Complete Works of Henrik Ibsen (414 page)

MANGE JARLSMÆND.
Jeg også! Jeg også! Du skal være fredløs for os!

IVAR BODDE.
Gud forbyde, at jeg skulde stå mellem kongen og så mange mægtige høvdinger. – Håkon, min høje herre, jeg véd med mig selv, at jeg har tjent eder med al troskab. Jarlen har jeg varet jer imod, det er sandt; men hvis jeg nogen tid gjorde ham uret, da får Gud forlade mig det. Nu er der ikke mere for mig at gøre i kongsgården; her er eders segl; tag det i egne hænder; for længe siden skulde det ligget der.

HÅKON
(der er stegen ned fra forhøjningen)
.
I bliver!

IVAR BODDE.
Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide og nage mig nat og dag, om jeg gjorde det. Større ulykke kan ingen mand volde i disse tider, end at stille sig mellem kongen og jarlen.

HÅKON.
Ivar Bodde, jeg byder dig at blive!

IVAR BODDE.
Om den hellige kong Olaf stod op af sølvkisten og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu.
(lægger seglet i kongens hånd.)
Farvel, min ædle herre! Gud fremme og signe al eders gerning!
(Går mellem mængden ud til højre.)

HÅKON
(mørk, til jarlen og hans mænd)
.
Der mistede jeg en trofast ven for eders skyld; stort vederlag må I byde, skal I veje tabet op.

SKULE JARL.
Jeg byder mig selv og alle mine.

HÅKON.
Næsten er jeg ræd der må mere til. Jeg trænger nu til at samle om mig alle dem, som jeg fuldt kan lide på. Dagfinn Bonde, lad straks gå bud nordover til Hålogaland; Vegard Væradal skal kaldes her ned igen.

DAGFINN BONDE
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand, som er trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet)
:
Vegard kan ikke komme, herre.

HÅKON.
Hvoraf véd du det?

DAGFINN BONDE.
Ret nu er her bud om ham.

HÅKON.
Hvad melder det?

DAGFINN BONDE.
At Vegard Væradal er dræbt.

MANGE STEMMER.
Dræbt!

HÅKON.
Hvem dræbte ham?

DAGFINN BONDE.
Andres Skjaldarband, jarlens ven.
(Kort ophold; mændene hvisker uroligt indbyrdes.)

HÅKON.
Hvor er budet?

DAGFINN BONDE
(fører manden frem)
.
Her, herre konge.

HÅKON.
Hvad årsag var der til drabet?

BUDET.
Det véd nok ingen. De taltes ved om finneskatten og med ét sprang Andres op og gav ham banesår.

HÅKON.
Og havde der før været trætte mellem dem?

BUDET.
Stundom. Andres sagde tidt, at en klog rådgiver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde være som fjeld og flint mod Vegard Væradal.

DAGFINN BONDE.
Sælsomt nok; – før Vegard rejste, fortalte han mig, at en klog rådgiver havde sagt, han skulde være som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband.

BISP NIKOLAS
(spytter)
.
Tvi vorde slige rådgivere!

HÅKON.
Vi vil ikke nøjere granske, hvad rod dette stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet idag. Jeg kunde græde for Vegard; men her skal mere end gråd til; her får det gælde liv for liv. Herre jarl, Andres Skjaldarband er eders håndgangne mand; I bød mig al hjælp, som vederlag for Ivar Bodde. Jeg tager jer på ordet og venter I vil virke for, at straffen fremmes over denne ugerning.

SKULE JARL.
Onde engle stiller sig visselig mellem os to idag. På hversomhelst anden af mine mænd skulde jeg tilstedet, at I lod drabet hævne –

HÅKON
(spændt)
.
Nu?

SKULE JARL.
Men ikke på Andres Skjaldarband.

HÅKON
(opbrusende)
.
Vil I værge om drabsmanden!

SKULE JARL.
Om denne drabsmand må jeg værge.

HÅKON.
Og årsagen –?

SKULE JARL.
Den får ingen vide uden Gud i himlen.

BISP NIKOLAS
(sagte til Dagfinn)
.
Jeg véd den.

DAGFINN BONDE.
Og jeg aner den.

BISP NIKOLAS.
Sig ingenting, gode Dagfinn!

