Complete Works of Henrik Ibsen (584 page)

Tvi! Slig en overløber.

HOVSTAD.
Jeg er ingen slingringsmand – og blir det heller aldrig.

ASLAKSEN.
En politiker skal ikke forsværge nogen ting i verden, herr Hovstad. Og De, herr Billing, skulde også ta’ et rev eller to i sejlet nu om dagene, synes jeg; for De søger jo sekretærposten i magistraten.

BILLING.
Jeg –!

HOVSTAD.
Gør De, Billing!

BILLING.
Nå ja, – De kan da for fanden skønne, at det bare er for at ærgre de velvise herrerne.

ASLAKSEN.
Ja, mig kommer det jo sletikke ved. Men når jeg sigtes for fejghed og for modsigelser i min holdning, så er det det, jeg vil ha’ betonet: bogtrykker Aslaksens politiske fortid ligger åben for alle og enhver. Jeg har ikke undergåt anden forandring, end at jeg er ble’t mere mådeholden, ser De. Mit hjerte er fremdeles hos folket; men jeg nægter ikke for, at min forstand hælder noget over til magthaverne, – ja, til de lokale da.

(han går ind i trykkeriet.)

BILLING.
Skulde vi ikke se at bli’ af med ham, Hovstad?

HOVSTAD.
Kender De nogen anden, som vil stå i forskud både for papir og trykningsomkostninger?

BILLING.
Det er forbandet, at vi ikke skal ha’ den fornødne driftskapital.

HOVSTAD
(sætter sig ved pulten)
.

Ja, havde vi bare den, så –

BILLING.
End om De henvendte Dem til doktor Stockmann?

HOVSTAD
(blader i papirerne)
.

Å, hvad kan det nytte? Han ejer jo ingenting.

BILLING.
Nej; men han har en god mand i baghånden, gamle Morten Kiil, – „grævlingen”, som de kalder ham.

HOVSTAD
(skrivende)
.

Véd De da så sikkert, at han ejer noget?

BILLING.
Ja, Gud døde mig, gør han da vel det! Og en del af det må da vel tilfalde Stockmanns familje. Han må da vel tænke på at udstyre – børnene ialfald.

HOVSTAD
(vender sig halvt om)
.

Bygger De på det?

BILLING.
Bygger? Jeg bygger naturligvis ikke på nogenting.

HOVSTAD.
Det gør De ret i. Og denne posten i magistraten skulde De nu sletikke bygge på; for jeg kan forsikre Dem, – De får den ikke.

BILLING.
Nej, tror De ikke jeg véd det meget godt? Men det er mig netop kært, at jeg ikke får den. En sådan tilsidesættelse ildner ens stridsmod; – en får ligesom en tilførsel af frisk galde, og det kan vel behøves i en ravnekrog som her, hvor der så sjelden sker noget rigtig æggende.

HOVSTAD
(som skriver)
.

Å ja; å ja.

BILLING.
Nå, – de skal snart få høre fra mig! – Nu går jeg ind og skriver opråbet til husejerforeningen.

(han går ind i værelset til højre.)

HOVSTAD
(sidder ved pulten, tygger på penneskaftet og siger langsomt)
: Hm, – ja så da. –
(det banker.)
Kom ind!

(Petra kommer gennem døren til venstre i baggrunden.)

HOVSTAD
(rejser sig)
.

Nej, er det Dem? Kommer De her?

PETRA.
Ja, De må undskylde –

HOVSTAD
(rykker en lænestol frem)
.

Vil De ikke sætte Dem ned?

PETRA.
Nej tak; jeg går straks igen.

HOVSTAD.
Er det kanske noget fra Deres far, som –?

PETRA.
Nej, det er fra mig selv.
(tar en bog op af kåbelommen.)
Her er den engelske fortælling.

HOVSTAD.
Hvorfor gir De den tilbage?

PETRA.
Jo, for jeg vil ikke oversætte den.

HOVSTAD.
Men De lovte mig da så visst –

PETRA.
Ja, dengang havde jeg ikke læst den. Og De har da visst heller ikke læst den?

HOVSTAD.
Nej; De véd jo, jeg forstår ikke engelsk; men –

PETRA.
Nej vel; derfor vilde jeg sige Dem, at De må se Dem om efter noget andet.
(lægger bogen på bordet.)
Denne her kan sletikke bruges i „Folkebudet”.

HOVSTAD.
Hvorfor ikke det?

PETRA.
Fordi den står aldeles i strid med Deres egne meninger.

HOVSTAD.
Nå, for den sags skyld –

PETRA.
De forstår mig nok ikke. Den handler om, hvorledes en overnaturlig styrelse tar sig af de såkaldte gode mennesker her i verden og leder alting til det bedste for dem til slut, – og at alle de såkaldte onde mennesker får sin straf.

HOVSTAD.
Ja men det er jo bare bra’, det. Det er jo netop sligt noget, folk vil ha’.

PETRA.
Vil da De være den, som gir folk sligt noget? Selv tror De jo ikke et ord af det. De véd jo meget godt, at det ikke går så til i virkeligheden.

HOVSTAD.
De har så fuldkommen ret; men en redaktør kan ikke altid handle, som han helst vilde. En får ofte bøje sig for folks mening i det mindre vigtige. Politiken er jo dog hovedsagen i livet – eller for et blad ialfald; og vil jeg få folk med mig på frigørelse og fremskridt, så må jeg ikke skræmme dem ifra mig. Når de finder en slig moralsk fortælling nedenunder i bladkælderen, så går de villigere med på det, vi trykker ovenfor; – de blir ligesom mere trygge.

