Complete Works of Henrik Ibsen (643 page)

HEDDA.
Herregud, jeg hører det jo.

FRU ELVSTED.
Han har nu alt været her en uges tid. Tænke sig til, – en hel uge! I denne farlige by. Alene! Med alt det slette selskab, som her findes.

HEDDA.
Men, bedste fru Elvsted, – hvad kommer han egentlig Dem ved?

FRU ELVSTED
(ser forskræmt på hende og siger hurtigt)
:

Han har været lærer for børnene.

HEDDA.
For Deres børn?

FRU ELVSTED.
For min mands. Jeg har ingen.

HEDDA.
For stedbørnene altså.

FRU ELVSTED.
Ja.

TESMAN
(noget famlende)
.

Var han da så vidt, – jeg véd ikke hvorledes jeg skal udtrykke mig, – så vidt – regelmæssig i liv og levnet, at man kunde sætte ham til det? Hvad?

FRU ELVSTED.
I de sidste par år har der ikke været noget at sige på ham.

TESMAN.
Nej virkelig ikke? Tænk det, Hedda!

HEDDA.
Jeg hører det.

FRU ELVSTED.
Ikke det ringeste, forsikkrer jeg Dem! Ikke i nogen henseende. Men alligevel –. Nu, da jeg véd ham her inde – i den store byen –. Og med de mange penge mellem hænderne. Nu er jeg så dødelig ræd for ham.

TESMAN.
Men hvorfor blev han så ikke heller der oppe. hvor han var? Hos Dem og Deres mand? Hvad?

FRU ELVSTED.
Da bogen var kommet ud, så havde han ikke længer rist eller ro på sig oppe hos os.

TESMAN.
Ja, det er sandt, – tante Julle sa’, han havde gi’t ud en ny bog.

FRU ELVSTED.
Ja, en stor ny bog, som handler om kulturgangen – sådan i det hele. Det er nu en fjorten dage siden. Og da den blev købt og læst så meget – og gjorde så svært stor opsigt –

TESMAN.
Så det gjorde den altså? Da må det vel være noget, han har havt liggende fra sine gode dage.

FRU ELVSTED.
Fra før af, mener De?

TESMAN.
Ja vel.

FRU ELVSTED.
Nej, han har skrevet det alt sammen oppe hos os. Nu – i det sidste år.

TESMAN.
Det er jo glædeligt at høre. Hedda! Tænk det, du!

FRU ELVSTED.
Ak ja, når det nu bare måtte vare ved!

HEDDA.
Har De truffet ham her inde?

FRU ELVSTED.
Nej, endnu ikke. Jeg havde så megen møje med at få hans adresse opspurgt. Men nu imorges så fik jeg den da endelig.

HEDDA
(ser forskende hen til hende)
.

I grunden synes jeg, det er lidt underligt af Deres mand – hm –

FRU ELVSTED
(farer nervøst sammen)
.

Af min mand! Hvilket?

HEDDA.
At han sender Dem til byen i et sligt ærende. At han ikke rejser selv ind og ser til sin ven.

FRU ELVSTED.
Å, nej, nej, – min mand har ikke tid til det. Og så var det – nogen indkøb, jeg skulde gøre.

HEDDA
(smiler let)
.

Nå, det er jo en anden sag.

FRU ELVSTED
(rejser sig hurtigt og i uro)
.

Og nu ber jeg Dem så bønligt, herr Tesman, – tag godt imod Ejlert Løvborg, hvis han kommer til Dem! Og det gør han sikkert. Herregud, – De har jo været så gode venner før i tiden. Og så er det jo de selv-samme studeringer, som De begge to driver på med. De samme videnskaber, – så vidt jeg kan skønne.

TESMAN.
Nå, det var det da før ialfald.

FRU ELVSTED.
Ja, og derfor ber jeg Dem så indstændigt, at De endelig – De også – at De vil ha’ et vågent øje med ham. Å, ikke sandt, herr Tesman, – De lover mig dog det?

TESMAN.
Ja, så inderlig gerne, fru Rysing –

HEDDA.
Elvsted.

TESMAN.
Jeg skal såmæn gøre for Ejlert alt, hvad der bare står i min magt. Det kan De forlade Dem på.

FRU ELVSTED.
Å, hvor det er velsignet snilt af Dem!
(trykker hans hænder.)
Tak, tak, tak!
(forskrækket.)
Ja, for min mand holder så svært af ham!

HEDDA
(rejser sig)
.

Du skulde skrive ham til, Tesman. For kanske han ikke kommer til dig sådan af sig selv.

TESMAN.
Ja, det turde vel være det rigtigste, det, Hedda? Hvad?

HEDDA.
Og gør det jo før jo heller. Nu straks, synes jeg.

FRU ELVSTED
(bønligt)
.

Å ja, dersom De vilde det!

TESMAN.
Jeg skriver i dette øjeblik. Har De hans adresse, fru – fru Elvsted?

FRU ELVSTED.
Ja.
(tar en liden seddel op af lommen og rækker ham den.)
Her står det.

TESMAN.
Godt, godt. Så går jeg ind –
(ser sig om.)
Det er sandt, – tøflerne? Nå her.

(tar pakken og vil gå.)

HEDDA.
Skriv nu endelig varmt og venskabeligt til ham. Og dygtig langt også.

TESMAN.
Ja, det skal jeg nok.

FRU ELVSTED.
Men endelig ikke et ord om, at jeg har bedt for ham!

