Complete Works of Henrik Ibsen (529 page)

KEJSER JULIAN.
Du lyver, mand! I Persere véd intet om mine hensigter.

PERSEREN.
Herre, du, hvis visdom stammer fra ilden og solen, du véd godt, at mine landsmænd nu kender dine hensigter. Du har sat over floderne på dine skibe; disse skibe, flere end tusend i tallet, og ladede med alle hærens fornødenheder, skal trækkes opover Tigris, og hæren skal rykke frem jævnsides med skibene.

KEJSER JULIAN.
Utroligt –!

PERSEREN.
Når skibene er komne Ktesifon så nær som muligt, – hvilket vil sige to dagsrejser fra staden, – da vil du gå løs på denne, omringe den og tvinge kong Sapores til at overgive sig.

KEJSER JULIAN
(ser sig om)
.

Hvem har forrådt os?

PERSEREN.
Dette forehavende står nu ikke længer til at udføre. Mine landsmænd har i al hast bygget stendæmninger i flodsengen, og på dem vil dine skibe strande.

KEJSER JULIAN.
Menneske, véd du, hvad det koster dig, ifald du ikke taler sandhed?

PERSEREN.
Mit legeme er i din vold, du mægtige! Taler jeg ikke sandhed, da står det dig frit for at lade mig brænde levende.

KEJSER JULIAN
(til Nevita)
.

Floden lukket! Der vil kræves uger for at gøre den farbar igen.

HÆRFØREREN NEVITA.
Ifald det kan gøres, herre! Slige redskaber fattes –

KEJSER JULIAN.
Og dette skulde møde os nu, – nu, da det gælder at rejse med al hastighed!

PERSEREN.
Du verdens hersker, jeg har sagt dig, at jeg kan skænke din hær vinger.

KEJSER JULIAN.
Tal! Véd du nogen kortere vej?

PERSEREN.
Hvis du lover mig, efter sejren, at skaffe mig min ranede ejendom tilbage og derhos en ny hustru af høj byrd, så kan jeg –

KEJSER JULIAN.
Jeg lover dig alt; blot tal – tal!

PERSEREN.
Lægger du vejen tværs over sletterne, da kan du på fire dage stå udenfor Ktesifons mure.

KEJSER JULIAN.
Glemmer du bergryggen hinsides sletterne?

PERSEREN.
Herre, har du aldrig hørt tale om hin sælsomme snevring mellem bergene?

KEJSER JULIAN.
Jo, jo, en kløft; „Arimans gade” kaldes den. Er det sandt, at en slig findes?

PERSEREN.
Jeg red gennem Arimans gade for to dage siden.

KEJSER JULIAN.
Nevita!

HÆRFØREREN NEVITA.
I sandhed, herre, hvis så er –

KEJSER JULIAN.
Underfulde hjælp i nøden –!

PERSEREN.
Men vil du frem ad hin vej, du vældige, da er ingen tid at spilde. Den persiske hær, som var trukken sammen i de nordlige landskaber, den er nu kaldt tilbage for at stænge bergkløfterne.

KEJSER JULIAN.
Véd du det med visshed?

PERSEREN.
Nøler du, vil du selv erfare det.

KEJSER JULIAN.
Hvor mange dage bruger dine landsmænd for at nå did hen?

PERSEREN.
Fire dage, herre!

KEJSER JULIAN.
Nevita, vi må stå hinsides kløfterne inden tre dage!

HÆRFØREREN NEVITA
(til Perseren)
.

Er det gørligt for os at nå kløfterne på tre dage?

PERSEREN.
Ja, store kriger, det er gørligt, hvis I tager denne nat til hjælp.

KEJSER JULIAN.
Lejren skal brydes af! Ingen søvn; ingen hvile nu. Inden fire dage – højst fem – må jeg stå for Ktesifon. – Hvad tænker du på? Ah, jeg véd det.

HÆRFØREREN NEVITA.
Flåden, herre!

KEJSER JULIAN.
Ja, ja, ja, flåden.

HÆRFØREREN NEVITA.
Kommer Perser-hæren en dag senere til kløfterne end vi, så vil den – om den end ikke kan tilføje dig anden skade – vende sig vestover imod dine skibe –

KEJSER JULIAN.
– gøre et umådeligt bytte til at forlænge krigen med –

HÆRFØREREN NEVITA.
Kunde vi efterlade tyve tusend mand ved skibene, så vilde de være sikrede –

KEJSER JULIAN.
Hvad tænker du på! Tyve tusend? Næsten tredjedelen af alt våbenført mandskab. Hvor var så den stridsmagt, hvormed jeg skulde sejre? Splittet, spredt, delt. Ikke en eneste mand kan jeg afse til sligt øjemed. Nej, nej, Nevita; men der turde vel gives et tredje middel –

HÆRFØREREN NEVITA
(viger tilbage)
.

Min store kejser –!

KEJSER JULIAN.
Flåden må hverken falde i Persernes hænder eller volde os mandespilde. Der gives et tredje valg, siger jeg! Hvi nøler du? Hvi udtaler du det ikke?

HÆRFØREREN NEVITA
(til Perseren)
.

Véd du, om borgerne i Ktesifon har forråd på korn og olje?

PERSEREN.
I Ktesifon er overflødige forråd af alle slags.

KEJSER JULIAN.
Og har vi først staden inde, så ligger hele det rige landskab åbent for os.

PERSEREN.
Borgerne ville åbne sine porte for dig, herre! Jeg er ikke den eneste, som hader kong Sapores. De vil rejse sig imod ham og falde dig tilfode, hvis du kommer uventet over dem, i forfærdelsens vælde, og med al din samlede magt.

KEJSER JULIAN.
Just det; just det.

