Complete Works of Henrik Ibsen (524 page)

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
For ikke at røve ham livet måtte vi til slut løslade den hårdnakkede mand. Da var han en stund ganske stille og syntes at betænke sig; men pludselig begærte han dog at fremstilles for kejseren.

KEJSER JULIAN.
Dette er mig såre kært. Og du bringer ham hid?

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Ja, herre, – der kommer de med ham.

(En deling soldater fører læreren Kyrillos mellem sig.)

KEJSER JULIAN.
Ah, min gode Kyrillos, – du er ikke fuldt så kæphøj som sidst, ser jeg.

LÆREREN KYRILLOS.
Har du kanske i et dyrs eller en fugls indvolde udfundet, hvad jeg har at sige dig?

KEJSER JULIAN.
Nu, jeg tænker at jeg, uden varsler, tør tro, du er kommen til fornuft, at du afstår fra dine vildfarelser om Galilæerens magt, og at du nu erkender både kejseren og vore guder for at være større end han.

LÆREREN KYRILLOS.
Bild dig ikke sligt ind. Dine guder er magtesløse; og holder du fast ved disse stenbilleder, som hverken kan se eller høre, så vil du snart være ligeså magtesløs som de.

KEJSER JULIAN.
Kyrillos, – er dette, hvad du har at sige?

LÆREREN KYRILLOS.
Nej; jeg kommer for at takke dig. Før skalv jeg for dig og dine pinsler. Men i kvalens stund vandt jeg åndens sejr over det forkrænkelige. Ja, kejser, da dine lejesvende tænkte, jeg hang i vånde under fængselstaget, – da lå jeg, salig som et barn, i min frelsers arme; og da dine bødler tyktes, at de flængte strimler af mit legeme, da strøg Herren med sin lindrende hånd over sårene, tog tornekronen bort og påsatte mig livsens krone. Derfor takker jeg dig; thi intet menneske har vist mig en så stor velgerning som du. Og på det du ikke skal tro, jeg frygter dig herefter, så se –
(han slår sin kappe tilside, sønderriver sine sår og kaster stykker for kejserens fødder.)
– se, se; – mæt dig med mit blod, som du tørster efter! Men om mig skal du vide, at jeg mætter mig af Jesus Kristus.

(Skrig af forfærdelse høres blandt mængden.)

FLERE STEMMER.
Dette fører ulykke over os alle!

KEJSER JULIAN
(som er vegen tilbage)
.

Hold denne vanvittige, at han ikke forgriber sig på os!

(Soldater omringer Kyrillos og slæber ham hen til vandkummen; samtidigt høres sang af kvinder udenfor til højre.)

KEJSER JULIAN.
Se hist, Fromentinos, – hvad er det for et sælsomt optog –?

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Nådigste kejser, det er salmesyngerskerne –

KEJSER JULIAN.
Ah, hint forbund af rasende kvinder –

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Statholderen Alexandros har frataget dem nogle skrifter, som de holder for hellige. Nu udvandrer de af staden for at græde på kristengravene.

KEJSER JULIAN
(med knyttede hænder)
.

Trods; trods – både fra kvinder og mænd!

(Den gamle Publia og en stor skare kvinder kommer fremover landevejen.)

DEN GAMLE PUBLIA
(synger)
.

Deres guder er marmor og sølv og guld.

    
De skal smuldre i muld.

KVINDERNES KOR.
I muld; i muld!

PUBLIA.
De myrded vore brødre; de myrded vore sønner.

Stig, sangens duer, med hævnens bønner!

KVINDERNES KOR.
Hævnens bønner!

PUBLIA
(får øje på kejseren)
.

Der står han! Ve over den ugudelige, som har brændt Herrens ord! Tror du, at du kan opbrænde Herrens ord? Jeg skal sige dig, hvor ordet brænder.
(hun griber en kniv fra en af offerpresterne, sønderskærer sit bryst og flænger i såret.)
Her brænder ordet. Brænd du vore bøger. Ordet skal brænde i menneskers hjerter indtil den yderste dag!

(hun kaster kniven fra sig.)

KVINDERNE
(synger under stigende vildhed)
.

Lad legemer myrdes; lad skrifter forgå.

    
Ordet skal stå; –

    
ordet skal stå!

(De tager Publia imellem sig og går videre udover landet.)

FOLK VED BRØNDEN.
Ve os; Galilæernes gud er den stærkeste!

ANDRE STEMMER.
Hvad mægter alle vore guder imod denne ene?

ATTER ANDRE.
Ingen ofring! Ingen dyrkelse! Det vil opirre den forfærdelige imod os.

KEJSER JULIAN.
O, I dårer! I frygter for at opirre en, som længst er død, – en falsk forkynder; – ja, I skal selv få se. Han er en løgner, siger jeg! Giv blot tål en liden tid endnu. Hver dag, hver time kan jeg vente budskab fra Jerusalem –

KRIGSØVERSTEN JOVIAN
(i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt fra højre)
.

Nådigste kejser, tilgiv at din tjener søger dig her.

KEJSER JULIAN
(med et glædesskrig)
.

Jovian! O, glade budskab –!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg kommer lige fra Jødeland. I palatset hørte jeg, du var her ude –

KEJSER JULIAN.
O, I prisværdige guder, – så skal dog ikke den synkende sol gå ned over løgnen! Hvor vidt er vi? Tal, min Jovian!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN
(med et blik på mængden)
.

Herre, – skal jeg fortælle alt?

KEJSER JULIAN.
Alt, alt, – fra først til sidst!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg kom til Jerusalem med bygmesterne og soldaterne og de to tusend arbejdere. Vi gik straks i værk med at rydde grunden. Vældige rester af mure stod endnu igen. De faldt for vore hakker og brækstænger, let, som om en usynlig magt hjalp os at udslette dem –

KEJSER JULIAN.
Ser I; ser I vel!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Medens dette stod på, blev umådelige kalkdynger slæbt sammen til den nye bygning. Da opstod ganske uventet en hvirvlende storm, som spredte kalken lig en sky ud over den ganske egn.

