten bare fra institutet.

TESMAN.
Ja, jeg har såmæn heller ikke set hende på – Gud véd, hvor lang tid. At hun kan holde det ud der oppe i slig en afkrog. Hvad?

HEDDA
(tænker sig om og siger pludseligt)
.

Hør, Tesman, – er det ikke der oppe et steds, at han holder til, – han, – Ejlert Løvborg?

TESMAN.
Jo, det er netop oppe på de kanter.

(Berte kommer i døren til forstuen.)

BERTE.
Frue, nu er hun her igen, den damen, som var indom og gav blomster af for en stund siden.
(peger.)
De, som fruen står med.

HEDDA.
Ah, er hun det? Ja, vil De så la’ hende komme ind.

(Berte åbner døren for fru Elvsted og går selv ud. – Fru Elvsted er en spæd skikkelse med smukke, bløde ansigtsformer. Øjnene er lyseblå, store, runde og noget fremstående, med et forskræmt spørgende udtryk. Håret er påfaldende lyst, næsten hvidgult, og usædvanlig rigt og bølgende. Hun er et par år yngre end Hedda. Påklædningen er mørk visitdragt, der er smagfuld, men ikke helt efter nyeste mode.)

HEDDA
(går hende venlig imøde)
.

God dag, bedste fru Elvsted. Det var da morsomt at få se Dem igen engang.

FRU ELVSTED
(nervøs, søger at beherske sig)
.

Ja, det er svært længe siden vi mødtes.

TESMAN
(rækker hende hånden)
.

Og vi to også. Hvad?

HEDDA.
Tak for Deres dejlige blomster –

FRU ELVSTED.
Å, jeg be’r –. Jeg vilde ha’ været her straks igår eftermiddag. Men så fik jeg høre, at De var ude på rejse –

TESMAN.
Er De nylig kommen til byen? Hvad?

FRU ELVSTED.
Jeg kom her til igår ved middagstider. Å, jeg blev så rent fortvilet, da jeg hørte, at De ikke var hjemme.

HEDDA.
Fortvilet! Hvorfor det?

TESMAN.
Men bedste, kære fru Rysing – fru Elvsted vilde jeg sige –

HEDDA.
Der er da vel ikke noget slags galt på færde?

FRU ELVSTED.
Jo, der er. Og jeg véd ikke noget levende menneske herinde, som jeg ellers kunde vende mig til.

HEDDA
(lægger buketten på bordet)
.

Kom, – så sætter vi os her på sofaen –

FRU ELVSTED.
Å, jeg har hverken rist eller ro til at sidde!

HEDDA.
Jo visst har De så. Kom så her.

(hun drager fru Elvsted ned på sofaen og sætter sig ved siden af hende.)

TESMAN.
Nå? Og så, frue –?

HEDDA.
Er der hændt noget særdeles der oppe hos Dem?

FRU ELVSTED.
Ja, – det både er og det ikke er. Å, – jeg vilde så inderlig gerne, at De ikke skulde misforstå mig –

HEDDA.
Men så gør De rigtig rettest i at tale rent ud, fru Elvsted.

TESMAN.
For det er da vel derfor De kommer. Hvad?

FRU ELVSTED.
Ja, ja, – det er jo det. Og så får jeg da sige Dem, – hvis De ikke alt véd det, – at Ejlert Løvborg også er i byen.

HEDDA.
Er Løvborg –!

TESMAN.
Nej, er Ejlert Løvborg kommen tilbage igen! Tænk det, Hedda!