Complete Works of Henrik Ibsen (489 page)

Tag, som tak for synets trøst,
råbet af en seers røst:
underfuldt til Danmark bundet
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje!

Ved et bryllup

den 9de Oktober 1874.

Løvet rasler, blade falder;
nær er Nordens høst;
gennem skovens brudte haller
går farvellets røst.
Derfor samler Nordens evne
sig til hjemmets hjerte-stævne,
værner varmt i stuen inde
om sit frilufts-minde.

I, som har hinanden kåret,
unge par, I to, –
gå med vårens krans i håret
ind i eders bo.
Ude lad Oktober-dagen
brede tungt sit tåge-lagen;
lad jert hjem en løvsal være,
rejst til ungdoms ære.

Det er leve-kunstens kerne:
gennem let og tungt
om sit forårs-sind at værne,
holde hjertet ungt;
det, – når aftensolen daler,
løfte morgnens idealer
glansfuldt, kækt og højt ivejret.
Hvo det kan, har sejret.

Did at nå er samlivs gåde,
samlivs gyldne krans;
ingen kløgt kan vejen råde,
ingen visdoms-sans.
Men hvor stien er at finde
aner kærlighed iblinde.
Vogt da tro i eders stue
denne frelsens lue.

Husk, at hvo det livslys sætter
på sit alterbord,
lampen har i sorgens nætter,
blus for fodens spor.
Og når engang løvet falder
rundt om jer i høstens alder, –
sku med dette lys tilbage
på jert vårlivs dage!

I en komponists stambog.

Orpheus slog med toner rene
ånd i vilddyr, ild i stene.

Stene har vort Norge nok af;
vilddyr har vi og en flok af.

Spil, så stenen spruder gnister!
Spil, så dyrehammen brister!

Brændte skibe.

Han vendte sine skuders
stavne fra nord,
søgte lysere guders
legende spor.

Snelandets bauner
slukned i hav;
solstrandens fauner
stilled hans krav.

Han brændte sine skibe; –
blånende røg
som en bro-banes stribe
nordover føg. –

Mod snelandets hytter,
fra solstrandens krat,
rider en rytter
hver eneste nat.

Sanger-hilsen til Sverig.

(Ved studenter-mødet i Upsala 1875.)

Tak for kald til ungdoms-stævne
          i jer gamle stad!
Fyldt er Kølens kløft og revne,
          sprængt dens røsers rad;
grændsens knejsende geleder
          hæmmed ej vort tog;
bent går vejen nu til eder
          fra den norske skog.

Lad da sangen bent som banen
          slå sin stræng af stål;
sang er jo, som sus i granen,
          Svenskens modersmål.
Dette sprog for norske røster
          bær vor hilsning frem;
svenske svarets væld fra øster
          bær det til vort hjem.

Altfor længe har vi sunget
          spredt i verdens kor;
der, hvor Svenskens røst har runget,
          taug det norske ord;
der, hvor vi har æsket ordet,
          krævet lyd omkring,
stod ej svenske folke-koret
          i vor sanger-ring.

Drapa under Jorsals palmer,
          kvad i Bretlands sund,
Narvas stormsang, Lützens salmer,
          gik for halv-kor kun.
Lad så fædres faner smuldre
          i sin blege pragt;
friske krav på slægtens skuldre
          har dens ånder lagt.

Nystemt vårsang er at høre
          gennem tiden gå; –
lydhørt er en sangers øre;
          nyn må han forstå.
Sanger-skaren er de unge,
          og i folkets sind
sanger-hvervet er at sjunge
          nye tider ind.

Lyt med os mod det, som vorder;
          lyt mod gryets nyn;
og fornemmer I akkorder,
          der slår ned som lyn, –
blæs til samling da i luren
          mod den norske skog!
Vi skal komme! Grændse-muren
          hæmmer ej vort tog.

Langt borte.

Snart samles i Upsal alle de unge;
taler skal strømme og sange skal runge.