KEJSER JULIAN.
Videre; videre!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Samme nat rysted jorden gentagne gange.

STEMMER I MÆNGDEN.
Hører I? Jorden rysted.

KEJSER JULIAN.
Videre, siger jeg!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Vi lod dog ikke vort mod nedslå af dette sælsomme tilfælde. Men da vi var trængt dybere ned i grunden og havde fåt åbnet de underjordiske hvælvinger, og stenbryderne gik ind i dem for at arbejde ved fakkelskin –

KEJSER JULIAN.
Jovian, – hvad så?

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Herre, da brød en forfærdelig, en uhyre ildstrøm ud af hulerne. Et tordnende drøn rysted hele staden. Hvælvingerne søndersprængtes, hundreder af arbejdere dræbtes dernede, og de få, som redded sig, flygtede med sønderrevne lemmer.

HVISKENDE STEMMER.
Galilæernes gud!

KEJSER JULIAN.
Kan jeg tro alt dette? Så du det?

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg var selv tilstede. Vi begyndte påny. Herre, i overvær af mange tusender – forfærdede, knælende, jublende, bedende – gentog det samme vidunder sig to gange.

KEJSER JULIAN
(bleg og rystende)
.

Og så –? Med et ord, – hvad har kejseren udrettet i Jerusalem?

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Kejseren har fuldbyrdet Galilæerens spådom.

KEJSER JULIAN.
Fuldbyrdet –

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ved dig blev det ord til fuld sandhed: ikke sten på sten skal lades tilbage.

MÆND OG KVINDER.
Galilæeren har sejret over kejseren! Galilæeren er større end Julian!

KEJSER JULIAN
(til Kybeles prest)
.

Du kan gå hjem, gamle mand! Og tag din gås med dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring iaften.
(vender sig til mængden.)
Jeg hørte nogle her sige, at Galilæeren har sejret. Det kunde synes så; men jeg siger eder, det er en vildfarelse. I uvidende; I foragtelige dosmere, – I kan tro mig: det skal ikke vare længe, før bladet har vendt sig! Jeg skal –; jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg forbereder mig allerede på et skrift imod Galilæeren. Det skal være i syv kapitler; og når hans tilhængere får det at læse, – og når derhos „Skæg-haderen” – – Tag mig under armen, Fromentinos! Denne modstand har trættet mig.
(til vagten, idet han går forbi vandkummen.)
Giv Kyrillos fri!

(Han går med sit følge tilbage til staden.)

MÆNGDEN VED BRØNDEN
(råber efter ham under hånlatter)
.

Der går offer-slagteren! – Der går den raggede bjørn! – Der går abekatten med de lange arme!

(Måneskinsnat. På Apollon-templets ruiner.)

(Kejser Julian og mystikeren Maximos, begge i lange klæder, kommer frem mellem de omstyrtede søjler i baggrunden.)

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvor hen, min broder?

KEJSER JULIAN.
Hvor der er ensomst.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Men her – i vederstyggeligheden? Midt imellem grusdynger –?

KEJSER JULIAN.
Er ikke den hele verden en grusdynge?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du har dog vist, at det sunkne kan genoprejses.

KEJSER JULIAN.
Spottefugl! I Athen så jeg en skoflikker, som havde indrettet sig et lidet værksted i Theseus-templet. I Rom, hører jeg, er et hjørne af den juliske basilika gjort brugelig til bøffelstald. Kald også det at genoprejse!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvorfor ikke? Sker ikke alle ting stykkevis? Hvad er helheden andet, end den fulde sum af samtlige stykker?

KEJSER JULIAN.
Dårlig visdom!
(peger på det omstyrtede Apollon-billede.)
Se dette næseløse hoved. Se denne sønderknuste albue, – disse splintrede lænder. Er alle disse hæsligheders sum den hele fulde guddommelige fordums skønhed?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvoraf véd du, at hin fordums skønhed var skøn – i og for sig – undtagen i beskuerens forestilling?

KEJSER JULIAN.
Ak, Maximos, der er netop kernen. Hvad er i og for sig? Jeg véd intet at nævne efter denne dag.
(han sparker til Apollon-hovedet.)
Har du nogen tid været mægtigere i dig selv? Sælsomt, Maximos, at der kan ligge styrke i vildfarelsen. Se til Galilæerne. Og se til mig fordum, da jeg holdt det for muligt at genoprejse den faldne skønheds-verden.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ven, – hvis vildfarelsen er dig en fornødenhed, så gå tilbage til Galilæerne. De vil tage imod dig med åbne arme.

KEJSER JULIAN.
Du véd godt, at dette er ugørligt. Kejser og Galilæer! Hvorledes forene det modsigende? Ja, denne Jesus Kristus er den største oprører, som nogen tid har levet. Hvad var Brutus, – hvad var Kassius imod ham? De myrded kun den ene Julius Cæsar; men han myrder Cæsar og Augustus overhovedet. Eller er der at tænke på forligelighed mellem Galilæeren og kejseren? Er der rum for de to tilhobe på jorden? Og han lever på jorden, Maximos, – Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både Jøder og Romere bildte sig ind, at de havde dødet ham; – han lever i menneskenes opsætsige sind; han lever i deres trods og hån imod al synlig magt. „Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er!” – Aldrig har menneskemund udtalt et underfundigere ord end dette. Hvad ligger der bagved? Hvad og hvor meget tilkommer kejseren? Dette ord er som en stridsklubbe, der slår kronen af kejserens hoved.