Complete Works of Henrik Ibsen (418 page)

HERTUG SKULE
(i urolig bevægelse)
.
Samle alt folket, – vække det, så det kender sig at være ét! Hvor har I slig sælsom tanke fra? Den isner og ildner mig.
(udbrydende:)
I har den fra djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes i værk, sålænge jeg har kræfter til at spænde stålhuen på mit hoved!

HÅKON.
Jeg har tanken fra Gud og slipper den ikke, sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om panden!

HERTUG SKULE.
Så får hellig Olafs kongsring falde!

HÅKON.
Hvem vil volde det?

HERTUG SKULE.
Jeg, om ingen anden.

HÅKON.
I, Skule, I bliver uskadelig på thinget imorgen.

HERTUG SKULE.
Håkon! Frist ikke Gud! Driv mig ikke ud på den yderste rand af stupet!

HÅKON
(peger mod døren)
.
Gå, herre, – og lad det være glemt, at vi har talt med hvasse tunger ikveld.

HERTUG SKULE
(ser et øjeblik stift på ham og siger)
:
Vi kommer til at tale med hvassere tunger næste gang.
(går ud i baggrunden.)

HÅKON
(efter et kort ophold)
:
Han truer! – Nej, nej; så vidt vil det ikke komme. Han må, han skal føje sig og falde mig tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette snilde hoved. – Når der findes mod og kløgt og styrke i dette land, så er det evner, som Gud har givet mændene til brug for mig; – det er for at tjene mig, at hertug Skule fik alle gode gaver; at trodse mig er at trodse himlen; det er min pligt at straffe hver den, som sætter sig op mod himlens vilje, – thi himlen har gjort så meget for mig.

DAGFINN BONDE
(kommer fra baggrunden)
.
Herre, vær vagtsom inat; hertugen har visselig ondt isinde.

HÅKON.
Hvad siger du?

DAGFINN BONDE.
Hvad han pønser på, véd jeg ikke; men at der er noget igære, er sikkert nok.

HÅKON.
Skulde han tænke på at overfalde os? Umuligt. umuligt!

DAGFINN BONDE.
Nej, det er noget andet. Hans skibe ligger klare til at sejle; der skal holdes thing ombord.

HÅKON.
Du tager fejl –! Gå, Dagfinn, og bring mig sikkert bud.

DAGFINN BONDE.
Ja, ja; I kan lide på mig.
(går.)

HÅKON.
Nej, – det vilde være utænkeligt! Hertugen tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke lov til det, – Gud, som har gjort det så vidunderlig godt for mig hidtil. Nu må jeg have fred, nu skal jeg jo til at begynde! – Jeg har virket så lidet endnu; men jeg hører Herrens usvigelige røst råbe i mig: du skal fremme et stort kongsværk i Norge.

GREGORIUS JONSSØN
(kommer fra baggrunden)
.
Min herre og konge!

HÅKON.
Gregorius Jonssøn! Kommer I hid?

GREGORIUS JONSSØN.
Jeg byder mig frem som eders håndgangne mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør jeg ikke følge ham længer,

HÅKON.
Hvad er der hændt?

GREGORIUS JONSSØN.
Det, som ingen mand vil tro, når rygtet bærer det ud over landet.

HÅKON.
Tal, tal!

GREGORIUS JONSSØN.
Jeg ræddes for at høre lyden af mine egne ord; – vid da –
(griber ham om armen og hvisker.)

HÅKON
(farer tilbage med et skrig)
.
Ha, I er fra sans og samling!

GREGORIUS JONSSØN.
Gud give jeg var det.

HÅKON.
Uhørt! det kan ikke være så!

GREGORIUS JONSSØN.
Ved Kristi dyre blod, det er så!

HÅKON.
Gå, gå; lad blæse til hirdstævne; alle mine mænd skal samles.
(Gregorius Jonssøn går.)

HÅKON
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren til Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå op og ned, går atter til døren, banker og råber)
:
Margrete!
(vedbliver at gå frem og tilbage.)

MARGRETE
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød snørekåbe, som hun holder tæt sammen over brystet)
.
Håkon! Er det dig?

HÅKON.
Ja, ja; du må komme herud.

MARGRETE.
O, men så må du ikke se på mig; jeg var alt gået tilsengs.

HÅKON.
Andet har jeg nu at tænke på.

MARGRETE.
Hvad er der hændt?

HÅKON.
Giv mig et godt råd! Nys bragtes mig den værste af alle tidender.

MARGRETE
(angst)
.
Hvilken tidende, Håkon?

HÅKON.
At der er to konger i Norge nu.

MARGRETE.
To konger i Norge! – Håkon, hvor er min fader?

