Complete Works of Henrik Ibsen (419 page)

KONG SKULE.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller så.

PÅL FLIDA.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte på at møde os først.

KONG SKULE.
Det har de ikke skibe nok til, og ikke mandskab heller.

PÅL FLIDA.
Men Arnbjørn Jonssøn samler både mandskab og skibe rundt om i Viken.

KONG SKULE.
Desbedre; så slår vi dem allesammen, ligesom ved Låka.

PÅL FLIDA.
Herre, det går ikke så let, at slå Birkebejnerne to gange itræk.

KONG SKULE.
Og hvorfor ikke det?

PÅL FLIDA.
Fordi Norges saga ikke melder, at sligt er hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere ud til Hovedø?

KONG SKULE.
Det trænges ikke; det er mørk nat, og skodde til.

PÅL FLIDA.
Ja, ja, kongen skønner det bedst; men kom ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. Bymændene i Oslo hader jer, og kommer Birkebejnerne, så gør de fælles sag med dem.

KONG SKULE
(med liv)
.
Pål Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at jeg kunde få Vikværingerne på min side?

PÅL FLIDA
(ser forundret på ham og ryster på hovedet)
.
Nej, herre, det er ikke tænkeligt.

KONG SKULE.
Og hvorfor ikke?

PÅL FLIDA.
Nej, for I har jo Trønderne på eders side.

KONG SKULE.
Både Trøndere og Vikværinger vil jeg have!

PÅL FLIDA.
Nej, herre, det er ikke gørligt.

KONG SKULE.
Ikke tænkeligt; ikke gørligt! Og hvorfor – hvorfor ikke?

PÅL FLIDA.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Trønderen Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet, og fordi det altid har været slig.

KONG SKULE.
Ja, ja, – du har ret. Gå.

PÅL FLIDA.
Og jeg skal ingen spejdere sende?

KONG SKULE.
Vent til daggry.
(Pål Flida går.)
Norges saga melder ikke om sligt; det har aldrig været så før. Pål Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er der da trappetrin både over og under? Højner Håkon sig ligeså højt over mig, som jeg højner mig over Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for de ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj med Harald Hårfager, den tid der sad en konge på hvert næss, og han sagde: nu får de falde, herefter skal der kun være én. Han kastede den gamle saga overende, skabte en ny saga.
(Ophold; han går grundende frem og tilbage; derpå standser han.)
Kan en mand tage Guds kaldelse fra en anden, således som han kan tage våben og guld fra sin fældte fiende? Kan et kongsemne tage kongsgerningen på sig, således som han kan tage kongskåben på? Egen, som fældes til skibstømmer, kan den sige: jeg vil være masten i skibet, jeg vil tage furuens gerning, pege rank og skinnende opad, bære gylden fløj på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i solskinnet og synes for folket langt, langt borte? – Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din plads er under kølen; der skal du ligge og gøre nytte, stilt og usét af hvert øje oppe i dagen; – dig er det, som skal hindre skibet fra at kantre i uvejret; masten med guldfløj og med bugnende sejl skal føre det frem mod det nye, mod det ukendte, mod de fremmede strande og mod den vordende saga!
(heftigt.)
Siden Håkon talte sin store kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden, end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for.
(tankefuld.)
Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke?

JATGEJR
(kommer ind fra baggrunden)
.
Tilgiv, herre konge, at jeg kommer –

KONG SKULE.
Godt at du kommer, skald!

JATGEJR.
Jeg hørte bymændene tale gådefuldt i herberget om at –

KONG SKULE.
Vent med det. Sig mig, skald; du, som har faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid set en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot have det kær, – det mener jeg ikke; men elske det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed?

JATGEJR.
Det gør kun de kvinder, som ikke har egne børn at elske.

KONG SKULE.
Kun de kvinder –?

JATGEJR.
Og helst de kvinder, som er ufrugtbare.

KONG SKULE.
Helst de ufrugtbare –? De elsker de andres børn med al sin hedeste kærlighed?

JATGEJR.
Det hænder ofte.

KONG SKULE.
Og hænder det ikke også stundom, at slig ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi hun selv intet har?

JATGEJR.
Å jo; men hun gør ikke klogt i det.

KONG SKULE.
Klogt?

JATGEJR.
Nej, thi hun giver sorgens gave til den, hvis barn hun dræber.

KONG SKULE.
Tror du, at sorgens gave er så meget god?

JATGEJR.
Ja, herre.

KONG SKULE
(ser visst på ham)
.
Der er ligesom to mænd i dig, Islænding. Sidder du mellem hirden i lystigt lag, så drager du kappe og kofte over hver din tanke; er en ene med dig, ligner du stundom dem, en får lyst til at vælge sin ven iblandt. Hvoraf kommer det?

JATGEJR.
Når I går til svømning i elven, herre, så klæder I eder ikke af, hvor kirkealmuen må forbi; men I søger jer et lønligt skjul.

KONG SKULE.
Forstår sig.

JATGEJR.
Jeg har sjælens blygsel; derfor klæder jeg mig ikke af, når der er så mange i hallen.

KONG SKULE.
Hm.
(Kort ophold.)
Sig mig, Jatgejr, hvorledes gik det til, at du blev skald? Hvem lærte du skaldskabet af?

