Complete Works of Henrik Ibsen (639 page)

HILDE.
Tror De, De kan arbejde fortere på kunstværket da, når De véd, at Bolette går her og tænker på Dem?

LYNGSTRAND.
Ja, jeg forestiller mig det. Dette her, ser De, at vide, at der et steds i verden er en ung, fin og taus kvinde, som går stille og drømmer om en –. Jeg synes, det må være noget så – så –. Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det for.

HILDE.
Mener De kanske – spændende?

LYNGSTRAND.
Spændende? Å ja. Spændende er det, jeg mener. Eller noget sligt noget.
(ser en stund på hende.)
De er så klog, De, frøken Hilde. Rigtig svært klog er De. Når jeg kommer hjem igen, så vil De være omtrent i samme alder, som Deres søster er i nu. Kanske De da også ser ud, som Deres søster nu ser ud. Og kanske De da har fåt det samme sind også, som hun nu har. At De kanske da er ble’t ligesom både Dem selv og hende – i én gestalt at kalde for.

HILDE.
Vilde De gerne ønske det?

LYNGSTRAND.
Jeg véd ikke rigtig. Jo, jeg tror næsten. Men nu – for i sommer – vil jeg helst, at De skal være lig Dem selv alene. Og akkurat slig, som De er.

HILDE.
Liker De mig bedst sådan?

LYNGSTRAND.
Ja, jeg liker Dem svært godt så.

HILDE.
Hm, – sig mig, De, som er kunstner, – synes De godt om det, at jeg altid går lyst sommerklædt?

LYNGSTRAND.
Ja, det synes jeg rigtig godt om.

HILDE.
Synes De, at de lyse farverne klæ’r mig da?

LYNGSTRAND.
Ja, rigtig dejligt klæ’r det lyse Dem, efter min smag.

HILDE.
Men sig mig, – De, som er kunstner, – hvorledes tror De, jeg vilde ta’ mig ud i sort?

LYNGSTRAND.
I sort, frøken Hilde?

HILDE.
Ja, i helt sort. Tror De, jeg vilde ta’ mig godt ud i det?

LYNGSTRAND.
Sort er jo ikke egentlig sådan for sommertiden. For resten vilde De visst ta’ Dem udmærket godt ud i sort også. Netop De med Deres udseende.

HILDE
(ser hen for sig)
.
I sort helt op til halsen. – Sort krus omkring. – Sorte handsker. – Og et langt sort slør bagover.

LYNGSTRAND.
Hvis De klædte Dem slig, frøken Hilde, så vilde jeg ønske, jeg var maler – og skulde male en ung, dejlig, sørgende enke.

HILDE.
Eller en ung, sørgende brud.

LYNGSTRAND.
Ja, det passed De endnu bedre til. Men De kunde da vel ikke ønske at klæ’ Dem slig?

HILDE.
Jeg véd ikke rigtig. Men jeg synes, det er spændende.

LYNGSTRAND.
Spændende?

HILDE
Spændende at tænke på, ja.
(peger pludselig ud til venstre.)
Nej, men ser De der!

LYNGSTRAND
(ser derhen)
.
Den store engelske damperen! Og helt inde ved bryggen!
(Wangel og Ellida kommer frem ved dammen.)

WANGEL.
Nej, jeg forsikkrer dig, kære Ellida, – du tar fejl!
(ser de andre.)
Nå, er I to her? Ikke sandt, herr Lyngstrand, – han er ikke i sigte endnu?

LYNGSTRAND.
Den store engelske?

WANGEL.
Ja vel!

LYNGSTRAND
(peger hen)
.
Der ligger han alt, herr doktor.

ELLIDA.
Ah –! Jeg vidste det nok.

WANGEL.
Kommen!

LYNGSTRAND.
Kommen som en tyv om natten, kan en gerne sige. Så rent stilfærdig lydløst –

WANGEL.
De må følge Hilde hen på bryggen. Skynd Dem! Hun vil visst høre på musiken.

LYNGSTRAND.
Ja, nu skulde vi just til at gå, herr doktor.

