Complete Works of Henrik Ibsen (528 page)

MAKRINA.
Ak, Basilios, – her eller hist – alt er ude!

KEJSER JULIAN.
Står der ikke skrevet, at I skal give kejseren, hvad kejserens er? Jeg bruger alle hænder på dette tog. I kan pleje mine syge og sårede. Derved tjener I Galilæeren tillige; og holder I dette endnu for en pligt, så råder jeg eder at nytte tiden. Han har ikke længe igen.

(Nogle soldater har omringet Basilios og Makrina andre iler gennem tykningen op mod huset.)

MAKRINA.
Synkende sol over hjemmet; synkende håb og synkende verdens lys! O, Basilios, at vi skulde opleve at se natten.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Lyset er.

KEJSER JULIAN.
Lyset vorder. Ryggen mod aftenrøden, Galilæere! Øjet mod øst, mod øst, hvor Helios drømmer. Sandelig, jeg siger eder, I skal se jordens sol-konge.

(Han går ud til højre; alle følger ham.)

(Hinsides Eufrat og Tigris. En vid slette med den kejserlige teltlejr. Småkrat til venstre og i baggrunden dølger Tigris-flodens krumninger. Skibsmaster rager op over krattet i en lang uoverskuelig række. Skyfuld aften.)

(Soldater og krigsfolk af alle slags er ifærd med at slå lejr på sletten. Allehånde forråd bringes fra skibene. Vagtilde langt borte. Hærføreren Nevita, krigsøversten Jovian og flere høvdinger kommer fra flåden.)

HÆRFØREREN NEVITA.
Se nu, om ikke kejseren valgte det rette. Her står vi uden sværdslag på fiendens grund; ingen har gjort os overgangen over floderne stridig; ikke så meget som en eneste persisk rytter er at øjne.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Nej, herre, ad denne vej har fienden visselig ikke ventet os.

HÆRFØREREN NEVITA.
Du siger dette, som om du endnu holdt fast ved, at valget af denne vej var uklogt.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ja, herre, det er fremdeles min mening, at vi heller skulde slåt ind på en nordligere retning. Der kunde vi støttet vor venstre fløj til Armenien, som er os venligt sindet, og hentet alt fornødent underhold fra dette overflødige landskab. Men her? Hæmmet i vor fremgang af de tunge lastskibe. Rundt om os en øde slette, næsten en ørk – – Ah, kejseren kommer. Jeg vil gå; han er mig ikke nådig i denne tid.

(Han går ud til højre. I det samme kommer kejser Julian med nogle ledsagere fra skibene. Livlægen Oribases, visdomslærerne Priskos og Kytron samt nogle flere træder frem mellem teltene på højre side og går kejseren imøde.)

KEJSER JULIAN.
Således ser vi kejser-riget vokse. Hvert skridt, jeg træder imod øst, flytter rigets grænse.
(han stamper i jorden.)
Denne jord er min! Jeg er i riget, ikke udenfor. – Nu, Priskos –?

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Uforlignelige kejser, dit bud er udført. Hvad du så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse for alle hærens afdelinger.

KEJSER JULIAN.
Vel, vel. Og hvad virkning lod min drøm til at øve på soldaterne?

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Nogle priste dig med glad røst og kaldte dig den guddommelige; andre derimod –

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Disse andre vare Galilæere, o Kytron!

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ja, ja, de fleste andre var Galilæere, og disse slog sig for sit bryst og udstødte høje klageråb.

KEJSER JULIAN.
Jeg vil ikke blive stående ved dette. De brystbilleder af mig, som jeg har ladet forfærdige for at opstille dem i de byer, jeg kommer til at undertvinge, de skal oprejses trindt om i lejren ved alle borde, hvor skatmestrene uddeler krigsfolkets lønning. Lamper skal tændes ved siden af billederne, et fyrfad med vellugtende røgelse skal brænde foran, og hver soldat skal, idet han går frem for at modtage sin løn, kaste nogle røgelsekorn på ilden.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Min nådigste kejser, tilgiv mig, men – er det rådeligt?

KEJSER JULIAN.
Hvorfor ikke rådeligt? Jeg forbauses over min Oribases.

