Complete Works of Henrik Ibsen (699 page)

FRU MAJA.
Så?

PROFESSOR RUBEK
(afgørende)
.

Bare jeg kan se det. Og det morer mig så inderligt. – Udenpå er det denne „slående lighed”, som det heder, og som folk står og gaber så forbauset på –
(sænker stemmen.)
– men i sin dybeste grund er det agtværdige, hæderlige hestefjæs og énvise æselsnuder og slukørede, lavpandede hundeskaller og mæskede svinehoder, – og slappe. brutale studekontrafejer også iblandt –

FRU MAJA
(ligegyldig)
.

– alle de kære husdyr altså.

PROFESSOR RUBEK.
Bare de kære husdyr, Maja. Alle de dyr, som menneskene har forkvaklet i sit billede. Og som har forkvaklet menneskene til gengæld.
(tømmer champagneglasset og ler.)
Og disse lumske kunstværker er det, som de gode velstandsfolk kommer og bestiller hos mig. Og betaler i god tro – og i dyre domme. Vejer op med guld næsten, som man siger.

FRU MAJA
(skænker i hans glas)
.

Fy, Rubek! Drik nu og vær glad.

PROFESSOR RUBEK
(stryger sig gentagende over panden og læner sig tilbage i stolen)
.

Jeg er glad, Maja. Virkelig glad. På en måde da.
(tier lidt.)
For der er dog en viss lykke i det at føle sig fri og uberoende til alle sider. Ha’ fuldt op af alle de ting, som en kan falde på at ønske sig. Sådan udvendig da. – Synes ikke du det samme som jeg, Maja?

FRU MAJA.
Å jo såmæn. Det er jo bra’ nok, det også.
(ser på ham.)
Men kan du huske, hvad du lovte mig den dag, vi blev enige om – om dette vanskelige –

PROFESSOR RUBEK
(nikker)
.

– enige om, at vi to skulde gifte os sammen. Det holdt jo lidt hårdt for dig, det, Maja.

FRU MAJA
(vedbliver uforstyrret)
.

– og at jeg skulde få rejse med dig til udlandet og bo der for bestandig – og ha’ det godt. – Kan du huske, hvad du lovte mig dengang?

PROFESSOR RUBEK
(ryster på hodet)
.

Nej, jeg kan sandelig ikke. Nå, hvad lovte jeg dig så?

FRU MAJA.
Du sa’, at du vilde ta’ mig med dig op på et højt berg og vise mig al verdens herlighed.

PROFESSOR RUBEK
(studser)
.

Lovte jeg virkelig dig også det?

FRU MAJA
(ser på ham)
.

Mig også? Hvem ellers?

PROFESSOR RUBEK
(ligegyldigt)
.

Nej, nej, jeg mener bare, om jeg lovte at vise dig –?

FRU MAJA.
– al verdens herlighed. Ja, det sa’ du. Og al den herlighed skulde være min og din, sa’ du.

PROFESSOR RUBEK.
Det er sådant et mundheld, som jeg plejed bruge før i tiden.

FRU MAJA.
Bare et mundheld?

PROFESSOR RUBEK.
Ja, noget fra skoledagene. Sligt noget, som jeg lokked naboungerne med, når jeg vilde ha’ dem ud og lege med mig i skog og fjeld.

FRU MAJA
(ser fast på ham)
.

Vilde du kanske bare ha’ mig ud og lege også?

PROFESSOR RUBEK
(slår det hen i spøg)
.

Nå, har det ikke været en nokså fornøjelig leg, Maja?

FRU MAJA
(koldt)
.

Jeg rejste ikke med dig bare for at lege.

PROFESSOR RUBEK.
Nej, nej, kan så være, det.

FRU MAJA.
Og du tog mig heller aldrig med dig op på noget højt berg og viste mig –

PROFESSOR RUBEK
(irriteret)
.

– al verdens herlighed? Nej, jeg gjorde ikke det. For jeg skal sige dig noget: du er ikke egentlig skabt til bergstiger, lille Maja.

FRU MAJA
(søger at beherske sig)
.

Da lod det dog til, at du syntes det engang.

PROFESSOR RUBEK.
For en fire-fem år siden, ja.
(strækker sig i stolen.)
Fire-fem år, – det er en lang, lang tid, Maja.

FRU MAJA
(ser på ham med et bittert udtryk)
.

Har den tiden faldet dig så svært lang, Rubek?

PROFESSOR RUBEK.
Den begynder ligesom at falde mig lidt lang nu.
(gaber.)
Sådan en gang imellem.

FRU MAJA
(går over til sin plads)
.

Jeg skal ikke kede dig længer.

(hun sætter sig i sin stol, tager avisen og blader i den.)

(Taushed fra begge sider.)

PROFESSOR RUBEK
(læner sig med albuerne frem over bordet og ser tirrende på hende)
.

Er professorinden fornærmet?

FRU MAJA
(koldt, uden at se op)
.

Nej, slet ikke.

(Badegæster, mest damer, begynder at komme enkeltvis og i grupper gennem parken fra højre og ud til venstre.)

(Opvartere bringer forfriskninger fra hotellet ud bag pavillonen.)

(Inspektøren, med handsker og stok i hånden, kommer fra sin rundgang i parken, møder gæsterne, hilser forbindtligt og veksler nogle ord med enkelte af dem.)

