Complete Works of Henrik Ibsen (621 page)

REBEKKA.
Ja, sæt bare al din evne ind på dette, og du skal se, du vinder.

ROSMER.
Jeg synes, det måtte kunne lykkes. Å, hvilken fryd det da vilde bli’ at leve livet. Ingen hadefuld strid mere. Bare kappestrid. Alle øjne rettede mod det samme mål. Alle viljer, alle sind stevnende fremad, – opad, – enhver ad sin egen naturnødvendige vej. Lykke for alle, – skabt igennem alle.
(kommer til at se ud i det fri, farer sammen og siger tungt:)
Ah! Ikke gennem mig.

REBEKKA.
Ikke –? Ikke gennem dig?

ROSMER.
Og ikke for mig heller.

REBEKKA.
Å, Rosmer, lad ikke slig tvil komme op i dig.

ROSMER.
Lykke, – kære Rebekka, – lykke, det er først og fremst den stille, glade, trygge følelse af skyldfrihed.

REBEKKA
(ser hen for sig)
.

Ja, dette med skyld –-.

ROSMER.
Å, det kan du så lidet dømme om. Men jeg –

REBEKKA.
Du mindst!

ROSMER
(peger ud mod vinduet)
.

Møllefossen.

REBEKKA.
Å, Rosmer –!

(Madam Helseth ser ind gennem døren til højre.)

MADAM HELSETH.
Frøken!

REBEKKA.
Siden, siden. Ikke nu.

MADAM HELSETH.
Bare et ord, frøken.

(Rebekka går hen til døren. Madam Helseth meddeler hende noget. De taler en stund hviskende sammen. Madam Helseth nikker og går.)

ROSMER
(urolig)
.

Var det noget til mig?

REBEKKA.
Nej, det var bare husets sager. – Nu skulde du gå ud i den friske luft, kære Rosmer. Gå rigtig langt, skulde du.

ROSMER
(tar hatten)
.

Ja, kom. Så går vi sammen.

REBEKKA.
Nej, kære, jeg kan ikke nu. Du får gå alene. Men ryst så alle disse tunge tankerne af dig. Lov mig det.

ROSMER.
Dem får jeg nok aldrig rystet af, – er jeg ræd for.

REBEKKA.
Å, men at noget så grundløst kan ta’ dig med slig magt –!

ROSMER.
Desværre, – det er nok ikke så grundløst, du. Jeg har ligget og grublet over det hele natten. Beate har kanske set rigtig alligevel.

REBEKKA.
I hvad, mener du?

ROSMER.
Set rigtig, da hun trode, jeg elsked dig, Rebekka.

REBEKKA.
Set rigtig i det?

ROSMER
(lægger hatten på bordet)
.

Jeg går og tumler med det spørsmål, – om ikke vi to hele tiden har dåret os selv – når vi kaldte vort forhold for venskab.

REBEKKA.
Mener du kanske, at det lige så godt kunde kaldes et –?

ROSMER.
– kærlighedsforhold. Ja, du, jeg mener det. Allerede mens Beate leved, var det dig, jeg gav alle mine tanker til. Det var dig alene, jeg stunded efter. Det var hos dig, jeg følte denne stille, glade, begærløse lyksalighed. Når vi tænker os rigtig om, Rebekka, – så begyndte vort samliv som en sød, løndomsfuld barneforelskelse. Uden krav og uden drømme. Følte ikke du det også på slig vis? Sig mig det.

REBEKKA
(kæmper med sig selv)
.

Å, – jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig.

ROSMER.
Og det er dette inderlige liv i hinanden og for hinanden, som vi har ta’t for venskab. Nej, du, – vort forhold har været et åndeligt ægteskab – kanske lige fra de første dagene af. Derfor er der brøde hos mig. Jeg havde ikke ret til det, – ikke lov for Beates skyld.

REBEKKA.
Ikke lov til at leve i lykke? Tror du det, Rosmer?

ROSMER.
Hun så på vort forhold med sin kærligheds øjne. Dømte vort forhold efter sin kærligheds art. Naturligvis. Beate kunde ikke dømme anderledes, end hun gjorde.

REBEKKA.
Men hvor kan du da anklage dig selv for Beates vildfarelse!

ROSMER.
I kærlighed til mig, – på sin måde, – gik hun i møllefossen. Den kendsgerning står fast, Rebekka. Den kommer jeg aldrig ud over.

REBEKKA.
Å, tænk ikke på andet end den store, skønne opgave, som du har sat dit liv ind på!

ROSMER
(ryster på hodet)
.

Den kan visst aldrig føres igennem, du. Ikke af mig. Ikke efter det, jeg nu véd.

REBEKKA.
Hvorfor ikke af dig?

ROSMER.
Fordi der aldrig vindes sejr for en sag, som har sit udspring i brøde.

REBEKKA
(i udbrud)
.

Å, dette her er slægtstvil, – slægtsangst, – slægtsskrupler. De snakker her om, at de døde kommer igen som jagende, hvide heste. Jeg synes, dette her er noget sligt.

ROSMER.
Lad det være, hvad det være vil. Hvad hjælper det, når jeg nu ikke kan komme ifra det? Og du kan tro mig, Rebekka. Det er, som jeg siger. Den sag, som skal vinde frem til varig sejr, – den må bæres af en glad og skyldfri mand.

REBEKKA.
Er glæden da så rent umistelig for dig, Rosmer?

ROSMER.
Glæden? Ja, du, – det er den.

REBEKKA.
For dig, som aldrig kan le?

ROSMER.
Alligevel. Du kan tro, jeg har store anlæg til at være glad.

REBEKKA.
Nu skal du gå, kære. Langt, – rigtig langt. Hører du det? – Se, her er din hat. Og her har du stokken.