HÅKON.
Jarl, jeg vil tro i det længste, at det ikke er alvor, det I her siger mig –

SKULE JARL.
Var det min egen fader, Andres Skjaldarband havde dræbt, – han skulde endda gå fri. I må ikke spørge mere.

HÅKON.
Godt. Så får vi selv tage os tilrette!

SKULE JARL
(med et udtryk af angst)
.
Konge! det blir blodværk på begge sider!

HÅKON.
Lad gå; straffen skal dog fremmes.

SKULE JARL.
Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke fremmes!

BISP NIKOLAS.
Nej, der har jarlen ret.

HÅKON.
Og det siger I, ærværdige herre?

BISP NIKOLAS.
Andres Skjaldarband har taget korset.

HÅKON OG SKULE JARL.
Taget korset!

BISP NIKOLAS.
Og er alt faret fra landet.

SKULE JARL.
Godt var det for os alle.

HÅKON.
Dagen helder; bryllupsgildet får nu være endt. Jeg takker eder, herre jarl, for al ære, som er mig vist i denne tid. – I drager til Nidaros, kan jeg tænke?

SKULE JARL.
Det er så min agt.

HÅKON.
Og jeg til Viken. – Hvis du, Margrete, heller ønsker at blive her i Bergen, så gør det.

MARGRETE.
Hvor du farer, vil jeg følge, indtil du forbyder mig det.

HÅKON.
Godt, så følg.

SIGRID.
Vidt spredes ætten nu.
(knæler for Håkon.)
Vis mig en nåde, herre konge!

HÅKON.
Rejs eder, fru Sigrid; hvad I beder om, skal ske.

SIGRID.
Jeg kan ikke følge jarlen til Nidaros. Nonneklostret på Rejn skal indvies; skriv til erkebispen, – virk for, at jeg bliver abbedisse der.

SKULE JARL.
Du, min søster?

HÅKON.
I vil gå i kloster!

SIGRID
(rejser sig)
.
Siden blodnatten i Nidaros, da mit bryllup stod, og Baglerne kom og hug min brudgom ned, og mange hundrede med ham, mens byen brandt i alle hjørner, – da var det ligesom blodet og branden gjorde mit syn sløvt og slukt for verden udenom. Men jeg fik kraft til at skimte det, som ingen anden øjner, – og ét ser jeg nu – en stor skrækkens tid for landet!

SKULE JARL
(heftigt)
.
Hun er syg! Agt ikke på hende!

SIGRID.
Rig grøde vil modnes for ham, som høster i mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have én gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og bede – bede ved dag og nat!

HÅKON
(rystet)
.
Er det spådomsgave eller sjælesot, som taler så?

SIGRID.
Farvel, min broder, – vi mødes engang til.

SKULE JARL
(uvilkårligt)
.
Når?

SIGRID
(sagte)
.
Når du tager kronen; når der er al fare, – når du trænger mig i din højeste nød!
(Går ud til højre med Margrete, Fru Ragnhild og kvinderne.)

HÅKON
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig bestemthed)
:
Alle jarlens mænd skal tages i ed.

SKULE JARL
(heftigt)
.
Er det eders fulde agt!
(næsten bedende.)
Kong Håkon, gør det ikke!

HÅKON.
Ingen jarlsmand slipper fra Bergen, før han har svoret kongen troskab.
(Går med sin hird. Alle, undtagen bispen og jarlen, følger efter.)

BISP NIKOLAS.
Han har taget på jer med hårde hænder idag.

SKULE JARL
(tier og ser målløs efter kongen)
.

BISP NIKOLAS
(stærkere)
.
Og er kanske endda ikke kongefødt.

SKULE JARL
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm)
.
Trond prests skriftemål – hvor er det?

BISP NIKOLAS.
Han sendte mig det fra England, før han døde; jeg véd ikke med hvem, – og jeg har ikke fået det.

SKULE JARL.
Men det må findes!

BISP NIKOLAS.
Det tror jeg fuldt og fast.

SKULE JARL.
Og finder I det, da vil I give det i mine hænder?

BISP NIKOLAS.
Det lover jeg.

SKULE JARL.
Det sværger I ved eders sjæls salighed?

BISP NIKOLAS.
Det sværger jeg ved min sjæls salighed!

