Complete Works of Henrik Ibsen (525 page)

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Da vidste dog den store Konstantin at komme til rette med Galilæeren, – og din forgænger ligeså.

KEJSER JULIAN.
Ja, den, der kunde være nøjsom, lig hine. Men kalder du det at styre jordens rige? Konstantin udvided sit herredømmes grænser. Men drog han ikke grænserne snevert sammen om sin ånd og om sin vilje? I stiller den mand for højt, når I kalder ham den store. Min forgænger vil jeg ikke engang tale om, han var mere slave end kejser, og jeg kan ikke blive stående ved navnet. Nej, nej, der er ikke at tænke på forlig i disse ting. Og dog – at skulle give efter! O, Maximos, ovenpå disse nederlag kan jeg ikke vedblive at være kejser, – og jeg kan heller ikke give afkald på at være det. Maximos, du som kan tyde varsler, hvis gådefulde mening er dulgt for alle andre, – du, som kan læse i de evige stjerners bog, – kan du sige mig udgangen på denne strid?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, min broder, jeg kan sige dig udgangen.

KEJSER JULIAN.
Det kan du? Så sig den da! Hvo skal sejre, kejseren eller Galilæeren?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Både kejseren og Galilæeren skal gå under.

KEJSER JULIAN.
Gå under –? Begge –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Begge. Om i vore tider, eller om hundreder af år, det véd jeg ikke; men ske skal det, når den rette kommer.

KEJSER JULIAN.
Og hvem er den rette?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han, som skal opsluge både kejseren og Galilæeren.

KEJSER JULIAN.
Du løser gåden med en end mørkere gåde.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hør mig, sandhedsven og broder! Jeg siger, de skal begge gå under – men ikke forgå. Går ikke barnet under i ynglingen, og ynglingen igen i manden? Men hverken barnet eller ynglingen forgår. O, du min elskede lærling, – har du glemt vore samtaler i Efesos om de tre riger?

KEJSER JULIAN.
Ah, Maximos, der ligger år imellem. Tal!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du véd, jeg har aldrig billiget, hvad du, som kejser, har foretaget dig. Du har villet skabe ynglingen om til barn igen. Kødets rige er opslugt af åndens rige. Men åndens rige er ikke det afsluttende, ligeså lidt som ynglingen er det. Du har villet hindre ynglingens vækst, – hindre ham fra at vorde mand. O, du dåre, som har draget sværdet imod det vordende, – imod det tredje rige, hvor den tvesidige skal herske!

KEJSER JULIAN.
Og denne –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jødefolket har et navn for ham. De kalder ham Messias, og de venter på ham.

KEJSER JULIAN
(langt og tankefuldt)
.

Messias? – Hverken kejser eller forløser?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Begge i en og en i begge.

KEJSER JULIAN.
Kejser-gud; – gude-kejser. Kejser i åndens rige – og gud i kødets.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det er det tredje rige, Julian!

KEJSER JULIAN.
Ja, Maximos, det er det tredje rige.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
I det rige er den foreløbiges oprørs-ord vorden sandhed.

KEJSER JULIAN.
„Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er.” Ja, ja, – da er kejseren i Gud, og Gud i kejseren. – Ah, drømme, drømme; – hvo bryder Galilæerens magt!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvori ligger Galilæerens magt?

KEJSER JULIAN.
Jeg har forgæves grublet derover.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Der står skrevet etsteds: „du skal ikke have fremmede guder for mig”.

KEJSER JULIAN.
Ja – ja – ja!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Seeren fra Nazareth forkyndte ikke denne eller hin gud; han sagde: Gud er jeg; – jeg er Gud.

KEJSER JULIAN.
Ja, dette udenfor –! Derfor er kejseren magtesløs. Det tredje rige? Messias? Ikke jøde-folkets, men ånds-rigets og verdens-rigets Messias –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gude-kejseren.

KEJSER JULIAN.
Kejser-guden.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Logos i Pan – Pan i Logos.

KEJSER JULIAN.
Maximos, – hvorledes vorder han?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han vorder i den sig selv villende.

KEJSER JULIAN.
Min elskede lærer, – jeg må forlade dig.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvor går du hen?

KEJSER JULIAN.
Til staden. Perser-kongen har gjort mig fredstilbud, som jeg i overilelse gik ind på. Mine sendebud er alt undervejs. De skal indhentes og kaldes tilbage.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du vil åbne krigen imod kong Sapores på ny?

KEJSER JULIAN.
Jeg vil, hvad Kyros drømte om og hvad Alexander prøved –

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Julian!