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Ak, herre, du må vel forbauses! Skulde det ikke være rådeligt, at –?

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Skulde ikke en Julian turde vove, hvad mindre guddommelige mænd har vovet?

KEJSER JULIAN.
Jeg finder også, at det voveligste her vilde være at lægge dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er det kommen så vidt, at de guddommelige nedlægger sin magt i jordiske hænder, – hvilket vi af mange tegn tør slutte at være tilfældet, – så vilde det i sandhed være højst utaknemmeligt at fordølge sådant. Det er under så farefulde forholde, som disse, ingenlunde ligegyldigt, om soldaterne yder sin dyrkelse til den urette, da de dog skulde påkalde en helt anden. Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder andre, – om der ellers findes nogen anden her, som således vil afstikke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vilde være den virkelige ugudelighed, og at jeg derfor nødes til at ivre derimod. Har ikke allerede Platon forkyndt den sandhed, at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad mente han med dette udsagn? Svar mig på det, – hvad mente han? Langt være det fra mig at ville påstå, at Platon, – denne for øvrigt mageløse vismand, – dermed, ligesom i en spådom, skulde have sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne til de forstyrrelser, som flyder af, at den højeste magt ligesom kløves og deles på flere hænder. Nok om dette. Jeg har allerede påbudt, at de kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren. Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?

(Husmesteren Eutherios, ledsaget af en mand i opkiltrede klæder, kommer fra skibene.)

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ophøjede kejser, denne Antiokier er udsendt fra statholderen Alexandros og bringer dig et brev, som han siger er vigtigt.

KEJSER JULIAN.
Ah, lad dog se! Lys hid!

(En fakkel bringes; kejseren åbner brevet og læser.)

KEJSER JULIAN.
Kan dette være muligt! Lys bedre! Ja, det står der; – og her –; hvad nu? – Dette går i sandhed over alt, hvad jeg kunde tænkt mig!

HÆRFØREREN NEVITA.
Slemme nyheder fra vesterlandene, herre?

KEJSER JULIAN.
Nevita, sig mig, hvor lang tid bruger vi for at nå frem til Ktesifon?

HÆRFØREREN NEVITA.
Det kan umuligt gøres på kortere tid end treti dage.

KEJSER JULIAN.
Det må gøres på kortere tid! Treti dage! En hel måned! Og imens vi kryber frem her, skulde jeg lade disse rasende –

HÆRFØREREN NEVITA.
Du véd selv, herre, vi må for skibenes skyld følge alle flodens krumninger. Strømmen er strid, og derhos både grund og stenet. Jeg holder det for ugørligt at nå hurtigere frem.

KEJSER JULIAN.
Treti dage! Og derefter skal staden indtages, – Perser-hæren skal slås på flugt, – freden skal sluttes. Hvor lang tid vil ikke alt dette kræve? Og endda var der nogle iblandt jer, som dårligen foreslog mig at gøre en end længere omvej. Ha-ha, man pønser på min undergang!

HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, vær tryg; toget skal fremmes af al magt.

KEJSER JULIAN.
Det gøres vel nødigt. Kan I tænke jer, hvad Alexandros melder? Galilæernes vanvid overstiger alle grænser siden min afrejse. Og dette uvæsen øges dag for dag. De skønner, at min sejr i Persien vil drage deres udryddelse efter sig; og med hin skamløse Gregor som hovedmand står de nu, lig en fiendtlig hær, i ryggen på mig; i de frygiske egne forberedes hemmelige ting, som ingen ret kan få rede på –

HÆRFØREREN NEVITA.
Hvad vil det sige, herre? Hvad tager de sig for?

KEJSER JULIAN.
Hvad de tager sig for? Beder, prædiker, synger, forkynder verdens yderste dag. O, var det endda ikke andet; – men de river vore tilhængere med sig og drager dem ind i sit oprørske forbund. I Cæsaræa har menigheden kåret dommeren Eusebios til biskop, – Eusebios, en udøbt mand, – og denne forvildede har modtaget en slig kaldelse, som til og med er ugyldig efter deres egne kirkelove. Dog, dette er langt fra det værste. Værre, værre, tifold værre er det, at Athanasios er kommen tilbage til Alexandria.

