Complete Works of Henrik Ibsen (486 page)

Dagens dåd har intet mærke,
slig som den dernede drives;
her blev mine tanker stærke,
kun på vidden kan jeg trives.

I den øde sæterstue
al min rige fangst jeg sanker;
der er krak og der er grue,
friluftsliv for mine tanker.

Der er vættespil i natten,
kløgtig skytte faren vejrer.
Han har skænkt mig tryllehatten;
jeg kan fristes, men jeg sejrer!

Vinterliv på vilde vidder
sætter stål i veke tanker, –
intet sagn om fuglekvidder
sygt igennem åren banker.

Er til vår i stål jeg drevet,
henter jeg de to fra dalen, –
løfter dem fra hverdagsstrævet,
bænker dem i højfjeldssalen,

lærer dem min nye visdom,
lokker latter over hjemmet;
snart er livet på de isom-
spændte vidder dem ej fremmed.

VII.
Her jeg sad i lange uger, –
kan ej ensomheden bære;
mindekrigen kraften sluger,
nedad må jeg til de kære.

Kun en dag, og så jeg stiger
op igen fra mor og hende, –
op til mine høje riger,
som til vår skal rumme trende.

Ud jeg må; – Hu, sneen fyger!
Lidt forsent jeg mig betænkte.
Vintervejr langs vidden stryger, –
nu er alle stier stængte.

VIII.
Uger gik og jeg vandt mig selv,
min hjemve kom aldrig tilorde;
under isklædets folder lå bæk og elv,
månen stod rund over fonnens hvælv,
og stjernerne tindred sig store.

For frisk jeg var til at sidde stur
i stuen da dagen hælded;
så lidt som min tanke jeg trives i bur,
over vidden jeg jog, til den styrtende urd
standsed mig yderst på fjeldet.

I det gabende dyb lå dalen stilt;
da toned det ude på tangen –!
Jeg lytted –, det lød både lindt og mildt;
hvor hørte jeg før den slåtten blev spilt –?
Da kendte jeg klokkeklangen!

De ringede julens højtid ind
med de gamle hjemlige klokker.
Det lyser bagved min grandes grind,
fra min moders stue går ud et skin,
som sælsomt mig maner og lokker.

Hjemmet med alt sit fattige liv
blev en saga med billeder rige!
Heroppe lå fjeldvidden stor og stiv,
dernede havde jeg mor og viv, –
til dem jeg måtte vel hige.

Da lo det bag mig så kort og tørt;
det var den fremmede skytte.
Han havde min ordløse tanke hørt:
„mig synes min unge ven er rørt, –
ak ja, den hjemlige hytte!”

Og atter jeg stod med stålsat arm,
og kendte jeg var den stærke;
viddernes luftning kølte min barm,
aldrig den mere skal banke sig varm
for et vinkende julemærke!

Da lyste det op om tun og tag
udfor min moders stue;
først var det som dæmrende vinterdag,
så rulled sig røgen i tunge lag,
og så kom den røde lue.

Det lyste, det brændte, det knak i grus;
af kvide jeg skreg i natten;
men skytten trøsted: „hvi så konfus?
Det brænder jo bare, det gamle hus,
med juleøllet og katten!”

Han talte så klogt i al min nød,
at fast mig voldtes en gysning;
han viste, hvor virksomt luens glød
over i månens strejflys flød
til en sammensat natbelysning.

Han kikked gennem den hule hånd
til vinding for perspektivet;
da toned en sang over fjeld og fonn,
da skønte jeg grant, min moders ånd
i englenes vold var givet:

„Stille du stelled, stille du led,
stille du vandred i vrimlen;
så lempeligt bære vi dig afsted
højt over vidden til lys og fred,
til julekvelds-glæde i himlen!”

Borte var skytten og månen dækt;
i blodet var brand og frysning, –
over vidden jeg bar min kvides vægt, – –
men det kan ikke nægtes, der var effekt
i den dobbelte natbelysning!

IX.

Midsommerdagen lå som bedst
og dirred hed over hejen;
klokkerne ringed til bryllupsfest,
dybt dernede foer folk tilhest
langsefter alfarvejen.