INSPEKTØREN
(går frem til professor Rubeks bord og tager hatten høfligt af)
.

Ærbødigst god morgen, fru professorinde. – God morgen, herr professor.

PROFESSOR RUBEK.
God morgen, god morgen, herr inspektør.

INSPEKTØREN
(henvendt til fru Maja)
.

Tør man spørge, om herskabet har havt en rolig nat?

FRU MAJA.
Jo, mange tak; aldeles udmærket – for mit vedkommende. Sover altid som en sten om nætterne.

INSPEKTØREN.
Fornøjer mig særdeles. Den første nat på et fremmed sted kan tidt være nokså ubehagelig. – Og herr professoren –?

PROFESSOR RUBEK.
Å med min nattesøvn er det dårligt bevendt. Især i den sidste tid.

INSPEKTØREN
(lader deltagende)
.

Å – det gør mig da ondt. Men nogen ugers ophold her ved badet, – så vil det rette på sig.

PROFESSOR RUBEK
(ser op på ham.)

Sig mig, herr inspektør, – er der nogen af Deres patienter, som bruger at ta’ bad ved nattetid?

INSPEKTØREN
(forundret)
.

Ved nattetid? Nej, det har jeg da aldrig hørt tale om.

PROFESSOR RUBEK.
Ikke det?

INSPEKTØREN.
Nej, jeg véd ikke af, at der er nogen så syge her, at det skulde behøves.

PROFESSOR RUBEK.
Nå, men er her da nogen, som bruger at gå tur i parken om natten?

INSPEKTØREN
(smiler og ryster på hodet)
.

Nej, herr professor, – det vilde være imod reglementet.

FRU MAJA
(blir utålmodig)
.

Herregud, Rubek, det er, som jeg sa’ dig i morges, – du har drømt.

PROFESSOR RUBEK
(tørt)
.

Så? Har jeg det? Tak!
(vender sig til inspektøren.)
Jeg stod nemlig op i nat; for jeg kunde ikke få sove. Og så vilde jeg se efter vejret –

INSPEKTØREN
(opmærksom)
.

Ja vel, herr professor? Og så –?

PROFESSOR RUBEK.
Så ser jeg ud af vinduet, – og så får jeg øje på en lys skikkelse der inde mellem trærne.

FRU MAJA
(smilende til inspektøren)
.

Og professoren fortæller, at skikkelsen var klædt i badedragt –

PROFESSOR RUBEK.
– eller i noget lignende, sa’ jeg. Jeg kunde ikke skelne det så nøje. Men noget hvidt var det, jeg så.

INSPEKTØREN.
Højst mærkværdigt. Var det en herre eller en dame?

PROFESSOR RUBEK.
Det forekom mig ganske bestemt, at det måtte være en dame. Men bag efter kom der en anden skikkelse. Og den var ganske mørk. Ligesom en skygge –

INSPEKTØREN
(studsende)
.

En mørk en? Ganske sort kanske?

PROFESSOR RUBEK.
Ja, det så næsten slig ud for mine øjne.

INSPEKTØREN
(som der går et lys op for)
.

Og bag efter den hvide? Lige bag efter hende –?

PROFESSOR RUBEK.
Ja. I nogen afstand –

INSPEKTØREN.
Aha! Da kan jeg kanske gi’ Dem forklaringen, herr professor.

PROFESSOR RUBEK.
Nå, hvad var det så for noget?

FRU MAJA
(samtidigt)
.

Har virkelig ikke professoren ligget og drømt!

INSPEKTØREN
(pludselig hviskende, idet han tyder mod baggrunden til højre)
.

Hys, mine herskaber! Se der henne –. Tal ikke højt om dette her nu.

(En slank dame, klædt i fint, krémfarvet hvidt kashmir, og fulgt af en diakonisse i sort og med et sølvkors i kæde på brystet, kommer frem bag hotelhjørnet og går gennem parken over mod pavillonen til venstre i forgrunden. Hendes ansigt er blegt og trækkene ligesom stivnede; øjenlågene sænkede og øjnene synes uden sekraft. Hendes dragt er fodsid og slutter i lige, nedfaldende folder til legemet. Over hodet,nakken, brystet, skuldrene og armene har hun et stort, hvidt krepsjal. Armene holder hun korslagte op for sig over brystet. Stillingen ubevægelig. Skridtene stive og afmålte. Diakonissens holdning er ligeledes afmålt og ligesom en tjenerindes. Hun følger damen ufravendt med de brune, stikkende øjne. Opvartere med servietten på armen kommer frem i hotellets dør og kikker nysgærrigt efter de to fremmede. Disse agter intet og går uden at se sig om ind i pavillonen.)

PROFESSOR RUBEK
(har rejst sig langsomt og uvilkårligt op fra stolen og stirrer mod denlukkede pavillondør)
.

Hvem var den dame?

INSPEKTØREN.
Det var en fremmed dame, som har lejet den lille pavillonen der.

PROFESSOR RUBEK.
Udenlandsk?

INSPEKTØREN.
Sandsynligvis det. De kom i alle fald begge to hertil fra udlandet. For en uges tid siden. Har aldrig været her før.

PROFESSOR RUBEK
(bestemt, ser på ham)
.

Det var hende, jeg så i parken inat.

INSPEKTØREN.
Det må det visst ha’ været. Jeg tænkte det straks.

PROFESSOR RUBEK.
Hvad heder den dame, herr inspektør?