Complete Works of Henrik Ibsen (487 page)

Kval, – og stumhed! Kan I, dverge,
fatte offrets fulde vægt?
Ve´d I, hvad det er at sværge
troskabsed på fremmed værge, –
alt tilhobe for at berge
skindet for en rådløs slægt?

I vil svare, det er drømme,
drømme kun, som offres her.
Ja, lad gå; lad kløgten strømme;
det er let for jer at dømme;
I har aldrig trængt til tømme, –
aldrig vidst, hvad drømme er.

Mer end livet, mine herrer,
er en drøm, som ej fik liv.
Den er lig det digt, jeg spærrer
ind i sjælens stængte kærrer;
løve-vildt det hugger, snærrer,
kræver nat og dag mit: bliv!

I vil råbe på, det heder:
størst, hvo selv sig overvandt. –
Gylden visdom for asketer!
Ly for løjheds Poul og Peter!
Bjeldeklang kun for atleter,
i hvis årer blodet brandt.

Puk så ej på „høje pligter”! –
Har I købt hans sunde sjæl?
Har I købt den djærve digter,
så han kaldets epos svigter?
Købt ham, købt ham, så han sigter
hadsk mod selvets bedste del? –

Til den ridderligste sender
jeg som krans et navnløst digt.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder,
rustent, i de bundne hænder;
jeg forstår, hvor naget tænder; –
kan I, vismænd, skønne sligt?

Martyrdom, af purpur dækket, –
kval i taushed, fængslet trang,
blomsters håb, af gråvejr gækket, –
grenes frugt i utid brækket,
drøm, til livets drøjhed vækket, –
sættes kors ved i min sang.

Versets mindesten jeg rejser
for et ugjort storheds-værk;
og mens kløgtens flikværk dejser, –
for hans fejl jeg flaget hejser,
skriver, hvor min ridder knejser:
Skalden i ham var for stærk!

Ved Port Said.

Østerlands dag
over havnen glittred;
alle jordklodens flag
fra masterne sittred.
Musikens toner
bar frem koralen;
tusend kanoner
døbte kanalen.

Damperne drog
forbi obelisken.
På hjemmets sprog
traf mig nyheders hvisken:
det digt-spejl, jeg pudsed
for mandlige tøjter,
var hjemme smudset
af stænk fra fløjter.

Gift-fluen stak;
det gav mindelser vamle. –
Stjerne, hav tak, –
mit hjem er det gamle!
Vi prajed fregatten
fra flodbåds-taget;
jeg svinged hatten
og hilste flaget.

Til fest, til fest,
trods giftkrybs-kløerne!
Som udvalgt gæst
gennem „Bitter-søerne”!
Er dagen sluknet,
jeg drømmende sover,
hvor Farao drukned
og Moses slap over.

Til Frederik Hegel.

(I anledning af Gyldendalske Boghandels 100-årige jubilæum den 30te December 1870.)

     Tag mit håndslag fra det fjerne;
tag min tak i døde ord!
Sikkert véd De selv, hvor gerne
jeg sad med ved festens bord.

     Kunde ønsker jævne banen,
da blev Deres uden sten,
sluttet af på livs-altanen
i en aften lys og sen.

     Indtil da De uforfærdet
bygge med på Nordens slot; –
muren højnes alt bag gærdet;
tårnet stiger alt så småt.

     Stille bygværksmand, som brækker
stenen til vort fælleshjem, –
lid på: i dets byste-rækker
hules nischen og for Dem!

Ballonbrev til en svensk dame.

Dresden, i December 1870.

     Ja, jeg frister det idag,
jeg, som ved min tausheds længde,
tvert mod alle løfters mængde,
frygter jeg har tabt min sag, –
jeg, som foer fra Stockholm, bunden
af en takskyld uden lige,
gæsted Faraonens rige,
løfted Isis-slørets flige, –
og til dato kunde svige,
hvad med hånden og med munden
jeg på „Lyran” sidste kvelden
både loved og besvor, –
nemlig: med et skrevet ord
at betale lidt på gælden.
     Tør jeg? Har jeg endnu ret?
Ak, Gud-nå’s, hvem spør om retten?
Nuomstunder skilles trætten
af et magtsprog ret og slet.
Altså kort og godt: jeg vil;
men på anti-preussisk måde;
ej i kraft af ret for nåde.
Vær mig stumme flygtning mild!

