Complete Works of Henrik Ibsen (485 page)

Så misted de begge sin hjertero.
Men så forloved de sig, de to.

Bien fløj vidt på sin sommerfart.
Da hjem han vendte, var blomsten kart.

Bien sørged og karten led!
men det var nu intet at gøre ved.

Tæt under træet, i murens grus,
leved en fattig men dydig mus.

I løn han sukked: du kart så fin,
min kælder var himlen, hvis du var min!

Den trofaste bi gik atter på flugt.
Da hjem han vendte, var karten frugt.

Bien sørged og frugten led;
men det var nu intet at gøre ved.

Tæt under tagskægget hang, som en kurv,
et fuglerede; der bode en spurv.

I løn han sukked: du frugt så fin,
mit rede var himlen, hvis du var min.

Og bien sørged og frugten led,
og musen kæmped og spurven stred.

Men alt gik stilt; der fik ingen besked; –
den ting var jo intet at gøre ved.

Så trilled frugten fra grenen og sprak.
Og musen faldt død i et halvkvalt ak!

Og spurven faldt ligervis; – i sit skjul
lå han da kornstangen rejstes til jul.

Da bien var fri, stod nøgen hver hæk,
og alle sommerens blomster var væk.

Så gik han i kuben; der fred han fandt,
og døde omsider som voxfabrikant. –

Se, al denne jammer og nød var spart,
var bien bleven mus, da blomsten blev kart.

Og alt kunde endt så godt og smukt,
var musen bleven spurv, da karten blev frugt.

Fra mit husliv.

I huset var stille, på gaden dødt.
Jeg sad med skærm over lampen;
stuen var hyllet i skygger blødt; –
ind kom børnene, nikkende sødt
under slør af Havana-dampen.

De kom, mine vingede børn, på rad,
viltre gutter og piger
med kinder blanke, som efter et bad.
Hej, hvor legen gik yr og glad
gennem alle de dejlige riger.

Men just som legen gik allerbedst,
jeg traf til at se mod spejlet.
Derinde stod en adstadig gæst
med blygrå øjne, med lukket vest,
og med filtsko, hvis ej jeg fejled.

Der faldt en vægt på min viltre flok;
e´n fingren i munden putter,
en anden står som en klodset blok; – –
i fremmedes nærhed, ve´d De nok,
forknyttes de raskeste gutter.

En kirke.

Kongen han bygged
dagen lang.
Når natten skygged,
kom troldet og rygged
med spid og stang.

Så rejstes kirken
til spirets pil;
men kongens virken
og troldets lirken
gav dobbelt stil.

Døgn-folk flytted
dog ind i tro;
thi dags-udbyttet,
til nattens knyttet,
er døgnets jo.

I galleriet.

Som dejlig kvinde,
ved staffeliet,
hun sad derinde
i galleriet.

Hvilke Kastaler
drikker hun mon af –
Hun eftermaler
Murillos Madonna.

Men øjets svømmende
langsyn siger,
hun bygger drømmende
skønheds-riger. –

Atten år senere
kom jeg tilbage,
hilste de renere
gamle dage.

Som falmet kvinde,
ved staffeliet,
hun sad derinde
i galleriet.

Men hvad er dette?
Det samme spil jo!
Den samme nette
kopi af Murillo.

Hun sidder og virker,
og livet frister
med pynt for kirker
og stas for turister.

Og så har hun siddet
i alle årene,
og længslen spiddet,
og bleget hårene.

Men øjets svømmende
langsyn siger:
hun bygger drømmende
skønheds-riger.

De usynliges kor.

(Af „Brand”.)

Aldrig, aldrig blir du lig ham, –
thi i kødet er du skabt;
gør hans gerning eller svig ham,
lige fuldt er du fortabt.

Orm, du aldrig vorder lig ham, –
dødens bæger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham,
lige fuldt din dåd er dømt.

Aldrig, drømmer, blir du lig ham, –
arv og odel har du tabt;
alt dit offer gør ej rig ham;
for dit jordliv er du skabt!

På vidderne.

I.