KEJSER JULIAN.
Jeg vil eje verden. – God nat, min Maximos!

(han vinker med hånden til afsked og går hurtigt bort. Maximos ser tankefuld efter ham.)

SALMESYNGERSKERNES KOR
(langt borte på martyr-gravene)
.

Menneske-guder af sølv og guld, –

I skal smuldre i muld!

FJERDE AKT

(Ved kejser-rigets østlige grænse. Vildt berglandskab. En dyb dalkløft skiller den høje forgrund fra de bagenfor liggende fjelde.)

(Kejser Julian, i krigsklæder, står tæt ude på en bergkant og ser ned i dybet. Lidt fra ham, til venstre, står hærføreren Nevita, den persiske fyrst Hormisdas, krigsøversten Jovian og flere andre befalingsmænd. Til højre, ved et råt opbygget stenalter, ligger spåmanden Numa og to andre etruskiske spåmænd, beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs indvolde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren Maximos på en sten, omringet af visdomslærerne Priskos og Kytron samt af flere andre. Fra og til drager mindre afdelinger af letbevæbnede over højden fra venstre til højre.)

KEJSER JULIAN
(peger nedad)
.

Se, se, – legionerne bugter sig som en pantsret slange gennem kløften.

HÆRFØREREN NEVITA.
De, lige under os, i fåreskinds-vamser, er Skyterne.

KEJSER JULIAN.
Hvilke skærende hyl –!

HÆRFØREREN NEVITA.
Det er Skyternes vanlige sang, herre!

KEJSER JULIAN.
Mere hyl end sang.

HÆRFØREREN NEVITA.
Nu kommer Armenierne. Arsakes fører dem selv.

KEJSER JULIAN.
De romerske legioner må allerede være ude på sletterne. Alle omboende folkeslag iler til og underkaster sig.
(han vender sig til krigsførerne.)
På Eufrat ligger samlede de tolv hundrede skibe, som har alle vore forråd og fornødenheder inde. Jeg har nu fåt fuld visshed for, at flåden, gennem hin gamle kunstigt gravede rende, kan løbe op i Tigris. Hele hæren skal gå over på skibene. Derefter rykker vi fremad langs den østlige bred, så hurtigt, som modstrømmen tillader flåden at følge os. Sig mig, Hormisdas, hvad tro har du til disse forholdsregler?

FYRST HORMISDAS.
Uovervindelige hærfører, jeg véd, at det skal forundes mig under din sejrrige beskyttelse igen at betræde mit fædreland.

KEJSER JULIAN.
Hvilken lettende følelse at være ude af hine trangbrystede borgeres samkvem! Med hvilken skræk i øjnene løb de ikke rundt om min vogn, da jeg forlod staden? „Kom snart tilbage, og vær os da nådigere end nu”, skreg de. Jeg vender aldrig tilbage til Antiokia. Jeg vil ikke se denne utaknemmelige stad mere. Når jeg har sejret, lægger jeg hjemvejen over Tharses.
(går hen til spåmændene.)
Numa, – hvilke varsler for vort tog læser du denne morgenstund?

SPÅMANDEN NUMA.
Varslet fraråder dig i dette år at overskride dit riges grænser.

KEJSER JULIAN.
Hm! Hvorledes tyder du dette varsel, Maximos?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg tyder det således: varslet tilråder dig at underlægge dig alt det land, du drager igennem; da overskrider du ikke dit riges grænser.

KEJSER JULIAN.
Således er det. Vi må give nøje agt på deslige underfulde tegn; thi der ligger som oftest en dobbelt mening i dem. Ja, det synes stundom, som om hemmelighedsfulde magter satte en glæde i at føre menneskene vild, især under store foretagender. Var der ikke også nogle, som vilde udtyde det til vor skade, at søjlegangen i Hierapolis styrted sammen og begrov et halvt hundrede soldater, just som vi drog gennem staden? Men jeg siger, at dette forkynder et dobbelt held. Thi først varsler det, at Perser-riget skal styrte sammen, og dernæst bebuder det os de ulykkelige Galilæeres undergang. Thi hine soldater, som dræbtes, – hvem var det vel? Det var galilæiske strafsoldater, der kun højst ugerne gik i krigen og derfor af skæbnen tildeltes et på engang så brat og uhæderligt endeligt.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Nådigste kejser, hist kommer en høvedsmand fra fortropperne.

HØVEDSMANDEN AMMIAN
(kommer fra højre)
.

Herre, du har befalet mig at melde, om noget sælsomt skulde hænde ved udrykningen.