De skød fra min grandes låvebro,
der var birkebusker ved grinden,
på tunet var folksomt nok, kan du tro;
men jeg lå yderst på stupet og lo,
mens tårerne brandt i vinden.

Det var som jeg hørte gønende stev
og tankehvas latter at runge,
mig syntes et spottekvad op mod mig drev;
jeg lå over stupet; i lyngen jeg rev,
og bed i min egen tunge.

Afgårde de red i staselig flok,
bruden sad rank i sadlen,
sidt over lænderne svam hendes lok,
den glittred, den lyste, – jeg kendte den nok
fra den sidste kveld-stund i dalen.

Over bækken red hun skridt for skridt
tæt indved brudgommens side. –
Da havde jeg sørget mit hjerte frit,
tilende havde jeg kampen stridt,
jeg havde ikke mere at lide.

Jeg stod for stupet med stålsat ånd,
og højt over sommerlivet.
Toget så ud som et blinkende bånd, –
jeg holdt for øjet den hule hånd
til vinding for perspektivet.

De flagrende skaut, det skinnende lin,
og mændenes kofter røde,
kirken med vigselens himmelvin,
bruden, den fagre, som engang var min,
og lykken, som fra mig døde, –

det alt tilhobe jeg stod og så
oppe fra livets vidder;
et højere lys over synet lå, –
men se, det kan nu ingen forstå,
som nede i sværmen sidder.

Da lo det bagved mig kort og tørt,
det var den fremmede skytte:
„kammerat, efter det jeg nu har hørt,
jeg ser jeg forgæves har skræppen snørt,
her er jeg til ingen nytte!”

Nej, nu er jeg mand for at hjælpe mig selv,
men tak for din gode mening;
det flommer ej længer i årens elv,
og jeg tror jeg mærker i bringens hvælv
alleslags tegn til forstening.

Den sidste styrkende saft jeg drak;
ej længer på vidden jeg fryser;
mit sejl gik under, mit livstræ knak, –
men se, hvor smukt hendes røde stak
mellem birkestammerne lyser.

Det går i galop, men se, der blev
de borte ved kirke-svingen.
Mit væneste minde, i lykke lev!
Nu bytted jeg bort mit sidste stev
for et højere syn på tingen.

Nu er jeg stålsat, jeg følger det bud,
der byder i højden at vandre!
Mit lavlandsliv har jeg levet ud;
heroppe på vidden er frihed og Gud,
dernede famler de andre.

Kvindernes bøn.

(Af „Kongs-emnerne”.)

Slagen er slangen!
Ydmyg og fangen
synderen kommer!
Slut ham i armene,
milde, forbarmende
jordlivets dommer!

Vindende viger han,
flygter mod tronen;
sejrende stiger han –;
nu har han kronen!

Tak.

Hendes sorg var de vånder,
som knudred min sti, –
hendes lykke de ånder,
som bar mig forbi.

Hendes hjem er her ude
på frihedens hav,
hvor digterens skude
kan spejle sig af.

Hendes slægt er de skiftende
skikkelsers rad,
som skrider med viftende
flag i mit kvad.

Hendes mål er at tænde
mit syn i glød,
så ingen fik kende,
hvo hjælpen bød.

Og just for hun venter
ej tak engang,
jeg digter og prenter
en takkens sang.

Abraham Lincolns mord.

De løsned et skud der-over i vest,
og det skaked Europa op.
Hej, hvilket liv der med et blev blæst
i den hele broderte trop!
Du gamle Europa, med orden og ret,
med lov for hver eneste steg,
med rygte foruden me´n og plet,
med dydig harm mod alt sort og slet, –
du blev så forunderlig bleg!

På sørgelak trykkes enhjørning og ørn
og alle de andre dyr;
paketbåden stikker på kabelets tørn;
depecherne mylrer og kryr.
Bomulds-magnaten, gloirens søn,
de tusend fra løgnens land,
de stod alt og greb efter fredspalmen grøn,
så knalded det ene revolver-drøn,
og så faldt han, den ene mand.

Og så tog I skræk. Europas råd,
er det som sig hør og bør?
En Preusser-gerning, en Dybbøl-dåd,
var verden vel vidne til før.
Sin broder hakker da ingen ravn; –
I kommer dog Polen ihug?
Og Engelskmanden for København?
Og graven ved Flensborg? Og Sønderborgs navn?
Men hvorfor da harmes nu?