     Her jeg lever på en vis,
som de lever i Paris.
Svære tyske floskelhelte,
som med vold vil verden vælte,
pral og skrål og flag på stang,
„Wacht am Rhein”, som kaldes sang, –
det er mit cernerings-belte.
     De kan tro, at mangen gang
kendes kredsen krap og trang.
     Ølhus-snak, politisering,
er min køterstegs servering,
og i stadsavisens spalter,
hvor den tyske verskunst halter,
diskes op den kost, mig gotter,
som en fransk ragout af rotter. –

     Værre dog, når genlyds-toner
fra vort Nord hidover slår;
når mit håb mod lys og vår
skydes ned af plebs-kanoner;
når i råheds-kravet hviner
fremtids himmelsprængte miner,
og jeg våbenstækket står
på en brusten drøms ruiner.

     Altså er, for ej at lyve,
nøden det, som nu mig drev
til at sende Dem et brev, –
og jeg lar ballonen flyve.
Duer har jeg ingen af;
duer er jo håbets fugle,
og i denne klamme grav
bygger bare ravn og ugle.
Men per ravn, per ugle, skikke
brev til damer, duger ikke.

     Nu da – som De véd, ifjor,
dengang Mälar-himlen mulned,
frosten skar og løvet gulned,
ned til Deltas vang jeg foer.

     Der var sol og sommerdage.
Lyset slog med blink tilbage,
som hos os en bræ fra fjorden.
Palmelunden, sykomoren,
skygged blågrøn over jorden;
Beduinen og hans mage,
båren højt på dromedaren,
så vi gennem ørknen drage.
Første gang en uerfaren
nordbo så det, skreg han studsende:
„mine herrer, ser De strudsene?”

     Fra Cairo opad Nilen
fløj vi på „Ferus” som pilen,
gæsted Cheops-pyramiden,
hvor Napoleon proklamerte,
medens sfinxen mediterte
både før og da og siden.

     Beni Hassans kongegrave
krøb vi ind i på vor mave.
Seklerne har hærget stygt dem;
hver en tidsberegning brister;
kun så meget får man ud, –
tør man tro egyptologer, –
og, ej sandt, vi tror jo trygt dem –:
de blev til i fortids tåger,
dengang Farao var gud
og herr Potifar minister,
samt at herr ministrens svoger,
Josef Jakobsen, har bygt dem.

     Memnonstøtten, stenkolossen,
han, De véd, som sang et stykke,
gæsted vi en morgenstund;
men den gamle holdt sin mund.
Det er nu en skaldenykke
fra den tid Kambyses dømmende
gik ham efter lidt i sømmene
og, måske for ubehændigt,
recenserte ham indvendigt.
     Sligt gør mangen sanger frossen, –
og så svigter mælet tossen.
     Men så er beundrings-stolen
vederlag for sang mod solen.

     Sådan gubben Memnon troner
på sit ry for brustne toner,
stryger ind tributens mynt,
gir i al sin oldtidspynt
audiens, ej blot til stormænd,
men sågar til norske normænd,
som min ringhed og Peer Gynt.

     Dog, hvem mægter gøre rede
for en 6-7 ugers drøm?
Derfor beder jeg Dem, tag
disse løse pennedrag
fra min færd i lys og hede
opad krokodillens strøm.

Gal-mands værk at spilde ord
på vort pascha-liv ombord
i de fire Noæh arker; –
vi var fire, skal De vide,
og desuden to par barker
for et genus, kaldt det blide.

     I „Ferus” var sat på foer
bjørne tre fra gamle Nord;
elleve haner af de franske;
fire hingster – de var spanske –
lutter fyr-og flamme-foler,
drevne stærkt i kaprioler,
og med gester som El Ol’er.
Tar vi med vor skibsbetjening,
fandtes efter fælles mening
flere dyr af slægten „Asen”.
Et slags buk fra Schweizerlandet;
et amfibium af racen,
der skal bo „lidt under vandet”, –
samt, naturligvis, en skok
olden-eller old-germanske
vildsvin, næsten ganske tamme,
og som afart af de samme,
et par militære rovdyr;
et entrüstungs-fæigt skovdyr;
et af de brasilianske
bogmøl, og en hel hob smådyr,
under fællesnavnet rådyr;
item – nej, nu er det nok!

     Tænk Dem så når dragomanen,
snart mod øst og snart mod vest,
førte hele karavanen
til en oldtids kæmpe-rest.
     Over ørknens gule slette
fløj vi som på vinger lette,
skønt i virkligheden toget
gik til æsels, og tildels,
for de kække, til kamels.
Hvilken jubel, hvilken broget
stim og stimmel i vor barne-
glade flok! Hin uerfarne
strudse-seer var den eneste,
som for skydsen gjorde styr,
råbte: „æsler! Er det dyr
for en mand i pressens tjeneste!
Jeg vil ha’e en rigtig ilhest;
finds her ingen fuldblods Nilhest?”

