Complete Works of Henrik Ibsen (483 page)

Men hvor er Tor med hammeren dernede?
Den stærke Tor, som kløver fjeldets væg
og henter Freja hjem til Nordens glæde,
mens troldet bider ræd i eget skæg.
Og hvor er Freyr, som ejer magt at brede
ud over land et skrud af birk og hæg?
Og hvor er Yduns-æblet? Find det, kjære –
jeg kan kun se en overmoden pære.

Nej, Yduns-æblet fattes, det er sagen,
og Balder flytter senest i April;
se, derfor lakker det mod endskabs-dagen,
trods slag af køller og trods skud med pil; –
hæng altså tålsomt dit gevær i hvil, –
stig op på bordet, sy de faldnes lagen;
thi det du vide må: en gud, som blunder,
kan aldrig ruskes op; han får gå under.

Men vær du trøstig. Ragnarok får ende,
der gryr en fremtids sol bag åsens bryn; –
det dæmrer alt for slægtens friske syn,
den bedre morgen er alt grant at kende.
Du skal få se, at dagens lys kan brænde,
hvor trøskne stammer knak for nattens lyn; –
du skal få se: den højeste blandt himle
er ikke Valhal, men det unge Gimle.

Til en bortdragende kunstner.

(Ved afskeds-festen for skuespiller Jørgensen.)

Nordpå, fra de danske strande,
djærv og frisk han foer;
al hans arv var ånd i pande,
høvdings magt i ord.
Viking lig han vilde prøve
værgets vægt, og storværk øve,
vilde vokse, vilde stige,
vinde sig et rige,

I hans sind var ungdomsfloden,
vårflom i hans mod;
i den norske fjeldgrund foden
slog som granen rod.
Der gik ry, hvor helten mødte;
stundom hændtes vel, han blødte; –
men det får nok hver mand sige,
at han vandt sit rige.

Nu står gubben ved sin banes
mål og ser mod sjø,
lyster høre hjemmets svanes
sang ved Sundets ø.
Sænk dit skjold, lægg sværd og bile;
du har stridt, kan trøstig hvile, –
sent skal tidens storme vejre
bort din sagas sejre!

Thi som bautastenes række
langs med Norges hav
mæler mægtigt om de kække,
der gik længst i grav, –
så skal du i skønheds rige
mindes gennem tusend slige, –
vidne for en rad af slægter,
hvad en høvding mægter!

Ørnulfs drapa.

(Af „Hærmændene på Helgeland”.)

Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.

Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!

Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.

Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.

Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide hår,
som gævest gærde.

Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.

Torolf – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde.

Ve´n du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ædles
til en helt så herlig.

Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.

Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.

Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
e´n da blev min idræt:
nornens færd at hævne.

E´n da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!

Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.

Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.

På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!

Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!

Fredrik den syvendes minde.

(Sang i studentersamfundet.)

Dansken står på Dannevirke,
spejder spændt mod syd.
Fredriks hjem er Roskilds kirke,
stængt for stridens lyd.
Dansken slår for liv og æren;
Fredrik kommer ej til hæren;
„Jens” om Nordens grænsestene
værge må alene.

Nej, – går blodværk frem af tvisten
ved den jydske grind,
rejser Fredrik sig af kisten,
kløver nattens vind,
suser frem, som Ossians helte,
svingende sit sværd fra belte:
„Fremad, børn, til kamp for æren; –
Fredrik er i hæren!”

Thi han lever stærk i mindet,
Danmarks danske drot, –
kongemod i folkesindet
vidner det så godt.
Derfor frem til sandheds-sejren!
Fredrik er i danskelejren; –
Slaven, Venden og Kroaten
slår ej landsoldaten!

En broder i nød!

(December 1863.)

Nu flokker sig om Tyras borg, –
kan hænde, sidste gang, –
et folk i nød, et folk i sorg,
med flaget halvt på stang.
Forladt, forladt på farens dag,
forladt i stridens stund!
Var sådan ment det nævetag,
der loved godt for Nordens sag
i Axelstad og Lund?

De ord, der flød, som om de kom
fra hjertet lige hid, –
de var da kun en frase-flom;
og nu er tørkens tid!
Det træ, som blomstrings-løfter gav
i festens solskinsvæld,
det står, af stormen kvistet af,
som kors på Nordens ungdoms grav,
den første alvorskveld!

Det var da løgn i gildeskrud,
kun giftigt Judas-kys,
hvad Norges sønner jubled ud
ved Sundets strande nys!
Hvad taltes mellem drot og drot
ved sidste kongefærd?
O, legtes om igen da blot
kong Gustafs leg på Stockholms slot
med Karl den tolvtes sværd!

Et folk i sorg, på dødsens tog
af hver en ven forladt, –
så ender Danmarks sagabog. –
Hvo har dens Finis sat?
Hvo tålte fejgt, den slutted slig:
og tysk blev Tyras vold,
mens Dannebrogs forrevne flig
slog om den sidste Danskes lig
sit rosenlagens fold?