Nu skræppen over ryggen slængt,
og riflen ladt i hånd,
og spjeldet lukt og døren stængt
med tap og vidjevånd;
så indom til min gamle mor
i stuen nærmest ved, –
et håndslag til farvel, – et ord, –
„jeg kommer hjem så snyg jeg foer, –
og indtil da – Guds fred!”

Opefter bugtes vejen smal,
det bær i holtet ind;
men bag mig ligger fjord og dal
i disigt måneskin.
Jeg foer forbi min grandes væg, –
på gården var så stilt;
men bortmed grinden under hæg
det lød som løv på linets læg,
det ringled let og mildt.

Der stod hun i det hvide lin,
og hilste mig godkveld;
hun var så væn, hun var så fin,
så frisk, som blom på fjeld.
Ét øje lo hun med, og ét
hun gøned med så småt! –
jeg lo som hun, og med et sæt
jeg stod ved grinden ganske tæt,
men da var øjet vådt.

Jeg slog min arm om hendes liv,
og hun blev rød og bleg;
jeg kaldte hende for min viv,
og barmen faldt og steg.
Jeg svor, at nu – nu var hun min
tilbunds, – ej lidt – ej halv –!
Hun så – jeg tror, på skoen sin, –
der ringled løv på bringens lin:
det var fordi hun skalv.

Hun bad så vakkert, og jeg slap,
og spøgen gik som før;
men hjertet mit gik klap i klap,
min hug var vild og ør; –
jeg bad så vakkert, og hun taug, –
vi fulgtes ad, vi to;
mig tyktes som det sang i haug,
som elverfolk og nøk og draug
indunder løvet lo.

Så bar det opfor vejen smal,
det bar i holtet ind;
men nedenfor lå fjord og dal
i disigt måneskin.
Jeg sad så hed, hun sad så mat
tæt udpå stupets kant;
vi hvisked i den lumre nat, –
jeg véd ej selv hvor det var fat,
men véd min pande brandt

Jeg slog min arm om hendes liv,
hun hvilte på mit fang, –
så fæsted jeg min unge viv,
mens nøk i natten sang;
om draugen lo, da hun blev min,
det mindes jeg kun halv; –
mig skræmte ingen vættes grin, –
jeg så kun hun var ræd og fin,
og kendte hvor hun skalv.

II.

Jeg lå i skardet vendt mod sør,
og så hvor solen randt;
om dybet lå et skyggeslør,
mens fonn og jøkler brandt.
Det røde hus, min mors og mit,
herovenfra jeg ser;
der har hun strævt, der har hun stridt,
der blev mit sind så frisk og frit, –
Gud véd hvad det blev mer!

Hun er alt oppe; røgens svev
jeg tror ivejret slår,
på blegen ved den hvide væv
det tykkes mig hun går.
Ja, driv du kun dit vante stel;
for det dig signe Gud!
Hos renen på det vilde fjeld
jeg henter dig en vakker feld,
og to-tre til min brud!

Ja, hvor er hun? Hun færdes visst
i drømmens spredte spil.
Kom ingenting ihug fra sidst,
drøm om det, hvis du vil!
Men er du vågen, – riv det ud
af mindet, – så gør jeg.
Lid på, du er min væne brud,
væv lin og sy dit bryllupsskrud;
kort er vor kirkevej!

Det tykkes tungt at skilles ad,
fra den ens sjæl har kær; –
men længslen er et tvætningsbad,
til mig den helse bær.
Her står jeg som påny besjælt,
så svalt er nu mit blod; –
et liv, ej halvt – langtmindre helt,
et liv i synd og anger delt,
jeg træder under fod.

Hver mørkets lyst, hver vild begær
af hugen drives ud;
jeg er så frisk, jeg står så nær
mig selv og nær min Gud!
Et syn udover ås og fjord,
udover furutop, –
og så tilfjelds i renens spor; –
farvel, min viv! Gudsfred, min mor!
Og nu på vidden op!