PETRA.
Fy; så lumsk går ikke De og stiller snarer for Deres læsere; De er ikke nogen ædderkop.

HOVSTAD
(smiler)
.

Tak, fordi De tror så godt om mig. Nej, det er jo rigtignok også bare Billings tankegang og ikke min.

PETRA.
Billings!

HOVSTAD.
Ja, ialfald snakked han så her en af dagene. Det er jo Billing, som er så hidsig på at få den fortællingen ind; jeg kender jo ikke bogen.

PETRA.
Men hvor kan da Billing med sine frigjorte anskuelser –!

HOVSTAD.
Å, Billing er mangfoldig, han. Nu søger han sekretærposten i magistraten også, hører jeg.

PETRA.
Det tror jeg ikke, Hovstad. Hvor skulde han kunne bekvemme sig til sligt?

HOVSTAD.
Ja, det må De spørge ham om.

PETRA.
Aldrig havde jeg da tænkt det om Billing.

HOVSTAD
(ser fastere på hende)
.

Ikke? Kommer det Dem så rent uventet?

PETRA.
Ja. Eller kanske nej alligevel. Å, jeg véd igrunden ikke –.

HOVSTAD.
Vi avisskrivere duer ikke stort, frøken.

PETRA.
Siger De virkelig det?

HOVSTAD.
En gang imellem tænker jeg det.

PETRA.
Ja, under det vanlige hverdags-kævl; det kan jeg nok forstå. Men nu, da De har taget hånd i en stor sag –.

HOVSTAD.
Dette her med Deres far, mener De?

PETRA.
Netop det, ja. Nu synes jeg, De må føle Dem som en mand, der duer fremfor de fleste.

HOVSTAD.
Ja, idag føler jeg noget sligt.

PETRA.
Ja, ikke sandt; gør De ikke det? Å, det er et herligt livskald, De har valgt. Således at bane vejen for miskendte sandheder og for nye modige synsmåder –; ja bare det, at stå frygtløst frem og ta’ ordet for en forurettet mand –

HOVSTAD.
Allerhelst når denne forurettede mand er –, hm, – jeg véd ikke rigtig, hvorledes jeg skal –

PETRA.
Når han er så retskaffen og så grundærlig, mener De?

HOVSTAD
(sagtere)
.

Allerhelst når han er Deres far, mente jeg.

PETRA
(pludselig slået)
.

Det?

HOVSTAD.
Ja, Petra, – frøken Petra.

PETRA.
Er det det, som står for Dem, som det første og fremste? Ikke sagen selv? Ikke sandheden; ikke fars store varme hjertelag?

HOVSTAD.
Jo, – jo begribeligvis, det også.

PETRA.
Nej tak; nu forsnakked De Dem, Hovstad; og nu tror jeg aldrig mere på Dem i nogen ting.

HOVSTAD.
Kan De da ta’ mig så ilde op, at det mest er for Deres skyld –?

PETRA.
Det, jeg er vred på Dem for, det er, at De ikke har været ærlig imod far. De har talt til ham, som om sandheden og samfundets vel lå Dem nærmest på sinde; De har narret både far og mig; De er ikke den mand, De gav Dem ud for. Og det tilgir jeg Dem aldrig – aldrig!

HOVSTAD.
Det skulde De ikke sige så hvast, frøken Petra; og allermindst nu.

PETRA.
Hvorfor ikke ligeså godt nu?

HOVSTAD.
Fordi Deres far ikke kan undvære min hjælp.

PETRA
(ser nedad ham)
.

Er De en slig en også? Fy da!

HOVSTAD.
Nej, nej, jeg er ikke; det kom bare så uforvarendes over mig; De skal ikke tro det.

PETRA.
Jeg véd, hvad jeg skal tro. Farvel.

ASLAKSEN
(fra trykkeriet, hurtigt og hemmelighedsfuldt)
.

Død og plage, herr Hovstad –
(ser Petra)
.

Au, det var slemt –

PETRA.
Der ligger altså bogen; De får gi’ den til en anden.

(går mod udgangsdøren.)

HOVSTAD
(følger efter)
.

Men, frøken –

PETRA.
Farvel.

(hun går.)

ASLAKSEN.
Herr Hovstad, hør her!

HOVSTAD.
Nå, nå da; hvad er det så?

ASLAKSEN.
Byfogden står ude i trykkeriet.

HOVSTAD.
Byfogden, siger De?

ASLAKSEN.
Ja, han vil tale med Dem; han kom ind bagvejen, – vilde ikke ses, kan De skønne.

HOVSTAD.
Hvad kan det være for noget? Nej vent, jeg skal selv –

(han går til trykkeridøren, åbner, hilser og byder byfogden komme ind.)

HOVSTAD.
Hold udkig, Aslaksen, så at ingen –

ASLAKSEN.
Forstår –

(går ud i trykkeriet.)

BYFOGDEN.
Herr Hovstad havde nok ikke ventet at se mig her.

HOVSTAD.
Nej, jeg havde egentlig ikke det.

BYFOGDEN
(ser sig om)
.

Her har De jo indrettet Dem ganske hyggeligt; virkelig net.