HÅKON.
Han tog kongsnavn ombord; nu sejler han til Nidaros for at lade sig krone.

MARGRETE.
O, Gud, du almægtigste –!
(synker ned på bænken, bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)

HÅKON.
To konger i landet!

MARGRETE.
Min husbond den ene, – og min fader den anden!

HÅKON
(går uroligt frem og tilbage)
.
Giv mig et godt råd, Margrete! Skulde jeg gå over Oplandene, komme først til Trøndelagen og hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for ringe stridsmagt samlet; der nordpå er han mægtigere end jeg. – Giv mig råd; hvorledes skal jeg få hertugen dræbt, før han kommer til Nidaros?

MARGRETE
(bønligt, med foldede hænder)
.
Håkon, Håkon!

HÅKON.
Kan du ikke finde på et kløgtigt råd til at få hertugen dræbt, siger jeg!

MARGRETE
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende)
.
O, glemmer du da så rent, at han er min fader!

HÅKON.
Din fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte jeg.
(løfter hende op.)
Sæt dig, Margrete; du får være trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette.
(går over mod vinduet.)
Hertug Skule bliver mig værre end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt!
(det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:)
Hvem banker derude så sent på kvelden?

INGAS STEMME
(udenfor)
.
En som fryser, Håkon!

HÅKON
(med et skrig)
.
Min moder!

MARGRETE
(springer op)
.
Inga!

HÅKON
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet)
.
Min moder! Siddende som en hund udenfor sin søns dør! Og jeg spørger, hvi Gud slår mig!

INGA
(strækker armene mod ham)
.
Håkon, mit barn! Velsignelse over dig!

HÅKON
(løfter hende op)
.
Kom – kom herind; her er lyst og varmt!

INGA.
Må jeg komme ind til dig?

HÅKON.
Vi skal aldrig skilles mere.

INGA.
Min søn – min konge, – o, hvor du er god og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig, da du gik fra bispegården; du så så sorgfuld ud; jeg kunde ikke skilles fra dig på slig vis!

HÅKON.
Gud være takket for det. Du var visselig den bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt mit hjerte for eder to, som er så rige på kærlighed.

MARGRETE
(kaster sig om hans hals)
.
O, Håkon, min elskede husbond; står jeg dig da nu nær?

HÅKON.
Ja, ja; det gør du; ikke for at give mig kloge råd, men for at lyse og skinne på min vej. Lad komme hvad der vil, jeg kender Herrens styrke i mig!

DAGFINN BONDE
(kommer ilsomt fra baggrunden)
.
Herre, herre! Nu er det værste hændt!

HÅKON
(smiler tillidsfuldt, idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig)
.
Jeg véd det; men det har ingen nød, gamle Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så er der kun én i himlen, – og han grejder det nok!

Teppet faller.

FJERDE AKT

(Stor hal i Oslo kongsgård. Kong Skule holder gilde med sin hird og sine høvdinger. I forgrunden til venstre står højsædet, hvor Skule sidder rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet. Natverdsbordet, hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra højsædet op mod baggrunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og Bård Bratte. Endel ringere gæster beværtes stående over på højre side. Det er sen aften; hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod slutten; mændene er meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i munden på hverandre.)

PÅL FLIDA
(rejser sig og slår til lyd)
.
Stille i hallen; Jatgejr skald vil sige sit kvad til ære for kong Skule.

JATGEJR
(står frem midt på gulvet)
.
Hertug Skule blæste til Ørething
under messen i Nidaros by;
hertug Skule tog kongsnavn, mens klokkerne ringed,
og sværdslag på skjold gav gny.
Kong Skule skred over Dovreskard
med tusende svende på ski;
Gudbrandsdølerne græd for grid
og købte med sølv sig fri.
Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Oplændingen svor og snærred;
kong Skule foer gennem Raumarike
til Låka i Nannestad herred.
Det var den hellige faste-uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut jarl var høvding, – sværdene talte
og fældte i kongstrætten dom.
Det siges forvisst: siden Sverres dage
stod aldrig så hed en strid;
blommet, som blodige kæmpers lagen,
blev vidden, der før var hvid.
De satte på sprang, de Birkebejner, –
slang fra sig både biler og skjolde;
mange hundrede satte dog ikke på sprang,
for de lå og var isende kolde. –
Ingen véd, hvor kong Håkon færdes; –
kong Skule har byer og borge.
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!

SKULES MÆND
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene ivejret, slår på sine våben og gentager)
:
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!

KONG SKULE.
Tak for kvadet, Jatgejr skald! Det er, som jeg bedst liker det; thi det priser mine mænd ligeså fuldt som mig selv.

JATGEJR.
Det er kongens ære, at hans mænd kan prises.