SKULE JARL.
Godt; til den tid vil jeg stå Håkon imod, hvor det kan ske stilt og i løndom. Det må hindres, at han er mægtigere end jeg, når kampen skal begynde.

BISP NIKOLAS.
Men hvis det viser sig, at han er den rette kongssøn, – hvad så?

SKULE JARL.
Så får jeg prøve på at bede – bede om ydmygt sind til at tjene ham som ærlig høvding og af al min evne

BISP NIKOLAS.
Og hvis han er den urette?

SKULE JARL.
Da skal han vige for mig! Kongsnavn og kongsstol, hird og hær, skat og flåde, byer og borge, alt vil jeg have!

BISP NIKOLAS.
Han vil ty til Viken –

SKULE JARL.
Jeg jager ham fra Viken!

BISP NIKOLAS.
Så sætter han sig fast i Nidaros.

SKULE JARL.
Jeg stormer Nidaros!

BISP NIKOLAS.
Han stænger sig inde i Olafs hellige kirke –

SKULE JARL.
Jeg bryder kirkefreden –

BISP NIKOLAS.
Han flygter op på højalteret og hænger sig fast ved Olafs skrin –

SKULE JARL.
Jeg trækker ham ned fra alteret, om jeg så skal trække helgenskrinet med –

BISP NIKOLAS.
Men han har endda kronen på hovedet, jarl!

SKULE JARL.
Jeg slår kronen af med mit sværd!

BISP NIKOLAS.
Men dersom den sidder altfor fast –?

SKULE JARL.
Nu da, i Guds eller Satans navn – da slår jeg hovedet med!
(går ud til højre.)

BISP NIKOLAS
(ser efter ham, nikker langsomt og siger)
:
Ja – ja; – slig kan jeg like jarlen!

Teppet faller.

TREDJE AKT

(En stue i Oslo bispegård. På højre side er indgangsdøren. I baggrunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som er oplyst. En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til bispens soveværelse. Foran på samme side står en stoppet hvilebænk. Over til højre er et skrivebord med breve, dokumenter og en brændende lampe.)

(Stuen er i førstningen tom; indenfor forhænget til venstre høres sang af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind fra højre, standser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå tre gange i gulvet med sin stav.)

SIRA VILJAM
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme)
:
Pål Flida! Gud være lovet; – så er jarlen ikke langt borte.

PÅL FLIDA.
Skibene sejler alt frem ved Hovedø; jeg foer i forvejen. Og hvorledes går det med bispen?

SIRA VILJAM.
Han får den sidste olje nu.

PÅL FLIDA.
Så er der al fare.

SIRA VILJAM.
Mester Sigard fra Brabant har sagt, at han ikke kan leve natten over.

PÅL FLIDA.
Da mener jeg, han har stævnet os for sent til sig.

SIRA VILJAM.
Nej, nej, – han har fuld samling og lidt kræfter også, – hvert øjeblik spørger han, om ikke jarlen snart kommer.

PÅL FLIDA.
I kalder ham endnu for jarl; véd I ikke, at kongen har givet ham navn af hertug?

SIRA VILJAM.
Jo, jo visst; – det er bare slig en gammel vane. Hys –
(han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra bispens kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med røgelsekar; efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og en kirkefane; bagefter følger et tog af prester og munke; kordrenge med lys og røgelsekar slutter processionen, der langsomt bevæger sig ind i kapellet, hvis dør lukkes efter dem.)

PÅL FLIDA.
Nu har da den gamle herre gjort op med denne verden.

SIRA VILJAM.
Jeg kan vel sige ham, at hertug Skule kommer så snart ske kan?

PÅL FLIDA.
Han går lige fra bryggen og her op i bispegården. Farvel!
(går.)
(Flere prester, hvoriblandt Peter, samt tjenere hos bispen kommer ud fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)

SIRA VILJAM.
Hvad skal dette til?

EN PREST
(reder op på bænken)
.
Bispen vil ligge herude.

SIRA VILJAM.
Men er det rådeligt?

PRESTEN.
Mester Sigard mener, vi kan gerne føje ham. Der er han alt.
(Bisp Nikolas kommer ud, støttet af mester Sigard og en prest. Han er i bispedragt, men uden stav og hue.)