     Luxor, Déndera, Sakkara,
Edfu, Assuan og Phile
vil i fart forbi jeg ile,
og kun foreløbig hvile
ved en skildring fra Sahara.
     De har sikkert engang hørt,
at når karavanen rykker
gennem ørkenhavets bølger,
sandets flom, af samum ført,
viser frem hvad dybet dølger,
og den ser stillebens-stykker.
     Eller rettere, den vader
gennem endeløse gader,
hvor den levende natur
har med døden sig forenet,
og i tiden sig forstenet
til en vild arkitektur.
     Ribben, ryggehvirvler, knokler
rager op som søjlesokler;
hjerneskaller af kameler
er de faldne kapiteler;
tænders gule gisne rader
er balkoners balustrader;
fingre, som i vejret vimser,
er de brustne loftsgesimser,
og som mølne ridderfaner
svajer pjalter af kaftaner.
     Tænk Dem så det hele billed,
dirrende i sol og stilhed,
vokse, vokse, fylde, fange,
højnes, højnes tusend gange; –
tænk Dem denne gravens verden
som en oldtids karavane,
brat forstenet på sin bane, –
og De har Egypter-færden.

     Ja, så er det. I en tidens
morgenstund drog ud et tog;
prester forrest med sin videns
hieroglyf beskrevne bog;
gudekonger, kongeguder
red henover seklers vidder; –
Isis og Osiris sidder
i sin stumheds pragt og luder
på de høje sadelpuder;
Horus, Hathor, Thme og Ptah,
Amon Re og Amon Ra
kaster glans til alle sider,
der de midt i skaren skrider;
Apis med den gyldne pande
ledes langsmed flodens vande,
fulgt af slavers millioner, –
og hvor følget slår sin lejr,
rejses sfinxer og pyloner.
Over grav og over sejr
mindetavler, obelisker
står i billedskrift og hvisker;
tusend templers søjlerader
pæler karavanens gader;
tusend pyramiders belte
er dens efterladte telte.

     Se, da kom et pust fra nord,
steg til storm på ørkenhavet,
pisked karavanens spor; –
prester tumled, konger raved,
hele guder sank i grus;
Faraonen og hans hus
lå i glemsels sand begravet.
Der, hvor sværmen frem var dragen,
faldt den livløs, stum og stur; –
tusend år i sarkofagen,
gemt for lyset og for dagen,
mumien lig i svøbets bur,
smuldred bort en dømt og slagen
fire tusend års kultur.

     Denne karavanes rester
var det, vi, Khedivens gæster,
drog forbi til Nubiens grænse.
     Fellah-flokken så vi lænse
ørkenbølgen om Abydos,
og lidt længer op mod syd os
mødte Karnaks skog af sokler
som en urtids kæmpeknokler;
Rhameseums kapiteler
lå som skaller af kameler;
Luxors hal med hundred søjler,
slavers arme lig i bøjler,
vidned stumt om stormens stund i
et
„sic transit gloria mundi”!

     Dette billed har mig fulgt,
hvor jeg siden gik i landene;
og som ånden over vandene
aned jeg en mening dulgt.
     Tor i juleskreden tuder
forrest i det vilde lag;
Grækerfolkets faldne guder
lever jo den dag idag.
Zeus bor end på Kapitol,
hist som „tonans”, her som „stator”.
Men Egyptens livs-idol?
Hvor er Horus? Hvor er Hathor?
Intet mærke, intet minde;
ej en sagnstump er at finde.

     Svaret ligger ganske nær.
Hvor personligheden mangler,
hvor ej formen i sig bær
hadet, harmen, jublen, glæden,
pulsens slag og blodets skær,
der er hele herligheden
kun en benrads tørre rangler.
Hvor er ikke Juno sand,
bleg og høj i vredens brand,
når hun gubben overrasker –?
Hvor er ikke Mars en mand –
under garnets gyldne masker?

     Men hvad var Egyptens guder?
Tal i rækker og i ruder.
Hvad var deres kald i livet?
Blot og bart at være til,
sidde malet, strammet, stivet,
på en stol ved altrets ild.
En fik høgenæb at bære,
og en anden strudsefjære;
en var gud for dag, for nat,
en for dit og en for dat; –
ingen fik det kald at leve,
ingen det at synde, famle,
og af synden sig at hæve.
Derfor ligger nu det gamle
fire tusend års Egypten
som et navnløst lig i krypten.

     Ser De vel, min kære frue, –
i belejringsringen spændt,
lukker jeg min lune stue
for at leve indadvendt.
Ude flyver fra mig trøsten,
som en flytfugl-flok om høsten,
men med øjet mod det indre
ser jeg håbets løvspring tindre.
På begravne karavaner
bygger jeg vor fremtids baner.