KONG SKULE.
Tag som skaldeløn denne armring, bliv hos mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange skalde om mig.

JATGEJR.
Det kan trænges, herre, ifald der skal gøres kvad om alle eders gerninger.

KONG SKULE.
Jeg vil være trefold gavmildere end Håkon; skaldskab skal agtes og lønnes som andet storværk, sålænge jeg er konge. Tag sæde; du hører nu til hirden; alt, hvad du trænger, skal frit gives dig.

JATGEJR
(sætter sig)
.
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte eder højlig på, herre.

KONG SKULE.
Hvilket?

JATGEJR.
Kongsfiender, hvis flugt og fald jeg kan kvæde om.

MANGE BLANDT MÆNDENE
(under latter og bifald)
.
Vel talt, Islænding!

PÅL FLIDA
(til Jatgejr)
.
Kvadet var godt; men lidt løgn skal der jo være i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit.

JATGEJR.
Løgn, herre stallare?

PÅL FLIDA.
Ja; du siger, at ingen véd, hvor kong Håkon færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at Håkon er i Nidaros.

KONG SKULE
(smilende)
.
Ja, han har ladet kongsbarnet hylde og givet det kongsnavn.

JATGEJR.
Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke, at nogen mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.

KONG SKULE.
Det falder lettest at give, hvad en ikke selv ejer.

BÅRD BRATTE.
Men hårdt må det være, at fare midtvinters fra Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem.

JATGEJR.
Det går i ring med Birkebejnerne; de begyndte med sult og frost; nu ender de på samme vis.

PÅL FLIDA.
I Bergen går det rygte, at Håkon har forsaget kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke messe nytårsdag.

BÅRD BRATTE.
Han havde lovligt forfald, Pål; han stod hele dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske istykker, – andet havde han ikke at lønne hirden med.
(Latter og højrøstet tale mellem gæsterne.)

KONG SKULE
(løfter sit krus)
.
Nu drikker jeg dig til. Bård Bratte, og takker dig og alle mine nye mænd. I stred mandeligt for mig ved Låka, og har stor del i sejren.

BÅRD BRATTE.
Det var første gang jeg stred under eder, herre; men jeg skønte snart, det var let at sejre, når slig høvding, som I, rider fremst i fylkingen. Men det var ilde, at vi slog så mange og jog dem så langt; nu vil der gå en hel tid, før de vover sig imod os igen, er jeg ræd for.

KONG SKULE.
Vent til våren kommer, så møder vi dem nok. Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes, nede på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler folk øster i Viken; når de tror sig mandstærke nok, lader de vel høre fra sig.

BÅRD BRATTE.
Det vover de ikke, efter det store mandefald ved Låka.

KONG SKULE.
Så lokker vi dem ud med list.

MANGE STEMMER.
Ja, ja, – gør det, herre!

BÅRD BRATTE.
List har I god råd på, kong Skule. Eders fiender véd aldrig af det, før I er over dem, og altid er I der, hvor en mindst skulde vente det.

PÅL FLIDA.
Derfor er det, at Birkebejnerne kalder os Vårbælger.

KONG SKULE.
Andre siger Vargbælger; men det sværger jeg nu, at når vi næste gang mødes, skal Birkebejnerne sande, hvor svært det er, at krænge bælgen af slige varger.

BÅRD BRATTE.
Med deres gode vilje mødes vi ikke; – det blir en jagt hele landet rundt.

KONG SKULE.
Det skal det også. Først renser vi Viken, og lægger landet under os her øster, så samler vi skibe, går rundt næsset og hele leden opover til Nidaros.

BÅRD BRATTE.
Og når I på slig vis kommer til Nidaros, tænker jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte hellig Olafs skrin ud på thingvolden, som de gjorde i høst, da I blev hyldet.

KONG SKULE.
Skrinet skal ud; jeg vil bære mit kongsnavn lovligt i alle måder.

JATGEJR.
Og jeg lover jer, at kvæde et stort drapa, når I får dræbt den sovende mand!
(Udbrud af latter mellem mændene.)

KONG SKULE.
Den sovende mand?

JATGEJR.
Véd I ikke, herre, at kong Håkon kaldes „Håkon søvn”, fordi han sidder ligesom lamslået, siden I fik magten.

BÅRD BRATTE.
Han ligger med lukkede øjne, siges der. Han drømmer vel, at han er konge endnu.

KONG SKULE.
Lad ham drømme; han skal aldrig drømme sig til kongedømmet.

JATGEJR.
Lad hans søvn blive lang og uden drømme, så får jeg stof til et kvad.

MÆNDENE.
Ja, ja, gør som skalden siger!