WANGEL.
Vi andre kommer kanske efter. Om lidt kommer vi.

HILDE
(hvisker til Lyngstrand)
.
De to går også parvis.
(hun og Lyngstrand går ud gennem haven til venstre. Hornmusik høres fjernt ude på fjorden under det følgende.)

ELLIDA.
Kommen! Han er her! Ja, ja. – jeg føler det.

WANGEL.
Du skal helst gå ind, Ellida. Lad mig få tale med ham alene.

ELLIDA.
Å, – det er umuligt! Umuligt, siger jeg!
(udstøder et skrig.)
Ah, – ser du ham, Wangel!
(Den fremmede mand kommer fra venstre og standser på fodstien udenfor havegærdet.)

DEN FREMMEDE
(hilser)
.
God aften. Her har du mig altså igen, Ellida.

ELLIDA.
Ja, ja, ja, – timen er kommen nu.

DEN FREMMEDE.
Er du så rejsefærdig? Eller er du det ikke?

WANGEL.
De ser da vel selv, at hun ikke er det.

DEN FREMMEDE.
Det er ikke rejseklæ’r eller sligt noget, jeg spør’ efter. Ikke fyldte kufferter heller. Alt det, hun behøver på rejsen, har jeg med mig ombord. Kahyt til hende har jeg også sørget for.
(til Ellida.)
Jeg spør’ dig altså, om du er rede til at følge med mig, – i frivillighed følge med mig?

ELLIDA
(bønfaldende)
.
Å, spør’ mig ikke! Frist ikke således!
(En dampskibsklokke høres i frastand.)

DEN FREMMEDE.
Nu ringer det første gang ombord. Nu får du sige ja eller nej,

ELLIDA
(vrider hænderne)
.
Afgørelse! Afgørelse for hele livet! Aldrig kunne gøre det om igen!

DEN FREMMEDE.
Aldrig! Om en halv time er det for sent.

ELLIDA
(ser sky og forskende på ham)
.
Hvorfor er det, at De holder så uryggelig fast ved mig?

DEN FREMMEDE.
Føler ikke du ligesom jeg, at vi to hører sammen?

ELLIDA.
Mener De for det løftes skyld?

DEN FREMMEDE.
Løftet binder ingen. Hverken mand eller kvinde. Når jeg holder så uryggelig fast ved dig, så er det, fordi jeg ikke kan andet.

ELLIDA
(sagte og bævende)
.
Hvorfor kom De ikke før?

WANGEL.
Ellida!

ELLIDA
(bryder ud)
.
Å, – dette, som drager og frister og lokker – ind i det ukendte! Hele havets magt er samlet i dette ene!
(Den fremmede mand stiger over havegærdet.)

ELLIDA
(viger bag Wangel)
.
Hvad er det? Hvad vil De?

DEN FREMMEDE.
Jeg ser det – og jeg hører det på dig, Ellida, – det blir altså dog mig, du vælger til slut.

WANGEL
(træder imod ham)
.
Min hustru har ikke noget valg her. Jeg er sat både til at vælge og til at – værge for hende. Ja, værge! Hvis De ikke forføjer Dem herfra, – ud af landet, – og aldrig kommer igen, – véd De da vel, hvad De så udsætter Dem for?

ELLIDA.
Nej, nej, Wangel! Ikke dette!

DEN FREMMEDE.
Hvad vil De gøre mig?

WANGEL.
Jeg vil la’ Dem sætte fast – som en forbryder! Straks! Inden De kommer ombord! For jeg véd fuld besked om drabet ude i Skjoldviken.

ELLIDA.
Å, Wangel, – hvor kan du –!

DEN FREMMEDE.
Det var jeg forberedt på. Og derfor –
(tager en revolver frem af brystlommen.)
– derfor så har jeg også forsynet mig med denne her.

ELLIDA
(kaster sig foran Wangel)
.
Nej, nej, – dræb ham ikke! Dræb så heller mig!

DEN FREMMEDE.
Hverken dig eller ham. Vær rolig for det. Denne her er til eget brug. For jeg vil leve og dø som en fri mand.