BISP NIKOLAS.
Tænd flere lys!
(Han bringes til sæde på bænken ved fyrfadet og dækkes til med tepperne.)
Viljam! Nu har jeg fået forladelse for alle mine synder! De tog dem med allesammen; – jeg synes jeg er så let nu.

SIRA VILJAM.
Hertugen har budsendt jer, herre; han er alt indenfor Hovedø.

BISP NIKOLAS.
Det er godt, meget godt. Kongen vil vel også snart være her. Jeg har været en syndig hund i mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig mod kongen. Presterne derinde de sagde, at alle mine synder skulde være mig forladt; – ja, det kan være vel nok; men de har så godt for at love, de; det er ikke dem, jeg har forbrudt mig imod. Nej, nej – det er nok tryggest, at få det fra kongens egen mund.
(udbryder heftigt:)
Lys, siger jeg! Her er så mørkt herinde.

SIRA VILJAM.
Her er tændt –

MESTER SIGARD
(standser ham med et tegn og nærmer sig bispen)
.
Hvorledes har I det, herre?

BISP NIKOLAS.
Å jo, – å jo; jeg er kold på hænder og fødder.

MESTER SIGARD
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere)
.
Hm, – det er begyndelsen til enden.

BISP NIKOLAS
(angst til Viljam)
.
Jeg har sagt, at otte munke skal synge og bede for mig i kapellet inat. Hav øje med dem; der er dovne svende iblandt.

SIRA VILJAM
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under det følgende)
.

BISP NIKOLAS.
Så meget ugjort endnu, og så gå fra det altsammen! Så meget ugjort, Viljam!

SIRA VILJAM.
Herre, tænk på det himmelske!

BISP NIKOLAS.
Jeg har tiden for mig; – udpå morgenstunden, mener mester Sigard –

SIRA VILJAM.
Herre, herre!

BISP NIKOLAS.
Giv mig mitra og stav! – Du har godt ved at sige jeg skal tænke –
(en prest bringer det forlangte.)
Så, sæt huen der, den er mig for tung; giv mig staven i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp! – Den onde tør ikke gå mig på livet nu!

SIRA VILJAM.
Vil I ellers noget?

BISP NIKOLAS.
Nej. Jo, sig mig; – Peter, Andres Skjaldarbands søn, – alle taler så godt om ham –

SIRA VILJAM.
Han er visselig en skyldfri sjæl.

BISP NIKOLAS.
Peter, du skal våge hos mig til kongen eller hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men vær ved hånden.
(Alle, undtagen Peter, går ud til højre.)

BISP NIKOLAS
(efter et kort ophold)
.
Peter!

PETER
(nærmer sig)
.
Herre?

BISP NIKOLAS.
Har du aldrig set gamle mænd dø?

PETER.
Nej.

BISP NIKOLAS.
Rædde er de allesammen; det tør jeg sværge på! Der på bordet ligger et stort brev med segl for; giv mig det.
(Peter bringer brevet.)
Det er til din moder.

PETER.
Til min moder?

BISP NIKOLAS.
Du får rejse nordover til Hålogaland med det. Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig sag; der er kommet tidende fra din fader.

PETER.
Han strider som en herrens kæmpe i det hellige land. Falder han der, så falder han på vigslet grund; thi der er hver fodsbred jord hellig. Jeg minder Gud om ham i alle mine bønner.

BISP NIKOLAS.
Er Andres Skjaldarband dig kær?

PETER.
Han er en hæderlig mand; men der lever en anden mand, hvis storhed min moder ligesom fostrede og nærede mig med.

BISP NIKOLAS
(hurtig og spændt)
.
Er det hertug Skule?

PETER.
Ja, hertugen, – Skule Bårdssøn. Min moder har kendt ham i yngre dage. Hertugen må visselig være den ypperste mand i landet!

BISP NIKOLAS.
Der er brevet; rejs nordover med det straks! – Synger de ikke derinde?

PETER.
Jo, herre!

BISP NIKOLAS.
Otte svære karle med struber som basuner, det må dog vel hjælpe noget, véd jeg?

PETER.
Herre, herre, jeg vilde bede selv!

BISP NIKOLAS.
Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er altfor kort; – desuden så vil nok kongen tilgive mig, når han kommer –
(farer sammen i smerte)
.