ROSMER
(tar begge dele)
.

Tak. Og du går ikke med?

REBEKKA.
Nej, nej, jeg kan ikke nu.

ROSMER.
Ja-ja da. Du er nu med mig alligevel.

(han går ud gennem forstuen. Lidt efter kikker Rebekka ud bag den åbne dør. Derpå går hun hen mod døren til højre.)

REBEKKA
(åbner og siger halvhøjt)
.

Se så, madam Helseth. Nå kan De slippe ham ind.

(hun går henover imod vinduet.)

(Kort efter kommer rektor Kroll ind fra højre. Han hilser taus og afmålt og beholder sin hat i hånden.)

KROLL.
Han er altså gåt?

REBEKKA.
Ja.

KROLL.
Plejer han gå langt?

REBEKKA.
Å ja. Men idag er han så uberegnelig. Og dersom De ikke vil træffe ham –

KROLL.
Nej, nej. Det er Dem, jeg ønsker at tale med. Og ganske alene.

REBEKKA.
Så er det bedst, vi nytter tiden. Sid ned, herr rektor.

(hun sætter sig i lænestolen ved vinduet. Rektor Kroll sætter sig på en stol ved siden af hende.)

KROLL.
Frøken West, – De kan vel neppe forestille Dem, hvor dybt og smerteligt det går mig til hjertet, – dette omslag, som er sket med Johannes Rosmer.

REBEKKA.
Vi var forberedt på, at så vilde ske – i førstningen.

KROLL.
Bare i førstningen?

REBEKKA.
Rosmer havde det sikre håb, at sent eller tidligt vilde De nok gå med ham.

KROLL.
Jeg!

REBEKKA.
Både De og alle hans andre venner.

KROLL.
Ja, der ser De! Så skrøbelig er hans dømmekraft, når det gælder mennesker og forhold i livet.

REBEKKA.
For resten, – når nu altså han føler det som en fornødenhed at frigøre sig til alle sider –

KROLL.
Ja men se, – det er netop det, som jeg ikke tror.

REBEKKA.
Hvad tror De da?

KROLL.
Jeg tror, det er Dem, som står bag det hele.

REBEKKA.
Det har De fra Deres frue, rektor Kroll.

KROLL.
Det kan være ligegyldigt, hvem jeg har det fra. Men visst er det, at jeg bærer på en stærk tvil, – en overmåde stærk tvil, siger jeg, – når jeg tænker mig om og lægger sammen hele Deres adfærd lige siden De kom hid.

REBEKKA
(ser på ham)
.

Det foresvæver mig, at der var en tid, da De bar på en overmåde stærk tro til mig, kære rektor. En varm tro, havde jeg nær sagt.

KROLL
(dæmpet)
.

Hvem kunde ikke De forhekse, – når De la’ an på det?

REBEKKA.
La’ jeg an på at –!

KROLL.
Ja, det gjorde De. Jeg er ikke så tosset nu længer, at jeg bilder mig ind, der var nogen følelse med i spillet. De vilde simpelt hen skaffe Dem indpas på Rosmersholm. Sætte Dem fast her. Det var det, jeg skulde hjælpe Dem med. Nu ser jeg det.

REBEKKA.
De har altså rent glemt, at det var Beate, som tigged og trygled mig om at flytte her ud.

KROLL.
Ja, da De havde fåt forhekset hende også. Eller kan det kaldes for venskab, det, som hun kom til at føle for Dem? Det slog over i forgudelse, – i tilbedelse. Det arted ud til, – hvad skal jeg kalde det? – til et slags desperat forelskelse. Ja, det er det rette ord.

REBEKKA.
De får være så god at huske på Deres søsters tilstand. Hvad mig angår, så tror jeg ikke, jeg kan siges at være overspændt på nogen måde.

KROLL.
Nej, det er De visselig ikke. Men desto farligere blir De for de mennesker, som De vil vinde magt over. De har så let for at handle med overlæg og fuld rigtig beregning, – just fordi De bærer på et koldt hjerte.

REBEKKA.
Koldt? Er De så sikker på det?

KROLL.
Nu er jeg ganske viss på det. Ellers havde De ikke kunnet gå her år efter år og forfølge Deres mål så urokkelig. Ja, ja, – De har nåd’, hvad De vilde. De har fåt ham og det hele i Deres magt. Men for at sætte alt dette igennem, har De ikke skyd’ at gøre ham ulykkelig.

REBEKKA.
Det er ikke sandt. Det er ikke mig. Det er Dem selv, som har gjort ham ulykkelig.

KROLL.
Har jeg!

REBEKKA.
Ja, da De leded ham ind i den indbildning, at han var skyld i den forfærdelige ende, som det tog med Beate.

KROLL.
Så det har dog altså grebet ham så dybt?

REBEKKA.
Det kan De vel tænke Dem. Så blødt et sind som hans –

KROLL.
Jeg trode, at en såkaldt frigjort mand forstod at sætte sig ud over alle skrupler. – Men der har vi det altså! Å ja, – i grunden så var det jo nok det, jeg vidste. Ætlingen af de mænd, som her ser ned på os, – han slipper nok for at rive sig løs fra det, som uafhændelig er gåt i arv fra slægt til slægt.

REBEKKA
(ser tankefuld ned for sig)
.

Johannes Rosmer har svært dybe rødder i slægten. Det er både visst og sandt.

KROLL.
Ja, og det skulde De ta’t hensyn til, ifald De havde havt hjertelag for ham. Men De kunde vel sagtens ikke ta’ den slags hensyn. Deres forudsætninger er jo så himmelvidt forskellige fra hans.

REBEKKA.
Hvilke forudsætninger, mener De?