III.
Ibrand står skyen lavt i vest,
det flammer over fjeld;
men over dalens sidste rest
sig spænder tågens tjeld.
Tungt var mit syn og træt min fod,
og tankefuldt mit sind;
men udfor stupet, der jeg stod,
lå lyng og lyste som i blod,
og skalv for kveldens vind.

Jeg brak en kvist af lyngens dusk,
og stak den i min hat;
tæt bag mig stod en fattig busk,
der lå jeg lunt den nat.
Og tanker gik og tanker kom,
som folk på kirkesti;
de flokked sig og så sig om,
de satte ret og de holdt dom,
og skred så stilt forbi.

Var jeg dig nær i denne stund,
du blom, igår jeg brak, –
jeg lagde mig som trofast hund
for sømmen af din stak.
Jeg svam i dine øjne ind.
Der tvætted jeg min sjæl;
det trold, som heksebandt mit sind
igårkveld ved din faders grind,
jeg slog med spot ihjel!

Op sprang jeg sejersvarm og bad
en vinget bøn til Gud
om sol på alle dages rad
for dig, min lyse brud!
Dog nej, til det jeg er for stærk,
til det jeg er for ung;
jeg véd og vil et bedre værk,
og derfor, Gud, min bøn dig mærk:
gør hendes livssti tung!

Stem elven op hvorhelst hun går,
gør kloppen smal og glat,
lad urden gnage foden sår,
gør sætervejen brat;
jeg løfter hende højt på arm
igennem stridets flom;
jeg bænker hende ved min barm, –
frist der at volde hende harm,
det vil vi strides om!

IV.

Langvejs sørfra er han kommen,
kommen over brede vande;
tause tanker ligger som en
nordlysbrydning om hans pande.

Gråden leger i hans latter,
læben taler, når den tier;
men om hvad? Jeg bedre fatter
vindens kvad i lund og lier.

Jeg er ræd hans kolde øje
har så lidt dets dybde fundet,
som det sortblå tjerns, af høje
jøklers barme født og bundet.

Tunge tankefugle stryger
lavt og langsomt over spejlet;
snart igen i råk det fyger, –
berg dig da, – tildæks med sejlet!

Midtpå vidderne vi mødtes,
jeg med rifle, han med hunde;
mellem os et forbund fødtes,
som jeg brød, ifald jeg kunde

Hvorfor har hos ham jeg tøvet?
Tidt jeg gad mig fra ham skille;
nu jeg tror, han har mig røvet
selve evnen til at ville!

V.

„Hvorfor længter du om kvelden
nedad til din moders stue;
sov du bedre under felden,
end på viddens brune tue?”

Hjemme sad på sengestokken
gamle mor med mig og katten,
spandt og sang, til drømmeflokken
bar mig ud til leg i natten.

„Drømme, drømme, – hvorfor drømme?
Tro mig, dagens dåd er bedre!
Bedre livets støp at tømme,
end en blund blandt fældte fædre!”

„Over vidden flyger renen;
efter den i vind og væde! –
Bedre det, end bryde stenen
op af fattig jord dernede!”

Men jeg hører klokken ringe
op fra kirken udpå tangen!
„Lad det ringe, lad det klinge,
bedre klang har fossesangen!” –

Gamle mor og hun til kirke
går med bogen svøbt i klædet.
„Tro mig, mand, du bedre virke
kan, end slide kirkeledet!”

Orglet synger indfor grinden;
der er lys ved altertavlen.
„Bedre synger storm om tinden,
bedre skinner sol på skavlen!”

Nu, så kom! I vejr og væde
over viddens hvide bølge!
Lad så kirkestien træde
hvo som vil, – jeg slår ej følge!

VI.

Høsten kommer; hør den sidste
bølings bjelder under åsen!
Viddens frihed må den miste,
får igen et liv – på båsen!

Snart er vintrens tæpper hængte
foldrigt udfor stupets vægge;
snart er alle stier stængte, –
hjemad må jeg vejen lægge.

Hjemad? Har da der jeg hjemme,
hvor min hug ej længer færdes?
Han har længst mig lært at glemme,
selv jeg lærte mig at hærdes.