PETER.
I lider visst?

BISP NIKOLAS.
Jeg lider ikke; men det ringer for mine øren; det lyser og blinker for øjnene –

PETER.
Det er de himmelske klokker, som ringer eder hjem; – det, som blinker, er alterlysene, dem Guds engle har tændt for eder.

BISP NIKOLAS.
Ja visst er det så; – det har ingen fare, når de kun holder godt ud i bøn derinde. – Farvel, rejs straks med brevet.

PETER.
Skal jeg ikke først –?

BISP NIKOLAS.
Nej, gå; jeg er ikke ræd for at være alene.

PETER.
Vel mødt igen da, når de himmelske klokker engang har lyd for mig også.
(går ud til højre.)

BISP NIKOLAS.
De himmelske klokker, – ja, sligt siges så let, når en går om på to friske ben. – Så meget ugjort! Men der vil leve mangt efter mig alligevel. Jeg lovede hertugen ved min sjæls salighed, at give ham Trond prests skriftemål, hvis det kom mig ihænde; – godt, at jeg ikke har fået det. Havde han visshed, så vilde han sejre eller falde; da blev en af dem den mægtigste mand, som nogensinde havde levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge hertugen tynges af den, vil de to ødelægge hinanden, hvor de kan komme til; byer vil brændes, bygder hærges, – ingen af dem vinder ved den andens tab – –
(forfærdet.)
Nåde, forbarmelse! Det er jo mig, som bærer skylden – mig, som fra første færd gav stødet til det hele!
(beroligende sig.)
Ja, ja, ja! men nu kommer kongen, – det er jo ham, det mest går ud over, – han tilgiver mig nok – der skal læses bønner og messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp, og jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd. – Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på døren? Det må være hertugen!
(gnider sig fornøjet i hænderne.)
Han vil trygle om beviser for kongsretten, – og jeg har ingen beviser at give ham!
(Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med kåbe og hætte.)

BISP NIKOLAS
(farer sammen)
.
Hvem er det?

INGA.
En kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige herre.

BISP NIKOLAS.
Kongsmoderen!

INGA.
Så kaldtes jeg engang.

BISP NIKOLAS.
Gå, gå! Jeg rådede ikke Håkon til at skille sig af med jer!

INGA.
Hvad kongen gør, er velgjort! det er ikke derfor jeg kommer.

BISP NIKOLAS.
Og hvorfor da?

INGA.
Gunnulf, min broder, er kommen hjem fra Englandsfærden –

BISP NIKOLAS.
Fra Englandsfærden –!

INGA.
Han har været borte i mange år, som I véd, og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem –

BISP NIKOLAS
(åndeløs)
.
Brev –?

INGA.
Fra Trond prest. Det er til eder, herre.
(rækker ham det.)

BISP NIKOLAS.
Ja så; – og I bringer det?

INGA.
Så var Tronds ønske. Stor tak skylder jeg ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik spurgt, at I var syg; derfor gav jeg mig straks på rejsen; jeg har gået hid på min fod –

BISP NIKOLAS.
Det havde ikke hastet så bråt, Inga!

DAGFINN BONDE
(kommer ind fra højre)
.
Guds fred, ærværdige herre!

BISP NIKOLAS.
Kommer kongen?

DAGFINN BONDE.
Nu rider han Ryenbergene nedover med dronningen og kongsbarnet og stort følge.

INGA
(iler frem mod Dagfinn)
.
Kongen, – kongen! kommer han hid?

DAGFINN BONDE.
Inga! Er I her, I hårdt prøvede kvinde?

INGA.
Den er ikke hårdt prøvet, som har så stor en søn.

DAGFINN BONDE.
Nu skal hans hårde hjerte smeltes.

INGA.
Ikke et ord til kongen om mig. O, men se ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid?

DAGFINN BONDE.
Ja, snart.

INGA.
Og det er mørk kveld. Kongen skal vel lyses frem med fakler.

DAGFINN BONDE.
Ja.

INGA.
Så vil jeg stille mig i et bislag, hvor han går forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men først ind i Hallvards kirke; der brænder lys inat; der vil jeg bede godt for kongen, for min fagre søn.
(Går ud til højre.)