Selv har jeg digtet til ungdoms-mødet,
kendt mig ildnet i ånden og kødet.

Jeg nytted et øjebliks tro mellem tvilene,
og stod alt med foden mod stævnet stilende.

Nu er det over. Afgørelsens porte
slog jeg ilås og blir ensom, langt borte.

Held over al eders sorgløse flok!
Held over eder, hvem legen er nok!

Sommerens magter lad skydækket dele!
Skogduft for alle de stundende sjæle!

Godvejr, så koret kan bæres for vindene!
Bris under fanerne, sol over sindene!

Glitrende dage, og nætter klare,
hvor I skal færdes og hvor I skal fare!

Langt borte jeg ser eder stryge forbi;
jeg hører den velkendte melodi.

Og dog så forunderlig fjernt og fremmed
mig tykkes det jublende tog gennem hjemmet.

Genfærd af afdøde tider og mænd
går i vor ynglinge-skare igen.

Af frasernes tåger og festernes røgelse
formes et verdenshistoriens spøgelse.

Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,
har sust over hele Italiens jord.

Ungdoms-toget langs Apenninerne
rusked af søvnen folke-ruinerne.

Det var i århundredets skyfulde morgen.
Idag vajer fanen fra Engelsborgen.

Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,
har sust over hele den tyske jord.

Der drømtes om ening ad spredte baner;
der drømtes om sortrøde gylden-faner.

Så kom den alvorlige del af festerne.
Grånede gubber var ungdoms-gæsterne.

Uryggeligt dog for den samme sag,
som ildned til leg, de højned sit flag.

Gennem trængsler og storme de bar den frem;
de mured sit hus og de gærded sit hjem.

De vilde sin drøm; så kom sejren siden.
Europa er voksent, og vågen er tiden.

Se, derfor så underlig fjernt og fremmed
mig tykkes det jublende tog i hjemmet.

Genfærd af afdøde tider og mænd
går i vor ynglinge-skare igen.

Af frasernes tåger og festernes røgelse
formes et verdenshistoriens spøgelse.

Hvi tier den eneste myndige mund,
som bryder alt blændværk og vækker af blund?

Jeg skal sige jer det. Den blev stum som graven,
da et ufærdigt folk fik friheds-gaven.

Det er farligt at tage sig selv som skænk;
den ballast kan krænge en skude isænk.

Man stak os ihænde et fuldgodt sværd,
men lærte os ikke sligt værges værd.

Se, derfor vor skæbne vipper og vender,
som kniven i barnets legende hænder.

Der står vi og lytter til forsker og gransker,
og taster på tingen med silkehandsker.

Der går vi og drømmer og ve´d ikke råd
til en bristende eller bærende dåd.

Når kommer og rusker os op af døsen
århundredets ånd med århundredets løsen?

Mu¨nchen, den 2den Juni 1875.

Et rimbrev.

          Min kære ven!

De skriver mig bekymret til og spørger
hvi slægten går så underlig fortrykt,
ej ildnes op i fryd og ikke sørger,
men synes ruge på en uklar frygt, –
hvi intet held formår at live ånderne,
hvi ingen er sin egen modgangs dommer,
hvi hvermand tager skæbne-gunst og vånderne
med sløvheds ro, og venter hvad der kommer.

Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.

Men da De nu har dyppet Deres pen,
så skal det dog ej være gjort forgæves, –
at sige, hvis ej med bestemthed kræves
et svar, som svarer sådan ligehen.
Kort, jeg til svar vil spørge Dem igen;
og undskyld at – da hånden med i spillet
en digter har – der spørges i et billed.

Så sig mig da, om De har nogensinde
tilfældigvis ved vore kyster set
et skib stå ud tilhavs for friske vinde
og sætte kursen endefrem og ret?
Det har De visst, og De har sikkert mærket
det liv, den lyst, den virksomhed ombord,
den trygge sorgløshed, der driver værket,
det sikre bydende kommando-ord,
som om det var en regelbunden verden
med fastsat bane, lig vor egen jord,
med lov, som den, for farten og for færden.