Men du, min frelste norske bror,
som står på fredlyst grund
i kraft af løftets fagre ord,
forglemt i farens stund, –
stryg du på flugt fra fædrestavn,
jag over havets hvælv,
gå glemselsgang fra havn til havn,
og list dig til et fremmed navn,
og gem dig for dig selv!

Hvert stormsuk, som i Norge går
langs li fra Danmarks hav,
dig spørgende med rædsel slår:
min bror, hvor blev du af?
Jeg stred en livsens-strid for Nord;
mit hjemland blev en grav; –
jeg spejded over belt og fjord
forgæves dine snekkers spor.
Min bror, hvor blev du af? –

Det var en drøm. Vågn stærk og kæk
fra folkesøvn til dåd!
En bror i nød! Hver mand på dæk; –
her gælder rappe råd!
End kan det stå i saga slig:
dansk, dansk er Tyras vold.
End Dannebrogs forrevne flig
kan over Nordens fremtid rig
slå ud sin røde fold!

Troens grund.

Jeg slynged på rim et klokke-klemt
over landet ud; der blev ingen skræmt.

Min gerning var gjort; jeg steg ombord
og stævned for damp fra det kære Nord.

Vi lå for tåge på Kattegat;
der var ingen som sov den første nat.

Kahytten var bleven en krigsråds-hal;
passagererne drøfted Dybbøls fald.

De drøfted alting, fortalte adskillige
vilde træk om de unge frivillige.

Fra en var en attenårs brorsøn rendt;
en anden havde mistet sin handelsbetjent.

Så var det naturligt man næsten led;
man var jo selv på en måde med.

I sofaen, ret under lampens skærm,
sad en aldrende frue, frejdig og ferm.

Til hende var vendt de flestes røster;
enhver vilde være den bedste trøster.

Og damerne yttred med suk og støn
sin angst for fruens eneste søn.

Jeg ser hende endnu, hvor trygt hun nikker,
og smiler og siger: for ham er jeg sikker!

Hvor vakker hun var, den sølvgrå kvinde
med grundmuret tro i syn og sinde.

Det risled mig varmt gennem marg og blod;
det satte stål i mit slappe mod.

„Dit folk er ej dødt, om end det blunder; –
det lever i kvinde-troens vidunder!”

Dog siden jeg fandt hende mere klog
på livets gang end på livsens bog.

Og derfor blev hun mig også en gåde.
Hvor kom den fra, denne trygheds nåde? –

Forklaringen lå så snublende nær:
sønnen var krigsmand i vor norske hær.

Storthings-gården.

Kirkespir og kongeborg,
rejst i store fædres dage,
står på hæld, i landesorg,
som en stum, forstenet klage,
Norges gamle røde flag
slog sin vinge der en dag,
slakked så, og sørged siden,
halvt på stang, i ulivs-tiden.

Folkefane, fri og stærk,
flyv igen for fjeldets vinde;
bølg dig om vort nutids-værk,
som du bølged om vort minde.
Blæs det livsens-ånde ind,
viftende fra tagets tind;
lad din treklangs-tunge tale
gennem mænd fra strand og dale.

Hvisk dem til, at folkets gård
bygges ej af døde stene;
mind dem om, at år for år
højnes den med ånd alene.
Ve, om ingen der forstod
tanken i din tales flod; –
sænk dig da i sørgefolder,
som du engang sank ved Svolder!

Ve, om ej din røst fik nå
inderst til den kårnes øre; –
lad da korsets stærke blå
sorgtungt sig om stangen sløre;
lad dit friske friheds-rødt
foldes sammen, tungt og dødt; –
stryg da, flag, dit rene hvide,
sne-skavl lig om fjeldets side!

Nej, så vil det aldrig ske!
Frilufts friske pust fra fjeldet
løfter nok de farver tre,
bær til dem nok livsens-vældet.
Højt sig spænder hallens tag;
der er rum for åndens sag.
Haralds store norske tanke
aldrig husvild der skal vanke.

Folkets gård og kongens gård
over mod hinanden højne!
Frit som grander to de står,
ser hinanden ind i øjne.
Der går lyn af ånd og ild
ud fra dette øjenspil; –
Sverres, Håkons, Oskars skygger
stilt men stødt i dagen bygger.

Minders hærvagt, sejersstærk,
vogt og værg om folkets virke;
skærm udover alt dets værk
i vort unge samfunds kirke!
Lad så murens sten forgå! –
dådens støtte dog skal stå,
løfte land og mægtigt bære
folket op mod lys og ære.

Terje Vigen.

Der bode en underlig gråsprængt en
på den yderste, nøgne ø; –
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, –
helst mod uroligt vejr, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.

Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.

Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulde det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmeste kreds, –
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp’i de treds.

Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut,
og kom med „Foreningen”, kaptejn Pram;
men hjemme var ingen, som kendte ham,
der rejste som liden gut.

Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og mor,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to, –
men så rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
nej, da var det bedre at bygge og bo
på det store bølgende hav!