KEJSER JULIAN.
Nu ja! Er noget sådant hændt imorges?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Ja, herre, et dobbelt varsel.

KEJSER JULIAN.
Ej, Ammian, – fortæl dog!

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Først, herre, tildrog det sig, da vi var kommen et stykke forbi landsbyen Zaita, at en løve af uhyre legemsstørrelse brød ud af tykningen og gik lige løs på vore soldater, der dræbte den med mange pileskud.

KEJSER JULIAN.
Ah!

VISDOMSLÆRERNE.
Hvilket lykkeligt varsel!

FYRST HORMISDAS.
Kong Sapores kalder sig landenes løve.

SPÅMANDEN NUMA
(beskæftiget ved alteret)
.

Vend om; vend om, kejser Julian!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gå modigt frem, du sejrs-kårne!

KEJSER JULIAN.
Vende om efter dette? Som løven hist foran Zaita, således skal landenes løve falde for vore pile. Eller har jeg ikke tidligere vidnesbyrd at støtte mig til, når jeg udtyder dette til vor fordel? Behøver jeg at minde så oplyste mænd om, at da kejser Maximian sejrede over Perser-kongen Narseus, da blev ligeledes en løve – og derhos et vældigt vildsvin – nedlagt foran de romerske rækker?
(til Ammian.)
Men nu det andet –? Jeg syntes, du talte om to tegn.

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Det andet er mere tvilsomt, herre! Din stridshest Babylonios blev, som du havde befalet, fuldt opsadlet ført frem for at vente dig ved nedstigningen hinsides berget. Men se, i det samme dreves en afdeling af de galilæiske strafsoldater forbi. Tungt belæssede, som de var, og ikke synderlig villige, gjordes det nødvendigt at bruge piskeslag imod dem. Ikke desto mindre oprakte de sine arme, ligesom i glæde, og istemte en høj sang til ære for deres guddom. Over denne pludselige larm blev Babylonios sky, stejled i skræk, faldt bagover, og idet den vælted sig på jorden, overstænktes og tilsøledes det guldsmykkede ridetøj af vejens smuds.

SPÅMANDEN NUMA
(ved alteret)
.

Kejser Julian, – vend om, vend om!

KEJSER JULIAN.
Dette har Galilæerne gjort af ondskab, – og dog har de derved imod sin vilje bragt tilveje et varsel, som jeg hilser med høj glæde. Ja, ligesom Babylonios faldt, således skal også Babylon falde, berøvet sine smykkers pragt og herlighed.

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hvilken visdom i udlægningen!

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ved guderne, således er det!

DE ANDRE VISDOMSLÆRERE.
Således, og ikke anderledes!

KEJSER JULIAN
(til Nevita)
.

Hæren skal vedblive at rykke frem. Dog vil jeg denne aften, for en end større sikkerheds skyld, anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte bekræfte. Men hvad angår jer, I etruskiske gøglere, som jeg med så stor bekostning har ladet komme hid, da skal I vide, at jeg ikke længer tåler jer i lejren, hvor I kun bidrager til at gøre soldaterne modfaldne. Jeg siger, I forstår intet af det vanskelige håndværk, som I har påtaget eder. Hvilken frækhed! Hvilket overmål af forvovenhed! Bort med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.

(Nogle af livvagten driver spåmændene ud til venstre.)

KEJSER JULIAN.
Babylonios faldt. Løven lå under for mine soldater. Dog véd vi ikke derfor, hvilken usynlig hjælp vi tør stole på. Guderne, hvis væsen langt fra ikke er tilstrækkeligt udforsket, synes stundom, – hvis jeg så tør sige – at slumre eller overhovedet kun lidt at gribe ind i de menneskelige ting. Vi, mine kære venner, befinder os desværre i en sådan tid. Ja, vi har endog været vidne til, at visse guder har undladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende til deres egen tarv og ære. Vi tør dog ikke dømme videre herom. Det kunde tænkes, at de udødelige, som styrer og opholder verden, til enkelte tider nedlægger sin magt i menneskelige hænder, – hvorved guderne visselig ikke i nogen måde forringes; thi det skyldes dog dem, at en så særligt beåndet – ifald han findes – har kunnet fremstå på jorden.

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
O, mageløse kejser, giver ikke dine egne gerninger vidnesbyrd om dette?