ELLIDA
(i stigende oprør)
.
Wangel! Lad mig sige dig det, – sige det, så at han hører på det! Vel kan du holde mig tilbage her! Det har du jo magt og midler til! Og det vil du jo også gøre! Men mit sind, – alle mine tanker, – alle mine dragende længsler og begær, – dem kan du ikke binde! De vil hige og jage – ud i det ukendte, – som jeg var skabt for – og som du har lukket for mig!

WANGEL
(i stille smerte)
.
Jeg ser det vel, Ellida! Skridt for skridt glider du fra mig. Kravet på det grænseløse og endeløse – og på det uopnåelige, – det vil drive dit sind helt ind i nattemørket til slut.

ELLIDA.
Å ja, ja, – jeg føler det – som sorte lydløse vinger over mig!

WANGEL.
Did skal det ikke komme. Der er ingen anden redning mulig for dig. Jeg øjner i alle fald ingen anden. Og derfor – derfor så lar jeg – handelen nu straks gå om igen. – Nu kan du altså vælge din vej – i fuld – fuld frihed.

ELLIDA
(stirrer en stund som målløs på ham)
.
Er det sandt, – sandt, – hvad du siger! Mener du det – af dit inderste hjerte!

WANGEL.
Ja, – af hele mit inderste, våndefulde hjerte mener jeg det.

ELLIDA.
Og kan du det også! Kan du la’ det ske!

WANGEL.
Ja, det kan jeg. Jeg kan det – fordi jeg elsker dig så højt.

ELLIDA
(sagte og bævende)
.
Så nær – og så inderligt – skulde jeg være kommet ind til dig!

WANGEL.
Det har årene og samlivet virket.

ELLIDA
(slår hænderne sammen)
.
Og jeg, – som så lidet har set det!

WANGEL.
Dine tanker gik andre veje. Men nu altså, – nu er du fuldt ud løst fra mig og mit. Og fra mine. Nu kan dit eget rigtige liv – komme ind på – på sit rette spor igen. For nu kan du vælge i frihed. Og under eget ansvar, Ellida.

ELLIDA
(griber sig om hodet og stirrer frem for sig imod Wangel)
.
I frihed og – og under ansvar! Under ansvar også? – Der er – forvandling i dette her!
(Dampskibsklokken lyder atter.)

DEN FREMMEDE.
Hører du, Ellida! Nu ringer de for sidste gang. Kom så!

ELLIDA
(vender sig imod ham, ser fast på ham og siger med magt i stemmen)
:
Aldrig går jeg med Dem efter dette.

DEN FREMMEDE.
Går du ikke!

ELLIDA
(klynger sig op til Wangel)
.
Å, – aldrig rejser jeg fra dig efter dette!

WANGEL.
Ellida, – Ellida!

DEN FREMMEDE.
Altså forbi?

ELLIDA.
Ja! Forbi for alle tider!

DEN FREMMEDE.
Jeg ser det nok. Der er noget her, som er stærkere end min vilje.

ELLIDA.
Deres vilje mægter ikke et fnug over mig længer. For mig er De en død mand, – som er kommen hjem fra havet. Og som går did igen. Men jeg gruer ikke længer for Dem. Og jeg drages ikke heller.

DEN FREMMEDE.
Farvel, frue!
(han svinger sig over havegærdet.)
Fra nu af er De ikke andet – end et overstået skibbrud i mit liv.
(han går ud til venstre.)

WANGEL
(ser en stund på hende)
.
Ellida, – dit sind er som havet. Det har både ebbe og flod. Hvorfra kom forvandlingen?

ELLIDA.
Å, forstår du da ikke, at forvandlingen kom, – at forvandlingen måtte komme – da jeg fik vælge i frihed.

WANGEL.
Og det ukendte, – det drager dig ikke længer?

ELLIDA.
Hverken drager eller skræmmer. Jeg har kunnet få se ind i det, – få gå ind til det, – ifald jeg bare selv havde villet. Jeg har kunnet vælge det nu. Derfor kunde jeg også forsage det.