Den røde rose, som blommer hist
og skræmmer jer med sin flor,
til den gav Europa sin podekvist
og Vesten sin yppige jord.
I planted som stikling hin frodige vånd,
der rødmer Amerikas kyst; –
jer var det, som bandt med højst-egen hånd
martyriets blodrøde ridderbånd
på Abraham Lincolns bryst.

Med glemte løfter, med svegne ord,
med traktaters forrevne ark,
med brudd fra iår på jer ed fra ifjor
har I gødet historiens mark.
Og så vented I endda, trygge i sind,
en høst af det ædleste slags!
Se, nu spirer jer sæd. Hvilket flammende skin!
I undres; I ve´d hverken ud eller ind, –
thi der vokser stiletter for aks!

Hvor loven sidder på knivens spids
og retten på galgen bor,
er dagningens sejr mer nær og viss,
end her, hvor der myrdes med ord.
En vilje våger, og holder dom,
og knuser hvert løgnens bur; –
men ormen må først æde skallen tom,
og tiden må først få krænget sig om
til sin egen karrikatur.

Der råder en dæmon med evig magt.
Prøv kun på at byde ham trods!
I støv måtte domus aureas pragt,
i grus måtte Neros kolos.
Men først måtte Romer-forbrydelsen nå
over jorden fra pol til pol,
tyrannen sin apotheose få,
og kejsernes gyldne billeder stå
som guder på Kapitol.

Så ramled det sammen; cirkus og slot,
templer, kolonners skov,
buer, arkader, alt trampedes småt
under bøffelens skoede hov.
Så byggedes nyt på det gamles grund,
og luften var ren til en tid.
Nu varsler det mod foryngelsens stund;
nu stiger der pest fra den svampede bund,
og vifter, snart hid snart did.

Men er det i råddenskabs sumpe vi går,
jeg råber ej ak og ve
over hver en brammende giftblomst, som står
i fylde på tidens træ.
Lad ormen kun hule. Før skallen er tom,
før brister ej væg og tag.
Og lad kun „systemet” få vrængt sig om;
des-før kommer hævnen og holder dom
på tids-løgnens yderste dag!

Til min ven revolutions-taleren!

De siger, jeg er bleven „konservativ”.
Jeg er, hvad jeg var mit hele liv.

Jeg går ikke med på at flytte brikker.
Slå spillet overende; da har De mig sikker.

En eneste revolution jeg husker,
som ikke blev gjort af en halvheds-fusker.

Den bær for alle de senere glorien.
Jeg mener naturligvis syndflods-historien.

Dog selve den gang blev Lucifer luret;
thi Noah tog, som De ve´d, diktaturet.

Lad os gøre det om igen, radikalere;
men dertil kræves både mænd og talere.

I sørger for vandflom til verdensmarken.
Jeg lægger med lyst torpe´do under Arken.

Uden navn.

Til den ridderligste sender
jeg mit digt foruden navn.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder
i de djærve bundne hænder;
jeg forstår, hvor naget tænder
i hans pandes tankefavn.

Viljen vendt mod sejers-baner, –
viljen lænkelagt i skjul;
hånden strakt mod fædres faner,
sindet fyldt af storværks-planer, –
flugten stængt af vindfalds-graner, –
arme kongelige fugl!

Dagen gryr og hornet klinger.
Hej, det blir en verdensjagt!
Jeg forstår, hvor skårne vinger
værke kan, der buret tvinger:
jeg forstår, hvor længslen stinger,
der, hvor dværge slutter vagt.

Dagen går og hornet tier;
alle våben lægges ned.
Navn for navn på melodier
bæres rundt i lund og lier; –
jeg forstår, hvor smerten svier
ham, som ej fik nævnes med.

Ånden lys af skjønheds-larver,
skabertrang i sind og syn, –
digtets spil hans dådskraft arver,
blomster gror i leg med farver; –
glemsels-leg, mens savnet harver
sindet, som et nedslags lyn!

Måtte nægte, hvad står malet
midt på pandens åbne hvælv!
Måtte svigte idealet,
lig apostlen, der han daled,
dommens nat, til hanegalet
drog ham opad mod ham selv!