KEJSER JULIAN.
Jeg véd ikke, o Priskos, om jeg tør værdsætte mine gerninger så højt. At Galilæerne tillægger Jøden Jesus fra Nazareth en sådan udvælgelse, vil jeg ikke tale om; thi disse mennesker tager fejl, – hvilket jeg udførligt skal vise i mit skrift imod dem. Men jeg vil nævne Prometheus i gamle dage, hvilken fortrinlige helt skaffede menneskene endog større goder, end de udødelige syntes at unde dem, – hvorfor han også måtte lide meget, både smerte og hånlig medfart, indtil han endelig optoges i gudernes samkvem, – det han i grunden den hele tid havde tilhørt. Og kan ikke det samme siges både om Herakles og om Akilleus, og endeligen om Makedonieren Alexander, med hvis gerninger nogle har sammenlignet, dels hvad jeg har udført i Gallien, og dels og fornemmelig hvad jeg har for øje på dette tog?

HÆRFØREREN NEVITA.
Min kejser, – bagtroppen er nu lige under os; – det var kanske på tiden –

KEJSER JULIAN.
Straks, Nevita! Dog vil jeg først meddele eder en sælsom drøm, som jeg havde denne nat. Jeg drømte, at jeg så for mine øjne et barn, som efterstræbtes af en rig mand, der ejede talløse hjorder, men som ringeagtede gudernes dyrkelse. Denne onde mand udryddede barnets samtlige slægtninge. Men over barnet selv ynkedes Zeus, og han holdt sin hånd over det. Derpå så jeg dette barn vokse op til yngling under Minervas og Apollons varetægt. End videre drømte jeg, at ynglingen faldt i søvn på en sten under åben himmel. Da steg Hermes ned på marken i en ung mands skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig den vej, som fører til den øverste guds bolig! – Så ledte han ynglingen til foden af et såre stejlt berg. Der forlod han ham. Da brød ynglingen ud i gråd og klage og råbte med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva og solkongen, som hersker over jorden, ned i hans nærhed, løftede ham op til fjeldets tinde, pegte ud for ham og viste ham hele hans slægts arv. Men denne arv var jordens kreds fra hav til hav, og udenfor havet. Da forkyndte de ynglingen, at alt dette skulde tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham derhos: han skulde ikke sove, som hans slægtninge havde gjort; han skulde ikke lytte til hykleres råd; og endelig skulde han ære som guder dem, der ligner guderne. Glem ikke, sagde de, idet de forlod ham, at du har en udødelig sjæl og at denne din sjæl er af guddommeligt udspring. Og følger du vore råd, skal du se vor fader og vorde en gud ligesom vi.

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hvad er tegn og varsler at agte imod dette!

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Jeg tror ikke det er for meget sagt, når jeg forventer, at skæbne-gudinderne betænker sig to gange, ifald deres rådslagninger ikke skulde stemme med dine.

KEJSER JULIAN.
Vi tør ikke med sikkerhed bygge på en sådan undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at finde denne drøm påfaldende, skønt min broder Maximos ved sin taushed – imod al billig forventning – hverken synes at finde behag i drømmen eller i den iklædning, jeg har givet den. – Dette får vi imidlertid at bære!
(han tager en papirrulle frem.)
Se her, Jovian; her har jeg tidligt denne morgenstund på mit leje optegnet, hvad jeg drømte. Tag dette, og lad det i talrige afskrifter oplæse for de forskellige dele af hæren. Jeg holder det for vigtigt på et så voveligt tog, at soldaterne, midt under alle farer og besværligheder, med tryghed lægger sin skæbne i førerens hænder, agtende ham for ufejlbar i de ting, som afgør krigens udfald.

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg beder dig, min kejser, at fritage mig for dette.

KEJSER JULIAN.
Hvad vil du dermed sige?

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
At jeg ikke tør låne min hånd til noget, som er sandheden imod. – O, hør mig, min ophøjede kejser og herre! Gives der en eneste af dine soldater, som tviler på, at han er sikker i dine hænder? Har du ikke på Galliens grænser, trods fiendtlig overmagt og vanskeligheder af forskellig slags, tilkæmpet dig større sejrvindinger, end nogen anden hærfører i vore dage kan rose sig af?

KEJSER JULIAN.
Ej, – se, se, hvilke nyheder!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Alle véd, at lykken i vidunderligt mål har fulgt dig indtil denne tid. I lærdom står du over alle andre dødelige, og i veltalenhedens skønne kunst bærer du prisen mellem de ypperste.

KEJSER JULIAN.
Og så –? Til trods for dette –?

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Til trods for dette, min kejser, er du kun et menneske. Men idet du meddeler hæren hin drøm, vil du udbrede den mening, at du er en gud, – og heri tør jeg ikke gøre mig til din hjælper.