Complete Works of Henrik Ibsen (607 page)

HJALMAR.
Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!

HEDVIG
(skynder sig)
.

Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev.

(tar brevet op af kåbelommen.)

HJALMAR.
Et brev også?

HEDVIG.
Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, – et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så står der „frøken” udenpå det.
(læser.)
„Frøken Hedvig Ekdal”. Tænk, – det er mig.

HJALMAR.
Lad mig se det brev.

HEDVIG
(rækker ham det)
.

Der kan du se.

HJALMAR.
Det er grosserer Werles hånd.

GINA.
Er du viss på det, Ekdal?

HJALMAR.
Se selv.

GINA.
Å, tror du, jeg skønner mig på sligt?

HJALMAR.
Hedvig, må jeg åbne brevet – og læse det?

HEDVIG.
Ja, det må du gerne, hvis du vil.

GINA.
Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen.

HEDVIG
(sagte)
.

Å, kan du ikke la’ ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.

HJALMAR.
Jeg må altså åbne det?

HEDVIG.
Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad det er.

HJALMAR.
Godt.
(åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og synes forvirret.)
Hvad er da dette her –?

GINA.
Hvad står der for noget da?

HEDVIG.
A ja, far, – sig det!

HJALMAR.
Vær stille.
(læser det en gang til igennem; er bleven bleg, men siger behersket:)
Det er et gavebrev, Hedvig.

HEDVIG.
Nej, tænk! Hvad får jeg da?

HJALMAR.
Læs selv.

HEDVIG
(går hen og læser en stund ved lampen)
.

HJALMAR
(halvhøjt, knytter hænderne)
.

Øjnene! Øjnene, – og så det brevet!

HEDVIG
(afbryder læsningen)
.

Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal ha’ det.

HJALMAR
(tar brevet fra hende)
.

Du Gina, – kan du forstå dette her?

GINA.
Jeg véd jo ingen verdens ting; bare sig det.

HJALMAR.
Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret –

GREGERS.
Aha!

HEDVIG.
Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.

GINA.
Det blir jo godt for bedstefar.

HJALMAR.
– hundrede kroner, så længe han har det nødig, – det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne.

GINA.
Nå, så er da han forsørget, stakkers.

HJALMAR.
Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig.

HEDVIG.
På mig! Alt sammen?

HJALMAR.
Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?

GINA.
Ja, jeg hører det nok.

HEDVIG.
Tænk – alle de penge, jeg får!
(rusker i ham.)
Far, far, er du da ikke glad –?

HJALMAR
(undviger hende)
.

Glad!
(går om på gulvet.)
Å, hvilke fjernsyn, – hvilke perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er det, han betænker så rigelig!

GINA.
Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag –

HEDVIG.
Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi’ alle pengene til dig og mor.

HJALMAR.
Til mor, ja! Der har vi det.

GREGERS.
Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.

HJALMAR.
Tror du, det skulde være en snare nu igen?

GREGERS.
Da han var her imorges, sa’ han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig.

HJALMAR.
Ikke den mand –!

GREGERS.
Du skal få se det, sa’ han.

HJALMAR.
Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge –!

HEDVIG.
Men, mor, hvad er det da for noget?

GINA.
Gå ud og tag af dig tøjet.

(Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren.)

GREGERS.
Ja, Hjalmar, – nu vil det vise sig, hvem der har ret, han eller jeg.

HJALMAR
(river langsomt papiret tvers over, lægger begge stykkerne på bordet og siger)
.

Her er mit svar.

GREGERS.
Det vented jeg.

HJALMAR
(går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger dæmpet)
.

Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham blev helt forbi, da du – kom til at holde af mig, som du kalder det, – hvorfor satte han os da i stand til at gifte os?

GINA.
Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset.

HJALMAR.
Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed?

GINA.
Jeg skønner ikke, hvad du mener.

HJALMAR.
Jeg vil vide, om – dit barn har ret til at leve under mit tag.

GINA
(retter sig ivejret; øjnene lyner)
.

Og det spør’ du om!

HJALMAR.
Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til – eller –? Nå!

GINA
(ser på ham med kold trods)
.

Jeg véd ikke.

HJALMAR
(dirrer let)
.

Du véd det ikke!

GINA.
Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er –

HJALMAR
(stille, vender sig fra hende)
.

Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.

GREGERS.
Betænk dig på dette, Hjalmar!

HJALMAR
(tar sin yderfrakke på)
.

Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.

GREGERS.
Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens offerstemning.

HJALMAR.
Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat!
(tar hatten.)
Hjemmet er styrtet i grus omkring mig.
(brister i gråd.)
Gregers, jeg har ikke noget barn!

HEDVIG
(som har åbnet køkkendøren)
.

Hvad er det du siger!
(hen til ham.)
Far, far!

GINA.
Se så!

HJALMAR.
Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg tåler ikke at se dig. Å, de øjnene –! Farvel.

(vil imod døren.)

HEDVIG
(hænger sig fast i ham og skriger højt)
.

Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!

GINA
(råber)
.

Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!

HJALMAR.
Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; – væk fra alt dette!

(Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren.)

HEDVIG
(med fortvilede øjne)
.

Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen!

GINA.
Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.

HEDVIG
(kaster sig hulkende ned i sofaen)
.

Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.

GREGERS.
Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?

GINA.
Ja, jeg tror det næsten; men Gud forlade Dem alligevel.

HEDVIG
(ligger i sofaen)
.

Å, jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen!

GINA.
Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham.
(tar ydertøjet på.)
Kanske han er gåt indom til Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det?

HEDVIG
(græder krampagtigt)
.

Ja, jeg skal la’ det være; når bare far kommer igen.

GREGERS
(til Gina, som vil gå)
.

Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende?

GINA.
Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få stagget barnet.

(ud gennem gangdøren.)

HEDVIG
(sætter sig oprejst og tørrer tårerne af)
.

Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere?

GREGERS.
De skal ikke spørge om det, forinden De er ble’t stor og voksen.

HEDVIG
(hikster)
.

Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. – Jeg skønner nok, hvad det er. – Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.

GREGERS
(urolig)
.

Hvorledes skulde det gå til?

HEDVIG.
Mor kan jo ha’ fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om.

GREGERS.
Nå, men om så var –

HEDVIG.
Ja, jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.

GREGERS
(afledende)
.

Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig.

HEDVIG.
Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den!

GREGERS.
Å, det gør han da visst ikke.