Complete Works of Henrik Ibsen (532 page)

LIVLÆGEN ORIBASES.
Altså ikke her! O, Eutherios, hvor kunde du –?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ja, hvad kunde jeg –? Hvad kunde jeg –? Mine gamle øjne havde ikke lukket sig på tre nætter –

LIVLÆGEN ORIBASES
(til soldaterne)
.

I må hjælpe os at søge. Jeg kræver det i overførerens eget navn. Spred jer mellem træerne; og finder I nogen af de fornemme herrer, så meld det ved vagtilden der borte.

SOLDATERNE.
Skal ske, herre!

(De går alle ud ad forskellige veje til venstre. Lidt efter kommer kejser Julian tilsyne bag et træ til højre. Han lytter, ser sig om og vinker tilbage.)

KEJSER JULIAN.
Hyss! Kom frem, Maximos! De så os ikke.

MYSTIKEREN MAXIMOS
(fra samme side)
.

Oribases var den ene af dem.

KEJSER JULIAN.
Ja, ja; både han og Eutherios holder øje med mig. De bilder sig nok ind, at – – Har ingen af dem sagt dig noget?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Nej, min Julian! Men hvorfor vækker du mig? Og hvad vil du her i den mørke nat?

KEJSER JULIAN.
Jeg vil være ene med dig for sidste gang, min elskede lærer!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ikke for sidste gang, Julian!

KEJSER JULIAN.
Se dette sorte vand. Tror du – hvis jeg uden spor forsvandt fra jorden, og mit legeme aldrig fandtes, og ingen fik vide, hvor jeg var bleven af – tror du, at det sagn da vilde udbrede sig, at Hermes var kommen til mig og havde ført mig bort, og at jeg var optagen i gudernes samfund?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Den tid er nær, da menneskene ikke behøver at dø for at leve som guder på jorden.

KEJSER JULIAN.
Jeg fortæres af hjemve, Maximos, – af hjemve efter lyset og solen og alle stjerner.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
O, jeg besværger dig, – tænk ikke på sørgelige ting. Perser-hæren står lige over for dig. Imorgen vil det komme til et slag. Du vil sejre –

KEJSER JULIAN.
Jeg – sejre? Du véd ikke, hvem der var hos mig for en time siden.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvem var hos dig?

KEJSER JULIAN.
Jeg var falden i søvn på mit leje i teltet. Da blev jeg vækket ved, at et stærkt rødligt skin ligesom skar igennem mine lukkede øjenlåg. Jeg så ivejret og skimted en skikkelse, der stod i teltet. Den havde over issen et langt klæde, som faldt ned til begge siderne, så ansigtet var frit.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Kendte du denne skikkelse?

KEJSER JULIAN.
Det var det samme ansigt, jeg så i lyset hin nat i Efesos for mange år siden, – hin nat, da vi holdt symposion med de to andre.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Rigets ånd.

KEJSER JULIAN.
Siden har den vist sig for mig én gang i Gallien, – ved en lejlighed, som jeg ikke gider tænke på.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Talte den?

KEJSER JULIAN.
Nej. Den lod som den vilde tale; men den talte ikke. Den stod ubevægelig og så på mig. Dens ansigt var blegt og fordrejet. Med ét slog den med begge armene klædet sammen om hovedet, tilhyllede sit ansigt og gik ud tvers gennem teltvæggen.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det afgørende står for døren.

KEJSER JULIAN.
Ja, det står visselig for døren.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ikke forsagt, Julian. Den villende sejrer.

KEJSER JULIAN.
Og hvad vinder den sejrende? Er det møjen værd at sejre? Hvad har den makedoniske Alexander, hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere og Romere taler om deres ry med kold undren, – medens den anden, Galilæeren, tømmermandssønnen, sidder som kærlighedens konge i varme troende menneskehjerter. Hvor er han nu? – Er han virksom andetsteds efter den tid, da hint gik for sig på Golgata? Jeg drømte nys om ham. Jeg drømte, at jeg havde lagt hele jorden under mig. Jeg bød, at Galilæerens minde skulde være udslettet på jorden; og så var det udslettet. – Da kom ånderne og tjente mig, og bandt vinger til mine skuldre, og jeg svinged mig ud i det endeløse rum, til jeg fæsted min fod på en anden jord. Det var en anden jord end min. Dens runding var større, den havde et gulere lysskær, og flere måneskiver drejed sig om den. Da så jeg ned på min egen jord, kejserens jord, som jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg fandt, at alt, hvad jeg havde gjort, var såre godt. Men se, min Maximos, – da kom et tog forbi mig på den fremmede jord, hvor jeg stod. Der var krigsmænd og dommere og bødler i spidsen, og grædende kvinder fulgte toget. Og se – midt i den langsomt skridende skare gik Galilæeren lys levende og bar et kors på ryggen. Da råbte jeg til ham og sagde: hvor hen, Galilæer? Men han vendte sit ansigt imod mig, smilte, nikked langsomt og sagde: til hovedpandestedet! Hvor er han nu? Om hint på Golgata ved Jerusalem kun var en landsby-gerning, øvet, ligesom under en gennemrejse, i en ledig stund? Om han går og går, og lider og dør og sejrer om igen fra den ene jord til den anden? O, om jeg kunde lægge verden øde! Maximos, – gives der ingen gift, ingen fortærende ild, der kan lægge det skabte øde, som det var på hin dag, da den ensomme ånd svæved over vandene?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg hører larm fra vagtposterne. Kom, Julian –

KEJSER JULIAN.
At tænke sig, at der skal følge århundrede på århundrede, og at der i dem alle skal leve mennesker, vidende, at det var mig, som bukked under, og ham, som sejred! Jeg vil ikke bukke under! Jeg er ung; jeg er usårlig; – det tredje rige er nær –
(med et højt skrig.)
Der står han!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvem? Hvor?