Tidt går et sådant skib på lange rejser;
det søger fjerne lande, mange havne;
man losser lasten, og ombord man hejser
nyt stykgods under udenlandske navne;
man stuver rummet mellem begge stavne
med en utallighed af kasser, baller,
og hverken skipper eller mandskab véd
til punkt og prik, hvad skibet fører med;
alt går iflæng, alt tages som det falder.

Så lægges atter ud på vide veje;
kækt graver bougen i det salte skum;
det er som havet ikke havde rum
og bølgens rygning ej gav bredt nok leje
for den usigelige livsmods-sum,
som stormvejr ikkun øger og formerer
hos skipper, mandskab og hos passagerer.

Begribeligt. Er ikke skuden tæt?
Er ikke lasten stuvet jævnt og sikkert?
Er ej kompas, sextant og stjernekikkert
i orden til at holde kursen ret?
Er ej det skøn, den dygtighed tilstede,
som vækker lid og holder mishåb nede?

Og dog, tiltrods for alt, det kan sig hænde
en godvejrsdag, foruden synlig grund,
at der ombord, på hvermands sind og mund,
en sælsom trykket lumring er at kende.
Først tykkes få af denne tunghed grebne,
så fler, så mange, så til slutning alle;
sløvt sættes sejl og sløvt håndteres rebene;
sløvt purres ud; sløvt høres piben kalde.
Der tages varsler af hver liden ting.
Havblikkets døs, ja føjelige vinde
mismodigt tydes; selv et marsvins spring,
en stormfugls skrig man lægger sig på sinde.
Sløvt går de der, af samme lønsot smittede,
skønt ingen røbed og skønt ingen frittede.

Hvad er da sket? Hvad er vel hændt ombord?
Hvad er den gådefulde grund til trykket,
som lamslog sind og vilje, arm og ord?
Er nød påfærde, – nogen forulykket?
Nej, ingenlunde. Alting går sin gang, –
men uden håb og mod, og uden sang.
Og hvorfor? Jo, fordi en lønlig tvil,
et rygte sniger sig foruden hvil
fra forlugaren og til agtermasten:
De tror de sejler med et lig i lasten.

Den sømands-overtro er vel bekendt;
engang brudt ud den fylder alles tanker.
Hvordan med sagen selv det er bevendt,
erfares først, hvis rejsen vorder endt,
trods alle varsels-tegn, trods skær og banker,
i havnen trygt fortøjet og for anker. –

Se, kære ven, – Europas damp-paket
står ud tilhavs med kurs mod nye lande,
og både De og jeg har løst billet
og taget plads på agterdækkets bret,
med hatten løftet mod de gamle strande.
Herude svales både sind og pande;
heroppe kan vi ånde frit og let; –
i lasterummet ligger al bagagen,
og kok og steward sørger for menagen.

Hvad kræves mere til en sorgløs færd?
Maskinen gør sin pligt; hør kedlen buldre;
se stempelstangen løfte sine skuldre;
se skruen kløve vandet som et sværd; –
stagsejlet holder skibet frit for krængning;
rormanden bøder af hver overdængning;
rumt farvand går vi i; kaptejnen oppe
på brettet er vor fulde tillid værd
og holder udkig over alle toppe; –
hvad kræves mere til en sorgløs færd?

Og dog, – vidt ude på det åbne hav,
midtvejs imellem hjemmets land og målet,
det lader jo som farten sakked af,
som al vor frejdighed var fra os stjålet.
Mandskab og passagerer, mænd og kvinder,
går om med sløve øjne, slappe kinder;
man synker sammen, ruger, grubler, lytter
i forlugarer og i pragt-kahytter.

De spørger mig om grunden, gode ven!
Har De ej mærket, noget vilde komme?
Forstod De ej, et tidehverv var omme,
der vejred tryghed og fortrøstning hen?
Hvad grunden er, det ligger ej for dagen;
men De skal høre, hvad jeg véd om sagen.