JATGEJR.
Skaldskab læres ikke, herre.

KONG SKULE.
Læres det ikke? Hvorledes gik det da til?

JATGEJR.
Jeg fik sorgens gave og så var jeg skald.

KONG SKULE.
Så det er sorgens gave, som skalden trænger?

JATGEJR.
Jeg trængte sorgen; der kan være andre, som trænger troen eller glæden – eller tvivlen –

KONG SKULE.
Tvivlen også?

JATGEJR.
Ja; men da må den tvivlende være stærk og frisk.

KONG SKULE.
Og hvem kalder du en ufrisk tvivler.

JATGEJR.
Den, som tvivler på sin egen tvivl.

KONG SKULE
(langsomt)
.
Det tykkes mig at være døden.

JATGEJR.
Det er værre; det er tusmørket.

KONG SKULE
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig)
.
Hvor er mine våben! Jeg vil stride og handle, – ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde mig, da du kom?

JATGEJR.
Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i herberget. Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler hånligt og spørger, om vi véd så visst, at kong Håkon er vesterpå; der er noget de glæder sig over.

KONG SKULE.
De er Vikværinger, og Vikværingerne er mig imod.

JATGEJR.
De spotter over, at kong Olafs helgenskrin ikke kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev hyldet; de siger, det er et ondt varsel.

KONG SKULE.
Næstegang jeg kommer til Nidaros skal skrinet ud; det skal stå under åben himmel, om jeg så skal rive Olafskirken i grus og vide thingvolden ud over den tomt, den stod på!

JATGEJR.
Stærk gerning er det; men jeg skal digte et kvad derom, ligeså stærkt som gerningen.

KONG SKULE.
Sidder du inde med mange udigtede kvad, Jatgejr?

JATGEJR.
Nej, men med mange ufødte; de undfanges et efter et, får liv og så fødes de.

KONG SKULE.
Og hvis jeg, som er konge og har magten, hvis jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt skaldetanke, du bærer på, dø med dig?

JATGEJR.
Herre, det er en stor synd at dræbe en fager tanke.

KONG SKULE.
Jeg spørger ikke om det er synd; men jeg spørger om det er gørligt!

JATGEJR.
Jeg véd ikke.

KONG SKULE.
Har du aldrig havt en anden skald til ven, og har han aldrig skildret for dig et stort og herligt kvad, som han vilde digte?

JATGEJR.
Jo, herre.

KONG SKULE.
Ønskede du så ikke, at du kunde dræbe ham, for at tage hans tanke og digte kvadet selv?

JATGEJR.
Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne børn; jeg trænger ikke til at elske andres.
(Går.)

KONG SKULE
(efter et ophold)
.
Islændingen er visselig skald. Han taler Guds dybeste sandhed og véd det ikke. – Jeg er som en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons kongelige tankebarn, elsker det med min sjæls hedeste kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte det! Det vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst, enten at det dør i mine hænder, eller at det vokser sig stort i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det sker? Kan jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon sætter sig sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig, – og rundt om. Ingen ven –; Islændingen!
(går til døren og råber ud:)
Er skalden gået fra kongsgården?

EN HIRDMAND
(udenfor)
.
Nej, herre, han står i forhallen og taler med vagten.

KONG SKULE.
Så sig, han skal komme ind!
(går nedover til bordet; om lidt kommer Jatgejr.)
Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det er alle de store kongelige tanker, som holder mig vågen, ser du.

JATGEJR.
Det er med kongens tanker som med skaldens, kan jeg skønne. De flyve højest og vokser bedst, når der er stilhed og nat omkring.

KONG SKULE.
Er det så med skaldens også?

JATGEJR.
Ja, herre; intet kvad fødes ved dagslys; det kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en stille nattetime.

KONG SKULE.
Hvem gav dig sorgens gave, Jatgejr?

JATGEJR.
Den, jeg elskede.

KONG SKULE.
Hun døde da?

JATGEJR.
Nej, hun sveg mig.

KONG SKULE.
Og så blev du skald?

JATGEJR.
Ja, så blev jeg skald.

KONG SKULE
(griber ham om armen)
.
Hvad gave trænger jeg for at blive konge?

JATGEJR.
Ikke tvivlens; thi da spurgte I ikke så.

KONG SKULE.
Hvad gave trænger jeg?

JATGEJR.
Herre, I er jo konge.

KONG SKULE.
Tror du til hver en tid så visst, at du er skald?

JATGEJR
(ser en stund taus på ham og spørger)
:
Har I aldrig elsket?

KONG SKULE.
Jo engang, – brændende, fagert og i brøde.

JATGEJR.
I har en hustru.

KONG SKULE.
Hende tog jeg til at føde mig sønner.

JATGEJR.
Men I har en datter, herre, – en mild og herlig datter.

KONG SKULE.
Var min datter en søn, så spurgte jeg ikke dig, hvad gave jeg trængte.
(udbrydende:)
Jeg må have nogen om mig, som lyder mig uden vilje selv, – som tror usvigelig på mig, som vil holde sig inderst til mig i godt og ondt, som kun lever for at lyse og varme over mit liv, som må dø, om jeg falder. Giv mig et råd, Jatgejr skald!

JATGEJR.
Køb eder en hund, herre.