Complete Works of Henrik Ibsen (651 page)

TESMAN.
På vejen indover. Vi brød op, – de sidste af os, – på samme tid. Og Brack gik også med for at få lidt frisk luft. Og så, ser du, så blev vi enige om at følge Ejlert hjem. Ja, for han var da så rent overlastet også!

HEDDA.
Han var vel det.

TESMAN.
Men nu kommer det mærkværdige, Hedda! Eller det sørgelige, skulde jeg vel heller sige. Å, – jeg skammer mig næsten – på Ejlerts vegne – for at fortælle det –

HEDDA.
Nå da, altså –?

TESMAN.
Jo, mens vi gik sådan indover, ser du, så blev jeg tilfældigvis lidt tilbage på vejen. Bare sådan et par minutters tid, – tænk det!

HEDDA.
Ja, ja, Herregud, men –?

TESMAN.
Og da jeg så skynder mig efter de andre, – véd du så, hvad jeg finder i vejkanten? Hvad?

HEDDA.
Nej, hvor kan nu jeg vide det!

TESMAN.
Sig det endelig ikke til nogen, Hedda. Hører du det! Lov mig det for Ejlerts skyld.
(trækker en pakke i papiromslag op af frakkelommen.)
Tænk, du, – jeg fandt dette her.

HEDDA.
Er det ikke den pakken, som han havde med sig her igår?

TESMAN.
Jo, du, det er hele hans kostbare, uerstattelige manuskript! Og det havde han gået der og mistet – uden at han mærked det. Tænk dig bare, Hedda! Så sørgeligt –

HEDDA.
Men hvorfor gav du ham så ikke pakken igen straks?

TESMAN.
Nej, det turde jeg da ikke gøre – i den forfatning, han var i –

HEDDA.
Fortalte du ikke til nogen af de andre, at du havde fundet den heller?

TESMAN.
Å, langtfra. Det vilde jeg da ikke for Ejlerts skyld, kan du skønne.

HEDDA.
Der er altså ingen, som véd, at du har Ejlert Løvborgs papirer?

TESMAN.
Nej. Og det må ingen få vide heller.

HEDDA.
Hvad talte du så siden med ham om?

TESMAN.
Jeg fik sletikke tale mere med ham, du. For da vi kom ind i gaderne, så blev han og en to-tre andre rent borte for os. Tænk det!

HEDDA.
Så? De har vel fulgt ham hjem da.

TESMAN.
Ja, de havde nok det, lod det til. Og Brack gik også sin vej.

HEDDA.
Og hvor har du så tumlet dig siden efter?

TESMAN.
Jo, jeg og nogen af de andre, vi fulgte op med en af de lystige fyrene og drak morgenkaffe der hos ham. Eller natkaffe må det vel nærmest kaldes. Hvad? Men når jeg nu bare har hvilet mig en smule – og så jeg kan tænke mig, at Ejlert, stakker, har fåt sovet ud, så må jeg indover til ham med dette her.

HEDDA
(strækker hånden elter pakken)
.

Nej, – gi’ det ikke fra dig! Ikke straks, mener jeg. Lad mig få læse det først.

TESMAN.
Nej, kære, snille Hedda, det tør jeg, ved Gud, ikke.

HEDDA.
Tør du ikke?

TESMAN.
Nej, – for du kan da vel tænke dig, hvor rent fortvilet han blir, når han vågner og savner manuskriptet. For han har ingen afskrift af det, må du vide! Det sa’ han selv.

HEDDA
(ser ligesom forskende på ham)
.

Kan da ikke sligt noget skrives om igen? Sådan en gang til.

TESMAN.
Nej, det tror jeg aldrig vilde gå. For beåndelsen, – ser du –

HEDDA.
Ja, ja, – just det er det vel –
(henkastende.)
Men det er sandt, – her ligger et brev til dig.

TESMAN.
Nej, tænk –!

HEDDA
(rækker ham det)
.

Det kom tidlig imorges.

TESMAN.
Fra tante Julle, du! Hvad kan det være?
(lægger papirpakken på den anden taburet, åbner brevet, løber det igennem og springer op.)
Å Hedda, – hun skriver, at den stakkers tante Rina ligger på sit sidste!

HEDDA.
Det var jo at vente.

TESMAN.
Og at hvis jeg vil se hende endnu en gang, så må jeg skynde mig. Jeg vil straks springe derind.

HEDDA
(undertrykker et smil)
.

Vil du springe også?

TESMAN.
Å, kæreste Hedda, – om du kunde overvinde dig til at følge med! Tænk det!

HEDDA
(rejser sig og siger træt og afvisende)
.

Nej, nej, bed mig ikke om sligt noget. Jeg vil ikke se på sygdom og død. Lad mig få være fri for alt det, som stygt er.

TESMAN.
Ja, Herregud da –!
(farer omkring.)
Min hat –? Min overfrakke –? Nå, i forstuen –. Jeg vil da inderlig håbe, at jeg ikke kommer for sent, Hedda? Hvad?

HEDDA.
Å, bare spring, så –

(Berte kommer i forstuedøren.)

BERTE.
Assessor Brack står udenfor og spør’, om han må komme ind.

TESMAN.
På denne tid! Nej, nu kan jeg umulig ta’ imod ham.

HEDDA.
Men jeg kan.
(til Berte.)
Bed assessoren komme.

(Berte går.)

HEDDA
(hurtigt, hviskende)
.

Pakken, Tesman.