KONG SKULE.
Når så mange gode mænd råder ens, må rådet være godt; dog, om den sag vil vi ikke tale nu. Men et løfte vil jeg gøre; – hver af mine mænd skal tage våben og klæder, guld og sølv, som arv og eje efter den fiende, han fælder; og hver mand skal tage den værdighed, som han lægger ned. Den, som dræber en lendermand, skal selv blive lendermand; den, som dræber en sysselmand, skal gives syssel efter den dræbte; og alle de, som sidder inde med slige værdigheder og embeder før, skal lønnes på anden kongelig vis.

MÆNDENE
(springer op i vild glæde)
.
Hil, hil kong Skule! Før os mod Birkebejnerne!

BÅRD BRATTE.
Nu er I sikker på sejren i alle slag!

PÅL FLIDA.
Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han ejer et godt sværd, som jeg længe har ønsket.

BÅRD BRATTE.
Jeg vil have Bård Torstejnssøns brynje; den bergede hans liv ved Låka, for den står mod hug og stik.

JATGEJR.
Nej, lad mig få den; den passer mig bedre; du skal få fem mærker guld i bytte.

BÅRD BRATTE.
Hvor vil du tage fem mærker guld fra, skald?

JATGEJR.
Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, når vi kommer nordpå.

MÆNDENE
(i munden på hverandre)
:
Og jeg vil have – jeg vil have –
(resten bliver utydeligt i larmen.)

PÅL FLIDA.
Afsted, hver til sit herberge; kom ihug, at I er i kongens hal.

MÆNDENE.
Ja, ja, – hil kongen, hil kong Skule!

KONG SKULE.
Tilsengs nu, I gode mænd! Vi har siddet længe ved drikkebordet inat.

EN HIRDMAND
(idet flokken holder på at gå)
.
Imorgen trækker vi lod om Birkebejnernes gods.

EN ANDEN.
Lad heller tilfældet råde!

NOGLE.
Nej, nej!

ANDRE.
Jo, jo!

BÅRD BRATTE.
Nu slås Vargbælgerne om bjørnefellen.

PÅL FLIDA.
Og bagefter fælder de bjørnen.
(Alle går ud i baggrunden.)

KONG SKULE
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han synker ned på en af bænkene)
.
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag ud og dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg kan tale med om det, der gnager mig så sårt.
(Rejser sig med et udtryk af skræk.)
Og så slaget ved Låka! At jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod mig; Gud skulde skifte og dele mellem de to konger, – og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen har sejret over Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i sneen, men der var ingen bagved dem; – Birkebejnerne satte tilskogs, over vidder og moer og bakker, sålangt benene vilde bære dem. Det utrolige skede; Håkon tabte og jeg vandt. Der er en lønlig rædsel i den sejr. Du store himmelens Gud, der er altså ingen sikker lov deroppe, som alt skal gå efter? Der ligger ingen sejrende magt i det, at have ret?
(vildt afbrydende.)
Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor skulde ikke retten være på min side? Er det ikke ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det, siden han lod mig sejre?
(grublende.)

Muligheden er lige; – ikke en fjær mere på den ene side, end på den anden, og dog –
(ryster på hovedet.)
dog tynger vægten for Håkon. Jeg har had og hede ønsker at kaste i min skål, og dog tynger vægten for Håkon. Kommer tanken om kongsretten uforvarende over mig, da er det altid ham, aldrig mig, som er den sande konge. Skal jeg se mig selv som den rette, da må det gøres med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et værk af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad er der da hændt, som har gjort mig så tvivlende siden? At bispen brændte brevet? Nej, – derved blev uvissheden evig; men den blev ikke større. Har da Håkon gjort nogen stor kongelig gerning på den sidste tid? Nej, sine største gerninger øvede han, da jeg mindst troede på ham.
(sætter sig ned på højre side.)
Hvad er det? Ha, det er sælsomt; det kommer og svinder som et blålys; det danser mig på tungespidsen, ligesom når en har mistet et ord og ikke kan finde det igen.
(springer op.)
Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo, jo! nu har jeg det! – „Norge var et rige; det skal blive et folk; alle skal blive ét, og alle skal vide med sig selv, at de er ét!” Siden Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt for mig som den rette konge. –
(Ser angst frem for sig og hvisker:)
Om der glimtede et Guds kald i disse sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde med tanken til nu, og vil strø den ud – og har kåret Håkon til såmand?

PÅL FLIDA
(kommer ind fra baggrunden)
.
Herre konge, jeg har nyt at melde.

KONG SKULE.
Nyt?

PÅL FLIDA.
En mand, som kommer nedenfra fjorden, fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine skibe på vandet, og at der har stævnet mange mænd sammen til byen i de sidste dage.