HÆRFØREREN NEVITA.
Athanasios?

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hin gådefulde biskop, som forsvandt i ørken for sex år siden?

KEJSER JULIAN.
Et kirkemøde forjog ham for hans usømmelige ivers skyld. Galilæerne var føjelige under min formand. Ja, vil I tænke jer, – nu er denne rasende sværmer kommen tilbage til Alexandria. Hans indtog var lig en konges; landevejen var belagt med tepper og grønne palmegrene. Og hvad skede derefter? Hvad tror I vel? Samme nat brød et oprør ud blandt Galilæerne. Georgios, deres retmæssige biskop, denne retsindige og velvillige mand, hvem de beskyldte for lunkenhed i troen, er bleven myrdet, levende sønderrevet i stadens gader.

HÆRFØREREN NEVITA.
Men, herre, hvor kunde det komme så vidt? Hvor var dog statholderen Artemios?

KEJSER JULIAN.
Du må vel spørge, hvor Artemios var. Jeg skal sige dig det. Artemios er gåt over til Galilæerne! Artemios er selv med væbnet hånd trængt ind i Serapeion, hint verdens herligste tempel, – har sønderslåt billedstøtterne, – har plyndret alterne og ødelagt hine umådelige bogskatte, som vi just i denne vildfarende og vankundige tid havde så højlig brug for, og som jeg vilde begræde, lig en af døden bortrykket ven, dersom min harme tillod mig at udgyde tårer.

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Sandelig, dette går over al forestilling!

KEJSER JULIAN.
Og ikke at kunne nå disse elendige for at tugte dem! At måtte være vidne til, at slige udskejelser griber videre og videre om sig! – Treti dage, siger du! Hvi nøler man? Hvi slår man lejr? Hvi sover man? Véd ikke mine hærførere, hvad her står på spil? Vi må holde rådslagning. Når jeg tænker på, hvad den makedoniske Alexander udretted i treti dage –

(Krigsøversten Jovian, ledsaget af en mand i persisk klædning, uden våben, kommer fra lejren.)

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Vredes ikke, herre, at jeg træder dig for øjne; men denne fremmede –

KEJSER JULIAN.
En persisk kriger!

PERSEREN
(kaster sig ned på jorden)
.

Ingen kriger, du mægtige!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Han kom våbenløs jagende tilhest over sletten og meldte sig ved forposterne –

KEJSER JULIAN.
Så er dine landsmænd i nærheden?

PERSEREN.
Nej, nej!

KEJSER JULIAN.
Men hvor kommer du så fra?

PERSEREN
(slår sine klæder tilside)
.

Se disse arme, du jordens hersker, – blodige af rustne lænkeringe. Føl denne flåede ryg, – sår i sår. Jeg kommer fra pinebænken, herre!

KEJSER JULIAN.
Ah, – du er flygtet fra kong Sapores?

PERSEREN.
Ja, du vældige, du, som véd alt! Jeg stod højt i nåde hos kong Sapores indtil jeg, dreven af rædsel ved din nærmelse, dristed mig til at forudsige ham, at denne krig vilde volde hans undergang. Véd du, herre, hvorledes han har lønnet mig? Min hustru gav han til pris for sine bueskytter fra bergene; mine børn lod han sælge som slaver; alle mine ejendomme lod han sine tjenere dele imellem sig; mig selv lod han pine i ni dage. Derpå bød han mig ride ud og dø som et dyr på sletterne.

KEJSER JULIAN.
Og hvad vil du mig?

PERSEREN.
Hvad jeg vil dig efter denne medfart? Jeg vil hjælpe dig at ødelægge min forfølger.

KEJSER JULIAN.
Ah, du pinte mand, – hvad kan du hjælpe?

PERSEREN.
Jeg kan fæste vinger ved dine krigsfolks ankler.

KEJSER JULIAN.
Hvad vil du sige med det? Rejs dig, og sig mig, hvad du mener.

PERSEREN
(rejser sig)
.

Der var ingen i Ktesifon, som tænkte, at du vilde vælge denne vej –

KEJSER JULIAN.
Det véd jeg.

PERSEREN.
Nu er det ikke nogen hemmelighed længer.