KEJSER JULIAN.
Ser du ham? Hist mellem træstammerne, – i krone og purpurkåbe –

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det er månen, som spiller i vandet. Kom – kom, min Julian!

KEJSER JULIAN
(går truende imod synet)
.

Vig for mig! Du er død. Dit rige er ude. Af med gøglerkåben, tømmermands-søn! Hvad gør du der? Hvad er det du tømrer? – Ah!

HUSMESTEREN EUTHERIOS
(fra venstre)
.

Alle guder være prisede! – Oribases, – hid, hid!

KEJSER JULIAN.
Hvor blev han af?

LIVLÆGEN ORIBASES
(fra venstre)
.

Er han der?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ja. – O, min højt elskede kejser!

KEJSER JULIAN.
Hvem var det, som sagde: jeg tømrer kejserens kiste?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Hvad mener du, herre?

KEJSER JULIAN.
Hvo talte, spørger jeg! Hvem var det, som sagde: jeg tømrer kejserens kiste?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Følg med til teltet, jeg besværger dig!

(Larm og skrig høres langt borte.)

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Krigsråb! Perserne overfalder os –

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Forposterne er alt i fuld kamp!

LIVLÆGEN ORIBASES.
Fienden er i lejren! Ah, herre, du er våbenløs –

KEJSER JULIAN.
Jeg vil ofre til guderne.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvilke guder, du dåre? Hvor er de, – og hvad er de?

KEJSER JULIAN.
Jeg vil ofre til denne eller hin. Jeg vil ofre til mange. En eller anden må dog høre mig. Jeg vil anråbe noget udenfor mig og over mig –

LIVLÆGEN ORIBASES.
Her er ikke et øjeblik at spilde –!

KEJSER JULIAN.
Ah, – så I den brændende fakkel bag skyen? Den tændtes og slukned i samme stund. Et bud fra ånderne! Et skinnende skib mellem himmel og jord! – Mit skjold; mit sværd!

(Han iler ud til højre. Oribases og Eutherios følger ham.)

MYSTIKEREN MAXIMOS
(råber)
.

Kejser, kejser, – kæmp ikke i denne nat!

(ud til højre.)

(Åben slette med en landsby langt borte. Daggry og tåget luft.)

(Slagtummel. Skrig og våbenlarm ude på sletten. I forgrunden romerske spydbærere under høvedsmanden Ammian i kamp med persiske bueskytter. Disse drives efterhånden tilbage mod venstre.)

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Ret så! Ind på dem! Stik dem ned! Giv dem ikke tid til at skyde!

HÆRFØREREN NEVITA
(med følge fra højre)
.

Godt kæmpet, Ammian!

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
O, herre, hvorfor kommer ikke rytterne til hjælp?

HÆRFØREREN NEVITA.
Det er umuligt. Perserne har elefanter foran i rækken. Den blotte lugt gør hestene sky. Stik – stik! Nedenfra, venner, – under brystpladerne!

VISDOMSLÆREREN KYTRON
(i natklæder, belæsset med bøger og papirruller, fra højre)
.

O, at jeg skulde komme midt ind i disse rædsler!

HÆRFØREREN NEVITA.
Har du set kejseren, ven?

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ja, men han ændser mig ikke. O, jeg beder ydmygst om en afdeling krigsknægte, som kan beskytte mig!

HÆRFØREREN NEVITA
(til sine ledsagere)
.

De viger. Skjoldbærerne skal rykke frem.

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Du hører mig ikke, herre! Det er højst vigtigt, at jeg ikke kommer til skade; mit skrift „Om sindsro under vanskelige forhold” er ikke færdigt –

HÆRFØREREN NEVITA
(som før)
.

Perserne har fåt forstærkning på højre hånd. De trænger frem igen.

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Trænger de frem? O, denne blodige mordlyst! En pil! Den havde nær truffet mig! Hvor uvorrent de skyder; ingen agt for liv og lemmer!

(han flygter ud i forgrunden til venstre.)

HÆRFØREREN NEVITA.
Kampen står. Det går hverken frem eller tilbage.
(til høvedsmanden Fromentinos, som kommer med en ny skare fra højre.)
Hej, høvedsmand, – har du set kejseren?

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Ja, herre; han kæmper i spidsen for de hvidklædte ryttere.

HÆRFØREREN NEVITA.
Ikke såret?

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Han synes usårlig. Pile og kastespyd bøjer af, hvor han viser sig.

HØVEDSMANDEN AMMIAN
(råber tilbage fra kamptrængselen)
.

Til hjælp; vi kan ikke holde det længer!

HÆRFØREREN NEVITA.
Frem, min kække Fromentinos!

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
(til soldaterne)
.

Tæt sammen, og ind på dem, Grækere!

(han iler Ammian til hjælp; kampen trækker sig noget tilbage.)

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
(med nogle folk fra højre)
.

Er ikke kejseren her?

HÆRFØREREN NEVITA.
Kejseren! Skal ikke du svare for kejseren?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Hans hest blev skudt under ham – der opstod en umådelig trængsel; det var umuligt at komme frem til ham –

HÆRFØREREN NEVITA.
Ah, tror du, han er kommen til skade?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Nej, jeg tror det ikke. Der blev råbt, at han var uskadt, men –