TESMAN.
Nej, det forstår sig da af sig selv. Hvad.

(han går igennem bagstuen til højre.)

HEDDA
(går hen til fru Elvsted, smiler og siger dæmpet)
:

Se så! Nu slog vi to fluer med ét smæk.

FRU ELVSTED.
Hvorledes mener De det?

HEDDA.
Forstod De ikke, at jeg vilde ha’ ham afsted?

FRU ELVSTED.
Ja, for at skrive det brevet –

HEDDA.
Og så for at få tale alene med Dem.

FRU ELVSTED
(forvirret)
.

Om det samme!

HEDDA.
Ja, just om det.

FRU ELVSTED
(angst)
.

Men der er ikke mere, fru Tesman! Virkelig ikke mere!

HEDDA.
Å jo såmæn er der så. Der er betydelig mere. Så meget forstår jeg da. Kom her, – så sætter vi os rigtig fortrolig sammen.

(hun tvinger fru Elvsted ned i lænestolen ved ovnen og sætter sig selv på en af taburetterne.)

FRU ELVSTED
(ængstelig, ser på sit uhr)
.

Men kære, bedste frue –. Jeg havde egentlig tænkt at gå nu.

HEDDA.
Å, det haster det da vel ikke med. – Nå? Fortæl mig nu lidt om hvorledes De har det i hjemmet.

FRU ELVSTED.
Å, det er just det, som jeg nødigst af alt vilde røre ved.

HEDDA.
Men til mig, kære –? Herregud, vi gik jo i institutet sammen.

FRU ELVSTED.
Ja, men De sad en klasse over mig. Å, hvor gruelig ræd jeg var for Dem dengang!

HEDDA.
Var De ræd for mig?

FRU ELVSTED.
Ja. Så gruelig ræd. For når vi mødtes på trapperne, så brugte De altid at ruske mig i håret.

HEDDA.
Nej, gjorde jeg det?

FRU ELVSTED.
Ja, og en gang sa’ De, at De vilde svi’e det af mig.

HEDDA.
Å, det var jo bare løs snak, kan De vide.

FRU ELVSTED.
Ja, men jeg var så dum dengang. – Og så sidenefter ialfald – så er vi da kommet så langt – langt ifra hinanden. Vore kredse var jo så rent forskellige.

HEDDA.
Nå, så vil vi se at rykke hinanden nærmere igen. Hør nu her! I institutet sa’ vi dog du til hinanden. Og så kaldte vi hinanden ved fornavn –

FRU ELVSTED.
Nej, det tar De sikkert fejl i.

HEDDA.
Nej visst gør jeg ikke, nej! Jeg husker det så tydeligt. Og derfor vil vi være fortrolige, nu som i gamle dage.
(flytter sig nærmere på taburetten.)
Se så!
(kysser hende på kindet.)
Nu siger du du til mig og kalder mig Hedda.

FRU ELVSTED
(trykker og klapper hendes hænder)
.

Å, så megen godhed og venlighed –! Det er noget, jeg slet ikke er vant til.

HEDDA.
Så, så, så! Og jeg siger du til dig, ligesom før, og kalder dig min kære Thora.

FRU ELVSTED.
Thea heder jeg.

HEDDA.
Ja rigtig. Naturligvis. Thea mente jeg.
(ser deltagende på hende.)
Så du er så lidet vant til godhed og venlighed, du, Thea? I dit eget hjem?

FRU ELVSTED.
Å, dersom jeg havde noget hjem! Men jeg har ikke noget. Har aldrig havt noget.

HEDDA
(ser lidt på hende)
.

Jeg har anet, at det måtte være noget af den slags.

FRU ELVSTED
(stirrer hjælpeløst frem for sig)
.

Ja, – ja, – ja.

HEDDA.
Jeg kan ikke rigtig huske det nu. Men var det ikke fra først af som husbestyrerinde, at du kom der op til fogdens?

FRU ELVSTED.
Egentlig skulde det været som guvernante. Men hans hustru, – hun dengang, – hun var svagelig, – og sengeliggende for det meste. Så måtte jeg ta’ mig af huset også.

HEDDA.
Men så, – til slut, – så blev du husets frue.

FRU ELVSTED
(tungt)
.

Ja, så blev jeg det.

HEDDA.
Lad mig se –. Hvor længe er nu omtrent det siden?

FRU ELVSTED.
At jeg blev gift?

HEDDA.
Ja.

FRU ELVSTED.
Det er nu en fem år siden.

HEDDA.
Ja rigtig; det må det være.

FRU ELVSTED.
Å, disse fem år –! Eller mest de to-tre sidste da. Å, dersom De kunde tænke Dem til –

HEDDA
(slår hende let over hånden)
.

De? Fy, Thea!

FRU ELVSTED.
Nej, nej, jeg skal prøve på det. – Ja dersom – du bare kunde ane og forstå –

HEDDA
(henkastende)
.

Ejlert Løvborg har jo også været der oppe en tre års tid, tror jeg.

FRU ELVSTED
(ser usikkert på hende)
.

Ejlert Løvborg? Ja, – han har det.

HEDDA.
Kendte du ham allerede her fra byen af?

FRU ELVSTED.
Næsten slet ikke. Ja, det vil sige, – af navn naturligvis.

HEDDA.
Men så der oppe, – der kom han altså i huset til jer?

FRU ELVSTED.
Ja, han kom hver dag over til os. Han skulde jo læse med børnene. For jeg alene kunde ikke i længden magte det alt sammen.