(hun griber den fra taburetten.)

TESMAN.
Ja, giv mig den!

HEDDA.
Nej, nej, jeg gemmer den for dig sålænge.

(hun går hen til skrivebordet og stikker den ind i bogreolen. Tesman står i hastværk og kan ikke få handskerne på.)

(Assessor Brack kommer ind fra forstuen.)

HEDDA
(nikker til ham)
.

Nå, De er rigtignok en morgenfugl.

BRACK.
Ja, synes De ikke det?
(til Tesman.)
Skal De også ud på farten?

TESMAN.
Ja, jeg må nødvendigvis ind til tanterne. Tænk, – den syge, hun ligger for døden, stakker.

BRACK.
Å Herregud, gør hun det? Men så må De endelig ikke la’ Dem opholde af mig. I et så alvorligt øjeblik –

TESMAN.
Ja, jeg må virkelig løbe –. Farvel! Farvel.

(han skynder sig ud gennem forstuedøren.)

HEDDA
(går nærmere)
.

Det har nok været mere end livligt hjemme hos Dem inat, herr assessor.

BRACK.
Jeg er såmæn ikke kommen af klæderne, fru Hedda.

HEDDA.
Ikke De heller?

BRACK.
Nej, som De ser. Men hvad har så Tesman fortalt om nattens oplevelser?

HEDDA.
Å, noget kedeligt noget. Bare det, at de havde været oppe og drukket kaffe etsteds.

BRACK.
Det kaffelag har jeg alt rede på. Ejlert Løvborg var nok ikke med der, tror jeg?

HEDDA.
Nej, de havde fulgt ham hjem forinden.

BRACK.
Tesman også?

HEDDA.
Nej, men et par andre, sa’ han.

BRACK
(smiler)
.

Jørgen Tesman er virkelig en troskyldig sjæl, fru Hedda.

HEDDA.
Ja, det véd Gud han er. Men stikker der da noget under?

BRACK.
Ja, det er ikke frit for det.

HEDDA.
Nå da! Lad os sætte os, kære asssessor. Så fortæller De bedre.

(hun sætter sig ved venstre side af bordet. Brack ved langsiden i nærheden af hende.)

HEDDA.
Nå da altså?

BRACK.
Jeg havde særlige grunde til at efterspore mine gæsters – eller, rigtigere sagt, en del af mine gæsters veje inat.

HEDDA.
Og imellem dem var kanske Ejlert Løvborg også?

BRACK.
Jeg må tilstå – han var det.

HEDDA.
Nu gør De mig virkelig begærlig –

BRACK.
Véd De, hvor han og et par af de andre tilbragte resten af natten, fru Hedda?

HEDDA.
Går det an at fortælle det, så gør så.

BRACK.
Bevar’s, det kan godt fortælles. Jo, de indfandt sig i en særdeles animeret soirée.

HEDDA.
Af det livlige slags?

BRACK.
Af det allerlivligste.

HEDDA.
Lidt mere om dette her, assessor –

BRACK.
Løvborg havde fåt indbydelse i forvejen, han også. Jeg vidste fuld besked om det. Men da havde han afslåt at komme. For nu har han jo iført sig ot nyt menneske, som De véd.

HEDDA.
Oppe hos fogden Elvsteds, ja. Men så gik han altså alligevel?

BRACK.
Ja, ser De, fru Hedda, – så kommer uheldigvis ånden over ham oppe hos mig i aftes –

HEDDA.
Ja, der blev han jo beåndet, hører jeg.

BRACK.
I temmelig voldsom grad beåndet. Nå, så kom han vel på andre tanker, kan jeg tro. For vi mandspersoner, vi er desværre ikke altid så principfaste, som vi burde være.

HEDDA.
Å, De danner da visst en undtagelse, assessor Brack. Men Løvborg altså –?

BRACK.
Ja, kort og godt, – enden blev, at han havned frøken Dianas saloner.

HEDDA.
Frøken Dianas?

BRACK.
Det var frøken Diana, som gav soiréen. For en udvalgt kreds af veninder og beundrere.

HEDDA.
Er det en rødhåret en?

BRACK.
Netop.

HEDDA.
Sådan en slags – sangerinde?

BRACK.
Å ja, – det også. Og derhos en vældig jægerinde – for herrerne, – fru Hedda. De har visst hørt tale om hende. Ejlert Løvborg var en af hendes varmeste beskyttere – i sine velmagtsdage.

HEDDA.
Og hvorledes endte så dette her?

BRACK.
Mindre venskabeligt, lader det til. Frøken Diana skal fra den ømmeste modtagelse være gået til håndgribeligheder –

HEDDA.
Imod Løvborg?

BRACK.
Ja. Han beskyldte hende eller veninderne for at ha’ bestjålet ham. Han påstod, at hans tegnebog var ble’t borte. Og andre sager også. Kort sagt, han skal ha’ gjort et morderligt spektakel.

HEDDA.
Og hvad førte så det til?

BRACK.
Det førte såmæn til almindelig hanekamp mellem både damer og herrer. Heldigvis så kom da endelig politiet tilstede.

HEDDA.
Kom politiet også?

BRACK.
Ja. Men det blir nok en dyr spas for Ejlert Løvborg, det gale menneske.

HEDDA.
Nå!

BRACK.
Han skal ha’ gjort voldsom modstand. Skal ha’ slåt en af konstablerne på øret og revet hans frakke istykker. Så måtte han da med på stationen også.