PERSEREN.
Brænd skibene, herre!

HÆRFØREREN NEVITA.
Ah!

KEJSER JULIAN.
Hans had ser, mens din troskab famler, Nevita!

HÆRFØREREN NEVITA.
Min troskab så, herre; men den vånded sig ved det, den så.

KEJSER JULIAN.
Er ikke disse skibe som en lænke om vor fod? Vi har levnetsmidler for fire fulde dage i lejren. Det er godt, at soldaterne ikke tynges formeget. Og hvad tjener så skibene til? Vi har ingen floder mere at sætte over –

HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, hvis det virkelig er din vilje –

KEJSER JULIAN.
Min vilje, – min vilje? O, i en aften som denne – uvejrsfuld og stormende –; hvorfor kunde ikke et lyn slå ned og –

MYSTIKEREN MAXIMOS
(kommer ilsomt fra venstre)
.

Du solens udkårne søn, – hør, hør!

KEJSER JULIAN.
Ikke nu, min Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Intet er vigtigere end dette. Du må høre mig!

KEJSER JULIAN.
I lykkens og visdommens navn, så tal, min broder!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(drager ham tilside og siger dæmpet)
.

Du véd, jeg har forsket og gransket, både i bøger og gennem varsler, for at komme efter udfaldet af dette krigstog.

KEJSER JULIAN.
Jeg véd, at du intet har kunnet forudsige mig.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Varslerne talte og skrifterne samstemte med dem. Men svaret, som altid kom igen, var så sælsomt, at jeg måtte tro, jeg havde forregnet mig.

KEJSER JULIAN.
Men nu –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Da vi drog ud fra Antiokia skrev jeg til Rom for at rådføre mig med de sibyllinske bøger –

KEJSER JULIAN.
Ja, ja –!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
I denne time er svaret kommet; en brevdrager fra statholderen i Antiokia har bragt det.

KEJSER JULIAN.
Ah, Maximos, – og det lyder –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det lyder som alt, hvad varsler og skrifter har sagt mig; og nu tør jeg tyde det. Glæd dig, min broder, – du er usårlig i denne kamp.

KEJSER JULIAN.
Udsagnet, – udsagnet?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
De sibyllinske bøger siger: „Julian skal vogte sig for de frygiske egne”.

KEJSER JULIAN
(viger tilbage)
.

De frygiske –? Ah, Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvi blev du bleg, min broder?

KEJSER JULIAN.
Sig mig, dyrebare lærer, – hvorledes tyder du dette svar?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er mere end én udtydning tænkelig? De frygiske egne? Hvad har du i Frygien at gøre? I Frygien, – et landskab, som ligger afsides, langt bag dig, og hvor du aldrig har nødig at sætte din fod? Ingen fare truer dig, du lykkelige, – det er meningen.

KEJSER JULIAN.
Dette gådesvar har en tvefoldig mening. Ingen fare truer mig i kampen – men fra hint fjerne landskab. – Nevita; Nevita!

HÆRFØRRREN NEVITA.
Herre –?

KEJSER JULIAN.
I Frygien altså? Alexandros skriver om løndomsfulde ting, der forberedes i Frygien. Det er engang bleven forudsagt, at Galilæeren skal komme igen – Brænd skibene, Nevita!

HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, er det din faste ufravigelige vilje –?

KEJSER JULIAN.
Brænd dem! Nøl ikke. Der truer os lønlige farer bagved.
(til en af høvedsmændene.)
Giv nøje agt på denne fremmede. Han skal tjene os til vejviser. Kvæg ham med spise og drikke, og lad ham hvile godt ud.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Min kejser, jeg bønfalder dig, – byg ikke for sikkert på en slig overløbers udsagn.

KEJSER JULIAN.
Aha, – du tykkes rystet, min galilæiske rådgiver! Alt dette er nok ikke efter dit sind. Kanske véd du mere, end du skøtter om at sige. Gå, Nevita, – og brænd skibene!

(Hærføreren Nevita bøjer sig og går ud til venstre. Høvedsmanden fører Perseren bort mellem teltene.)

KEJSER JULIAN.
Forrædere i min egen lejr! Vent, vent, – jeg skal vel komme tilbunds i disse underfundigheder. Hæren skal bryde op! Gå, Jovian, og sørg for, at fortroppen rykker ud inden en time. Perseren kender vejen. Gå!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Som du byder, min høje kejser!

(han går ud til højre.)

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du brænder flåden? Sikkerlig har du store ting isinde.

KEJSER JULIAN.
Jeg gad vide, om den makedoniske Alexander havde vovet dette?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vidste Alexander, hvor faren trued?

KEJSER JULIAN.
Sandt; sandt! Jeg véd det. Alle sejrbringende magter er i forbund med mig. Varsler og tegn udfolder sin hemmelighedsfulde kundskab til fromme for mit rige. Siges det ikke om Galilæeren, at ånderne kom og tjente ham? – Hvem tjener ånderne nu? Hvad vilde Galilæeren sige, hvis han var usynlig tilstede iblandt os?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han vilde sige: det tredje rige er nær.

KEJSER JULIAN.
Det tredje rige er kommet, Maximos! Jeg føler, at verdens Messias er levende i mig. Ånden er vorden kød, og kødet ånd. Alt skabt ligger indenfor min vilje og min vælde. Se, se, – hist fyger de første gnister ivejret. Luerne slikker i tougværket og i de tætte masteklynger.
(råber imod ilden.)
Tænd; tænd!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vinden aner din vilje. Den vokser og tjener dig.

KEJSER JULIAN
(byder med knyttet hånd)
.

Vord storm! Mere vestlig! Jeg vil det!

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
(kommer fra højre)
.